Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2510Visninger
AA

28. Kapitel 28 - Lift

ASURA

Min ryg brændte, og det gjorde resten af min krop også. Det var som om at varmen startede i såret på min ryg, og langsomt havde spredt sig ud til begge mine arme og ben. Det blev efterhånden sværere og sværere at gå, og mit syn syntes at have fået en rødlig kant. Min hjerne havde slået auto til, så jeg vidste hverken hvor længe jeg havde gået, eller hvor langt, men pludselig blev mørket opløst af lys. Først troede jeg at solen var ved at stå op, men da jeg så op i himlen, var stjernerne stadig lige så klare som før, og der var intet tegn på en solopgang. Jeg vendte mig besværet om, og fik øje på to glødende kugler i mørket. Lamper!

Lidt efter kunne jeg høre lyden af hove på stien, og prusten fra overanstrengte heste. Derefter hørte jeg lyden af en mandestemme, der med en skarp kommando, fik hestene til at stoppe.
Jeg skærmede mine trætte øjne, mod lyset og så op på kusken.
”Skal du ha’ et lift?”

 

 En hånd blev rakt ud mod mig, og selvom en del af mig havde lyst til at ignorere den og hoppe op selv, lige så adræt som jeg vidste, jeg kunne være, blev jeg nødt til at tage den, hvis jeg nogensinde ville komme op på sædet, ved siden af manden.
”Du ser mig noget skidt ud,” kommenterede manden tørt. Jeg sendte ham et smil.
”Er lidt øm.” svarede jeg, lige så tørt, hvilket belønnede mig med et anerkendende grynte-grin, fra min ukendte chauffør.
Han var en høj mand, men så ud som om han havde slidt sig selv så meget op, at det havde taget både hans styrke og hans udseende. Han var gammel, men ikke ældre end at han stadig kunne arbejde. Hans hår var gråsprængt, og hans øjne var lysende blå. En magiker altså. Hvad lavede han her, kørende i en hestevogn, midt om natten? Et godt spørgsmål, som jeg egentlig ikke gad gøre mig besværet at finde svaret på.

”Hvor skal du hen?” spurgte han, og rettede blikket mod vejen. Hans ansigt viste ingen tegn på nysgerrighed. Jeg trak på skuldrene, selvom han ikke kunne se det, og et jag af smerte fik mig til at skære ansigt.
”Nærmeste landsby, vil jeg mene. Jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal begynde.” sagde jeg, mere til mig selv, end til kusken.
”Du kan køre med mig hjem så. Ser ud som om du kunne bruge lidt søvn.”
Tanken om en blød seng og et varmt måltid, fyldte mig med stærk længsel. Men det lød for godt til at være sandt. En gang havde Deitas måske været venlig og imødekommende, men en skygge havde lagt sig over alt og alle. Folk stolede ikke på hinanden længere, og jeg vidste ikke om jeg kunne stole på en fremmed kusk. Jeg stirrede mistænksomt på ham.
”Jeg har intet værdifuldt på mig, så hvis du tror du kan snøre mig, gamle mand …” begyndte jeg vagtsomt. Han afbrød mig, ved at løfte hænderne afvæbnende op.
”Jeg har ikke brug for noget andet end mine heste, min vogn, og min familie. Du kan roligt følge med.”

Han lød så afslappet, at jeg næsten troede ham. I sidste ende var det tanken om hans familie, der pirrede min nysgerrighed. Havde han måske en datter? Det var længe siden jeg bare havde været mig, og havde haft det lidt sjovt. Sidste gang jeg havde mødt en pige var … Nå ja, det var jo Mynthe, men hun gjaldt vel ikke? Jeg tav, og prøvede på ikke at læne mig for meget tilbage. Efter et lille stykke tid, i stilhed, sendte kusken mig et sideblik.

”Navnet er Jorge.” brummede han, og jeg forstod at han havde måttet samle sit mod, for at begynde præsentationen.
”Asura,” svarede jeg venligt, og gav manden mit rigtige navn, noget der sjældent skete. Jorge ville nok aldrig komme til at vide, hvor stor en ting det var.
”Asura. Smut om bag ved og hent den flaske og det gazebind jeg har deromme.”
Den gamle del af mig, den del der vist nok stadig var et gadebarn, havde lyst til at bede ham om at gøre det selv. At vende ryggen til en fremmed var absolut ikke noget man burde gøre. Jeg prøvede at ignorere smerten, og lagde armene over kors.
”Det tror jeg ikke.” sagde jeg køligt. Han så bare afventende på mig. Jeg bed tænderne sammen.
”Nej,” hvæsede jeg irriterende. Han sagde stadig ikke noget. Smerten i min ryg kom med en insisterende indsigelse. Jeg sukkede. Det var svært for mig at klatre rundt på vognen, med min skadede ryg, men jeg havde egentlig ikke lyst til at møde Jorges tålmodige, men udtryksløse blik igen, så jeg fortsatte alligevel. Da jeg endelig havde fået fat i det hele, og var kravlet op på sædet igen, pustede og prustede jeg i et pinligt lydniveau.  Jorge sendte mig et skævt grin. Jeg rødmede næsten.

 

Jorge lagde afslappet tøjlerne på sit skød, og gjorde tegn til mig om at række ham tingene.
”Tag din trøje af.” sagde han tonløst. Jeg stirrede udtryksløst på ham. Han hævede et af sine øjenbryn.
Modstræbende gjorde jeg som han sagde.  Min trøje klæbede til blodet på min ryg, og jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at komme til at stønne, da Jorge, nådesløst rev resten af trøjen af, da han kunne se, jeg havde besvær med det.
”Pas lige lidt på, ikke?” hvæsede jeg. Lidt efter mærkede jeg et par ru hænder, mod min ryg. Jeg spjættede lidt, da han rørte såret, men holdt stædigt min krop i ro. Det føltes ekstremt akavet at blive smurt ind i rensecreme af en anden mand. Jeg bed tænderne sammen, og ventede på at det var overstået.  


Da han var færdig bredte en ny slags varme sig omkring såret. Det føltes næsten behageligt, summende. Jorge så mit overraskede ansigt, og nikkede med et smil.
”Det er cremen. Den er bedøvende.”
Derefter satte han vognen i gang igen, hvilket gjorde mig usigeligt bedre tilpas. Selv med lamperne og siddende oppe i en vogn, virkede mørket ubehageligt og lurende. Jeg var glad for at være i bevægelse igen. Mens vi sad i stilhed, Jorge var ikke nogen ordets mand, overvejede jeg hvad mit næste træk skulle være. Jeg vidste at jeg ikke kunne tage tilbage uden Mynthe. De andre ville slå mig ihjel. For pokker da også! Af alle de mennesker jeg havde mødt, var det Mynthe der havde ydet mest modstand mod at gøre som jeg ville. Som regel kunne jeg få folk til at adlyde mig, med omhyggeligt placeret humor og charme, og nu havde hun den frækhed at blive væk?

Hmm. Man kunne vel altid tage benene på nakken, og starte på ny, som Asurando, brødbageren?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...