Synd for dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2018
  • Opdateret: 21 jan. 2018
  • Status: Færdig
Deltager i Sindstequila-konkurrencen, valgmulighed 1.

2Likes
0Kommentarer
135Visninger

1. 1

Det er sjovt ikke? 

Sådan som mennesker forandrer sig. 

Mennesker, man troede, var ens venner... de ændrer sig. Gradvist. Og man når aldrig at opdage, hvem de ændrer sig til, før det er for sent. 

Var du nogensinde min ven? 

 

Da jeg var ville, og havde problemer med min far, var det okay. Du ville gerne hjælpe mig. Du syntes, han var en nar, og at jeg ikke fortjente den behandling. 

Nu vil du ikke hjælpe mig mere. 

For jeg har ingen problemer. 

Det kan jeg ikke have. Det med min far var jo så langt tid siden, så det kunne umuligt foregå endnu. 

Det gjorde det heller ikke, ikke så voldsomt, som dengang... men jeg havde slet ikke bragt de gamle eller nuværende problemer med min far op, så hvorfor bragte du det selv på bane? I en samtale med en anden end mig. 

Du fortalte hende, at du ikke troede på, at jeg nogensinde havde skåret i mig selv. Komisk, faktisk. 

Du så mine ar. Du så mine sår, da de var 2-3 dage gamle. Du skældte mig ud, fordi jeg havde gjort det. 

Hvorfor skælde mig ud for noget, jeg ifølge dig ikke har gjort? De er åbenbart ikke dybe nok, til at du kunne tage dem seriøst? Det er jo bare "kattecuts" . Okay? 

Alligevel påstår du selv, at have skåret i dig selv. "Ikke dybt, men så det bløder," som du selv sagde. 

Det var præcis det samme, jeg gjorde, dengang. Trods det har jeg aldrig set ét eneste ar på dine arme eller ben, på trods af, at det netop er dér, du siger, du har skåret dig - ih og åh så mange gange, endda.

Af en eller anden grund forventer du, at jeg tror på alt, hvad du siger, fordi det er så synd for dig. Ikke? 

Men det fungerer ikke, når det er mig. For jeg har ingen problemer, ifølge dig. Det er noget, jeg finder på. Jeg har aldrig været deprimeret, jeg har aldrig haft nogen at frygte... når jeg havde lyst til at cutte, havde du mest af alt bare lyst til at sige, at jeg bare skulle gøre det, for du var ligeglad. Jeg ignorerede dig altid i flere dage, og ville kun snakke med dig over nettet. Jeg løj hele tiden overfor dig... 

Disse ord, har du sagt om mig, min kære bedste veninde. 

 

Jeg havde lyst til at sende mailen. 

Hvordan kunne du sige de her ting om mig? 

Du vil så gerne have, at jeg tror på dig, men du kan aldrig forklare mig, hvordan du har det, når jeg spørger. 

Jeg kan bare ikke tro på dig. Hvordan skulle jeg kunne det?

 

”Jeg hader mig selv, jeg er så fed og grim og hader mit ansigt så meget!” Dét siger du i skolen og på din blog, der hvor jeg, og pigerne fra klassen følger dig. 

Men på Gifboom, hvor du er totalt ukendt fra alle - eller, det tror du i hvert fald - laver du dagligt gifs af dig selv. Også de dage, hvor du siger ovenstående. Det passer ikke sammen, i det rodede puslespil i mit hoved.

Det giver mig indtrykket af, at du inderst inde godt kan lide dig selv. Du er tilfreds med dig selv.

Som barn var du halvbuttet, og jeg var den tynde af os. 

Nu har du tabt dig, og du er stolt af det - det stråler ud af dig, hvor stolt du er over det. Og det skal du have lov til. Et vægttab er noget, man gerne må være stolt af.

Men når du stolt siger, at folk nogle gange tror, du har anoreksi... så bliver det mærkeligt.

 

Jeg har absolut ikke tænkt mig at spille hellig her. Jeg har da selv både Gifyo, instagram og dailybooth, og jeg bruger det - af og til. På mine gode dage. På de dage, hvor jeg har det godt med mig selv.

Ikke selvsamme dag, hvor jeg har sagt, at jeg hader mig selv som pesten. 

Kan du ikke selv se hullerne, i din perfekte plan? 

