Til dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2018
  • Opdateret: 20 jan. 2018
  • Status: Færdig
Deltager i Valentin konkurrencen i mulighed nr. 1 - Skriv om at komme videre.

1Likes
2Kommentarer
144Visninger

1. Til dig

Det var et stik i hjertet, hvor hurtigt vi faktisk faldt fra hinanden. Men det værste var den knytnæve, som du gav mig lige i ansigtet, da jeg så, at jeg allerede var erstattet. Det værste er, at jeg ved, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for dig. Men jeg var stadigvæk ikke god nok for dig. Det, jeg gjorde for dig, var ikke godt nok. Det gør stadig ondt, når jeg ser dig med din nye kæreste. Hende, som du altid sagde til mig, ikke var nogen, som jeg skulle bekymre mig om. Hun var vel bare lige, hvad du ville have, selvom du gentagne gange sagde, at jeg var alt for dig. Hvis jeg var alt for dig, så var du ikke gået. Jeg bekymrer mig stadig om dig. Og jeg hader det. Jeg vil bare glemme dig lige så let, som du glemte mig. Men det er åbenbart ikke muligt for mig. Jeg var bare et nyt kapitel i dit liv, men for mig var du hele bogen. Nu hvor jeg ser tilbage, så kan jeg godt se, at jeg måske havde nogle anelser. Jeg tror, at en del af mig vidste, at det ville ske. Men jeg troede ikke på det. Jeg troede på det, når du sagde, at du elskede mig. At jeg var alt for dig. At du kom sent hjem på grund af overarbejde. Overarbejde hvor du hjalp servitricen med at gøre bordet rent. Når I altså var færdige med at gøre det beskidt. Men det var vel bare en fejltagelse fra min side af. Jeg troede, at du bekymrede dig lige så meget for mig, som jeg bekymrede mig for dig. Men jeg kan godt se nu, at det var en fejl. Jeg er ked af, at jeg tog fejl. Jeg sagde til dig, da vi blev kærester, at jeg var bange for, at du på et tidspunkt ville se mig på samme måde, som jeg ser mig selv på. Du sagde, at det ville aldrig ske. Det var hårdt nok, at du skred fra mig. Men at du også lige skulle kommenterer på, at jeg var begyndt at opføre mig på den måde, som jeg ser mig selv på. Det var ikke okay. Du havde allerede knust mit hjerte. Du havde ikke behøvet at knuse resten af mig. Jeg elskede dig så meget. Jeg elsker dig stadig. Jeg kan ikke komme videre. Jeg elsker for hårdt og forventer åbenbart for meget. Det var i hvert fald det, du sagde til mig, inden du smækkede døren efter dig. Jeg forventede sådanset bare, at du fortalte sandheden, når du sagde, at du elskede mig. Og at der virkelig var så meget overarbejde. Jeg stolede på, og forventede, at jeg var den eneste pige, som du var sammen med, men ja… Jeg forventer for meget. Jeg tror ikke længere på kærlighed. Elskede du mig overhovedet? Hvis nej, hvorfor spurgte du mig så, om vi skulle være kærester? Hvad fik dig til at gøre det? Du var tro mod mig i en uge, også var der en masse andre piger. Hvorfor skulle du såre mig på den måde? Du vidste, at jeg elsker filmaftner, så når jeg var sur på dig, fordi du havde haft virkelig meget overarbejde, så lavede du en filmaften, hvor jeg kunne vælge film og slik. Når jeg lå der og puttede op af dig, mens menneskeheden og orkere kæmpede mod hinanden i filmen, så var jeg lykkelig. Jeg elskede dig så meget. Jeg var så forblændet, at jeg slet ikke så alle dine fejl. Nu kan jeg pege dine fejl ud, men jeg ser lige så meget alle de gange, hvor jeg selv skulle have sagt noget. Du er grunden til, at jeg ikke længere tror på kærlighed. I løbet af det halve år, hvor vi på facebook stod som kærester, så fortalte du mig virkelig mange løgne. Dit overarbejde var en dum løgn, som jeg ikke tænkte nærmere over. Men den bedste løgn, som du fortalte mig gang på gang, var, at du elskede mig. Når jeg lukker øjnene, så kan jeg stadig mærke dine arme rundt mig, mens du kysser mig på panden og hvisker i mit øre, at du elsker mig. Det var min favorit løgn. Og det er en løgn, som jeg gerne vil høre igen. Bare en gang til. Måske kan