Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2425Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Overvåget

Ti minutter senere, stod jeg udenfor mine forældres dør, i det behagelige, og langt mindre affaldsdækkede lejlighedskompleks de boede i. Deres bygning var længere væk fra bymidten, og man kunne rent faktisk se rigtige marker fra mine forældres altan, men den var grå og havde et meget ”voksent” udseende. Det var et af de steder hvor man skulle være helt stille når man gik ude på gangen, ellers dukkede et utilfreds ansigt op i en af dørene og gav et meget overbærende SHH!

Mine forældre havde en sød lille dørmåtte med fugle på, helt klart min mors ide, og når man gik ind i gangen, stod der en anordning til sko, og knaster til jakker. Min far havde ikke bestemt meget over lejlighedens møblering, så på en måde var jeg glad på hans vegne, over at han nu havde fået mit værelse, han kunne gøre med som han ville. Tøvende, stod jeg i døren, stadig i chok over aftenens begivenhed. Måske var jeg blevet forfulgt, måske ikke, uanset hvad, sad frygten stadig i mig, som en skrækslagen kat, med kløerne dybt begravet i mit hjerte.


Fordi jeg ikke ville give mine forældre endnu en grund til at være bekymrede, blev jeg stående i gangens mulm og mørke. Prøvede at få mit ansigt til at folde sig i et nogenlunde normalt udtryk. Jeg gik hen til spejlet, som hang over skostativet, og tjekkede mit ansigt. I mørket lyste det op i en bleggrå farve. Mit spejlbillede lignede en, der havde vidnet et mord. Jeg skar ansigt til min dobbeltgænger, som til gengæld skar ansigt igen. Mine øjne så næsten sorte ud i mørket. Det hjalp lidt at være fjollet. Skubbede rædslen lidt til side. Jeg havde stået der i flere minutter, selvom det føltes som timer, indtil jeg var sikker på at det var okay at vise mit ansigt til mine forældre.


Resten af aftenen, havde jeg gjort mit bedste for at distancere mig fra, det der var sket på vej hjem. En del af mig frygtede, at det ville hævne sig i min søvn. Jeg havde altid været typen, hvis mentale tilstand påvirkede antallet af drømme. Liggende i min seng, efter at have udsat sengetiden til 12 i stedet for halv 11, føltes mørket helt anderledes end normalt. Mine øjne fandt alle de mulige gemmesteder, potentielle farer kunne lure fra, alle skygger lignede skumle skikkelser. Min træthed blev hurtigt overmandet af min frygt, og søvnen blev væk.

 

 

Længe lå jeg der, i mørket, med dynen trukket så langt over mig, som muligt. Stilheden føltes kvælende, og ondskabsfuld. Sekunder blev til minutter, og jeg mærkede svedperler begynde at trille ned langs ryggen på mig. Mit hår begyndte at føles fugtigt. Det ville ikke vare længe før jeg ikke kunne holde ud af gemme mig længere, så jeg skubbede, med et irriteret grynt, dynen af mig og gik ud i køkkenet for at få et glas vand. Køkkenet hang sammen med stuen, med en lille kant der afmærkede hvor den ene del afløste den anden. Gulvtæppet i stuen blev afløst af køkkenets kolde betongulv, som mine fødder klaskede mod, i stilheden.. Vasken befandt sig lige under et stort vindue, og måneskinnet lyste ind og gav genskin i stålet. Mens jeg fyldte et glas med vand, så jeg sløvt ud af vinduet. Som barn havde det altid føltes som om vi var tættere på himlen, end jorden, i vores hyggelige lejlighed, men i virkeligheden befandt vi os kun to etager op. Mit blik gled ned til hovedvejen foran lejlighedskomplekset. I mørket virkede hele verden forladt, og jeg fik pludselig en sær fornemmelse af at verden var gået under. Jeg forestillede mig at jeg var den eneste tilbage, stadig i live. Jeg gøs, i en blanding af frygt og fryd.


Jeg havde kun befundet mig i mine egne tanker i et lille stykke tid, spejdet efter biler for at overbevise mig selv om at jorden ikke var gået under alligevel, da jeg lagde mærke til en bil, der holdt ulovligt parkeret lige over for bygningen. Der var mange der begik den lille ”fejl”, så det var som regel ikke noget jeg lagde mærke til. Det der fangede min opmærksomhed, var manden der stod lænet op af bilen. Gløden fra hans cigaret, lyste op i mørket som et nødsignal. Med rynket pande, lænede jeg mig lidt frem for at se nærmere. Han så afslappet ud, var måske bare en af beboerne der var ude for at ryge. Det kunne give mening, fordi der var så mange steder man efterhånden ikke måtte ryge. Alligevel var der noget ved ham, der generede mig.
 

Var det bare mig, eller havde han solbriller på?

Med en stiv bevægelse, satte jeg glasset hårdt fra mig, så noget af vandet spildte ud på bordet. Solbriller i mørket? Det var decideret skummelt. Kunne det være den samme, jeg havde set to gange før? Og var det et tilfælde eller noget andet? Kunne det være ham der havde forfulgt mig fra arbejdet? Min mave begyndte at slå knuder. Jeg trak mig væk fra vinduet med et ryk. Min hånd ramte glasset, der næsten væltede. Nej, tænkte jeg og skælvede, hvorfor skulle han forfølge mig? Jeg trak mig længere væk, med en irrationel frygt for at han kunne se mig. Der var stille i lejligheden bortset fra en hæs, skrattende lyd, som sandpapir mod en træoverflade. Jeg så mig om efter lyden, og indså at den kom fra mig. Jeg var ved at hyperventilere.

 

Stadig rystende over hele kroppen, satte jeg mig ned ved spisebordet, prøvede at se med objektive øjne. Det kunne godt være en anden. Det kunne også godt være et tilfælde. Måske var jeg heller aldrig blevet forfulgt. Måske var jeg blevet paranoid, eller sindssyg eller begge dele.  Men en lille stemme under fornuften blev ved med at skrige at jeg skulle ringe til politiet. Jeg fumlede med min telefon, havde allerede tastet nummeret, uden at tænke over det. Der gik fem minutter før jeg trykkede på opkaldsknappen.



Jeg talte hvert et dut, med bankende hjerne, indtil den blev taget af en kølig kvindestemme. Jeg var bange for at hvis jeg åbnede munden, så ville jeg begynde at græde, men i stedet kom en lille, skælvende stemme ud af min mund.
”D..-der står en mand udenfor min lejlighed,”
Den let fraværende høflighed i kvindens stemme blev erstattet med skarp opmærksomhed. Spørgsmål kom hurtige og præcise, som pistolskud.
”Nej, jeg kender ham ikke,”
”Nej jeg kan ikke være sikker på at det har noget med mig at gøre,”
”Nej, jeg …”
”Men jeg har set ham før!”
”Jamen jeg-. .. Jeg VED det er mig han er her for”
”Hvordan? Det gør … gør jeg bare …”
”Nej … Ja … Jeg har forstået. Okay. Tak skal De have.”

Min stemme havde skiftet fra hvisken, til råben og nu tilbage til hvisken igen, i løbet af den korte samtale. Jeg ville ikke få nogen hjælp. Hun troede ikke på mig!  


Ængsteligt, gik jeg hen til vinduet igen, efter at den venlige men kølige politikvinde havde lagt på. Jeg åndede lettet op. Manden var væk. Måske havde jeg alligevel taget fejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...