Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2425Visninger
AA

14. Kapitel 14 - Forklaring

Til at starte med, da jeg vågnede op, var mit hoved helt tomt. Jeg åbnede øjnene og så rundt i en lille 1-værelses lejlighed, sparsomt møbleret med en sovesofa, et spisebord, et lille køkken der ikke så ud som om det var sikkert at bruge, så ulækkert var det, og en lampe ved siden af sengen. Der var intet klædeskab, men en masse tøj i en bunke på sengen. Jeg havde fået ondt i benene, fordi de havde ligget akavet på tøjbunken. Det gik op for mig at jeg var smidt ned på sengen, lige så skødeløst som tøjet var blevet.


Forsigtigt løftede jeg hovedet, nysgerrigheden forsvandt i takt med at jeg fik sat mig op. Nu var jeg bange. Jeg befandt mig i en ukendt lejlighed, med en fremmed – Asura – højst sandsynligt i nærheden. Nu var jeg for alvor blevet kidnappet. Havde min mor ikke sagt at man aldrig skulle mødes med fremmede et privat sted? Jeg befandt mig praktisk talt i løvens hule! Hvordan var jeg endt her? Mit tunge hoved, kom langsomt i omdrejninger.
Jeg besvimede. Så godt så langt. Hvorfor gjorde jeg nu det. Åh ja.


Fordi en vis guløjet freak havde fået mig til at flippe ud. Så blev jeg vred. Derefter flov. Derefter skrækslagen igen. Jeg gennemgik en masse følelser på en gang, men frygten lå altid under dem alle, parat til at omslutte min krop og sætte den helt ud af spillet. Tænk, Mynthe!
Jeg måtte ud herfra, det var helt sikkert. Men jeg befandt mig ikke i en situation, hvor jeg havde overtaget. Derfor måtte jeg benytte chancen nu – nu mens han ikke var i nærheden.
Hurtigt smuttede jeg af sengen, var lige ved at blive viklet ind i en skjorte, og faldt. Bandende kom jeg snublende på benene igen, og spurtede mod den eneste dør jeg kunne se.
Hvilket tilfældigvis var døren til badeværelset, fandt jeg ud af, da jeg rev døren op og stod ansigt til ansigt med Asula, der var ved at lyne sine bukser op. Han spilede øjnene op, og jeg rødmede, og krympede mig, før jeg hamrede døren i. 


”Det er høfligst at banke på først,” kom det fra inde bag døren, efterfulgt af en lille latter. Min rødme blev en takt mørkere i nuancen.
”Jeg troede det var vejen ud,” mumlede jeg, og håbede på at han ikke hørte mig. Døren blev åbnet bag mig, og jeg kunne føle hans blik på min nakke.
”Du kan ikke gå nu,” sagde han, og jeg hvæsede svagt. Han havde hørt mig. Jeg vendte mig om og skulle lige til at give ham fingeren, da jeg så den alvorlige oprigtighed i hans nu, gyldne øjne.
”Lad mig i det mindste forklare det hele først.” sagde han. Og jeg, der aldrig havde kunnet modstå en flot fyr, nikkede forsigtigt.  

 

Vi sad i stilhed og nedstirrede hinanden. Jeg, på sengen, med ryggen op mod væggen, og armene krydset, han i skrædderstilling, på gulvet. Sekunderne slæbte sig af sted.
”Så sig dog noget!” brokkede jeg mig hidsigt. Han trak på skuldrene.
”Det viser sig at være sværere at forklare, end jeg havde forventet,” svarede han, og kørte en hånd gennem håret. Jeg rullede med øjnene.
”Du mener at du ikke kan finde på en god løgn?”
Han så på mig med et tomt udtryk, og pludselig følte jeg mig en anelse flov, selvom jeg havde følt mig i min gode ret, for bare et par sekunder siden. Hvordan kunne han få mig til at føle, at det var mig der var forkert på den? Så tog han en dyb indånding.


”Okay, hør. Du har godt set mine øjne ikke?” begyndte han, og som for at understrege sin pointe, rettede han sine lysende, guld iriser mod mig.
”Ja, det er godt nok nogle vilde linser,” sagde jeg, og brød hurtigt øjenkontakten. Han stønnede, og jeg hørte et svagt klask, som en hånd mod hud. Jeg så op, og ganske rigtigt. Han havde klasket sig for panden.
”Du ved lige så godt som jeg, at du overhovedet ikke tror på det bullshit. Mine øjne er som de er, fordi det er en sideeffekt af mine evner.” forklarede han, og lød som en tålmodig, men udkørt folkeskolelærer. Jeg fnøs og rystede let på hovedet.
”Ja, klart. Og jeg er dronningen af England!”


Enten var det tonen, eller også var det, det faktum at jeg opførte mig som en tvær 15årige, men pludselig blev det for meget for Asura. Han sprang op med et mørkt blik, og selvom jeg blev forskrækket, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvor lydløs og hurtig han var.


Lige med ét, stod han over mig, med sammenbidte tænder. Han rakte ned og ruskede i mig.
”Fatter du da slet ingenting? Er du da så tåbelig at nægte at høre på mig? Du VED at jeg taler sandt. Du har drømt drømmen! Og jeg VED du har mærket det. Dine evner. Inderst inde er du fuldstændig klar over det. Men du fornægter det! Du fornægter dig selv!” råbte han, og jeg kunne mærke varmen fra hans ånde.
Så slap han mig pludselig, som om han havde brændt sig, og trak sig væk fra mig med et glimt af fortrydelse i hans øjne. Hans tunge vejrtrækning, var det eneste man hørte i rummet. Jeg sank, stadig stiv som en stenstøtte.
”Jeg tror jeg er klar til at høre på dig nu.” hviskede jeg, med store øjne. ’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...