Stockholmsmarionetten

Denne movella, var egentlig en stil jeg tilfældigt fandt på min computer. jeg skrev den for nogle år siden (tror jeg gik i 7.), så bær over med det, hvis du finder noget der er formuleret lidt mærkeligt, eller andet. Har kun rettet nogle få kommaer, ellers er den "original". Jeg vil muligvis senere hen omskrive den, da jeg jo som sagt skrev for nogle år siden, og jeg tror jeg ville kunne gøre den endnu bedre nu.
Mht. titlen, så ja, den er nok lidt underlig, måske forstår du den, måske ikke :p
Hvis du beslutter dig for at læse den, modtages feedback meget gerne!

2Likes
0Kommentarer
622Visninger

1. I

Alle har hørt om hende. Hun har mistet sin datter. Ingen ved hvordan. Men hun er væk. Måske er hun død. Måske lever hun. Måske er hun knap et menneske mere. Måske, måske, måske. Man vidste ingenting. Det må være skrækkeligt for hende. Hendes mor. Tænk hvis det var min mor. Min mor som havde mistet sin datter. Hun havde boet i vores kvarter. Eller ’boet’, hun bor der vel stadig. Hun ville egentlig helst være anonym, men avisen var kommet til at oplyse byens navn. Avisen udgav hurtigt en kopi af den nye avis, men uden byens navn stod skrevet, og hvor de undskyldte for at have oplyst navnet uden forespørgsel. Hun bor jo i vores by, men der er ingen, der rigtig kender til hende. Eller hendes datter. Kailie. De var jo ikke herfra. De var fra udlandet. Italien tror jeg nok. Men hendes far var vidst fra Australien. Men hun havde ikke kendt ham. Hun var virkelig god til at surfe. Derfor tog hun tit til Australien. ”Bølgernes land! ” som hun selv kaldte det. Hun havde ikke gået på skolen. Hun gik slet ikke i skole. Hun fik undervisning fra en privatlærer, da hun skulle bruge det meste af sin tid på at surfe. Træning, konkurrencer, alt det der. Det havde hun ikke tid til, hvis hun skulle gå i en rigtig skole. Så skulle hun jo lave lektier, være sammen med veninder – ja alt det der man nu gør. Med en privatlærer skulle hun ikke lave lektier, og hun var jo alene, så derfor fik hun heller ingen veninder, hun skulle være sammen med. Men hun havde veninder. Andre piger der surfede, som hun konkurrerede imod, de havde jo samme ”levevilkår” som hende. Hun var dog sammen med nogle andre. Vi var faktisk tit sammen. Eller tit og tit, men jeg må egentlig heller ikke have så mange veninder. Eller jeg jo godt have veninder, men jeg må bare ikke bruge tid sammen med dem. Så vi passede jo godt sammen. Jeg havde min kunstskøjtning, og hun havde sin surfing. De andre forstod jo ikke, hvorfor vi aldrig lige kunne gå på café og drikke en kakao med dem, men det forstod vi. Men jeg havde dog ikke privatlærer. Det var for dyrt. Men vi var begyndt at bruge mindre tid sammen. Både hun og jeg var begyndt at gå meget mere op i konkurrencer. Vi trænede til mesterskaberne. Før var det bare sådan noget man gjorde, fordi ens forældre synes det var sjovt, at invitere sine venner med, og vise dem deres lille datter, hvor dygtig hun er. Men nu var vi begyndt at gå op i det. Sådan rigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...