Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2416Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Drøm

Det hele føltes som et ondt mareridt. Jeg var gået ud af bygningen, over vejen og længere ind i byen hvor gaderne var lange, og bygninger omringede ind med deres tavshed. En gang imellem blev jeg oplyst af lyset fra udstillingsvinduer eller fra små lejligheder, hvor folk havde været for dovne til at komme gardiner. Jeg gik sløvt af sted, bemærkede knapt nok kulden, og med en følelse af at befinde mig under vand. Alle lyde var dæmpede og let slørede. Selv mit syn virkede på en eller anden måde påvirket. Verden var blevet dæmpet i lyd og farve, og jeg følte mig så langt væk fra det hele. Min mobil brummede i hånden på mig, ikke tre korte bip, der betød en sms, men lang tid. Langsomt tog jeg den op til øret.
”Hallo?”
Min stemme var fjern og følelsesforladt.
”Skattermus, far og jeg var bekymrede for om du var kommet sikkert hjem. Lægen sagde jo at du skulle tage den med ro …”
Mens hun talte bemærkede jeg at der stod en underlig velkendt fyr, på den anden side af gaden, under en af lamperne. Jeg undrede mig over hvorfor den var tændt, da det gik op for mig at det var blevet sent. Han stod lænet op af gadelampen og så en smule forkert ud. Jeg kneb øjnene sammen. Hvor kendte jeg ham fra? Han stod og så ned på sin mobil, tilsyneladende opslugt af et eller anden der foregik på skærmen. Jeg fik øje på busstopskiltet og forstod pludselig at han sikkert ventede på bussen. Ubevidst, trådte jeg et skridt nærmere. Han så op, og så gik der et lys op for mig.
Det var solbrillerne der gjorde det.
”Hey mor?” jeg rømmede mig, ”kunne jeg få lov at sove hos jer? Bare et lille stykke tid?”

 

Mit gamle værelse var ikke længere mit. Det havde jeg sådan set vidst siden den dag jeg fløj fra reden for tre måneder siden. Det gjorde alligevel lidt ondt at se hvor hurtigt mine forældre havde gjort det til et ”rum”, en del af huset, uden spor af at en ung datter havde boet der. Min bogreol var forsvundet og erstattet med fars skrivebord, min seng erstattet med en smal sofa.

Mit musikanlæg - min mest personlige ejendel og det som indeholdt essensen af min personlighed, stod nok stadig i den lejlighed jeg ikke længere delte med Danni. I stedet for, stod der nu et gammelt, slidt, tv. Min far havde lavet mit værelse om til en mandehule!
”Jeg håber ikke at det gør noget … det med at du skal sove på en sofa.” lød det bag mig, fra døråbningen. Jeg kunne høre på min fars, let fårede stemme, at han mente noget andet. Jeg vendte mig om med et smil påklistret på mit ansigt.
”Slet ikke. Det er jo mig der trænger mig på, ikke?” svarede jeg og håbede på at det muntre i min stemme ikke havde en alt for skinger klang.
”Slet ikke, du er trods alt stadig vores datter.” skyndte min far sig, bryskt at sige. En let rødmen bredte sig til hans ører. Jeg blev helt varm om hjertet.
”Endnu en gang tak for at lade mig blive. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort …”
Ordene døde på mine læber og forsvandt inden de kunne flyve ud i luften. Min far fik et irriteret glimt i øjet. Han strøg sit skæg, en vane der afslørede præcis hvor gnaven han var.
”Hvad den dreng dog tænker på … Du skal i det mindste have dine ting igen.” brummede han. Jeg nikkede. Stolede ikke på min stemme.
”Nå, men jeg lader dig lige lade dig få styr på dine ting og alt det der.” sagde han. Jeg smilte fraværende som svar. Han havde fået mig til at tænke på alle mine ting. Forhåbentlig ville Danni lade mig beholde kaffemaskinen. Den havde været dyr, og jeg kunne ikke overleve uden min dyrebare koffein.

 

Det var underligt at tænke på den måde. Jeg var stadig helt følelsesløs, som om jeg tænkte på en anden end mig selv. Jeg var faktisk overrasket over hvor godt jeg klarede det. Selvfølgelig var det lidt for tidligt at fejre, og jeg opdagede hurtigt hvorfor forladte mennesker ikke kunne fordrage natten.
Det var som om at mørket tiltrak alle de tanker og følelser, som man hele dagen havde dukket og kastet sig udenom for at undgå.
Da jeg lå på den forholdsvis behagelige men smalle sofa, skete der en forvandling i mit indre.

 

Det var først da at jeg gik fra Kæreste-Mynthe til Droppede Mynthe, og så gik jeg for alvor i stykker.

 

 

I mine drømme fløj tusinder stykker af Mynthe rundt i mørket. Fortabt, og i smerte. Dér fløj mine lunger, der havde svært ved at trække vejret uden Danni, dér fløj mine hænder der ikke længere kunne røre Danni og dér – Dér fløj mit hjerte, der kæmpede for at banke og holde sammen på sig selv. Jeg prøvede at samle mig selv, men det var som om at hver gang jeg fik sat noget sammen, så eksploderede de i smerte.
 

Jeg skulle lige til at give op og bare erkende at jeg ikke længere var ét men flere stykker, da drømmen skiftede karakter.
 

Alting omkring mig skælvede og bevægede sig, nærmest som om jeg havde gang i et indre jordskælv. Jeg følte det som om jeg skulle blive kvalt eller begravet i hvad end der befandt sig i mørket. Det mindede mig faktisk lidt om mine anfald, bortset fra at min krop helt forsvandt i stedet for bare at holde op med at adlyde mig. Endelig opløste mørket sig og blev erstattet af en … tornado? En hvirvel? Noget der snurrede og snurrede og gjorde mig svimmel. Blåt og hvidt lys fór forbi mine øjne. Det ville have været smukt hvis det ikke var så forvirrende. Min krop svævede midt i det hele, eller måske havde jeg ingen krop? Jeg kunne ikke føle den. Det var som om jeg blot var en tanke, der svævede af sted i et kaos af lys. Men jeg kunne mærke min bevidsthed, lige så klart som var jeg vågen. Det var helt anderledes end nogen anden drøm jeg havde haft. Det virkede ikke længere som om jeg sov.  Så begyndte også dette sceneri at ændre sig. Lyset blev gradvist svagere og svagere, indtil jeg så noget grønt, så noget blåt og hvidt, og så til sidst, så jeg en by i horisonten. Jeg lænede mig frem – uden en krop? – for at se nærmere, da det føltes som om jeg blev trukket baglæns.
 

Hurtigere og hurtigere fløj jeg, ude af stand til at bevæge mig. Det føltes som om jeg var ved at blive revet i stykker. Jeg ville skrige, men så tog mørket over. I mørket kunne jeg ikke længere mærke mig selv. Så hørte jeg en stemme.
”Der er morgenmad. Kunne du tænke dig at spise med?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...