jeg se på dig, at du lyver, også kan jeg gennemgå alle de gange, hvor du har sagt det til mig, og se, om jeg kan opdage, hvornår du stoppede med at elske mig. Hvis du da overhovedet elskede mig fra starten af. Jeg ville ønske, at du aldrig havde spurgt, om vi skulle være kærester. Jeg ville ønske, at du havde fortalt mig, at du ville knuse mit hjerte. Bare så jeg vidste det. Jeg var stadig gået igennem alt det med dig, men så vidste jeg da i det mindste, at det ville få en ende. I stedet begyndte jeg at kigge på en lejlighed til os. Så ramt var jeg. Så uskyldig var jeg. Jeg så ingen af dine løgne, og jeg så slet ikke din afsked komme. Jeg var så blind af kærligheden. Jeg prøver virkelig at glemme dig. Men jo mere jeg prøver, jo mere tænker jeg på dig. Det var ikke meningen, at det skulle gøre så ondt på mig. Jeg troede ikke, at jeg kunne blive så ked af det. Jeg var blevet slået op med før, men det havde aldrig været på den måde. De andre havde trods alt ikke løjet alle de gange, hvor de sagt, at de elskede mig. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne tro på, at vi havde en rigtig kærlighed, men at vi bare fandt sammen på et forkert tidspunkt. Men jeg er ikke engang sikker på, at du nogensinde elskede mig. Var jeg bare en leg for dig? Var det bare et væddemål med en af dine utallige venner? Var det hele bare for sjov? Jeg har så mange spørgsmål, som jeg ønsker at stille dig. Men jeg kan ikke. Jeg ville sikkert bare ende med at blive endnu mere knust. Og jeg ville jo heller ikke vide, om du ville lyve igen. Selvfølgelig ville du lyve. Men hvordan skal jeg så finde ud af sandheden? Jeg ville ønske, at jeg havde styrken til at ignorere dig. Ligesom du ignorerer mig. Jeg sagde hej til dig en uge efter bruddet. Oppe i supermarkedet, hvor vi altid handlede. Jeg indrømmer, at jeg kun handlede der, fordi jeg håbede at støde ind i dig. Men jeg havde ikke regnet med, at du havde hånden på en anden piges røv og lod hende vælge sit ynglings slik, ligesom du gjorde for mig hver fredag. Jeg havde ikke regnet med, at jeg allerede var skiftet ud. Men jeg sagde hej alligevel. Og jeg var glad for at se dig. Jeg hader at indrømme det, men jeg var faktisk virkelig glad for at se dig. Men du kiggede ikke engang på mig. Jeg var ikke engang et blik værdig. Du mødte mig, da jeg ikke havde helt styr på mig selv. Men du efterlod mig med endnu mindre styr på mig selv. Hvorfor skulle du ødelægge mig på den måde? Hvorfor var det så vigtigt for dig at ødelægge mig fuldstændig? Du er kommet videre, så hvorfor kan jeg ikke? Jeg var i det supermarked mange gange efter bruddet, men jeg så dig kun den ene gang. Du er sikkert begyndt at handle et andet sted. Det er jeg ikke. Jeg prøvede at handle i Fakta, som ligger en kilometer tættere på end Super-Brugsen, hvor vi handlede, men det var ikke det samme. Jeg kunne ikke finde nogle som helst ting. Jeg kendte Fakta før, men du hadede Fakta, så jeg gik længere for at gøre dig glad. Jeg går stadig længere. Og jeg ved ikke hvorfor. Min veninde bliver ved med at sige, at du knuste mig, så du kan ikke fikse mig, men jeg er mere end villig til at give det et forsøg. Jeg kan umuligt blive mere ødelagt af at prøve igen. Du er den eneste, som jeg har lyst til at være sammen med. Bare det at tale med dig. Grine med dig. Være sammen med dig. Det ændrede hele mit humør. Jeg vil gerne prøve det en gang til. Bare en enkel gang til for at være sammen med dig ligesom før. Før jeg fandt ud af alle dine løgne. Du var en fremmed. Jeg kendte dig ikke, da jeg så dig til den fest. Men så snakkede du med mig. Og vi sås til flere fester, indtil du inviterede mig i biffen. Du gik fra at være en fremmed til en, som jeg ikke kunne stoppe med at tænke på. Det var ikke meningen, at jeg skulle elske dig. Jeg prøvede ikke at elske dig. Det skete bare. Jeg havde ingen indflydelse på det. Men jeg kan udpege øjeblikket, hvor