Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2425Visninger
AA

20. Kapitel 20 - Spion

ASURA

Jeg vågnede op på en losseplads. Med skrald i håret. Jeg lovede mig selv at slå Aria ihjel, når jeg havde fundet Mynthe og slæbt hende med hen til de andre. Hvorfor havde jeg også lovet at finde hende? Amari kunne sikkert finde hende på ingen tid, hvis han da gad. Med et støn fik jeg basket mig op af skraldebunken, rystet det meste af mig, og kastet den slimede tingest, der havde sneget sig ned i mine bukser, så langt væk fra mig som muligt.
”Du har en god kastearm,” lød en utydelig stemme bag en af bunkerne. En gammel mand med en stok der havde en gribearm bundet fast, kom langsomt hen mod mig. Han tippede sin hat, der var en blanding mellem en beskyttelseshjelm og en sixpence, hvordan det ellers kunne lade sig gøre. Jeg rettede ryggen op og løftede hagen.


”Du kunne vel ikke pege mig i retten af den nærmeste skovlandsby, kunne du?” spurgte jeg, med den indøvede høflighed, som var blevet banket ind i mig, efter jeg var blevet samlet op fra gaden af de andre. Den gamle mand sendte mig et flabet smil. Jeg forestillede mig hvordan min knytnæve smadrede tænderne ud på det smil, og så var det ikke længere så svært at smile igen. Den gamle pegede i retning mod en af de højeste bunker på lossepladsen. Der så umiddelbart ikke ud til at være nogen vej udenom, da alle de andre bunker enten var faldet ned over eller havde dækket stierne der engang var blevet lavet til formålet.
Jeg hævede øjenbrynene.
”Seriøst?”
Han vovede rent faktisk at gnække af mig.


”Argh!” skreg jeg, og faldt for tredje gang halvvejs ned af bunken. Mit skrig blev brat stoppet af en gammel sutteklud, der havde udset sig min mund som næste tilholdssted. Jeg spyttede og bandede højlydt.
”Forbandede lorteskrald!”
Bag mig hørte jeg den gamle mand fnise. Gud hjælpe mig, om jeg ikke snart ville give ham en lærestreg. Med en prusten fik jeg arbejdet mig hele vejen op til toppen. Jeg svedte og var faktisk ret udmattet. Godt der ikke var andre til at se mig nu. De ville aldrig holde op med at drille mig med det. Men herfra kunne jeg se hvordan himlen var blevet blegere, og solen var allerede på vej ned. Jeg gned mig i ansigtet. Så meget tid.
Herfra kunne jeg se hvordan skoven dækkede alting, så langt øjet rakte. Et eller andet sted blandt de høje, nådesløse træer, befandt Mynthe sig. Jeg vidste også at jeg nok blev nødt til at finde Iria, for det var der, vi havde planlagt at sende Mynthe hen. Af alle steder forstod jeg ikke hvorfor valget faldt på Skovfolkenes by. For mange træer, for lidt åben plads. Hvorfor kunne de ikke bare have valgt Græsfolkets by, Demera? Men nej, fordi vores tilholdssted var hemmeligt, måtte det ikke være tydeligt, hvor vi skulle hen. Som om der var nogle spioner, der holdt øje med en, tilsyneladende normal pige? De ville sikkert regne med at hun slet ikke havde nogle evner, på grund af hendes øjne.
Jeg kneb øjnene sammen mod lyset, solen gav sit sidste forsøg på at oplyse hele verden, før den tabte kampen mod mørket. Omkring 100 meter væk, stod porten indtil – og dermed også ud fra – lossepladsen. En bred vej snoede sig ind i skoven. Hvis jeg fulgte den, ville jeg kunne finde den første landsby om et par timer. Derfra skulle jeg bare bede nogen om at køre mig til Aria.

Det var let nok. Hvad kunne der gå galt?

 

 


Mørket. Det var, hvad der kunne gå galt. Endnu en ting jeg hadede ved skove. Der var så forbandet mørkt, at en blind mand ville have større chancer for at finde vej, end jeg havde lige nu. Jeg havde levet i Deitanernes verden i et halvt år, mine vilkår havde drastisk forbedret sig, men jeg var stadig som et barn i denne verden. Der var mange ting jeg stadig ikke vidste. Ikke at jeg nogensinde ville indrømme det, hvis nogen sagde det. Hvis jeg havde lov til at bruge mine evner, ville jeg havde fremkaldt et lys, men  det var udtrykkeligt sagt at jeg ikke måtte afsløre mig selv.
Men … et lille lys, i en ensom skov, kunne vel ikke gøre skade? Jeg holdt mine hænder op, formet som en skål og koncentrerede mig om mit ønske.
”Lys!” hviskede jeg, og langsomt tonede en kugle af lys sig frem i mine hænder. Den svævede et par centimeter over min hud, og var kun lige varm nok til at jeg kunne mærke den.
Tilfreds med mit arbejde, hældte jeg den over i min venstre hånd, så den højre kunne være fri i tilfælde af et angreb.
”Meget bedre!” sukkede jeg. Kuglen var ikke større end at den lige kunne være på min håndflade, men dens lys bredte sig langt nok til at jeg kunne se flere meter væk. Slut med at snuble eller gå ind i træer. Som Mytemager kunne jeg ikke skabe ild eller lys af mig selv, men jeg kunne tilkalde den fra andre steder. Jeg kunne aldrig huske, hvad de lærte mig, men lyset kom fra en anden dimension. En dimension som kun vi, Mytemanere, havde en forbindelse til.

