Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2513Visninger
AA

16. Kapitel 16 - Rejse

”Pleaaaase, fortæl mg hvor du kommer fra! Vil du ikke nok?” tiggede jeg, for femogtyvende gang. Asura smilede bare hver gang, og sendte mig et blik jeg ikke kunne tyde. Jeg lå i sengen, med et glas mælk og en dyne sammensat af flere forskellige lag tøj.
”Det var meningen du skulle sove.” sagde han og flyttede sig lidt på den stol han sad på.
”Hvordan kan jeg sove, når sådan et ubesvaret spørgsmål, spøger i mit hoved?” spurgte jeg, og sendte ham et muggent blik. Hans øjne grinte tilbage til mig. Jeg havde ikke lyst til at sove endnu. Havde ikke lyst til at møde drømmen.


”Vent!” sagde jeg, ” hvorfor er det så vigtigt at vi tager af sted nu? Kan vi ikke vente lidt?” spurgte jeg håbefuldt. Asuras ansigt blev udtryksløst.
”Vi kan ikke blive længere, ” svarede han.
”Jamen hvorfor?” 
Jeg kunne godt høre at jeg lød som et utilfredst barn, men den måde han reagerede på, fik mig til at ville vide det så meget desto stærkere. Han sukkede, og et kort øjeblik så han næsten desperat ud.
”Dem der vil os ondt … De ved godt hvor vi får vores bedste forsvar fra. Jeg tror de har sendt nogen ud for at finde dig.”


Mit blod frøs til is. I glimt huskede jeg den skikkelse jeg så, der havde fulgt efter mig. Jeg havde troet at det var Asura, men Asura havde hårdnakket påstået at det ikke var ham.
”Så, den der fulgte efter mig …” begyndte jeg langsomt, min strube havde næsten snøret sig helt sammen. Asura lagde sin hånd på tæppet, der hvor omridset af min var.
”Jeg ved det ikke med sikkerhed. Det kunne også bare være et creep. Uanset hvad, så tør jeg ikke tage chancen. Vi skal have dig sikkert af sted til Deitas nu.” svarede han og klemte min hånd. Tæppet føltes ru mod min hud.
”Der er altså intet valg?” mumlede jeg dystert. Han smilede beklagende.
”Vær en artig pige, og luk øjnene.”
Jeg sukkede højlydt, men lukkede ikke desto mindre øjnene.

 

Med lukkede øjnene blev det sværere at ignorere Asuras tilstedeværelse. Jeg kunne høre ham trække vejret, og høre stolen give sig lidt, hver gang han bevægede sig. Og så begyndte min krop at opføre sig underligt. Det var som om mine nerver kom til live, på samme tid, og de sitrede og gnistrede. Det blev sværere og sværere at slappe af.  Jeg begyndte at få gåsehud, og blev forvirret. Hvorfor reagerede jeg så stærk på en fremmed fyr, der helt klar ikke var så lækker som Danni? Det var jo Danni jeg ville have, ikke?

 

”Danni!” gispede jeg så, og åbnede øjnene. Asura sendte mig et forvirret blik, mens jeg hektisk bevægede hænderne op og ned af min krop og rundt i sengen, for at finde min mobil.

”Han ville mig noget … Hvad var det han ville …” mumlede jeg. Asura tog fat i mine hænder og tvang dem til at være stille. Jeg så op, og blev fanget af hans blik. Hans ansigt var så tæt på.
”Jeg fortæller dig, hvad Danni ville, efter du er kommet sikkert til Deitas.” lovede han.
Jeg troede på ham.

Beroliget lukkede jeg øjnene, og begyndte den lange rejse ind i drømmeland.


Det krævede al den selvkontrol jeg ejede, ikke at skubbe drømmen fra mig, i samme øjeblik som jeg befandt mig i den. Denne gang vidste jeg dog, hvad den var, og hvorfor jeg havde den, og det gjorde den mindre skræmmende. Selvom det var længe siden, jeg var kommet så langt ind i drømmen, vidste jeg instinktivt hvordan jeg skulle bevæge mig hen til billedet – eller, portalen, som Asura sagde den var. Denne gang var jeg ikke drevet af nysgerrighed, men beslutsomhed. Det krævede lidt mere koncentration at bruge beslutsomhed som drivkraft, men ellers var der ingen forskel.

 

Jeg nåede portalen. Byen så stadig smuk ud, farvestrålende, og sommeragtig. Mentalt rakte jeg ud efter overfladen. Kulden skyllede ind over mig øjeblikkeligt, men jeg blev ved med at presse på. Kulden spredte sig til resten af min ikke-tilstedeværende krop, indtil jeg følte mig kold fra top til tå. Så spredte billedet sig, som ringe i vandet, og jeg blev suget – eller draget ind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...