Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
482Visninger
AA

6. Kapitel 5

Trætrappen knagede under os ligesom den havde gjort da Thomas og jeg var små, mens vi trippede nedenunder med hænderne på gelænderet og den dumpe lyd af strømpesokker følgende efter os. Huberts tøndeformede krop fyldte hele hjørnet af køkkenet og da vi passerede ham løftede hans lodne hale sig dovent til hilsen. Jeg plantede et kys øverst på hans hoved og aede ham bag øerne.

Thomas stod ved siden af min mor og skrællede kartofler med den store krop tårnende op over køkkenvasken. Hans koncentrerede blik var limet til skrælleren mens han metodisk frigjorde de små grøntsager, og stakkede dem i gryden ved siden af sig.

Anna og jeg kiggede begge kærligt på ham i en underlig form for samhørighed inden hun brød øjeblikket og bevægede sig hen til ham. Lagde armene om livet på ham.

Han var to hoveder højere end hende så hun kunne ikke se det stille smil, der brød frem på hans ansigt, men det kunne jeg, og mit hjerte svulmede.

Da kartoflerne var kogt færdig satte jeg dem ind på bordet med dampen stigende fra sig som en stor røgfane, og tændte stearinlysene. Med en forsigtig hånd rettede jeg på blomsterne som mor havde købt hos blomsterhandleren på hjørnet og lagde bestikket pænt ved siden af hinanden så alting så fint og indbydende ud. Thomas og Anna ind side om side.

Endnu engang slog det mig hvor meget de lignede et kongeligt par, og da min bror trak stolen ud for sin forlovede kunne jeg ikke lade være med at ryste smilende på hovedet over hvor malplacerede deres irriterende perfektion var i forhold til vores brogede lille flok.

Far og mor satte sig også til bords og da alle havde fundet sig til rette løftede Thomas sit vinglas og kiggede os alle sammen i øjnene en efter en. Et lille genert smil havde sneget sig frem på hans ansigt og øjnene strålede. Hans stemme var ru da han talte.

”Jeg vil bare sige tak til jer alle sammen.” indledte han formelt. Glasset svævede stadig i luften foran ham. ”Til jer, Mor og Far fordi vi må være her i dagene op til brylluppet, til dig Lille Danser fordi du kom tilbage for min skyld…” han holdt inde og fastholdt mit blik i adskillige sekunder. Jeg fik en klump i halsen. ”og til dig min elskede kommende hustru, fordi du har sagt ja til at tilbringe dit liv med mig.” Annas ansigt lyste op i et bredt smil og så kyssede hun ham kort på munden. Mors lille runde ansigt forsvandt fuldkommen i smilerynker, hendes hånd fandt guldkorset, og selv far måtte rømme sig en enkelt gang for ikke at komme til at fælde en tåre. Dette øjeblik blev nødt til at gå over i historien som værende det mindst dysfunktionelle øjeblik i denne her families epos, nogensinde. Sidste gang jeg havde siddet her havde været for år tilbage. Jeg rystede på hovedet. Nej, lad være. Jeg rettede blikket mod bordet. Fokuserede stift på en knast som jeg fulgte med fingeren. Blinkede. Billederne klikkede frem som på en gammeldags filmrulle. Trængte hårdhændet ind på mine nethinder og borede sig ind gennem mine øregange, lagde sig på min tunge, viklede sig om min hals.

 

”Spis.”

Han smilede langsomt. Det var som om smilet var år om at brede sig på tværs af det gullige ansigt, og da det nåede sin destination lignede det ikke længere et smil men snarere en forvrænget grimasse, spændt stramt ud over et løsthængende lærred.

Med rystende hænder samlede jeg gaflen op og stak den i en af de kogte gulerødder. Puttede den i munden.

 ”Se,” sagde han. ”det var da ikke så slemt. Var det vel slemt, Thomse?”

Thomas’ bankende hjerte kunne ses gennem skjorten da han kiggede på mig. Sveden lå som et lag film over det unge ansigt. Pandehåret klistrede til panden. Han rystede på hovedet.

Min onkel satte møjsommeligt sin portion til livs, mens Thomas og jeg krampeagtigt forsøgte at klemme et par bidder ned. Mine håndflader var så svedige, at jeg havde svært ved at holde om bestikket.

 ”Hvorfor er I så mutte.” grinede onkel. Han tørrede sig om munden med sin serviet.

 ”Har vi det ikke hyggeligt?”

 ”Jo.” skyndte Thomas sig at sige.

Onkels krogede fingre rakte ud efter saltet og dryssede en rundhåndet mængde på min mad. Det var en langstrakt pause. Jeg kunne lugte hans syrlige ånde og hans aftershave da han lænede sig helt tæt på mig.

