For Sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2018
  • Opdateret: 21 jan. 2018
  • Status: Igang
En samfundskritisk tekst om at længtes efter normer, der langsomt smadrer en.

// Mit bidrag til sinds-tequila konkurrencen.

6Likes
6Kommentarer
135Visninger

1. For Sent


Jeg iagttager dig.

Hvordan din lille mundvige ivrigt bevæger sig i forsøget på at bryde ind i hver eneste sætning, der svæver rundt i det tyngende klasselokale.
Hvordan din opmærksomhed blæser fra person til person i håbet om, at de endelig vil se dig.
Hvordan dit falske grin skærer igennem de tykke vægge, hver gang de fyrer en joke af om uskyldige piger, der aldrig drikker alkohol. ”Sikke nogle tabere”, siger de. Og det er vi vel også. Eller jeg er, ifølge dig og dine ”venner”. For de vil jo være der for dig igennem tykt og tyndt. Ikk?

Jeg ser lige igennem dig. Dit kød og blod i reneste form.

Dine naive tanker, der for evigt er tabt i dagligdagens strøm fuld af længsel.
Dine efterlignende ord og fraser, som fremmer dit selvsikre indre. Stjernen på en blank nattehimmel.
Den tomme ølflaske, der er limet til din hånd igennem hele festen. Du vil ikke være alene.
For hvad nu hvis du ikke gør som de andre. Hvad hvis?

Du blotter dig for hele menneskehedens blikke. Vi ser dig. Jeg ser dig.
Hvordan du falder direkte mod afgrunden med en faldskærm, der vil lade din krop svæve op igen. Og det gør du også, bortset fra at faldskærmen eksisterer ikke.

Du er serveret på et sølvfad foran hungrende hyæner, der kan sprætte dig op på nul komma fem. Æde dine indvolde. Knuse dit sirlige hjerte. 
Men du ved det ikke.

Du vil være ligesom dem, men det er du ikke. Du kan ikke. Aldrig nogensinde.
En evig kamp med normer, der tærer din krop i bitte små stykker, indtil du glemmer dig selv. Den dig, som jeg kender. Rettere; kendte.

Frygten er opslugende, og den presser dig ind i strømmen af fortabte væsner - væsner som adlyder, følger og lystrer, sjæle fanget i en gentagende maskine, sommerfuglelarver for evigt sammenpresset i deres klemte puppe.

Men du har jo mig. Se mig nu for helvede.

Du lytter ikke. Men dog hvor du fortæller.

Plaprer løs om fremtiden på gymnasiet sammen med dem. ”En lysere tid med fest og farver”, siger du og bider dig nervøst i læben.
Dine hænder ryster i takt med glemslen, og den lille sveddråbe forlader din panderynke.

Jeg ser det, men det ved du bare ikke.

Du tror, jeg ser kontrasten. Men jeg ser ujævnhed.

Lige siden solen skinnede på din spidse næse, havde stormen for længst ophobet sig i dit indre.
Du kunne mærke lynene – dig der var beskåret ud af en selfie, dig der ikke fik en kommentar af sin ”nye” bedste veninde.

Men du prøver igen. Selvom chancen for længst er passeret.

Du nyder den lille æske opmærksomhed, du kunne få dine krogede fingre i, mens du glemmer mig.

Mig som altid dukkede og hjalp dig med at studere dagen inden eksamen.
Mig som lyttede i timevis på dine håbefulde fortællinger om dit ”Ihh” så spændende liv.
Mig som altid havde en skulder klar, når verden havde trampet på dig.

Men nu er jeg glemt – vansiret, forsvundet og opløst i ingenting.

Kun et minde af din lille skygge, som kravler op til lyset.

Kæmper bravt, men indser ikke, at dit lille hjerte forsvinder. Din sjæl krakelerer.

Ingen lim vil nogensinde fikse den dig, som normer og frygt smadrede uden respekt. For de har ingen nåde tilovers, ikke for nogle, min kære ven.

Verden er stor og kompliceret, men alligevel så kompakt og simpel.

Ingen vil være alene på den måde, som du blev. For pludselig havde du brug for en som mig til at have din ryg.

Men der var det pludselig,

For sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...