Mind Wardering

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2018
  • Opdateret: 9 sep. 2018
  • Status: Igang
Mind Wandering er en samling af korte fortællinger, inspireret af Black Mirror episode serie opdeling. Det er kort sagt en masse mindre historier som ingen forbindelse har udover de er af samme forfatter (mig) Det er en lille vandring i min fantasy. Det vil være en lille info omkring hver eneste historie før start.

0Likes
0Kommentarer
200Visninger
AA

2. ESCAPED

 

Jeg havde sagt det en million gange til min mor. Jeg syntes det var latterligt, hvorfor vi ikke bare kunne benytte os af en sæddoner, eller bare vente. Jeg var jo trods alt kun 28. Men hun kom altid med de samme begrundelser. En sæddoner var umoralsk, men en ‘Wonderboy’, der bogstavelig talt blev betalt for at bolle mig tyk, med garanti for det perfekte barn, var ikke. Og hun kunne jo ikke vente for evigt, for selvom jeg kun var 28, så havde jeg aldrig haft en kæreste. Muligheden havde tilbudt sig mange gange, men skal sandhedens siges så er jeg lesbisk. Hvilket er forbudt i disse tider. Igen med det umoralske. Hun ved det bare ikke. Og her er vi så. Foran døren ind til min Wonderboy parring.

“Hvornår end du er klar frøken Sparrow,”  Sagde den kvindelige administrator, der havde ført os hen til døren. “Og tag endelig din tid, han er ikke timelønnet.” Hun smilede en gang og forlod min mor og jeg. Min mor tog en dyb indånding før hun omhyggeligt sagde:

“Jeg ved du ikke bryder dig om ideen, men nu er vi her, så giv det i det mindste et forsøg. For min skyld.” Ja, jeg gør det jo ligesom ikke for andre end din skyld.

“Det skal jeg nok,  Svarede jeg, og skubbede min lyst til at flippe ud væk.  Min mor smilede med et tålmodig smil, og gav min hånd et klem. “Nyd det.”  Ej, det sagde hun bare ikke lige! Selvfølgelig gjorde hun det… Okay, ryst det af dig.  Jeg tog en dyb indånding, før jeg åbnede døren.

Indenfor lignede det noget fra et cheesy bryllupssuite. Rødt gulvtæppe, en stor dobbeltseng med tonsvis af puder men alverdens pynt på dem. En lysekrone, marmor loft, og et lille spisested uden i siden af lokalet, hvor min Wonderboy sad. En ung veltrænede blond gut. Min allerførste tanke var at han ikke var rødhåret. Det bliver min mor ikke tilfreds med. Jeg ved nemlig det er meget vigtigt at det rødhåret gen fortsætter, da hun og jeg er nogle af de få rødhåret der er tilbage.  Han rejste sig med et smil og gik hen for at give mig hånden, men da jeg tog i mod, vendte han min hånd og gav det et kærlig kys. Jeg prøvede at fniste som jeg havde set i de romantiske film, men det kom mere ud som en akavede latter.

“Mit navn er George.”  Oh, jeg hader navnet George.

“Jeg hedder Alicha.”

“Sikke et smukt navn.” Komplimenteret ham mig. Sikkert noget han sagde til alle piger.

“Mange tak, jeg fik det i fødselsdagsgave.”  Han grinede af min latterlige joke. Hans falske latter var meget bedre end min.  Han har nok også haft tid mere til at øve sig. “Kunne du tænke dig noget at spise?,” spurgte han og fremvise bordet som var dækket op med vin og små sandwiches, samt kager.  

Vi satte os hen og spiste og drak lidt.  Han fik foretaget nærmest et helt interview med mig. Hvor du fra, hvad laver du til daglig, hvad er din yndlings- farve, dyr og land, og så videre og så videre. Alt sammen informationer, der var totalt irrelevante for ham. Hans job var at gøre mig gravid. Ikke mere, ikke mindre.

Efter hans endeløse plaprende rejse hans sig op og gik hen trykket på en underlig device der svaret tilbage med et bip, derefter begyndte at spille det mest sukkersøde romantiske pis jeg længe havde hørt. Han strakte hans hånd inviterene hen til mig. Åh nej, han ville danse.

