Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2403Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Kaffesamtale

Det var en hel lettelse for mig at tage på arbejde, senere på dagen. Jeg havde gået og lavet ingenting derhjemme, fanget inde på mit værelse for at undgå mine forældres blikke og bekymrede spørgsmål. Det med at være indespærret var ikke lige mig. Desuden hjalp arbejdet mig med at glemme tankerne om min eks – urgh bare alene at tænke ordet gjorde ondt – og så var der jo lige den underlige drøm. Jeg var ikke bekymret, havde aldrig troet på at drømme havde nogen speciel mening, men alligevel kunne jeg ikke bare feje den til side og glemme den. Underlige ting skete ikke for mig mere. Ikke siden jeg var barn.

 

Jeg havde dog alligevel været ret fraværende, imens jeg lavede folks espressoer og caffe latter. Da den anden kunde var kommet op og havde klaget over at kaffen ikke var som den plejede, kom Anita, min kollega og næsten-veninde, hen til mig med et halvt irriteret men hel bekymret blik. Hun var en køn pige, lidt lavere en mine 1,76 centimeter, og havde kort blondt hår med striber. Det sødeste ved hende var nok hendes briller og smilehuller. Jeg havde altid været lidt jaloux på hendes naturlige charme og skønhed. Og så var der lige det faktum at hendes BH størrelse lige var dobbelt så stor som min. Men hun var nok den jeg mest snakkede med på arbejdet.
”Mynthe, måske skulle du lige tage en fem minutters pause.” forslog hun. Selve forslaget var venligt nok, men bag Venlighed stod Tag Dig Sammen og knækkede knoer.  Jeg begyndte at få ondt i maven. Hvorfor gik alting så galt for mig lige pludselig? Jeg havde været glad, ikke lykkelig men glad. Nu var alting et stort rod. Tårerne truede med at vise deres forræderiske ansigter, så jeg tog hendes råd og marcherede direkte ud i baglokalet.

 

Fem minutter virker måske ikke som lang tid, men det er det når man kun har sine egne tanker som selskab. Jeg vidste at jeg måtte bide det i mig og ikke lade mit personlige liv gå ud over mit arbejde. Desuden havde jeg slet ikke lyst til at tænke på Danni, eller den der underlige drøm der med garanti ikke betød noget som helst. Som sekunderne tikkede af sted, brugte jeg al min energi på at skubbe Mynthe tilbage i hovedet, så der kun var arbejdsdelen fremme. Det var hårdt, men min trang til ikke at tænke var stærkere end min trang til at opsøge smerten. Da de fem minutter var gået, var jeg i stand til at fungerer nogenlunde normalt. Anita kom alligevel hen til mig efter lukketid og spurgte om vi ikke skulle tage en kop kaffe sammen.

 

Jeg fortrød med det samme min beslutning om at takke ja. I samme øjeblik som vi satte os ned med de dampende krus foran os, gik Anita i omsorgsfuld-ven-mode. Hun sad med armene krydset, og jeg følte at jeg var på vej ind i et krydsforhør.
”Hør, Mynthe, ” sukkede hun, og et øjeblik troede jeg at det var min mor der sad der, så meget mindede Anitas ranke ryg og krydsede arme, samt bedrøvede udtryk mig om hende.

 

”Jeg ved ikke hvad der er sket mellem dig og Danni, men du skal vide at jeg er her for dig,” fortsatte hun og sendte mig et smil der skulle forestille at være opmuntrende. Danni havde mange venner, og dem jeg kendte, havde næsten alle en forbindelse til ham. Det var derfor umuligt at holde nogen viden omkring vores forhold hemmeligt. Alligevel blev jeg overrasket over at hun allerede vidste det. Jeg skar automatisk ansigt, ville have ønsket det ikke var så hurtigt ude. Så kom jeg i tanke om at det hele jo skete direkte foran cafeen. Det var umuligt at sladderen ikke ville gå hurtigt rundt. Vi kunne lige så godt have sat op en scene med lys og mikrofoner. Jeg stønnede og lod ansigtet falde ned i hænderne. På det område var jeg ligesom en struds. Nogle gange kunne jeg bilde mig selv ind at der ikke var nogen der kunne se mig, hvis jeg ikke kunne se dem, og det samme gjaldt med problemer. Anita opfattede min desperation og prøvede febrilsk at trække i land.
”Jeg mener jeg ved jo ikke om der overhovedet er noget galt som sådan men … Du virker bare lidt ude af den.” kvidrede hun med falsk uvidenhed. Hun vidste hundrede procent hvad der var sket.