det gik op for mig. Vi sad på køleren af din bil på en lille høj og kiggede på en skyfri himmel. Stjernerne var fremme, og der var fuldmåne. Du udpegede stjernebilleder. Jeg kunne ikke helt følge med, men så kiggede jeg ned på dig. Dit hår var faldet delvist ud af hestehalen. Du havde et blik i ansigtet, som om du virkelig elskede den himmel. Det var et blik, som jeg gerne ville have, at du kiggede på mig med. Du så så fortryllet ud. Jeg ville gerne kunne gøre det for dig. Du kiggede mig i øjnene. Og i et øjeblik. Bare et øjeblik. Så havde du det samme blik, som du kiggede på himlen med. Så blinkede du, og det var væk. Men jeg var solgt. Det helt store problem med kærlighed, det er, at jeg kan elske hvem, jeg vil. Men det kan du også. Jeg var vel bare for naiv. Jeg troede, at du var min. Men du var også servitricens og hende, som jeg ikke skulle bekymre mig om. Gad vide, hvor mange andre der var? Gik du overhovedet i bad i mellem? Eller kom du direkte fra dit ”overarbejde” og rørte ved mig? Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har skrubbet min hud. En af gangene fik jeg det så dårligt, at jeg skrubbede huden af. Har du rørt ved hende og bagefter rørt ved mig? Hvordan kunne jeg ikke se det? Hvordan kunne jeg ikke opfatte det? Hvordan kunne jeg være så forblændet af sådan en idiot? Jeg vil aldrig glemme det øjeblik, hvor det gik op for mig, at jeg elskede dig. Men jeg vil heller aldrig glemme det øjeblik, hvor du forlod mig. Vi gik fra at snakke sammen hver dag indtil kl 2 om natten, til 2 timer om dagen, til 2 minutter om dagen, lige inden du gik omkuld efter dit hårde ”overarbejde”, til 2 dage siden, til aldrig. Hvordan gik du fra at være en fremmed til at være den bedste person, som jeg nogensinde har mødt, til at være ham, som jeg så gerne vil se igen og alligevel aldrig har lyst til at se igen? Hvordan kan det være, at jeg stadig vil have dig her? Hvis jeg nogensinde finder en magisk lampe og gnider på den og får et ønske. Så vil det være, at du var her sammen med mig. Det vil altid være det ønske. Altid. Jeg elskede dig, da du var værst. Og jeg elsker dig stadig. Så meget. Mine veninder gider ikke være sammen med mig mere. De siger, at jeg skal komme over dig. Men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmål. Hvor gik det galt? Var det mig, som gjorde noget galt? Var jeg ikke god nok? Var jeg ikke den rigtige? Jeg ved, at du var den rigtige for mig. Hvordan kommer folk sig over kærestesorger? Jeg har haft en kæreste før dig, men der var det intet problem. Men med dig… Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Da jeg så dig i Super-Brugsen, så hoppede min mave op til min hals og mit hjerte ned til min tarm. Du vender op og ned på mig. Men jeg går ud fra, at det ikke sker, når du kigger på mig. Jeg prøver at forstå dig. Men jo mere jeg prøver, jo mindre forstår jeg mig selv. Jeg kan slet ikke huske, hvordan mit liv var før dig. Jeg kan se billeder, hvor jeg ser glad ud, men jeg kommer altid til at tænke på, hvad vi lavede sammen, da jeg havde det tøj på, som jeg har på, på billedet. Jeg prøver virkelig at glemme dig, men jeg venter også på, at du kommer tilbage til mig. Og det ved jeg inderst inde godt, at du ikke gør. Men jeg ved, at hvis du gjorde, så ville jeg have svært ved at sige nej. Nej. Jeg ville slet ikke kunne sige nej. Jeg ville kun kunne sige ja. Og jeg ville hade mig selv. Men jeg ville elske tiden med dig. Lige så meget som jeg elsker dig. Mine veninder siger, at du var en lille sten på vejen, som jeg snublede over. Men jeg tror ikke på, at jeg snublede. Jeg er hundred procent sikker på, at jeg faldt. Faldt med et ordentlig brag med ansigtet direkte ned i asfalten. Første gang jeg så dig til den fest, stirrede du på mig. Jeg kendte det blik, som du sendte mig, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Det fandt jeg ud af den nat under stjernerne