Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2417Visninger
AA

17. Kapitel 17 - Igennem

ASURA

Jeg vidste at det var lykkedes, da Mynthes krop langsomt begyndte at flimre, og farven på hendes tøj og hud, blev drænet som sekunderne gik. Hun var ved at blive gennemsigtig. Snart ville hun helt holde op med at eksisterer i denne dimension.
 

Jeg vidste ikke hvordan Arias evne virkede, og havde egentlig aldrig været interesseret nok, til at sætte mig ind i det, men det var altid en oplevelse at blive transporteret fra den ene virkelighed, til den anden. Jeg havde godt nok kun prøvet det to gange, den ene fra min egen verden, og den anden, til Mynthes. Nu skulle jeg så opleve det for tredje gang, men jeg ville først sikre mig at der ikke gik noget galt med Mynthes første rejse. Hendes krop var efterhånden kun et omrids, og jeg vidste at lige så snart, hun var helt væk, var hun ovre på den anden side, og dermed var min mission lykkedes. Det havde været meningen at det hele skulle være gået så let, men Mynthe var stædigere end forventet, og jeg havde tilbragt mange dage med at være vred og irriteret over hendes fejhed. Mange nætter var tilbragt med at gå frem og tilbage foran hendes forældres lejlighed, eller i mit eget sted, hvor jeg ventede på fremskridt.
 

Hun havde været i mine tanker i så lang tid, at det helt var underligt at skulle give slip nu. Det var overstået, og jeg kunne gå tilbage til at tænke på mig selv, som sædvanligt.
Men hun var der endnu. Mine tanker kredsede stadig om hende.
Hvorfor?

 

Med et suk, lagde jeg mig på gulvet, utilpas ved at lægge mig i den seng, hun lige var forsvundet i. Det var næsten som at lægge sig i en afdød persons seng. Gulvet var ubehageligt, men jeg havde en fantastisk evne til at kunne falde i søvn, næsten hvor som helst, og snart lå jeg da også og døsede.
Det sidste jeg tænkte på, inden søvnen overmandede mig, var om hvordan jeg skulle finde Mynthe igen.

 

MYNTHE

Tre ting fulgte, efter jeg havde gået gennem portalen. Det første var at jeg mærkede solens stråler, det andet var at jeg indså at jeg havde en krop igen, og det tredje var at min krop blev tungere og tungere, indtil den var så tung, at jeg ikke kunne gøre andet, end at falde.

 

Jeg lå pludselig på en jordbund, med blade der delvist dækkede min krop, og stirrede op på uendelige, smaragdgrønne trækroner. Himlen var en dybblå farve, der gjorde ondt på mine øjne, så jeg prøvede at fokuserer på noget andet.
Jeg kunne ikke bevæge mig. Det var som om, jeg var fanget i min egen krop. Det føltes som om min krop var lavet af bly. Jeg kunne ikke engang åbne munden for at råbe på hjælp. Jeg gik mere og mere i panik, bange for at noget var gået galt, at jeg for altid ville være fanget, paralyseret og ude af stand til at få hjælp. Hvis jeg havde kunnet, ville jeg havet grædt af frygt.

 

Så hørte jeg blade bevæge sig bag mig, eller var det foran mine fødder? Jeg vidste ikke hvad jeg kunne møde i Deitas, og var bange for at jeg for alvor var kommet i knibe. Jeg kunne ikke flygte, eller tale. Kunne kun møde min skæbne i stilhed.

I det øjeblik fortrød jeg bitterligt min svaghed for mænd, og jeg hadede Asura af hele mit hjerte. Jeg var lige nået frem til, hvordan jeg ville takle at blive spist levende, da et hoved dukkede op i mit synsfelt. En lille dreng, med hår der var lige så rødt som en postkasse, og lysende, svovlgule øjne. Hans buttede kinder og store øjne, gav ham et skræmmende men uskyldigt udseende.
Så forsvandt hans hoved igen, men lidt efter mærkede jeg en lille hånd, røre ved min, og hørte en stemme lige ved mit øre.
”Hmm.. Du skal slappe af. Du burde kunne bevæge dig igen lige om lidt.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...