Du har også Keek. Den ved du heller ikke, at jeg kender.

Men sandheden er, at jeg kender til næsten alt, hvad du går og laver.

Hvorfor gør jeg det? 

Fordi jeg er ramt af en eller anden sygelig besættelse. En afhængighed. Ligesom man kan blive afhængig af cigaretter og narkotika, så er jeg afhængig af at vide, hvad du laver, hvorhenne. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke har opdateret din blog og din gifboom. Flere gange. Ikke én eneste dag. Jeg kan ikke ryste følelsen af mig af, at du lyver for mig hele tiden - og det gør du - og jeg har brug for at vide, hvad fuck der er virkeligt, og hvad der ikke er. Hvordan kan du leve med dig selv? 

Når jeg ser, du har lavet en ny gif, bryder jeg sammen i gråd. I flere timer. 

Fordi det slår mig, at jeg er ingenting værd i forhold til dig.

Du er så tynd og gudesmuk. Og du ved det selv. Alligevel manipulerer du alle til at tro, at du hader dig selv og er deprimeret. 

Jeg synes, det er så unfair, for jeg er faktisk deprimeret, og jeg hader mig selv hver eneste dag. Men jeg bliver ikke taget i betragtning af nogen, fordi jeg er din ven, så der er ikke nogen, der tror på mig. Jeg "aber jo bare efter dig, fordi jeg gerne vil være lige så speciel som dig"... 

Ikke rigtig, vel? Og det ved du udmærket godt. 

 

Det startede allerede, da vi var små. 

Du måtte sige lige præcis, hvad du ville til mig - drille mig så tosset du ville, med alle de ting, jeg var usikker på - men gud forbyde, at jeg sagde én eneste ting om dig. 

Når vi var uvenner, vendte du enten hele klassen mod mig, og fik alle til at have ondt af dig... og ellers så klagede du til din mor, så hun kom og hjalp dig. Det gjorde hun blandt andet ved at arrangere møder mellem din og min mor, hvor min mor fik at vide, hvor forfærdelig jeg var... og at jeg ikke måtte snakke med andre i skolen, hvis jeg var uvenner med dig, fordi så troede du bare, jeg bagtalte dig, og det var synd for dig.

 

I begyndelsen af teenageårene, begyndte jeg at interessere mig for manga. Uden du nogensinde før havde haft kendskab til det, var du lige pludselig vild med det, og havde været det i årevis

Du hadede heavy metal. Du kunne til nød gå med til nogle Escape the Fate sange, men når de kom over i growl, som f.eks. i This War is Ours, så kunne du sgu ikke klare det mere. Men da jeg begyndte at lytte mere intenst til det med en anden veninde, så var du pludselig også vild med growl. 

Jeg var vild med det japanske popband An Café, og du hadede dem. Jeg viste dig et billede af et af medlemmerne, Bou, og din reaktion var: "Hvem er den pige?" hvortil jeg svarede, at det var en dreng. "Nåårh, det vidste jeg godt - min mor er stor fan af dem, og har hørt dem hele sit liv!" var dit svar... 

Sådan var det med alting. Lige meget, hvad det var.

 

Som årene gik, blev jeg mere og mere ængstelig, overfor forskellige ting. Min angst og OCD blev kickstartet, og det samme gjorde vrangforestillingerne. Da jeg åbnede op for nogle af disse ting, fejlede du lige pludselig det samme. 

Alle "fobierne", jeg havde, havde du også. 

Men du viste det aldrig selv spontant. 

Det var først, hvis jeg reagerede på noget, og blev dårlig over det, at du spillede med, og sagde, at du også var dårlig og slet ikke kunne klare det. Virkelig dårligt skuespil af dig, ærligt.

... Så fandt du ud af, at jeg måske var deprimeret, og havde en depression, fordi jeg havde selvmordstanker, lavede selvskade, gerne ville dø, osv. Nærmest fra den ene dag til den anden, var du også "deprimeret" og "syg", så du ikke kom så meget i skole mere.

En dag skrev du på din blog, at du ville begå selvmord dagen efter, og at det eneste du manglede, bare var at sige farvel til din familie.

Efter det, skrev du intet nyt på din blog i flere uger. Og du kom jo heller ikke i skole. 

Trods det, var du meget aktiv på gifboom. Hvordan kunne du være det, når du skulle forestille, at have begået selvmord? 

