Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2405Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Anfald

 

Det var ikke anfaldet, der næsten havde gjort mig til en komapatient, men snarere faldet. Under et anfald er tiden langsommere. Den strækker sig ud, indtil anfaldet er hele min verden, og tiden bliver dens herre. Dette anfald blev fulgt af at miste bevidstheden, og jeg faldt bagover, ude af stand til at gøre noget ved min spasmende krop. Uheldigvis landede jeg med hovedet først på kanten af fortovet. Danni og jeg havde stået udenfor min arbejdsplads – en lille cafe jeg havde arbejdet for, siden jeg var 18 – da det hele var gået over gevind. Et dumt sted at stå og skændes, jeg ved det, men jeg havde ikke ligefrem regnet med dette pludselige og iskolde break-up, ærlig talt, det havde jeg ikke. I det store frontvindue, hvor cafegæster kunne sidde ved et højt træbord og nyde udsigten til den grå asfalt og de ligeledes grå mennesker udenfor, sad der et par mennesker. De fleste havde opgivet at tilfredsstille deres nysgerrighed, fordi man ikke kunne høre hvad vi sagde, og havde gået tilbage til deres kaffer og wienerbrød, men en enkelt person havde stirret intenst på mig, fra da mine hænder begyndte at ryste. Han sad i vinduet, med den ene arm afslappet på bordet og ryggen til resten af cafeen, med de små borde og den lange disk med diverse godter. Jeg havde opfanget hans blik i øjenkrogen, men havde lade det være gemt i baghovedet, ikke vigtigt nok til at svæve i den bevidste del af mit hoved endnu.

Da jeg så faldt bagover, faldt mit paniske blik på hans ansigt. Han havde kæmpe solbriller på. Jeg bemærkede at det var damesolbriller. Så ramte jeg kanten, og alt skiftede fra den tågede grå verden, der var stadiet før besvimelse, til komplet, altfortærende mørke.

 

Jeg kan ikke huske noget efter faldet, eller om det var Danni der hjalp mig på hospitalet. Jeg håbede at han havde. Man kan da ikke lade nogen ligge blødende på fortovet, ikke engang sin eks, vel? Og måske var der stadig en del af ham, som holdt af mig. En del, der ikke brød sig om at se mig, blødende og livløs. Men jeg vidste det rent faktisk ikke. Det kunne lige så godt have været en eller anden fremmed, der tilfældigvis var lige ved at træde i mit blod.
 

Jeg vågnede op med en forfærdelig hovedpine. Eller var det hovedpine? Det føltes sådan, men på en mærkelig måde, som om den var trængt ud fra mit kranie og ind i resten af mig. Først forstod jeg ikke helt hvad der var sket. Jeg kunne stadig huske optrinnet foran Cafeen … Kunne huske at jeg havde været på arbejde, da Danni havde kaldt mig ud, som om han havde ret til at trække mig væk fra mit arbejde. Nu lå jeg og svømmede i hvidt … Hvidt og mintgrønt. Ved siden af mig stod en vase med hvad jeg tænkte var falske blomster. De duftede i al fald ikke. Vinduet ved siden af sengen jeg lå i, var åbnet lidt på klem og gardinerne der var trukket for, blafrede let i vinden. Jeg rynkede på næsen. Og lugten! Der lugtede alt for rent.


Da jeg så småt havde vænnet mig til alt det hvide, begyndte jeg at høre den konstante bippende lyd i baggrunden. Jeg så mig omkring efter den irriterende lyd, og fandt i stedet den blanke overflade på et spejl. Jeg var lige ved at falde ud af den seng jeg var vågnet op i. En bleg pige med brunt og halvlangt hår, stirrede mig lige ind i øjnene; mit eget spejlbillede. Der var som sådan ikke noget galt i det. Jeg var normalt bleg og reden af morgenhår var et syn jeg så hver morgen, men jeg plejede ikke at have en tynd, hvid kjortel på, eller gaze om hovedet. Først nu kunne jeg mærke den stramme om mit baghoved. Jeg virkede også tyndere end jeg var i spejlet, nærmest på en grim måde. Mine lange fingre lå stive på tæppet der lå hen over mine ben, og mit bryst hævede og sænkede sig stille og roligt, ikke at der var meget at se der. Det irriterede mig at jeg ikke havde en børste i nærheden. Mit hår var min stolthed, glansfuldt og tykt som det var, og den måde det bølgede på, ikke i krøller, men bare i små bugter, var altid en kilde til glæde for mig. Mine øjne gik igen ned til mine hænder. Der var et slags hvidt armbånd på det.  Så forstod jeg endelig; jeg var på et hospital.
 