 ”Hvad hedder det så?”

 ”Tak.”

”Det var bedre. Du er virkelig nødt til, at forbedre dine manerer, lille Gry-pigen.”

Jeg sank.

 ”Undskyld.”

 ”Ah, du skal ikke undskylde. Du skal lære.”

Mekanisk bøjede han nakken så hovedet lå i en unaturlig vinkel og fangede mit blik med sine øjne, der normalt var en næsten isende blå, men lige nu havde samme farve som bunden af havet, fordi pupillen havde ædt sig ind på iris og druknet alle farver.

 ”Skal vi to ikke lære hende hvordan man skal opføre sig, Thomse?”

Der kom ikke noget svar. Min brors ansigt var hvidt som et lagen. Onkel rejste sig, slentrede om bag mig og lagde sine hænder på mine skuldre. 

”Kom Gry.”

 

”Gry…”

Jeg blinkede.

 ”Gry?”

 ”Mm, ja undskyld?”

 ”Hvor forsvandt du hen?” Mors stemme var skinger. Thomas’ ansigt var spættet af bekymring.

 ”Ikke nogen steder jeg… faldt bare i staver.”

Stilheden der fulgte mine ord var så tyk, at den ville kunne skæres med en kniv, men fast besluttet på ikke at lade nogen se hvad det var jeg lige havde set, spiddede jeg endnu en kartoffel og spiste den som om intet i verden var hændt. Tog så lidt mere sovs. Skar kødet, smagte det. Kommenterede på tilberedningen, drak en slurk vin. Efter nogle anstrengte øjeblikke lod de andre til at acceptere situationens uundgåelighed, og vendte også tilbage til maden.

Vi spiste lidt i stilhed. Jeg gjorde mit bedste for, at spise så de andre ikke fattede mistanke, men jeg kunne ikke koncentrere mig om, at skære maden ud, løfte den, tygge den. Min appetit var fuldkommen forsvundet som ved et fingerknips, og hver bid blev en umådelig anstrengelse. 

Jeg flyttede mig uroligt rundt i stolesædet.

 ”Har I sat et bud på det hus der, Thomas?” spurgte far pludselig. Jeg åndede lettet ud over at samtalen var blevet ledt over på noget andet. Min bror rystede på hovedet.

  ”Ikke endnu, vi vil gerne være helt sikre. Det ligger jo også i den tunge ende prismæssigt.”

 ”Men I skal jo se at komme i gang så I ikke sidder på gaden når de små kommer.”

Jeg tabte gaflen og hjertet sank pludselig i brystet. Skulle Anna og Thomas…

 ”Nej Gry ikke endnu, bare rolig.” min bror smilede beroligende. ”Far tænker bare forud, som sædvanelig.” Han sendte min far et anklagende blik og forklarede så, at de havde massere tid, de ville bare gerne ud af den lille lejlighed som de sad i nede ved Forum, for der var ikke nok plads og deres nabo var konstant efter dem.

 ”Hun insisterer på at det larmer for meget når vi har vores TV kørende, selvom vi skruer lyden helt ned.” gryntede han utilfreds. ”Og så påstår hun at det er vores skyld at der ligger hundelort i forhaven, selvom vi ikke engang har nogen fucking hund.”

Mor lo og far kom men en langvarig prædiken om, at man aldrig skulle lade sig underkue af sådan nogle mennesker, man var nødt til at gå hårdt mod hårdt, for når først respekten var forsvundet så var der ikke noget tilbage, og hundrede andre ting som jeg ikke hørte.

Jeg stak fraværende til maden. Zonede ud så jeg ikke behøvede at høre på min families småsnak, og overvejede i stedet hvad jeg skulle foretage mig de næste par måneder. Jeg ville få kuller af, at sidde fast her i huset, det var helt sikkert, men hvad skulle jeg lave? Jeg havde ikke noget job her. I Australien havde jeg arbejdet som tjener på The Gantry og jeg mærkede et stik af savn efter mine kollegaer og det hektiske liv, med lange, udmattende vagter, tårnhøj puls og den elektriske intensitet som alting opererede med. Min kollega Harrison, med sit klassiske lange, gyldne surferhår og solbrune hud, havde sendt mig en SMS, som jeg ikke havde fået svaret på endnu. Han havde spurgt hvordan det gik i Danmark. Hvad skulle jeg svare på det? Hvordan gik det? Jeg løftede hovedet og kiggede på mine forældre. De så gamle og slidte ud, men… glade. Anna og Thomas nærmest strålede. Jeg sukkede dybt. Skubbede tallerkenen fra mig. Jeg var ikke sulten mere.