 

Der var også engang, hvor vi skulle spise morgenmad alle sammen i skolen. Jeg ville ikke have noget, fordi jeg følte mig for fed. 

Du ville heller ikke. 

Vores klasselærer kom hen og sagde, at nu skulle jeg lade være med at presse dig til at spise, hvis du ikke ville, for det var synd for dig - og at jeg bare skulle lade være med at skabe mig selv, og så tage noget at spise, ligesom alle de andre.

 

Alting eskalerede, så du blev utilfreds med din familie, fordi jeg var det... på trods af, at du er den bedst forkælede snotunge på jordens klode. Dine forældre giver dig i hoved og røv, og du får præcis det, du vil have, hele tiden. Din mor laver endda speciel vegetarmad til dig, fordi du er det. De lader dig blive hjemme, når du er syg... eller, det vil sige, når du har lidt ondt i halsen eller hoster lidt. Du må gøre præcis hvad du vil, købe dine egne jule- og fødselsdagsgaver... samtidig lytter din mor altid til dig, støtter dig, og bakker op om dig. 

Jeg havde intet af det. Jeg fik ikke, hvad jeg ville have. Hvis jeg ikke ville spise den mad der var, så var det bare ærgerligt, for det skulle jeg. Jeg var ikke syg, hvis jeg ikke lå og brækkede mig i stride strømme, og selv da troede mine forældre stadigvæk, at jeg bare blev hjemme, fordi vi havde idræt eller test i skolen. Når jeg prøvede, at snakke med min mor om noget, skød hun mig straks ned som værende opmærksomhedskrævende eller besværlig. 

 

...

Nå. 

Men du blev jo voldsomt deprimeret. Du kunne ikke klare skolen, eller at lave lektier. Du græd hele tiden.

Men jeg kendte sandheden. 

Du havde jo anoreksi og depression. 

Historien vekslede selvfølgelig lidt. Nogle gange var du ikke i skole, fordi du havde ondt i dine ribben, andre gange kom du ikke i skole, fordi du var deprimeret.

De dage, hvor der blev trukket eksamen, kom du ikke, på trods af, at det i teorien talte som en eksamensdag. 

Vores klasselærer fik ondt af dig, fordi du var for deprimeret til at komme.

Da jeg kom hjem fra skole, opdagede jeg intet mindre end 6 nye gifs på din gifboom, hvor du grinende og smilende var udenfor og lege med dine hunde.

 

Vi havde fristil i skolen, og jeg skrev en historie om en, der begik selvmord, fordi hun følte, alle var ligeglade med hende. Jeg fik 12 for indhold, 10 for orden. Jeg var knust. Jeg var så fucking knust. Men jeg kom ovenpå igen.

Dog fik jeg endnu et sammenbrud, da du fik 12 for indhold, og 12 for orden. For en historie, der var mere rodet end mit fucking værelse. Der var så mange stave-, komma-, og afsnitsfejl i den. Det var forfærdeligt. 

Derudover viste min historie tydeligt, at jeg var deprimeret - den var praktisk talt et råb om hjælp. Men selvfølgelig fangede min klasselærer ikke det, for jeg var jo okay. 

Da jeg prøvede at snakke med hende om det, fik jeg at vide, om jeg ikke godt ville hjælpe dig, fordi du havde det så svært, og det var synd for dig. Du havde misset så meget skole, og du turde ikke komme tilbage, fordi du var bange... så om jeg ikke kunne være sød at støtte dig, og dagligt skrive til dig, hvordan du havde det.

Hvad med mig? Hvorfor var der ingen, der tjekkede op på mig? 

 

Men jeg tjekkede op på dig, som jeg var blevet bedt om. 

Når jeg skrev, svarede du altid, at du bare græd hele dagen. Den ene gang havde du grædt tre dage i træk, og ikke været ude af din seng. Alligevel var du frisk nok til at lave gifs af, at du sad og spillede Skyrim, drak cola og havde makeup på. Faktisk havde du haft tid til at male knurhår i ansigtet som en kat, mens du poserede vildt foran kameraet. Haft skiftet tøj flere gange, og sat hår.

Det holdt sgu egentlig ret godt, når man tænker på, du ikke lavede andet, end at græde.

Hvad hedder dit makeupmærke? 