på køleren af din bil. Du stirrede på mig, som om jeg var et maleri, du ikke ville ødelægge. Så hvorfor ødelagde du mig? Man går på museer for at se kunstværkerne. Man smadrer dem ikke. Så hvorfor skulle du ødelægge mig? Hvorfor mig? Der er så mange ting, som jeg ikke forstår. Det værste er ikke, at jeg ikke kan glemme dig. Det værste er, at jeg er bange for en fremtid uden dig. Jeg har altid set dig i min fremtid. Det var dig, som skulle stå ved siden af mig ved alteret. Det var dig, som skulle holde mig i hånden, når jeg skulle presse vores første barn ud. Og vores andet. Og det tredje. Det var dig, som skulle gå med til mine forældres begravelser. Du skulle stå ved min begravelse. Jeg skulle dø før dig, fordi jeg kan ikke forestille mig en hverdag, hvor du ikke er der. Men alt det nåede jo slet ikke at ske. Du gik inden. Du gik, og virkeligheden slog mig hårdt i maven. Hvorfor forsvinder følelserne ikke, når personen gør det? Min mor sagde altid til mig, at hvis det gjorde mig glad, så skulle jeg gøre det. Du gjorde mig glad. Du gør mig stadig glad. Hver eneste gang jeg tænker tilbage på vores forhold, så kan jeg mærke den glæde, som jeg følte. Hvorfor skulle du ødelægge min glæde? Julie sagde, at jeg sagtens kan savne noget, men uden at ville have det tilbage. Jeg tror ikke, at hun forstår, hvordan jeg har det. Jeg savner dig helt sindssygt. Men jeg vil også have dig tilbage. Jeg vil gerne opleve det hele en gang til. Vores første kys. Første gang vi havde sex. Første gang vi så en gyserfilm sammen. Jeg vil så gerne opleve det hele. Bare en gang til. Mine minder er ved at blive tågede. Jeg kan snart ikke huske det hele mere. Og jeg hader det. For mig så er mit hjerte et organ. Men for dig så var mit hjerte en legeplads. En legeplads, som du ødelagde. Som du brændte ned. Den dag, jeg så dig i Super-Brugsen med hende den nye. Der blev jeg også sur. Du hører til hos mig. Ikke hos nogle andre. Det er kun mig. Men det var jo aldrig bare mig. Der var altid en anden også. Jeg troede, at du var min ridder i rustning. Men du viste dig at være et røvhul i alufolie. Du er ikke længere min kæreste, men du vil altid være min.  Jeg burde have vist bedre. Men selv med det, som jeg ved nu, så havde jeg gået igennem det alligevel. Den tid, vi havde sammen, hvor vi virkelig bare var os. Det var den bedste tid i hele mit liv. Jeg vil så gerne have den tilbage, men jeg misfortolkede dine signaler. Jeg troede, at vores grin, vores lange aftner og søde tekster betød, at du bekymrede dig. Men det fandt jeg jo ud af ikke var sandt. Jeg kan tydeligt mærke, at det har ændret mig. Du er stadig den første, som jeg tænker på, når jeg står op. Og du er stadig den sidste, som jeg tænker på, inden jeg går i seng. Og du er i alle tankerne derimellem. Lige efter du var gået fra mig, rullede jeg altid rundt i sengen og forventede at ramle ind i dig på et tidspunkt, hvor du så ville ligge armen om mig, ligesom du altid gjorde. Men der var ikke nogle til at stoppe mig, da jeg nåede kanten af sengen. Der var kun det hårde, kolde gulv, som efterhånden slog virkeligheden ind i min hjerne. Det var ikke et valg for mig at elske dig. Det var en nødvendighed. En nødvendighed, som jeg fik i mit liv, men som du tog fra mig. At elske dig var ligesom at skulle spise. Jeg blev nødt til det. Men nu må jeg ikke længere elske dig. Det kan min krop ikke finde ud af. Jeg har prøvet alt for at komme af med dig. Der er ikke noget, som har virket. Så har jeg prøvet at føle det samme, som jeg gjorde, når jeg var sammen med dig. Jeg har røget. Jeg har drukket. Jeg har kørt 200 kilometer på motorvejen. Men der var intet. Intet, som fik mit hjerte til at føle det samme, som det gjorde, når jeg var sammen med dig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Nu ved jeg det slet ikke. Når jeg er alene, hvilket er det meste af tiden, tænker jeg altid på dig. Tænker