Stockholmsmarionetten

Denne movella, var egentlig en stil jeg tilfældigt fandt på min computer. jeg skrev den for nogle år siden (tror jeg gik i 7.), så bær over med det, hvis du finder noget der er formuleret lidt mærkeligt, eller andet. Har kun rettet nogle få kommaer, ellers er den "original". Jeg vil muligvis senere hen omskrive den, da jeg jo som sagt skrev for nogle år siden, og jeg tror jeg ville kunne gøre den endnu bedre nu.
Mht. titlen, så ja, den er nok lidt underlig, måske forstår du den, måske ikke :p
Hvis du beslutter dig for at læse den, modtages feedback meget gerne!

2Likes
0Kommentarer
626Visninger

4. IV

Jeg har boet her i lang tid nu. Jeg lignede Kailie. Følte mig som Kailie. Jeg var Kailie. Hun kaldte mig Kailie. Jeg fik nogle gange lov til at gå ud i hendes have. Men hun holdt øje med mig. Det var umuligt at slippe væk fra hende. Men jeg ønskede det heller ikke. Jeg ønskede ikke at knuse hendes hjerte igen. Hun har allerede mistet én datter. Hvorfor en til? Men hun har jo taget mig. Fjernet mig fra min egen mor for at hun kan miste sin sorg. Eller hun vil jo nok altid huske Kailie, men få noget af den væk. Men jeg er jo Kailie. Jeg tror selv, jeg er Kailie. Ligesom hende. Hvad hed jeg egentlig før? Jeg husker, det var noget med A. Eller E. Det var med E. Et ret simpelt men alligevel specielt. Nej jeg kan ikke komme på det. Kailie. Nej jeg er Kailie nu, men hvad hed jeg før? ”Kailie kommer du? ” det var hende. Min mor. ”Kan du lide maden lille skat? ” hun smilede. ”Ja mor, den er virkelig god. ” efter det gik jeg i seng.

Eline! Det var det jeg hed! Eline. Jeg begyndte at græde. Jeg fik pludselig minder om min mor. Om mit liv. Det liv jeg havde før. Men jeg er ikke ked af det. Eller vred. Jeg er glad. For jeg er jo godt nok blevet kidnappet, men jeg bliver jo behandlet som en prinsesse. Men hvor er Kailie? Jeg vil gerne finde hende. Egentlig nu hvor jeg tænker over det er det ret skræmmende at tage en anden pige fra hendes mor. Men det er mest skræmmende, at jeg ikke er ked af det. Jeg gik ned til hende. For at trøstes. ”Undskyld, undskyld, undskyld lille skat... ” hviskede hun hele tiden. Hun var nok kommet i tanke om sandheden. Den hun helt oprigtigt var. For hvem var det? En ond, rædselsfuld person. Kidnapper. Løgner. Alt det onde. Det var den, hun helt oprigtigt var. Men jeg tilgiver hende. Og jeg elsker hende. Men hvem er den, jeg helt oprigtigt er? Jeg ved det ikke engang selv. Glemsel. Eller også vil jeg bare ikke huske det. ”I Hjertet Gemt, For altid Glemt. ”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...