 

Du blev væk fra skole i fire måneder. Helt frem til sommerferien, og kom kun til eksamenerne. 

Du kom heller ikke sidste skoledag.

Det stoppede dig dog ikke fra at bagtale mig, at jeg var taget med til skolefesten, for det kunne jeg da ikke være bekendt. Og slet ikke at være sammen med din veninde (som også var min veninde) til festen. Hvad bildte jeg mig ind? 

Jeg var nærmest blevet tvunget af sted af min mor. Jeg ville også gerne af sted, inderst inde, men jeg var også angst... men jeg tog med, som jeg gerne ville.

Din teori var, at jeg kun tog med, fordi jeg ville være populær.

Sådan hang tingene bare ikke sammen. Ja, jeg ville gerne være en del af fællesskabet. Jeg blev mobbet hele skolen, selvfølgelig ville jeg gerne prøve at være en del af et fællesskab, og have det lidt sjovt. Men mest af alt ville jeg gerne kunne sige noget om mine teenageår, fremfor, at jeg bare sad på mit værelse hele dagen og sumpede rundt i depression, som jeg havde gjort frem til nu. 

 

I sommerferien kunne man booke biletter til Asking Alexandria koncert i januar. Det ville jeg gerne. 

Jeg havde spurgt nogle andre, om de ville med mig, men de havde ikke svaret, så jeg spurgte dig, og du sagde ja - men det gjorde de andre pludselig også. 

Så jeg måtte gå til bekendelse, og fortælle dig det, og du blev så sur, du skrev på de sociale medier, at det var sjovt, hvordan jeg havde glemt dig, og var ligeglad med dig. På trods af, at jeg flere gange havde skrevet, om du var okay, men du bevidst bare valgte at ignorere mig. 

Så det kommenterede jeg. 

Så fik jeg en shitstorm tilbage med, at jeg havde dumpet dig (på trods af, jeg havde spurgt, om du ville med), og at det var min skyld, du næsten begyndte at cutte igen, og du bare græd hele tiden på grund af mig.

Hvordan kunne du sige sådan? 

Jeg græd også over dig.

Hver eneste dag. 

Hver nat.

Jeg ville dø hver eneste dag, tænkte på at begå selvmord, hver eneste dag, på grund af dig og dine løgne. 

 

Sommeren efter, startede vi i tiende klasse.

Du skrev til mig, du var nervøs for at starte. Jeg spurgte, hvorfor. Du svarede, at det var fordi, at nu var du blevet mobbet gennem hele folkeskolen, og du frygtede, det skulle gentage sig.

Jeg havde lyst til at hænge mig selv. Du var aldrig blevet mobbet i skolen. Aldrig nogensinde. Jeg spurgte ind til det, og du svarede hver dag i skolen, af drengene. Det var løgn. Jeg var sammen med dig, hver dag i skolen. Ingen havde nogensinde sagt ét grimt ord til dig. Der var én gang, hvor vi var helt små. Der havde jeg straks taget dig i forsvar. Ellers havde der ikke været noget.

Jeg derimod var dagligt blevet kaldt luder, klam, fed, ulækker, dum, emoluder, at jeg skulle holde min kæft, at alt jeg sagde var forkert... jeg kunne blive ved. Af drengene. Ikke én gang var jeg blevet taget i forsvar. Ikke én gang havde du spurgt, om jeg var okay. 

 

Første skoledag i tiende klasse, blev vi inddelt i grupper af to og to, hvor man skulle interviewe modparten. 

Du sagde jo, at du havde voldsom socialfobi. Alligevel var det første, du gjorde, at bryde ud i voldsom snak med en komplet fremmed om Skyrim og andre diverse spil. Jeg ser din ekstreme socialfobi der gør, at du slet ikke kan tale med nogen… Så blev der fremlagt. Ham du sad sammen med, der skulle snakke om dig siger så, at du har haft en rigtig trist skoletid, og du endte med at få en depression og var hjemme i fire måneder. Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg fik vand i øjnene. Havde det ikke være fordi min makeup ville løbe, så var jeg stukket af. Løbet ud på badeværelset og havde grædt. Men jeg blev pænt siddende. Jeg rystede, mit hjerte bankede, mine øjne brændte, men jeg blev siddende. Hvordan kunne du – hvis du også havde socialfobi – bare slynge sådan noget ud?

