Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2420Visninger
AA

12. Kapitel 12 - Brandmand

Både Danni og jeg vendte os mod stemmen. Han stod lænet op af hjørnet af cafeen, med en cigaret i munden. Koldsveden begyndte med det samme at løbe ned af mig. Min kropstemperatur gik flere grader ned. Den fremmede havde en ternet skjorte på, med opsmøgede ærmer, og bukser. Det var som sådan normalt, bortset fra at bukserne tydeligvis var foldede og havde tilhørt et jakkesæt. Hans hår var brunt, med kridthvide striber i, og jeg tænkte at han måtte have farvet det. Som han stod lænet op af muren, kunne jeg se at han havde farvestrålende sokker på, og et par hvide gummisko.

Og så bar han solbriller. Store, gyldenbrune damesolbriller.

Han så ud til at være mulat, med fremstående kindben og fyldige læber, men han kunne lige så godt bare være solbrændt. Han havde en nærmest brændende udstråling, som om han havde en miniudgave af en sol indeni.
”Hey makker, hvad med om du blandede dig udenom?” lød det gnavent fra Danni. Jeg fjernede med besvær blikket fra den fremmede fyr. Det var helt klart den samme mand, som jeg havde set så mange gange før, men nu hvor han stod helt tæt på, kunne jeg se at han faktisk ikke var særlig gammel. Højst på min alder eller lidt ældre. Han var pæn. Pænere end Danni, selvom jeg aldrig ville have lagt mærke til det før. Jeg forstod faktisk ikke hvorfor min mor havde troet at han var Danni. Forskellen på de to var for det første at hvor Danni var tynd, var den fremmede slank, og så havde han i øvrigt muskler. Det var ikke som sådan tydeligt, men når han bevægede sig, kunne man se musklernes smidighed. Han virkede på en måde som en kat. Den fremmede smilede venligt, gav Danni et nik, før han vendte ansigtet og – tror jeg, det var svært at se for brillerne – sit blik mod mig. Smilet forsvandt og blev erstattet af en grimasse.


”Det var MENINGEN at du skulle have forstået det hele nu,” sagde han og lød mere misbilligende end jeg troede det var muligt, for en fremmed der ikke kendte mig. Forvirret og, må jeg nok indrømme, en smule såret trådte jeg et skridt tilbage af overvældelse. Jeg vidste ikke engang hvad jeg skulle sige. Hvad siger man lige til en pæn, men fuldstændig gal, mand? Undskyld, men den lyserøde elefant i rummet forhindrede mig? Danni trådte ind foran mig, et udtryk der var ment som beskyttelse, men som virkede latterlig, når det kom fra ham. Han havde aldrig været beskytter typen.

 

”Hvad end du vil med min p-… Med Mynthe, så kan du godt glemme det!” snerrede han, truende. Den fremmede stod stadig helt afslappet, men nu var han holdt op med at læne sig op af muren. I stedet stod han, med hænderne nede i lommerne, og smilede bredt.
”Ja ja, Tarzan, men jeg er sikker på at ”din pige”,” man kunne praktisk talt høre citattegnene, ”gerne vil høre på det, jeg har at sige.”


Jeg var stadig forvirret, men spændingen var til at tage og føle på. Det var som om jeg stod og så på et par alfaulve, der stod ansigt til ansigt, og et ikke min ekskæreste og en eller anden random person. Men hvis de samme regler gjaldt for idiotiske mænd, som ulve, vidste jeg hvem der ville vinde. Dannis blik var allerede begyndt at flakke. Han havde pustet sig helt op, men på en eller anden måde, var det bare ikke helt nok.