på nogensinde på mig? Jeg følte, at vi var et perfekt match. Måske var det derfor, at vi brændte ud? Servitricen var en af de ”pæne piger”. En af de piger, som bare vidste, hvordan man snakkede med drenge, og hvordan man lagde en perfekt make up. Jeg var ikke en af de piger. Og det vidste du godt. Du vidste, at jeg ikke elskede mig selv. Men åh gud, hvor jeg elskede dig. Hvor jeg elsker dig. Jeg tror ikke, at du forstod, hvor bange jeg i virkeligheden var for at miste dig. Du var hele mit liv. Du var den eneste, som jeg ville have i mit liv. Desværre følte du ikke det samme for mig. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg godt kunne bruge resten af mit liv med dig. Men det blev kun til et halvt år. Men det var et godt halvt år, indtil du gik ud af døren. Vi har haft så mange fantastiske stunder sammen. Betød de slet ikke noget for dig? Var det kun mig, som smilede og grinede? Jeg kan huske, at du også smilede og grinede. Jeg elskede, når jeg fik dig til at grine. Men var det bare for synets skyld? Var jeg slet ikke sjov at være sammen med? Var jeg bare til pynt? Hvorfor blev vi overhovedet kærester, når du hellere ville have alle de andre? Hvis jeg havde en blomst for hver gang, du har fået mig til at grine eller smile, så ville jeg have en have at gå i for evigt. Det var vel bare dumt af mig at tro, at jeg var den eneste, som satte blomster i din have. Hvor fandt du alle de andre? Servitricen på kontoret var en ting. Men hvad med de andre? Hvor mange var du sammen med? Jeg ved faktisk slet ikke vide det. Tænkte du overhovedet nogensinde på mig? Tænkte du aldrig bare et øjeblik på mig, inden du stak din tunge ind i de andre pigers munde? Var jeg slet ikke i dine tanker? Hvis jeg havde fået en mønt for hver gang, jeg har tænkt på dig, så ville jeg kun have en mønt. Fordi jeg har aldrig stoppet med at tænke på dig. Inden vi blev kærester, så spurgte du mig, om jeg var bange for at blive forelsket. Jeg løj og svarede nej. Det, som jeg i virkeligheden var bange for, det var, at være den eneste, som blev forelsket. Det var dengang, hvor vi stadig var lidt fremmede for hinanden. Men jeg spurgte dig aldrig, om du var bange for at blive forelsket? Var du det? Var du bange for at blive forelsket i en pige som mig? Nu er vi tilbage, hvor vi startede at være. Vi er fremmede for hinanden. Du er ikke længere den person, som jeg husker. Det får jeg at vide af de andre piger, når de har mødt dig i byen. De siger, at du er over alle pigerne. Men det var du jo også dengang, vi var sammen. Men du har ikke længere det samme glimt i øjet. Det glimt, som jeg elskede at stirre mig blind på. Det har du ikke længere. Hvorfor det ved jeg ikke, men jeg vil virkelig gerne vide det. Er det fordi, at du måske bare en lille smule fortryder de ting, som du gjorde imod mig? Jeg er ikke bare kød og knogler. Jeg er et menneske med følelser. Men det glemte du vist på vejen. Eller også glemte du, at du var et menneske med følelser, som kunne blive forelsket i en af de andre piger. Jeg elsker dig stadig. Men jeg elsker den ikke dig, som du udviklede dig til at være. Nej, det er den dig, som jeg husker fra de første måneder. Den dig, som jeg forelskede mig i. Det er den dig, som jeg stadig elsker. Jeg savner den dig, som ikke længere eksisterer. Det var hårdt at se dig holde om hende pigen i Super-Brugsen, men det var endnu mere hårdt at se dig gå ned ad gaden med en anden pige, mens du grinede og smilede ligesom du gjorde, da du var sammen med mig. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sank helt ned i min mave, og mine øjne begyndte at svie. Men jeg blev nødt til at blive siddende og bare lade som om, at jeg var ligeglad. Men det er jeg ikke. Jeg kommer aldrig til at være ligeglad med dig. Sandheden er, at jeg savner dig hele tiden. Hvert sekund. Hvert minut. Hver time. Hver dag. Du er altid i mine tanker. Jeg savner den følelse af tryghed, som jeg havde sammen med dig. Jeg kunne fortælle dig alt. Hvor meget fortalte du videre til de andre piger? Til dine venner? Er nogle af mine hemmeligheder overhovedet hemmeligheder mere? I børnehaveklassen fik man altid at vide, at når drengene var onde imod én, så betød det, at de kunne lide én. Op i min bare røv. De var ikke en skid interesseret i én. De voksne ville bare ikke gøre os kede af det. Men jeg er ret sikker på, at det er derfor, at vi piger altid forelsker os i de forkerte fyre. De fyre, som vi inderst inde godt ved ikke er de rigtige. De er jo ikke søde mod os, og det betyder, at de kan lide én. Du fik mig til at smile så nemt. Men du kunne også gøre mig ked af det så nemt. At savne dig og ikke kunne være sammen med dig. Det er ved at gøre mig skør. Jeg savner den opmærksomhed, som jeg fik fra dig. Den kærlighed, som jeg følte, at vi havde. Jeg har tit siddet og læst vores beskeder igennem. De får mig stadig til at smile. Når jeg var sammen med dig, så føltes alt andet ligegyldigt. Så længe du var sammen med mig, så føltes det hele så rigtigt. Lige indtil jeg fandt ud af alle de ting, som du havde gjort imens. Det værste er, at jeg stadig bekymrer mig. Jeg bekymrer mig om, hvad jeg gjorde galt, siden du gjorde alt det. Hvad jeg gjorde galt. Jeg ved godt, at jeg ikke gjorde noget galt. Det var alt sammen din skyld. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg nu ikke havde spurgt så meget ind til det overarbejde, så kunne vi måske stadig være sammen? Men det er nok bare mig. Du har altid været i mine tanker. Lige siden jeg mødte dig første gang og helt frem til nu. Du er der altid. Jeg kan stadig se for mig, at du sidder i sofaen med fødderne oppe på bordet, som jeg hadede, at du gjorde, mens du sad med en øl i hånden. Jeg kan huske første gang, du slog mig. Når jeg koncentrerer mig, så kan jeg næsten se blodpletten på gulvet, som jeg selv tørrede op bagefter. Du stikkede til mig og slog mig, og alligevel reagerede du altid, som om det var dig, det hele gik ud over. Det var dig, som var den sårede, og ikke mig, som stod med blod ned ad ansigtet. Vores kærlighed var en krig, og lige meget hvor meget jeg kæmpede, så har jeg måtte indse, at jeg ikke er nogen soldat. Jeg kan stadig huske vores første kys… og det sidste… Du var alt i mit liv. Du er stadig alt i mit liv. Jeg vil kun have dig. Og jeg vil kun have os. Men det er slut nu. Jeg vil ikke sidde og vente på, at du kommer tilbage. For du kommer aldrig tilbage. Og hvis du gør, så burde jeg ikke sige ja til dig. Selvom jeg ved, at jeg aldrig kommer til at sige nej. Så du skal venligst holde dig væk, så du ikke ødelægger mig mere end du allerede har. Mine veninder siger, at man er ovre en fyr, når man ikke længere taler om fyren, mens man er fuld. Men jeg ved, at jeg først er hundrede procent ovre dig, når jeg ikke længere skriver om dig. Og det er det, som jeg vil starte med fra i dag. Jeg vil leve mit liv igen. Jeg vil have et liv. Jeg vil ikke sidde og glo på hoveddøren og vente på, at den åbner sig, og du kommer ind igennem døren ligesom du plejede at gøre. Du er her ikke længere, så hvorfor skal jeg blive siddende i dette hul? Hvor dårligt vores forhold end var, så lærte jeg noget om mig selv. Jeg kunne gå igennem noget som det og stadig overleve. Men nu vil jeg ikke bare overleve. Jeg vil leve. Så Sebastian. Farvel. Jeg vil aldrig glemme dig, men jeg vil ikke længere tænke på dig hele døgnet rundt. Hele vores forhold startede med nogle partikler af frygt. Så kom der nogle molekyler af håb. Og til sidst kom atomer af kærlighed. De atomer fløj ud over alting, da du smækkede døren efter dig for sidste gang. Nu vil jeg prøve at samle dem igen. Jeg vil have mit liv igen. Så Sebastian, det her er mine sidste ord til dig. Farvel. Jeg håber, at jeg aldrig ser dig igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...