Aftenen forløb i rimelig ro og fordragelighed, bortset fra, at Thomas og min far blev uvenner over hvorvidt Trump kunne ende med at komme USA til gode eller ej. Min far mente at det var den forandring amerikanerne havde brug for. Thomas argumenterede for, at man ikke for alvor kunne lade den mest magtfulde position i verden tilfalde en mand, der i ramme alvor anvendte sin Twitter-profil til at diskutere med Nordkoreas øverste leder, hvis ”atombombeknap”, der var størst. Et øjeblik strejfede tanken om at hive min Obama T-shirt frem, men jeg besluttede mig for at jeg ikke orkede at kreere drama i aften. Det måtte blive en anden aften.

Da vi tog af bordet puffede Thomas til mig med sin hofte.

 ”Du har været stille.” Sagde han.

 ”Jeg magtede ikke lige idyllisk fam-time.”

 ”Hm.” var det eneste han sagde.

Han lænede sig frem for, at sætte tallerknerne i opvaskeren og i det dulme aftenlys synes hans muskler at slange sig som reb under huden. Skyggerne træk de markerede muskulaturer på hans arme endnu tydeligere frem, som et skyggespil instrueret af køkkenets dybe, kølige, skygger og fremspillet af hans bevægelser smygede de sig rundt og indgød styrke til min brors ellers så spinkle statur.  

 ”Du er sguda blevet stor, hva.” sagde jeg og fortrød med det samme dette boozt til hans selvtillid. Besluttede så, at det alligevel var for sent og at jeg lige så godt kunne få samtalen ud af verden. Jeg rakte ud og mærkede hans overarm. Den var hård som sten. Han kunne ikke holde et stolt smil tilbage. Jeg lagde mærke til at hans overarme spændtes og hans nonchalante ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke var klar over hvor tydeligt hans forsøg på, at høste nogle billige point, var. Det mindede mig om da vi var små og lagde arm og han vandt igen og igen og alle gangene medførte lige stor stolthed til trods for, at det ikke burde komme til nogens store overraskelse at hans fire år yngre lillesøster nok ikke ville yde ham ret stor modstand. Hans evne til at ignorere det faktum at jeg var fire år yngre end ham var rimelig imponerende. Han trak på skulderen og proklamerede at man jo var nødt til at holde sig i form hvis man skulle kunne smide alle mine fremtidige bejlere på døren. Jeg grinede lidt stift. Gav mig i kast med den store gryde og lagde alle kræfter i for at skrubbe den ren for alle de klamme madrester, som stædigt havde sat sig fast på den. Thomas drillede mig med, at der ikke var ret mange muskler i mine små spaghettiarme. Jeg bed tilbage og sagde at alle havde lige mange muskler, det handlede om hvor store de var.

 ”Du ved hvad jeg mener.”

 ”Hvor skal I flytte hen?”

Emneskiftet lod ikke til at komme bag på ham. Som om han havde forventet at spørgsmålet ville komme og derfor havde forberedt et færdigtilberedt svar, længe inden ordene havde forladt mine læber,

 ”Århus. Måske.”

 ”Århus? Er min bror blevet et bymenneske over natten?”

Han smilede.

 ”Njah… men Anna vil gerne bo i byen. Men vi har lavet et kompromis, der hedder den yderste yderkant af byen. Helt derude hvor støjen fra bilerne bliver druknet i familiær idyl.”

Den sidste kommentar var møntet på mig og min dybtliggende frygt for alt hvad der hed familie og stilleståenhed og at slå rødder. Nok så mange gyserfilm og klamme nærgående fyre og mørke opgange kunne ikke måle sig med frygten for, at skulle slå sig ned og tilbringe resten af tilværelsen med den samme person. Jeg ville få klaus af at se på deres ansigt dag ud og dag ind indtil jeg døde. No thank you. Thomas skyllede spækbrættet af og satte det på plads. Vi arbejde lidt side om side i behagelig stilhed indtil køkkenet igen stod som nyt, klart til at blive benyttet igen. Det lignede sig selv fra da vi var børn, bortset fra at mor havde fået installeret en ny vask med indbygget kogende vand i den ene hane. Det sparede hende åbenbart en kvart evighed når hun skulle lave sin morgen-te. Jeg foretrak nu den gode gamle metode. Man kom mere i kontakt med sin te når man selv stod og kogte vandet og udvalgte tebladende og alt det der.