 

Så rullede Brandmanden, som jeg besluttede mig at kalde ham, utålmodigt med øjnene, og med tre lange skridt, stod han pludselig lige foran mig. Jeg kunne se mit eget forskrækkede ansigt i solbrillernes mørke overflade. Jeg så passivt til mens han rakte ud, tog fat i min arm og hev til. Jeg sagde intet, gjorde intet, mens han trak mig af sted, væk fra Danni. Jeg fangede et glimt af nogle nysgerrige ansigter i cafeens vindue, men der var intet jeg kunne gøre. Eller også gjorde jeg bare intet.

 

Det føltes som en evighed. Jeg småløb bag ved Brandmanden, hvis ryg var det eneste jeg havde set siden han havde kidnappet mig. Han havde intet sagt, og jeg havde intet at sige. Jeg vidste at jeg burde gøre noget, skrige eller rive mig fri, men jeg var simpelthen for forbløffet over at det her rent faktisk skete for mig, at jeg bare fulgte med som en lydig pinoccio. Vi marcherede forbi en vinbutik, hvor der stod en mand i den åbne dør, tøvende, som om han ikke var helt sikker på om det var sikkert at gå ind. Der stod en hund, tøjlet til et cykelstativ, ude foran en bank. Jeg fangede mig selv i at tænke at det ville være bedre at være en tøjlet hund, der ikke forstod sit fangenskab, end en kvinde, med en fremmed, på vej ud i ukendt farvand. Så var også den bag os, og der var ikke andet end grå, kedelige bygninger at kigge på længere.

 

Til sidst standsede han, foran en lille legeplads, med stort set ingen besøgende. Til trods for kommunens forsøg på at ”give noget tilbage til børnene” var disse små, kedelige legepladser ikke særligt populære. De blev mere besøgt af teenagere og narkomaner. Derfor blev jeg kun endnu mere skræmt, da det viste sig at det var et af disse skumle steder, han havde ført mig hen til. Vi stod ved siden af to par livløse gynger. Vi var omringet af en lille klynge ungtræer, der svajede let i vinden. Man kunne stadig skimte gaden, og i den anden ende af den lille lejeplads, kunne man se begyndelsen til en klump af lejligheder, med cykelskurer og parkeringsplads. Jeg begyndte at lede efter muligheder for at flygte, men han havde stadig hånden på min arm.


”Gør nu ikke noget dumt,” sagde han, som om han havde hørt mine tanker. Frygten skød endnu engang ned i mig, som et lyn.
”Hvad vil du med mig?” fik jeg fremstammet, i et forsøg på at aflede hans opmærksomhed. En del af mig vidste at det var vigtigt at holde overblikket. Hans ansigt var helt roligt. Mine øjne flød, rædselsslagne i solbrillernes mørke. Det slog klik for mig et øjeblik.


”Hvorfor fanden går du også med DAMEsolbriller?” spyttede jeg, og slog hånden ud mod hans briller, men han rykkede sig hurtigere end jeg havde troet muligt, og min hånd ramte ikke andet end luft.
”Dame?” spurgte han, og jeg smilede triumferende. For første gang lød han bragt ud af fatning.
”Jeg kender mindst fem piger der bruger dem der. Er du trans eller hvad?” hånede jeg, og havde tilsyneladende mistet al kontakt med virkeligheden. Jeg bøjede fingre som kløer, og sprang frem med en vred hvæsen. Med et par dansende skridt, stod han pludselig med armene om mig, mine hænder vredet om på ryggen. Jeg kunne ikke røre mig.


”Slip mig!” skreg jeg frustreret, og kunne mærke varmen fra hans brystkasse.
”Ikke før du lover at slappe lidt af,” mumlede han og drejede hovedet fra side til side, i nogle hurtige ryk.
”Jeg skriger indtil der kommer nogen.” truede jeg. Grebet om mine håndled løsnedes lidt, og pludselig befandt hans ene hånd sig på min mund.
”Det jeg har at vise dig, vil du helt bestemt ikke gå glip af.” svarede han.

 

Så tog han brillerne af, og jeg tog et ufrivilligt sug af luft ind gennem min åbne mund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...