Der gik ikke mange sekunder fra at jeg indså dette, til at en sygeplejerske kom ind med et venligt men distræt smil. Hun havde sikkert travlt.
”Og hvordan har vi det så?” spurgte hun, men jeg havde på fornemmelsen at mit svar ikke betød så forfærdeligt meget, så i stedet stillede jeg et spørgsmål.
”Hvad skete der?”
Endelig kiggede sygeplejersken op fra den opgave med at bakse med min seng som hun havde gang i, og smilede igen. Hendes hænder strøg hen over mit tæppe med en sikkerhed der tilhørte vanens magt, imens hun svarede.
”Du havde et fald, søde. Stødte hovedet ned i en kantsten er jeg bange for. Måtte få syet nogle sting, men du er okay nu. Det var ellers på et hængende hår.” svarede hun, og den afstumpede måde hun svarede på, fik det næsten til at lyde som en bagatel. Jeg sugede en lille smule luft ind sammen med denne nye information.
”Javel,” var det eneste jeg kunne sige. Jeg mærkede tårerne presse sig på, men bed dem i mig. Sådan en person var jeg ikke. Efter sygeplejersken havde sikret sig at jeg var okay og ikke på vej ind i en livstruende situation, forlod hun mig med tre hurtige skridt, og det eneste der var tilbage var en svag duft af parfume. Jeg foretrak den faktisk frem for den sterile lugt der dominerede normalt. Siddende op i den stive seng, kunne jeg ikke helt forstå hvordan jeg var endt i sådan en bizar situation. Sidste gang jeg havde været på hospitalet, var da min mor havde haft blindtarmsbetændelse, og der følte jeg ikke andet end svag nysgerrighed. Først forbandede jeg min epilepsi langt væk, så begyndte jeg at ryste. Det var ellers på et hængende hår, sådan havde sygeplejersken forklaret det. Hvad nu hvis jeg aldrig var vågnet op igen? Hele mit liv forbi, og det sidste jeg nogensinde ville have oplevet, var at blive droppet. Fuck! Med disse tanker i hovedet ventede jeg. Før eller siden, vidste jeg, ville mine forældre komme og jeg havde ikke lyst til at forklare hvad der var sket. Eller hvordan.

 

Det blev erklæret nødvendigt at jeg skulle blive på hospitalet natten over, for at ”holde øje med min tilstand”. Jeg følte mig fin nok, hvilket gjorde at jeg følte mig malplaceret i den sterile hvide seng. Da kom mine forældre ind i billedet. Min far var ildrød, en tilstand han befandt sig i tit, når han enten var ophidset eller bekymret, og min mor var kridthvid, en tilstand der kaldte samme følelser frem. Mine forældre var et par bestående af modsætninger. Min mor var høj og tynd og min far var lav og overvægtig. Jeg havde set billeder af dem, fra da de var unge, og selvom det havde været det samme dengang, havde noget i min fars blik været anderledes. Dengang var han stolt og fuld af charme. I dag var han bare en midaldrende bekymret mand. Min mor var stadig smuk, men også på hende kunne man se modgang og nogle hårde år. Jeg gik ud fra at meget af det skyldtes min ankomst og senere udvikling. Jeg havde altid haft en sær evne til at skille mig ud, samtidig med at jeg var ivrig efter at passe ind. Det gav en underlig selvmodsigende effekt, og de fleste der fornemmede den, blev en smule utilpas over det. Det gjorde at de fleste undgik at komme for meget i kontakt med mig. Der var som sådan ikke noget galt, da jeg var pæn og sød og rar, men fordi jeg altid havde en undertone af modstridighed, var det ikke nemt at blive accepteret. Mine forældre havde altid været bekymrede for mig, lige siden dengang jeg som lille havde venner der var mere luft end blod og kød. Jeg havde nemlig den underlige vane, at tale med usynlige venner. Ikke på en sund og normal barnagtig måde, men på en måde der gjorde mine forældre bange. Jeg havde en tendens til at få ”ting” at vide fra mine venner. Ting mine forældre enten prøvede at holde hemmeligt, eller som selv mine forældre ikke havde vidst før. Min mor havde i en kort overgang syslet med ideen om at jeg var synsk, men efter et par forskellige såkaldte ”synske guider”, kom hun på bedre tanker. Efterhånden som bunken af psykiatere blev større, blev mine forklaringer og mine stunder med de usynlige venner mindre, til sidst holdt de helt op.


Og nu havde jeg så epilepsi. Der var ingen ende på mine forældres bekymringer. Jeg havde faktisk ondt af dem. Derfor sendte jeg dem også det bedste smil jeg kunne præstere, da de kom ind. At det så kom til at ligne, at jeg var i smerte mere end et smil, var ude af mine hænder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...