Jeg fremtvang atter et falsk smil og tog, så elegant jeg engang kunne, imod hans hånd. Han placere hans hænder om mit liv og trak mig helt tæt op til ham. Jeg tog akavede mine arme omkring hans nakke. Jeg prøvede at overbevise mig selv om det ikke var så slemt, mens vi  svingede lidt frem og tilbage.

Jeg fik øjenkontakt med ham som vi danset. Jeg forstod godt hvorfor han var en Wonderboy.  Glitrende blå øjne, glat nybarberet hud og hår der bare sad perfekt. Han var i virkeligheden fejlfri, som de også havde lovet.  Men for mig var det bare mere provokerende end tiltrækkende. Min studering af ham var åbenbart blevet anset som en invitation til et kys. Og jeg lå det ske, mens alt indeni mig raste af afsky.   Han formået på en uforklarlig måde at skubbe mig hen til sengen og ned i den. Men da han skulle til at kravlede ovenpå mig, slog det klik. Jeg skubbet ham med det samme væk og fog op. Han løftede hans hænder i luften, undskyldende.

“Okay, det var for hurtigt, det må du undskylde.”  Han satte sig på sengekanten og klappet på den ved siden af ham, som en invitation. “Hvad med vi bare sidder lidt og tager det lige så langsomt?” Jeg tog en dyb indånding og satte mig ned  ved siden af ham igen. Husk på det er for din mors skyld, og det er bare denne ene gang. Det kan du godt lige klare. Han lagde hans ene hånd på mit ben. Jeg stirret irriteret på den. Var det virkelig hans definition af lige så langsomt?  

“Vi skal nok igennem det her flere gange, så vi bliver nød’ til at få det til at fungere.  Vent hvad!? Det mener han seriøst bare ikke. Det magter jeg simpelthen ikke! Jeg skubbede aggressivt hans hånd væk fra mit skød, og rejste mig fra ham igen. “Ej, helt ærlig Elena, du bliver nød’ til at give mig en chance.” Skød han fornærmet ud. Han var tydeligvis ikke vant til afslag.

“Alicha.” Rettet jeg ham.

“Der må da være et eller andet du godt kan li’. Hvad som helst, jeg har ingen grænser.” Han rakte ud efter mig igen, men jeg undvig. Jeg ville ikke nogensinde røres af den mand igen, eller af nogle mænd overhoved! Jeg havde nået mit kogepunkt. “Hvis det er mig der er problemet, så er der andre Wonderboys. “ Ja, det var jo det jeg vidste. Der var ingen vej udenom. Min mor ville aldrig acceptere ikke at få et barnebarn, og verden ville aldrig acceptere mig som homoseksuel.  De ville kaste mig rundt som en badebold fra den ene sindssygeanstalt til den anden i håb om at jeg på magisk vis ville kunne komme til at elske pik. Det var ingen andre vej…

“Hvorfor er der ingen der fatter det!? Jeg vil ikke have dig, din krop eller din fandens køn! Så er det sagt! Jeg er lesbisk.”

“Det er ikke noget problem. Det kan jeg sagtens arbejde med det.” Jeg skreg i vrede og trampede over på den anden side af sengen. Jeg kastede alle puderne og dynen af den, som jeg fortsatte.

“Ja, for dig er det jo hele bare arbejde!” Det boblede or kogende indeni mig.

“Tænk ikke på det på den måde,”  Sagde han meget undvigende. Jeg rev sengelinned af sengen og rullet det sammen til et reb. Jeg smed den ene ende op over lysekronen. Der gik det op for ham  hvad det var jeg havde gang i. Han gik i det samme i panik og prøvede at tage fat i mig.

“Wow Elena, rolig nu. Vi finder en løsning!”  Jeg bed ham i armen og vrisset af ham. Jeg bandt enderne sammen til en løkke. Jeg stillet mig op på sengen.

“Alicha, jeg hedder fucking Alicha! Jeg har fået fucking nok af det her. Hverken du, min mor eller resten af verden skal bestemme over mig. Ikke længer. Fra nu af er det mig der bestemmer!” Jeg tog lykken om min hals. “Fra nu af, er jeg er fri!”  Jeg tog hoppet...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...