Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2436Visninger
AA

7. Kapitel 7 - Skræmt

Da jeg var 18 brugte jeg alle mine kræfter på at lære at køre bil, så jeg kunne få et kørekort. Alt det kulminerede i et splinternyt, fantastisk kørekort. Jeg havde så mange flotte drømme om at komme kørende i en splinterny bil, måske en Suzuki swift eller noget. Slut med dyr offentlig transport og mangel på sæder, slut med lugten af sved og store grupper af mennesker. Selvfølgelig var realiteten en anden. Jeg havde kørekortet, men ingen bil.
 

Selv nu, efter fem år, var bildrømmen stadig langt væk. Jeg begik mig langsomt i retning mod busstoppestedet, ikke så langt væk at det var uudholdeligt, men lang nok til at tanken om at gå, ikke forekom særlig tiltrækkende. Beviset for mine måske ikke fantastiske, men jævne evner til at køre bil, brændte bittert i min lomme, hver gang jeg var tvunget til at stå op i bussen, eller til at dele sæde med en fuld herre, klokken ni om morgenen.

 

Mørket kæmpede med lyset om dominans, mens jeg langsomt traskede gennem den lange, butiksomfattede gade. Der var tyndet godt ud i mængden af mennesker, faktisk så jeg næsten ingen på min vej mod bussen. De fleste butikker var ved at lukke ned for dagen. Jeg var ikke som sådan bange. Gaden var forholdsvis lige, og det var ikke fordi der var mange steder, skumle mennesker kunne ligge på lur, men alligevel var der noget ulækkert ved at gå der, alene om aftenen. Hvis jeg stadig havde Danni, ville han sandsynligvis have fulgt mig hjem. Det var faktisk længe siden, jeg sidst var gået alene i mørket. Jeg kunne ikke længere huske hvordan jeg havde haft det med det, dengang. Et trick huskede jeg dog. Jeg hev mine høretelefoner frem og satte noget højt musik på, der kunne drukne min egen paranoia. Et sted bagerst i hjernen, blev jeg dog alligevel ved med at få fornemmelsen af, at der var nogen bag mig. Hver gang jeg kiggede mig tilbage, var gaden selvfølgelig tom, men det kunne tilsyneladende ikke tilfredsstille min overaktive hjerne. Gadelygterne begyndte at tændes. Det gik så stærk at man nærmest ikke lagde mærke til det, medmindre man, ligesom jeg, havde en umådelig trang til at søge mod det, som en natsværmers bejleri til lyset. Jeg åndede umærkeligt, lettet op, men alle de år, tilbragt med at se alverdens gyserfilm, havde stadig sat sit mærke. I tankerne forestillede jeg mig, at der lige om lidt dukkede en mørke skikkelse op i lyset fra en af lamperne lidt længere væk, eller at man i udkanten af lyscirklen, lige pludselig ville se noget hurtigt bevæge sig.



Jeg havde altid været irriteret på tanken om at den frygt man følte under omstændigheder som disse, mere var fremkaldt af en selv end af nogen egentlig fare. Hvis det kun var min egen fantasi, der spillede mig et puds, hvorfor kunne jeg så ikke styre det? Som barn havde jeg pure nægtet at det var min egen hjerne, der var fjenden. Jeg vidste jo at jeg var fornuftig nok til at vide at ens egen fantasi ikke kunne gøre en noget. EN aften som i aften, hvor det føltes som om der, hvert øjeblik, kunne springe et monster eller en overfaldsmand frem fra hver en krog eller hvert et mørkt træ, var jeg nok alligevel tvunget til at indrømme at min fantasi var helt oppe og køre på overdrive.
 

Det var så her min mobil valgte at fryse, en dejlig lille ekstra funktion den havde fået, fordi jeg aldrig gad rydde op i den. Stilheden virkede overvældende efter Jessie’s girl, en af de utallige sange fra 80’erne jeg elskede, havde drønet ud fra mine høretelefoner. Jeg bandede, mere for at vise eventuelle monstre i mørket at jeg ikke var bange, end fordi jeg rent faktisk var sur.

 

Der var stadig et lille stykke vej, til at gaden delte sig op og foldede sig ud i et åbent torv. Jeg tænkte at jeg sikkert godt kunne undvære musik nu, men så hørte jeg noget bag mig, der fik mig til at tænke på nogen der slæbte sine fødder af sted. Bare kort, og ikke særlig tydeligt. Det kunne sagtens have været noget jeg forestillede mig, men denne gang vendte jeg mig ikke om. Jeg satte farten op, prøvede at huske hvad man skulle gøre i tilfælde af forfølgelse. Det er latterligt, mine fødder bevægede sig hurtigere end jeg havde beordret dem til længe. Du overreagerer, jeg havde kuldegysninger, måske fordi det var koldt. Vend dig om, så skal du se; jeg vendte mig ikke om.

Måske, tænkte jeg, lettere hysterisk, er det en rar, gammel mand. Med stok. Som man let kunne klare, hvis han prøvede på noget underligt. Så kom der endnu en lyd, svagere, og ikke som lyden af fødder. Det var en lyd der ikke kunne beskrives, men som man ville sætte i forbindelse med en anden persons tilstedeværelse. Lyden af nogen der simpelthen ... er der.
 

Frygten steg op til min hals. Jeg forestillede mig at jeg blev tacklet til jorden. Mærkede en kniv mod struben og en hæs vejrtrækning bag mig. En der bad om min pung og telefon eller … Nej. Ikke mere. Jeg turde ikke tænke længere end det. Jeg havde hjertebanken og besvær med at trække vejret. Jeg var godt på vej ind i blind panik. Shit, tænkte jeg vildt, hvad gør jeg nu?
 

I film eller bøger er heltinden altid bange, men kan på en eller anden måde stadig tænke klart nok til at overleve. Sådan var jeg ikke. Jeg begyndte ganske enkelt at løbe, som et dådyr jagtet af et rovdyr, i blind panik og uden nogen form for intelligens. Jeg drejede hovedet for at se hvor langt min forfølger var kommet og fangede et glimt af noget der bevægede sig, langt bag mig. Men det kunne have været ingenting. Det kunne have været en refleksion i en rude af et eller andet, en fugl måske. Alligevel var jeg bange. Mere bange end jeg nogensinde havde været før. Mine lunger begyndte så småt at brænde, jeg havde ikke holdt mig i form på noget tidspunkt af mit liv og det bødede jeg for nu, og mine øjne sved.'

 

Så blev jeg mødt af et stærkere lys end de små gadelamper i den lange, butiksgade jeg lige havde befundet mig på, og pludselig var jeg ude i det åbne, og foran mig stod busstoppestedet roligt og ventede på mig. Og der var mennesker!
 

Følelsen af at blive forfulgt, eller i hvert fald observeret, forsvandt ikke. Nogle gange blev den stærkere, så svagere, så lidt stærkere igen, men den var der hele tiden, selv mens jeg stod mellem en hel gruppe mennesker, under lyset og med biler der passerede os med nogle minutters mellemrum. Hårene stod op i nakken på mig. Jeg burde være i sikkerhed, men det føltes ikke som om jeg var det. I det øjeblik troede jeg ikke at jeg nogensinde kunne føle mig sikker igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...