”Han er sådan et røvhul,” klagede jeg, stadig med ansigtet i hænderne. Min stemme lød helt forvrænget.
Jeg mærkede en hånd på min arm, og havde mest af alt lyst til at fjerne den. Min fornuft vidste godt at hun bare prøvede at hjælpe, men mine følelser havde lyst til at hvæse og bide hende.
”En rigtig idiot.” samtykkede hun mildt. Jeg så endelig op fra mine hænder med et let skulende blik.
”JEG er en idiot for at have datet ham i første omgang.” vrissede jeg. Det lo hun lidt af, og på en eller anden måde fik jeg det lidt bedre af det.
”Du er langt fra den første der er faldet for den charme der kommer med at være fuldstændig ligeglad.” sagde hun, og noget sagde mig at hun virkelig forstod det. Jeg var lidt nysgerrig, men turde alligevel ikke spørge. Trods alt, var det ikke den slags vi snakkede om normalt. Jeg kiggede på hende i smug, usikker på om hun helst ville være foruden mit klynkeri, men så ikke andet end varme og venlighed i de lyseblå øjne.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu,” hviskede jeg og slugte en klump i halsen, ”han har smidt mig ud.”
Chokket i hendes ansigt fortalte mig at jeg ganske rigtigt var blevet behandlet som lort.
”Det kan han da ikke bare lige gøre sådan uden videre, kan han?” gispede hun. Jeg trak på skuldrene.
”Det er gjort.”

Der opstod et kort øjebliks pause. Af en eller anden absurd grund, måske et ubevidst forsøg på at fjerne opmærksomhed fra Danni, havde jeg lyst til at fortælle hende om min drøm. Anita var ikke en jeg snakkede ret meget med, andet end overfladisk. Hun var sød, og hvis jeg var bedre til at være social kunne vi måske have været mere end næsten-veninder, men som landet lå, kom nærmest intet personligt over vores læber. Men min drøm føltes vigtig, og der var ingen andre at snakke med. Det var som om jeg havde brug for en forklaring, eller at jeg fornemmede at der lå noget bag drømmen.

 

Jeg åbnede munden, skulle lige til at finde ordene der ville løsne op for alt hvad jeg havde gået og grublet over, da Anita lænede sig frem med et sammensvorent glimt i øjet. Et kort øjeblik troede jeg rent faktisk at hun havde læst mine tanker.
”Jeg hørte at alt det her rod var på grund af… du ved …” hun gav et lille vift med hånden i retning af mig – eller rettere, mit hoved. Først blev jeg forvirret. Mente hun at min drøm havde noget at gøre med min epilepsi? Så gik der et lys op for mig, og irritationens grimme ansigt dukkede op, til trods for at hun ikke mente noget ondt med sine ord.


”For jeg har jo bare en tendens til at falde om i spasmer hele tiden, ikke?” sagde jeg sarkastisk. Hun så flov ud, og det gjorde mig en smule tilfreds.
”Nej, undskyld … Det er bare … Han har talt ret meget om det ...” sagde hun undvigende.
Eller rettere klaget om det, tænkte jeg bittert.  Jeg havde pludselig ikke lyst til at fortsætte samtalen. I stedet for at få talt ud, følte jeg at der blev talt for meget om hvad han havde sagt eller hvad han følte. Han havde ingen ret til at overskygge min egen smerte. Det var HAM der havde slået op for guds skyld! Jeg slugte det sidste af min kaffe og var lige ved at få det galt i halsen. Rød i hovedet rejste jeg mig op.
”Tak for kaffen. Jeg skal videre. Ting der skal gøres, du ved.” sagde jeg, og vidste at jeg lød som en total taber der ikke havde nogen planer. Hun nåede ikke engang at sige farvel, før jeg havde grebet min taske og var ude af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...