De fleste folk med depression skammer sig, det er ikke noget, man skal gå og skilte med… Jeg skammer mig. Og du siger, at jeg er pisseirriterende, fordi jeg skriver på min blog, hvis jeg er ked… men du må gerne rende rundt og sige til alle, at du har depression?

 

Efter skole skulle jeg snakke med lærerne. 

Her fortalte du min anden veninde, hvor meget du afskyede mig, og at du ikke gad med på rystesammentur, fordi jeg også vil være der, og sikkert være sammen med andre end kun dig, og det kunne du bare slet ikke overskue. Og så hadede du mig, fordi jeg kun ville være sammen med de andre, fordi jeg ikke tog med dig til koncerten, og fordi jeg sikkert heller ikke gad tage toget med dig.

 

Anden skoledag skulle vi skrive to falske udsagn og ét korrekt, som vi skulle nævne i plenum.

Det korrekte i dit var, at du rigtigt var blond. Det ene falske var, at du aldrig havde været indlagt. Tilbage til hjertebanken, svidende øjne og trang til at springe ud af vinduet fra anden sal. Jeg hørte en sige, at det rigtige i hvert fald ikke kunne være det med hospitalet, fordi du havde været indlagt mange gange.

Jeg ville bare gerne . Så sagde du så, at ”såå mange gange havde det jo heller ikke været, at du havde været indlagt, kun to eller tre gange..” og jeg havde bare lyst til at kaste op. Og så snakkede du rigtig meget om drop og ambulance og bla-bla.

 

Jeg kunne ikke klare skolen mere. Jeg hadede linjen, jeg gik på. Både på grund af lærerne, men så sandelig også på grund af dig. Så jeg fik skiftet linje, og kom laaangt væk. Alligevel blev problemerne ved med at finde mig, når det angik dig.

I lang tid havde du fortalt mig, hvor meget du hadede dig selv. At du sultede dig selv i flere dage, op til en uge af gangen, og brækkede dig med vilje, når du spiste, og dine forældre var ligeglade.

Dette fortalte du så vildt stolt om til en skolefremlæggelse på den linje, jeg ikke gik på mere.

Da lærerne spurgte ind til, om du var okay, spurgte jeg ind til det.

Du løj og sagde, at du havde lavet en fremlæggelse om anoreksi, hvor du havde brugt mig som eksempel, selvfølgelig bare ved at sige, at du havde en ven... 

Men gennem en bagvej, fandt jeg ud af, hvad din fremlæggelse virkelig havde handlet om. 

At du havde haft anoreksi. Og at det var kommet, fordi du havde været meget alene i folkeskolen, og ikke været særlig populær. At du havde været ensom, og da du var buttet, troede du, at det var derfor. Så du stoppede med at spise nogle gange, og til sidst opdagede dine forældre, du var blevet for synd. Så de snakkede med dig om det, og I tog til læger og psykologer, der fandt ud af, du havde anoreksi. Men du fortsatte med at sulte dig, så det blev til sidst så slemt, at du ikke kunne komme i skole. Efter det startede du rigtigt til psykolog, og fik det bedre, men faldt tilbage i anoreksiens kløer... 

Jeg ved ikke engang, hvor fanden jeg skal starte. Der er så mange ting galt med den her historie. Men den forklarer, hvorfor du ikke ville fortælle mig, hvad du havde fremladt om, for du vidste nok, at jeg ville call bullshit på det. Det ændrede dog ikke på, at jeg lå og græd i timevis med angstanfald, da jeg fik det at vide. For jeg vidste, du løj. Men det gjorde ingen andre. Og nu var det igen synd for dig, og din klamme, fede veninde, skulle bare holde sig langt væk, og lade være med at tro, at hun var noget værd, når du tydeligvis havde brug for hjælp og støtte. Præcis ligesom i niende.

Du har overhovedet ikke styr på dine løgne. Seriøst. 

Først var du ikke i skole, på grund af dine ribben. Så var det på grund af depression. Og nu var det på grund af anoreksi? Jamen okay. Bare du selv kan finde rundt i det.

Når du snakkede med mig om din "anoreksi", så var dine forældre totalt ligeglade, og gad aldrig hjælpe dig, og opdagede ikke, at du sultede flere dage i træk. Hvordan kan de så hjælpe dig og være bekymrede? 