 

 

Jeg havde håbet at støde på nogen at køre med, ind til den nærmeste landsby, eller hvis jeg var endnu heldigere, helt ind til Aria, men indtil videre havde jeg ikke stødt på noget liv, der var mere en intelligent end et egern. De fleste dyr var helt holdt op med at give lyd fra sig. Det kom derfor som et chok da jeg, efter at have gået i en halv time, hørte et knurrende brøl, der ikke just lød venligsindet.
Lyskuglen døde i min hånd, da min koncentration blev brudt. Nu stod jeg igen i mørke, og det virkede endnu mere ugennemtrængelig, nu hvor mine øjne havde vænnet sig til lyset.
Jeg kunne høre en gren knække, så tæt på, at jeg burde have bemærket den før.
”Lys” råbte jeg, og kuglen flammede til live igen i min hånd, denne gang større og mere vild. Foran mig stod et væsen, jeg aldrig havde set før. Det havde næsten samme farve som mørket, og lignede en puma, hvis ikke det var fordi dens tænder var ligeså skarpe og lange, som hajtænder. Dens hale, der bevægede sig langsomt fra side til side, var tvedelt. Og dens øjne var røde. Det var en af spionerne. Den åbnede sit frygtindgydende gab, og udsendte en truende knurren. Der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bruge mine evner. Jeg sendte min kugle op i luften, så den kunne oplyse kampområdet.


Der var ikke tid til at lukke øjnene og koncentrerer mig, så jeg måtte bare håbe på, at hvad end jeg tilkaldte, ville det være stort nok og farligt nok til at kunne gøre det af med væsenet foran mig. Væsenet gik langsomt frem mod mig, med ørerne tilbagelagt.
Jeg stillede mig i kamp position, med benene spredte og armene oppe.
”Mægtige kæmper fra verdens begyndelse, jeg beder jer, kom frem!” brølede jeg, i samme øjeblik som det sorte rødøjede væsen sprang på mig.


Det lykkedes mig at springe til side, og kattens kløer rev kun en flig af mit tøj af. Den landede på jorden med et bump, og vendte sig lynhurtigt om. Indvendig kunne jeg mærke kraften i mig vågne op. Jeg sprang frem og hævede hænderne, mod det usynlige samlingspunkt, jeg kunne mærke var ved at danne sig.
”Kom frem!” brølede jeg igen, og katten brølede til svar. Så opstod en hvirvelvind der hvor mine hænder var rettet mod. Inde i hvirvelvinden opstod der glimt af lys, og en skikkelsen vred sig i midten.  Katten prøvede igen, at springe på mig, og jeg måtte kaste mig til siden og rulle væk for at undgå dens skarpe kløer. Hurtigt kom jeg op på knæ, og sprang op på benene igen, ligesom jeg havde lært. Vinden hylede og rev i øjnene. Jeg kunne mærke energien opbygge sig, og vidste at det var vigtigt at holde koncentrationen. Med hænderne stadig oppe, løb jeg hen mod hvirvelvinden.


Katten løb lige bag mig, og pludselig mærkede jeg fire store poter på min ryg. Jeg faldt. Kattens knurren lød lige ved mit øre. Jeg mærkede dens kløer bore sig ind i min ryg, og skreg af smerte. Så, med en kraftanstrengelse, rullede jeg rundt så katten måtte spring af mig, og sendte lyset, der stadig hang over os, direkte ind i øjnene på den. Den brølede af smerte, mens jeg kom vaklende på benene. Jeg kunne mærke blodet sive ned af ryggen på mig, men der var ikke tid til at tage sig af det. Jeg sprintede hen mod hvirvelvinden, der havde sat farten ned. Mere og mere af væsenet kunne ses.
Så døde vinden ud, og der stod …


En hvid, pjusket hund? Hunden var lige så stor som en tyr, og havde klove i stedet for poter. Den havde isblå øjne, uden irisser, og indviklede mønstre i pelsen.  Den åbnede munden og viste sine skarpe hjørnetænder.
Okay, tænkte jeg, vis mig hvad du kan. Hunden gav mig et enkelt nik, før den sprang på kattevæsenet med en spøgelsesagtig knurren. De to væsener stødte sammen og bed og snerrede efter hinanden. Det lød frygtindgydende. Hunden snappede efter kattens strube, og katten langede ud med sine lange kløer, efter hundens øjne. Katten sprang op på den hvide hund, og med sine kløer fik den flænset hundens flanke, og det hvide dyr peb i smerte. Jeg knyttede hænderne, klar til at træde til, hvis hunden skulle fejle, men så, bukkede hunden og fik kastet katten af sig.  De to dyr kastede sig mod hinanden igen, og hunden slog katten i hovedet med sine hove, mens katten bed sig fast i hundens hoved. Det så sort ud for hunden. Den lå næsten helt ned.
Så fik hunden endelig fat. Den borede sine tænder ned i struben på væsenet, og med sine hove fik den trykket den anden ned på jorden. Katten skreg, et forfærdeligt næsten humant skrig, inden hunden knuste dens strubehoved. Mørkt blod sivede ud fra det livløse væsen på jorden. Dens øjne var stivnede, og den røde glød var dæmpet til en rødbrun farve. Den var død.

Hunden kiggede på mig med sine isnende øjne. Af en eller anden grund brød jeg mig ikke om synet af den. Jeg gav den et nik, som tegn på at den kunne vende tilbage til sin egen dimension. Den blev gennemsigtig og famlede indtil der til sidst var intet tilbage af den. Jeg sukkede af lettelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...