Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2432Visninger
AA

27. Kapitel 27 - Alene

Det stille klik af døren der lukkede sig og opslugte Callahans smalle krop, lød stadig i mine ører, da jeg satte mig ned i den brede stol, men overraskende behagelige stol, foran skrivebordet. Mine hænder løb eftertænksomt hen af den glatte overflade, mens jeg tænkte på min vens spørgsmål.

 

Hvordan var det at være Mytemager? Jeg stirrede blindt ud i mørket, der stadig gav mig en smule kuldegysninger. Svaret brændte på min tunge og i mine tanker. Jeg vidste det ikke! Hvad kunne en Mytemager, sådan helt præcist? Og hvordan gjorde de det? Hele mit liv havde jeg været vant til at være Mynthe, pigen, hvis kærester var hende utro, hvis forældre altid behandlede som om hun var en smule sindssyg og hvis liv balancerede på kanten af vanvid og kedsommelighed. Hvordan kunne nogen tro at jeg var mere end det? Hvordan kunne jeg tro, at jeg var mere end det? At jeg havde ansvaret for at redde en hel verden? Tanken sendte en isnende kulde gennem mig, og frøs mit blod til is. Jeg var ikke parat. Og Asura var her ikke til at hjælpe mig. Jeg var-

Alene.

Ordet gav ekko i mit hoved.

Alene!

Alene!

ALENE!

 

Jeg bed mig i tungen for ikke at komme til at græde. Mine hænder rystede i skødet på mig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til det.
Indtil de bredte sig til resten af min krop. Rystelserne blev værre og værre, og jeg forstod pludselig, hvad der var ved at ske. Jeg havde ikke haft et anfald siden jeg kom til Deitas, og havde faktisk glemt alt om dem. Men nu var de tilbage, og jeg havde ikke nogen piller med mig.

 

Efterhånden som rystelserne blev stærkere, mistede jeg kontrollen over mine bevægelser. Min krop sank sammen i stolen, og jeg kunne mærke en skarp smerte der tydede på, at mine muskler var ved at gå i krampe. Med et lydløst skrig, faldt jeg ned fra stolen, min arm ramte gulvet først, jeg registrerede knapt nok smerten, på grund af kramperne.  


Jeg kunne ikke tale. Jeg kunne ikke rejse mig op. Jeg var en fange, i min egen krop. Kramperne gjorde ondt, og kanterne i mit syn var begyndt at blive slørede. Snart ville jeg ikke kunne se noget som helst. Skarpe glimt fór forbi mine øjne, som om jeg så direkte på et lynnedslag. Glimtene begyndte at udvide sig, og forvandlede sig til billeder. Jeg så Asuras ansigt. Han så rædselsslagen ud.
Jeg så en kæmpe skygge falde over Iria. Jeg så blod, der flød på gaden. Så hørte jeg gråd, og frygtelige lyde så skrækindjagende, at jeg havde lyst til at holde mig for ørerne. Jeg hørte Asura skrige i sorg.
Så forsvandt alting, og et kort øjeblik kunne jeg se igen.

 

Jeg lå stadig på gulvet, så hele min verden var væltet om på siden. Ved sengen kunne jeg se noget bevæge sig. Lilla, blå og sorte tråde, der langsomt viklede sig ind i hinanden, og formede noget der lignede en stor, meget stor krop.
To hvide prikker dannede sig midt i det hele. De blev større og større, indtil jeg ikke kunne holde ud at stirre direkte ind i dem mere. Så, med et ryk, bevægede de sig.
Som om de så på mig. Jeg skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...