Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2417Visninger
AA

29. Kapitel 29 - Alora

Takket været cremen, og et stramt gazebind omkring min brystkasse og ryg, var min krop begyndt at slappe af. Jeg kæmpede længe med mig selv, for at holde mig vågen. Hver gang mine øjenlåg begyndte at blive tunge, spærrede jeg øjnene op, nev mig i armen, bed mig i tungen. Jeg prøvede alle trick for at forblive i vågen tilstand. Til sidst vandt søvnen dog, og jeg vågnede først op, da vognen standsede med et ryk.
Jeg satte mig brat op, parat til hvad end der skulle til at angribe mig. I stedet befandt vi os i midten af et torv. Foran os, var der en oplyst, varm bygning, med ordet ’STALD’ skrevet ovenover døren, med klodset skrift.  Jeg var så træt at selv stalden så indbydende ud lige nu.


”Hvad sker der?” mumlede jeg døsigt. Jorge hoppede af vognen med en overraskende adræt bevægelse.
”Vi er næsten hjemme. Skal bare lige have sat Ydun og Tyr her, ind i stalden.” svarede Jorge, og klappede de to heste kærligt på flanken.
”Ydun og Tyr? Lyder bekendt …”


Med en kraftanstrengelse, fik jeg hældt mig selv ud af vognen. Jeg vaklede et par skridt frem og fik straks tøjlerne til hestene i hånden.
”Det kan du gøre,” fortsatte Jorge, og kunne jeg se et drilsk glimt i øjet? ”så finder jeg et sted at lade vognen stå for natten.”
”Javel hr. kaptajn.” mumlede jeg, og var slået over i min hjemverdens udtryk. Jorge rystede bare på hovedet, som om han havde afgjort at jeg var vanvittig. I min træthed kunne jeg ikke lade være med at le, mens jeg trak dyrene hen mod stalden.


”I skal få de blødeste dyner og puder, lavet fra de smukkeste gæs …” rablede jeg til dem, mens jeg gik. Jeg snakkede stadig vrøvlende til de store heste, da jeg trådte ind i stalden, men stoppede da jeg blev afbrudt midt i et kærlighedsrim, af en fnisen der kom fra bagerst i stalden.
”Hvem der?” råbte jeg, en smule hidsigt. Endnu en fnisen. For træt til at gøre andet end at pruste som en ophidset tyr, besluttede jeg mig for at ignorere hvem end der havde fniset, og lade som om jeg ikke havde hørt noget. Jeg var netop i gang med at tage tøjlerne af den ene hest, da det puslede i høet, lige bag mig. Hurtigt vendte jeg mig om, parat til at gribe den ukendte i struben, da jeg opdagede at jeg stirrede lige ind i de smukkeste par øjne, jeg nogensinde havde set.

 

Det var en pige. Hun kunne ikke være mere end 20, men selv med de 6 års forskel mellem os, vidste jeg straks at jeg ville have hende. Hun var smuk. Hendes hår var tykt og lyst, sat i en fletning med blomster flettet med ind. Hun bar en lang nederdel, der smøg sig tæt om hendes krop, og hendes bluse var beige, med puffede ærmer. Blusen antydede at hendes bryster var unge og velformede. Det var svært at holde øjnene fra dem. Hendes mandelformede øjne, var gyldne, ikke lige så stærke i farven som mine, men nok til at man vidste, hun havde brugt sine evner en del.


Men nogen Mytemager var hun ikke, selvom jeg næsten ville ønske det, bare så jeg kunne tage hende med i stedet for den anden. Jeg skruede mit mest charmerende smil på, selvom jeg gættede på at mit udseende så langt fra var optimalt lige nu, som det kunne være under andre omstændigheder.
”Sig mig en gang, ved du ikke hvor farligt det er for en ung kvinde at befærde sig ude midt om natten?” spurgte jeg og lagde armen op mod staldens væg. Hun fnisede.


”Jeg burde nok ikke tale med dig,” svarede hun, og hendes stemme var lys og feminin, ”du ligner en vanvittig.”
Jeg redte diskret mine fingre gennem mit hår.
”Vanvittig er jeg måske. Men kun med dig.” sagde jeg, og lænede mig frem. Hendes øjne blev store, og jeg smilede for mig selv.
Som erfaren skørtejæger, vidste jeg at tiden endnu ikke var inde, til at slå til, men jeg vidste ikke hvor længe jeg havde med denne skønhed, så jeg blinkede til hende, og skulle lige til at spørge, hvor jeg mon kunne besøge hende, da Jorge, til min store irritation, kom ind og afbrød samtalen.


”Hvor blev du af? Hestene har vel ikke gjort det helt af med dig?” spurgte han, lænet op af indgangen til stalden. Så gled hans blik over til damen ved min side, og han brød ud i et stort smil, som jeg ikke havde troet han havde i sig.

”Alora, hvad laver du her, min ven?” spurgte han, og selvom hans stemme var brysk, var smilet på hans læber og varmen i hans blik ikke til at tage fejl af.
”Far!” udbrød skønheden, der åbenbart hed Alora. Hendes kinder bar stadig antydningen af en rødmen.
”Jeg ville følge dig hjem,” sagde hun, med et sideblik til mig, ”men det ser ud som om du allerede har en følgesvend.”
En del af mig vidste selvfølgelig godt at man ikke skulle bide hånden der rækker en, chancen for en seng og et varmt måltid, men Alora var alt for køn til at jeg bare kunne ignorere hendes generte, men hede blikke. Jeg kunne godt lide Jorge, men jeg kunne lide hans datter endnu bedre.  

 

Måske havde Jorge vitterligt ikke set de knapt så diskrete blikke, Alora sendte mig, eller de opmuntrende tegn, jeg gav hende, men jeg troede mere at han bare ignorerede det. Affejede det som en ung piges småsværmeri. Jorge troede måske at det hele ville dø ud af sig selv, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret. Smukke unge piger var helt klart en favorit hos mig, men når det kom til stykket, var det som regel mere opmærksomheden der betød noget for dem, end den egentlige person foran dem. Hvis jeg ikke passede på, ville Alora formodentlig opdage at man kunne brænde sig på den ild, der holdt ens krop varm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...