Du var ikke populær, nej. Men i vores tabergruppe, var du den mest populære. Den alle, kunne lide, fordi du var sød - selv om du i virkeligheden var manipulerende. Du var aldrig alene eller ensom. Vi kom op at skændes i vennegruppen om, hvem der skulle være sammen med dig, hvornår. Du havde mig altid. Jeg var sammen med dig så meget. Du var aldrig alene. 

Derudover, så siftede din vægttabshistorie konstant. Du benægede altid, at anoreksien gjorde, at du tabte dig - men det stoppede dig selvfølgelig ikke fra at whine over, hvor slem din spiseforstyrrelse var. Men hvis jeg spurgte ind til dit vægttab, så var det enten fordi du var vegetar, eller fordi du spiste sundt og trænede. Når man så kom hjem hos dig, spottede man jo så, at hele huset var fyldt med slankebarer og -shakes, som du tit fik lov til at spise. Jeg tror også, jeg ville tabe mig nemt og hurtigt, hvis mine forældre havde forsynet mig med den slags, så jeg kunne komme ned i vægt... 

For fanden da.

 

Jeg spurgte dig så for nylig ind til din spiseforstyrrelse, og om du var kommet over den, hvor du var så sød at fortælle mig, at du aldrig havde haft en. At folk bare havde troet det, og at rygtet var kommet fra vores dansklærer. At du havde tabt dig på grund af stress (så... var det stress, vegetarkost, slanketing, sund kost og motion eller anoreksi?). 

Det her skrev du til mig, ordret engang tilbage i 2012: "Jeg har haft det dårligt siden 8 men jeg gad ikke sige det for alle er ligeglad og blinde ikke engang du vidste det, er du klar over at jeg har sultet mig selv i flere dage og cutte og slået mig selv og været 10 sek fra at tage en masse piller? Nej for jeg har jo ingen problemer 
Eg siger ikke noget fordi at du alligevel ikke vil tro mig. Og hvorfor tror du eg ikke kan fortælle hvorfor? Fordi DU alt for mange gange har sagt du ikke tror mig hvor fanden skal jeg så kunne fortælle hvordan jeg har det".

 

Du har fucking ødelagt mit liv. 

Fatter du det? 

Christ.

Mine forældre så gennem dine løgne fra start af. Allerede fra barnsben var du manipulerende og elskede at skyde skylden over på alle andre end dig selv, og få dig selv til at fremstå som offeret. Og jeg så det aldrig. Aldrig nogensinde. 

Det gør jeg heldigvis nu. 

 

Ingen passede på mig. 

Jeg passede ikke på mig, du passede ikke på mig, min familie passede ikke på mig... lærerne var ligeglade, fordi det var kun dig, de kunne fokusere på, og jeg var bare en wannabe. 

Ingen så, hvordan jeg sprang morgenmad og frokost over. Ingen så, hvor tit jeg brækkede mig i skolen, fordi min krop blev nedbrudt. Ingen så, jeg var så svimmel og udmattet, at jeg faldt i søvn overalt. Jeg var så ukoncentreret. Jeg kan slet ikke huske folkeskolens timer, fordi jeg sov gennem dem alle. Jeg faldt i søvn på mit arbejde, mange gange, fordi jeg var så ødelagt. 

 

Jeg fatter ikke, jeg lod dig trække mig rundt i manegen. 

Du har fået mig til at føle mig så værdiløs. 

Som om jeg aldrig nogensinde ville være god nok. 

Som om jeg var den grimmeste, tykkeste, klammeste, dummeste. 

At ingen gad være sammen med mig, når de kunne få noget så perfekt som dig. 

Du ødelagde mit liv. 

Du ødelagde mit selvværd.

Du ødelagde min psyke. 

Du plantede vrangforestillinger i mit hoved, og udsatte mig for så meget emotionel tortur, at jeg ikke engang kan tænke på det, uden at få en knude i maven. 

 

Og jeg plejede at misunde dig. 

Jeg ville gøre alt for at være dig.

Du var så perfekt.

Du havde det hele. 

 

Nu kan jeg se, du ikke har noget.

Jeg misunder dig ikke mere.

Slet ikke. 

Faktisk har jeg bare ondt af dig. 

Og nu håber jeg virkelig, at du får den hjælp, du har brug for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...