Pludselig flyttede min bror uroligt på sig. Svingede stift med armene og rullede med nakken. Han mindede mig om en hingst der ikke var blevet reddet længe, og nu var begyndt at blive rastløs. Med et langt blik ind i stuen, hvor Anna sad mellem mine forældre og rullede sin charme ud for fuld udblæsning, øjnede han chancen for at spørge om vi ikke skulle løbe en tur. Jeg kunne ikke huske den sidste gang ham og jeg havde været ude og løbe sammen, og et øjeblik spekulerede jeg på om jeg ville kunne følge med ham. Jeg rystede på hovedet. Jeg var i god form, det vidste jeg.

 ”Jada, tager du min løbejakke med ned fra skabet?”

Og med de ord og en hurtig tilkendegivelse til Anna, som sendte et beklemt smil som svar, var vi ude af døren.

Den kølige aftenluft indtog mine lunger, og for første gang siden jeg satte mine ben på dansk jord, følte jeg at jeg var i live. Jeg rystede benene. Mærkede hvordan de vågnede op. Hvordan blodet rullede rundt, varmt og propfuldt af ilt. Hvordan sanserne åbnede sig op og sugede indtrykkene til sig. De var klar til at komme i gang. Jeg rullede med nakken og spændte musklerne, klar til den kommende fysiske prøvelse. Som jeg havde ventet var Thomas i jernedødt god form og han bevægede sig adræt henover den knoldede jord med et ubekymret smil klistret hen over det markerede ansigt. Pandebåndet og handskerne fik ham til at ligne en life-coach der hed Johnny og som sværgede ved stenalderkost på trods af at det var blevet modbevidst et utal af gange. Jeg havde lyst til at sige til ham at han skulle tørre det smørrede smil af ansigtet, men jeg nænnede det ikke. Han så så glad ud.
Vi fulgte stien væk fra huset og søgte så mod skovens dyb indtil vi måtte anstrenge os for ikke at falde over sten og rødder og hvad end skovbunden ellers lå inde med, klar til at knække vores ankler. Vores kroppe faldt hurtigt i synk og som to antiloper fløj vi henover jorden indtil der ikke var andet tilbage end to synkrone åndedræt, og to adrætte, koncentrerede kroppe, i færd med at lære skovens terræn at kende. Bakker og dale blev forsaget, stier blev fulgt og forladt, og kilometer blev tilbagelagt.

Vi løb indtil det svimlede for mit blik og jeg kunne smage blod, og det føltes fantastisk. Jeg stoppede op og rettede blikket mod himlen. Trækronerne stod i kontrast til den tapirblå himmel som en vifte der tillod et væsen fra en anden verden, at kigge ned på os som var vi dukker i en fabrikeret verden. Mine lunger føltes som om de var alt for store til min brystkasse. Thomas stoppede op. Han var også stakåndet, men ikke nær så meget som mig. Kinderne blussede og øjnene lyste klare som sten under vand. Så var han altså i bedre form end mig den lort.

 ”Giv mig lige to sekunder.” stønnede jeg uden at se på ham af frygt for at kaste mine lunger op. Han kastede et blik på sit ur.

 ”Vi har løbet næsten tolv kilometer uden pause. Jeg kan godt forstå, at du er færdig.”

Jeg sendte ham et lad-være-med-at-lyde-så-fucking-overlegen blik, og det fik ham til at le. Idioten så knaldgodt ud som han stod der, helt overskudsagtig og jeg lignede en gennembanket nisse, der var blevet trukket henover skovbunden med ansigtet nedad. Jeg forsøgte at lukke ned for panikken, der var begyndt at forme sig bagerst i min bevidsthed, fordi min krop var bange for at jeg rent faktisk skulle dø, og hoppede lidt på stedet, så mine ben vidste at de stadig var i live. Mit åndedræt væltede stadig ud af mine lunger med en gennemslagskraft på højde med en tsunami. Jeg lukkede øjnene og tvang det under kontrol.

 ”Har du mod til at fortsætte?” hans forespørgsel var irriterende forsigtig.  

 ”Jeg er altså ikke noget barn.” bed jeg og fortrød det med det samme. Men heldigvis smilede Thomas bare bredt og bildte jeg mig det ind, eller kunne jeg ane jeg et glimt af nostalgi i hans brune blik?

Der var ikke en kilemands chance for at jeg skulle give op nu, og han skulle ikke tro at sølle tolv kilometer kunne slå mig ud, så jeg rettede mig op og begyndte demonstrativt at sætte i bevægelse.

