Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
487Visninger
AA

1. Prolog

Sidste gang jeg så Thomas var for fire år og tre måneder siden. Hans ansigt var formørket af indestængt vrede, med træk der stod som mejslet i sten og øjne der synes at se indad snarere end på mig. Da jeg vendte mig om og gik, med min kuffert rullende bag mig og regnen der hang tungt i håret, følte jeg ikke så meget som et stik af skyld.

Det gjorde jeg stadig ikke, men i dag kunne det godt gøre ondt bagerst i brystet når jeg tænkte på min brors ansigt den aften.

Hans åndedræt malede vinden hvid som den sne der lå fredfyldt omkring os.

Denimskjorten løftede sig under hans åndedræt. De knyttede hænder var lyserøde af kulde. Desperationen lyste ud af hver en fiber i kroppen på ham, og den tiltog i takt med at det gik for ham, at han ikke kunne stoppe mig. Lyden af kufferten imod fliserne var det eneste der brød vinternattens stilhed.

Jeg ville gerne have vendt mig om, men jeg kunne ikke få mig selv til det, så i stedet blev jeg bare ved med at gå. Lod følelsen af december-kulden, der fyldte min brystkasse og gjorde mit åndedræt anstrengt, overtage. Den bredte sig langsomt fra mine lunger til resten af kroppen og da jeg gik ind af lufthavnens tunge døre, var der ikke andet end kulde tilbage.

 

Det tog ham lang tid at tilgive mig for at rejse. Vi havde ikke ytret et ord til hindanden i næsten fire år. Da han endelig ringede til mig, på en doven søndag der ikke var blevet brugt på andet end at se What Not To Wear på TLC tog det mig et øjeblik at komme til mig selv. Stemmen i telefonen var rusten og næsten ukendelig.

 “Hvordan er Australien?”

Havde han spurgt, som om jeg havde været to uger på charterferie. Vi snakkede kort om vejret, og så fortalte han at han havde mødt en, og at de skulle giftes. Jeg kunne mærke åndedrættet sætte sig fast i halsen. Realiteten skulle lige ramme mig, inden jeg fik taget en indånding og ønsket ham tillykke.

 “Jeg vil gerne have at du skal møde hende inden brylluppet” mumlede han stille med sin bryske stemme. Tonen i hans stemme fandt ellers hengemte minder frem. Minder som jeg ikke havde tænkt på længe. Jeg knugede telefonen en smule hårdere ved tanken om hvordan vi havde leget ulve ude i baghaven. Hvordan vi havde bidt hindanden gule og blå og påført hinanden ikke så få lange røde rifter overalt på vores tynde kroppe. Hvordan den selvsamme bryske stemme, selvom den havde være en del lysere dengang, sejrsrigt havde råbt, at jeg skulle overgive mig hvis ikke jeg ville have jord i munden, og hvordan den havde lovet mig en ordentlig røvfuld hvis jeg drak mig fuld til Mikkel Hagners fest, syv år efter.

 “Ja selvfølelig”

 “Hvad med om du kommer… hjem”

Det sidste ord måtte smage syntetisk i hans mund for vi vidste begge at Danmark ikke var mit hjem længere, men ikke desto mindre gjorde det at han sagde det, at jeg følte mig mere velkommen.

Hvad med om du kommer hjem.

En brændende følelse af hjemve, som jeg ikke havde følt så længe jeg kunne huske, væltede ind over mig og jeg kunne mærke, at jeg vaklede. Jeg tænkte på mor og linjerne som tabet af vores lillebror Jonas, havde tegnet i hendes ansigt. På far, hvis blik aldrig havde rummet andet end kølig distance. På schæferen Hubert og hamsteren Lilo.

 “Lilo døde for længe siden.”

Thomas’ stemme brød nænsomt igennem min tankestrøm, og jeg rystede forundret på hovedet over at han stadig vidste hvad jeg tænkte, selv efter så lang tid.

Med et tungt suk satte jeg mig ned på sofaen der føltes som om den anstrengte sig for at afbøde mit fald så blødt som muligt, i håb om at gøre situation mindre pinefuld end den allerede var.

 “Hvornår skal brylluppet stå?”

 “Om to måneder”

 Stilhed. Thomas vejrtrækning trak mig atter tilbage til mit barndomshjem, men det var ikke lutter gode minder. Arret på min kind føltes rødglødende da jeg lod en strejfende finger feje hen over det. Han vidste godt hvad mit hoved fyldtes med, så han sagde ikke noget. Lod mig bare tænke i fred, med sit bløde åndedræt til selskab. Australien ville stadig være her når jeg kom tilbage. Det var ikke fordi jeg var bundet til Danmark for altid, bare fordi jeg tog tilbage i et par uger. Det var ikke fordi jeg ville være bundet til skuret ude bag ved tanken, ude af stand til at komme ud, fordi døren var barrikaderet udefra. Det var ikke fordi jeg ville blive holdt nede af to stærke hænder eller hvisket til af en skurrende stemme der klistrede sig til mine øregange som tjære…

 “Gry…”

Min brors stemme lød bekymret, og jeg klamrede mig til den, gispede efter vejret. Billedet blinkede stadig på mine nethinder og jeg rystede det anstrengt af mig.

 “Fuck. Jeg havde ikke tænkt på det så længe” mumlede jeg sammenbidt. Thomas var tavs i adskillige lange sekunder, og så talte han igen, langsomt og roligt.

 “Hvis du vil, kan du komme herover på næste lørdag og så kan vi spise sammen ligesom…”

 “I gamle dage” afbrød jeg. Jeg kunne høre en knitren da Thomas nikkede. Mit indre synes at vende og dreje sig som Hubert når han ikke kunne finde ro. Rundt og rundt.

En del af mig ville virkelig ikke af sted, men jeg følte alligevel at jeg skyldte Thomas det. Han havde følt sig forrådt over at jeg tog af sted, og det ville såre ham dybt hvis jeg nægtede at møde hans forlovede. To måneder. To måneder var lang tid. Jeg sukkede dybt og traf en beslutning.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...