Stockholmsmarionetten

Denne movella, var egentlig en stil jeg tilfældigt fandt på min computer. jeg skrev den for nogle år siden (tror jeg gik i 7.), så bær over med det, hvis du finder noget der er formuleret lidt mærkeligt, eller andet. Har kun rettet nogle få kommaer, ellers er den "original". Jeg vil muligvis senere hen omskrive den, da jeg jo som sagt skrev for nogle år siden, og jeg tror jeg ville kunne gøre den endnu bedre nu.
Mht. titlen, så ja, den er nok lidt underlig, måske forstår du den, måske ikke :p
Hvis du beslutter dig for at læse den, modtages feedback meget gerne!

2Likes
0Kommentarer
623Visninger

2. II

Hver dag tænker jeg på hende. Jeg savner hende som en gal. Jeg ville ønske, det aldrig var sket. Det dyrebareste jeg overhovedet ejer, har jeg ikke mere. Jeg savner hende. Jeg vil have hende igen! Hun fortjener det ikke. Jeg ved ikke, om hun er død! Men på en måde håber jeg det. At hun er død. Sæt nu hvis hun lider. Hvis hun er fanget, og ikke får mad i flere dage. Hvis hun ikke bliver behandlet ordentligt. Har man nogensinde hørt om kidnapninger, hvor de har behandlet det stakkels offer godt? Hvor de behandler dem som deres små prinsesser? Dem de elsker overalt på jorden. Dem de elsker højere end noget andet. Dem de bilder sig ind er deres egne børn! Nej, dem har man ikke hørt om. Derfor håber jeg, at hun er død. Så hun slipper for alt det de vil udsætte hende for. Men mit højeste ønske er at finde hende. Men ønsker jeg virkelig det? Ønsker jeg virkelig at finde min egen datter, som er banket sønder og sammen? Ødelagt fordi nogle sindssyge, egoistiske mennesker bare vil have en lille pige, som de vil se ulykkelig, se savne hendes familie og så skal de jo have et offer til at komme ud med alt sin egoistiske vrede på. Åh min stakkels lille Kailie! Jeg vil have hende hjem igen! Jeg savner hende. Jeg forstår ikke hvorfor. Hvorfor hende? Hun var måske den eneste, der var tilgængelig for morderne. Morderne? Morderen? De er jo ikke engang mordere. Eller hvis de har slået hende ihjel, er de vel mordere. Men er det ikke uretfærdigt at dømme dem? Før jeg ved, hvad de har gjort? Men forfærdelige, uretfærdige, gale mennesker er de. Eller han. Eller hun. Hun? Kan det mon være en kvinde? En kvinde der har taget min datter, fordi hun aldrig selv fik en datter. Og så tog hun min datter, og lader som om det er hendes egen lille pige. Uretfærdigt. Tænk hvis jeg tog hendes datter. Hvad ville hun så have gjort? Hvad hvis hun, ligesom mig, ikke vidste hvor sin datter var, men kun har håbet tilbage? At tage en andens datter. Som ikke er ens egen. Blod er tykkere end vand. Men har det nogen betydning? Hvis ens savn er så stort, ens vrede er så ond, at man bare må have lige netop dét, man aldrig fik. Men lige netop dét. Lige akkurat netop dét. Det er jo det, man ikke kan få. Så man må nøjes med noget andet. Noget helt andet, men stadig meget tæt på det man vil have. Men det er ikke gratis. Noget må man betale. At leve med samvittigheden over, at have taget en anden mors barn. Barnet vil nok aldrig blive ligeså glad for dig, som for dets egen mor. Men hvis det nu ikke kender til fortiden. Til ens egen mor. Så vil tabet for en selv måske ikke være så stort. Barnet er jo ikke ulykkeligt, for det ved ikke at du ikke er dets rigtige mor. Men barnets rigtige mor. Den helt oprigtige mor vil nok altid lide et stort savn. Og en vrede. En vrede på den skyldige, der nok aldrig vil blive dømt skyldig. For hvem ved, at du har gjort det? Ingen. Lige meget hvad eller hvordan man gør det, vil der altid være én, der har det savn. Det savn som fik den skyldige til at handle. Men hvad er bedst? Hvad er egentlig bedst? At én lider sorg fordi hun aldrig fik det, hun ville have. Eller at hun har handlet og fået et barn, men stjålet det fra en anden mor så man må leve med samvittigheden af at have taget den oprigtige mors barn. Ydermere så vil barnet nok også have et savn af den rigtige mor. Så hvad er egentlig bedst? Hvad er det for nogle tanker, jeg har? Jeg er ved at blive sindssyg. Simpelthen sindssyg. Snart er jeg nok kvinden i mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...