Vi løb yderligere tre kilometer hjemad og gik så resten. Jeg frøs over hele kroppen, men jeg kunne simpelthen ikke løfte mine ben højt nok til at løbe så meget som en meter længere. Thomas fulgte solidarisk i mit tempo mens vi begav os tilbage mod huset. Hans ånde stod som en sky omkring ham da han forsigtigt spurgte ind til hvad jeg synes om Anna.

 ”Hun virker sød.”

 ”Sød.” sagde han tamt. ”Der er kun ét bogstav mellem sød og død.”

 ”Hun er helt fantastisk Thomas” sagde jeg og puffede til hans arm. ”og det ved du også godt. Det kan alle jo se.”  

 ”Jeg er ligeglad med hvad alle kan se. Jeg bekymrer mig om hvad du ser.”

Jeg ser den smukkeste pige der nogensinde har eksisteret og det foruroliger mig.

 ”Jeg ser en, som er perfekt for dig. Hun har hele pakken.”

Hans blik nærmest svømmede over af kærlighed da han kiggede på mig. Jeg kiggede væk. Vi gik lidt side om side, mens jeg koncentrerede mig om ikke at skvatte over mine frosne tæer, og gjorde mit bedste for at tømme min hjerne for tanker og fokusere på følelsen af mine fodsåler når de slog mod jorden. Lod fornemmelsen af den kolde luft mod mine kinder og grenene mod mine skinneben, stadfæste sig og overtage alle andre tankespor indtil de få, udvalgte sanseindtryk var det eneste, der var tilbage. Det med at naturen skulle være terapeutisk havde for mig altid virket som ordentlig gang humbug, men lige nu, som jeg lod mig opsluge af følelsen af at være opslugt af liv og på samme tid være det eneste menneske i verden, kunne jeg måske godt se hvad al hypen handlede om. Da jeg var yngre var min eneste flugt fra alle de ting min hjerne ikke kunne rumme, en lang køretur med musikken væltende ud fra højtalerne og landskabet sølende efter mig som vådt mos, men eftersom jeg ikke havde min egen bil dengang – og naturligvis først fik mit kørekort da jeg blev atten – blev jeg nogen gange fanget, alene med mine tanker og det var tider som disse som kunne have endt med drastiske beslutninger, der ikke kunne tages tilbage. Fra nu af kunne det være at jeg skulle prøve at give naturen et skud. Jeg skævede til Thomas. Han gik roligt ved siden af mig og lignede en, der grublede over noget. Gad vide om minderne også hjemsøgte ham. Gad vide om han stadig havde mareridt. Om han stadig så hans ansigt for sig. En del af mig havde lyst til at spørge, men jeg gjorde det ikke. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne klare at høre svarene. Så i stedet blev jeg bare ved med at gå, indtil skoven tyndede ud og stiens fingerspidser begyndte at vise sig i form af små sten, strøget vilkårligt rundt her og der. Klokken nærmede sig ti og lyset var svundet ind til ingenting. Rundt om os var nat-dyrene begyndt at give lyd fra sig, og et sted i det fjerne hørtes den hule lyd af en ugles tuden. Vi forcerede trapperne foran huset og blev mødt af en mur af stilhed da den tunge fordør forsigtigt blev skubbet op.

 ”Jeg tror de alle sammen er gået i seng.” sagde Thomas stille. Undrende. Det kunne da ikke passe. Klokken var ikke ret mange og min far plejede næsten altid at blive længe oppe og sidde med et glas whisky i stuens tunge lænestol, med et funderende udtryk i ansigtet. Han havde aldrig fortalt os hvorfor, men jeg tror det var fordi han reflekterede over de valg han havde truffet, mennesker han havde mistet. Men så igen, måske kendte jeg ham ikke særlig godt mere. Måske kendte jeg ikke nogen af dem. Pludselig fik jeg en kvælende lyst til at dreje om på hælen og tage hjem. Hjem til min lille lejlighed i den stegende hede. Hjem til min fordør og mine sofapuder og min kaffekande. Hjem til et sted hvor alle ledder og kanter var det de gav sig ud for at være, og hvor jeg vidste at revner og sprækker ikke gemte sig fra kritiske blikke.

 ”Det kan du lige vove på.” advarslen var kærlig, men kom alligevel så meget bag på mig, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Hvordan var det muligt for ham at læse mig på den måde? Sagde jeg mine tanker højt uden at jeg lagde mærke til det? Jeg stod lamslået og kiggede på min brors brede ryg da han krydsede gulvet i gangen. Han vendte sig ikke og sendte et forsonende smil som han plejede. Blev bare ved med at gå med et lille godnat som eneste farvel mens bløde løbesko ramte mod hårde trappetrin og tunge åndedræt blev til hviskende vejrtrækninger.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...