Min akutte dagbog

Ting som selvmordstanker, selvskade, angst, sorg, følelsen af ikke at være god nok og meget andet, er sådan set blevet en del af min hverdag. Min akutte dagbog - Når jeg virkelig har brug for at skrive mine følelser ned, så de ikke overtager mig.

1Likes
5Kommentarer
962Visninger
AA

10. Akut dagbog - Det jeg ikke turde, satte mig fri...

"Sometimes what you're most afraid of doing, is the very thing that will set you free." - Robert Tew

Jeg har aldrig været typen der har sagt tingene til mine forældre. Hvergang der har været et eller andet problematisk i mit liv, har jeg altid gået til en veninde, en lærer, børnetelefonen (116 111), eller holdt det for mig selv. Mine forældre har aldrig været nogen jeg har prioriteret som sådan, da jeg har oplevet noget omsorgsvigt som yngre. Jeg har aldrig rigtig turde. Tit når jeg har haft trang til selvskade, selvmordstanker, haft et angstanfald o.lign., har det altid hjulpet at snakke. Bare at snakke om tingene, har altid været den bedste løsning for mig, sagde min læge, og mener jeg også selv. Så i dag, da jeg havde en tid hos min læge, snakkede vi om at jeg skulle prøve at snakke med mine forældre, eller bare en af dem. For at have en omsorgsperson i livet, som er der hele tiden, og som basically er der for livet. For en ven/veninde er der ikke hele tiden, altså 24 timer i døgnet, en lærer er der skam heller ikke tiden, børnetelefonen kan jeg ikke knytte et bånd til, da det jo ikke er en fast person, en psykolog er der heller ikke hele tiden osv. Så hun foreslog altså en forælder. Da vi snakkede om det, havde jeg svært ved at lytte efter, og koncentrere mig over hvad hun sagde, da jeg bare tænkte "kom videre, det kommer aldrig til at ske...". Jeg var 1028374% sikker på det. Jeg GAD nærmest ikke. Men jeg kunne mærke på hende, at hun virkelig gerne ville have, at jeg skulle give det et forsøg. 

Efter jeg havde været til lægen og jeg kom hjem osv. kom min mor ind på mit værelse for at ordne nogle ting, og så spurgte hun mig "hvad har du snakkede om hos lægen i dag?". Jeg plejer bare at lyve, og sige angst osv., men denne gang, så jeg faktisk en mulighed i det. Så jeg tog chancen og gjorde det. Jeg fortalte om selvskade, hvornår jeg sidst gjorde det (hun troede nemlig ikke at jeg gjorde det igen, efter hun fandt ud af det sidste gang), om hvorfor jeg gjorde det, psykolog osv. Det var en lettelse. Seriøst, en ubeskrivelig lettelse. Bare at komme ud med det på den måde, og så endda "til min egen mor" (græder faktisk ved den tanke). Jeg kan faktisk slet ikke vente med at komme til lægen næste gang, og fortælle hende det, seriøst, en kæmpe lettelse har det i hvert fald været, og nu er der ikke særlig meget at være bange for mere..!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...