Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
486Visninger
AA

5. Kapitel 4

“Fik i handlet ind?”

Min mors stemme skar igennem min hjerne som et trykbord, og jeg skuttede mig.

 “Ja”

Jeg kiggede overasket på Anna. Hun sendte mig et hurtigt, opløftende smil. Jeg kunne ikke smile igen. Mit hoved var stadig groggy efter jeg var faldet i søvn, og en trykkende hovedpine havde sat sig lige bag mine pandelapper.

Anna virrede med sine gyldenbrune øjenvipper, og mødte min mors blik.

Jeg ved ikke hvordan hun gjorde det, men i hendes hånd havde hun et nydeligt plastikindpakket, lyst flute. Præcis som min mor ville have valgt det.

 “Ah, hvor dejligt. Tak piger. Det var virkelig pænt af jer, at I gad. Hvorfor tog det så lang tid? Var der lang kø?”

 “De havde ikke det rigtige brød, så de var nødt til at hente det på lageret og det tog en evighed.” sagde Anna uskyldigt, og reddede dermed min røv for anden gang.

Min mor lod ikke et øjeblik til at betænke Anna i hendes forklaring, selvom den havde åbenlyse huller, men hvordan kunne man også det når hele hendes væsen emmede af en sådan umiddelbar uskyld. Hun kiggede bare kærligt på os begge. Blikket lyste af moderlig stolthed. Jeg havde lyst til at brække mig igen.

 “Gry, ville du have noget imod at hjælpe med at lave mad?” spurgte hun.

Spørgsmålet kom bag på mig.

 “Og Anna, dig også”

Da stod min mors intentioner klart for mig. Det handlede om chancen for at snige et bagholdsangreb ind. Jeg sendte Anna et undskyldende blik og mimede forhør med læberne.

“Har du fundet dig en kæreste, Lille Danser”

Lyden af mit kælenavn fik mig næsten til at smile, men selv ikke dette lille levn fra min barndom formåede, at ryste hændelsen fra baren af mig. Den lå stadig som et tungt tæppe over min bevidsthed og da det blev klart for mig, at min mors blik hvilede på mig, og at hun sikkert var i stand til at se det på mit ansigt, tvang jeg mig selv til at ryste det af mig, og koncentrere mig om samtalen.

Det var Thomas der havde givet mig kælenavnet for mange år siden. Han kommenterede på hvordan jeg altid hoppede og sprang rundt som en anden akrobat, men selv med mine spinkle lemmer formåede jeg at få det til at ligne en dans. Jeg var hans lille danser.

 “Nej mor. Det har jeg ikke, hvor er spækbrættet?”

Hun pegede og jeg fiskede møjsommeligt det slidte egetræsbræt frem fra bagerst i et lille skab og lagde det foran mig. Tog porrerne frem og begyndte systematisk at skære dem i flotte, lige cirkler.

 “Hvad med ham du snakkede om. Hvad hed han, Daniel?”

En trækning i Annas mundvig vidnede om et undertrykt smil. Jeg stønnede.

 “Jeg nævnte ham én gang i tiende klasse, Mor …”

 “Jaja, men han er da en pæn ung mand”

 “Mmm…”

Hvordan det her kunne være den første samtale min mor valgte, at have efter, at vi ikke havde set hinanden i fire år, oversteg min fattevene. Hendes desperate forsøg på, at få alting til at virker som om ingen tid var gået, og alt var i den skønneste orden, var så åbenlys, at hele situationen blev kunstig og påtaget. Og så havde hun tydeligvis stadig ikke opgivet tanken om, at finde mig en mand så hurtigt så muligt så jeg kunne falde til ro og få børn og blive full-time housewife.  

Mine håndflader blev fugtige ved tanken, og kniven smuttede for mig. Jeg bandede og tændte for det kolde vand. En dyb flænge løb fra bunden af det øverste fingerled og hele vejen hen over blommen.

 ”Gry!” udbrød mor. Hun sprang hen, for at tilse såret, men jeg trak mig hårdhændet væk.

 ”Du skal ikke røre mig” knurrede jeg. Hendes sårede blik, fik kulden til at brede sig i min brystkasse. Jeg trådte et skridt tilbage, pinligt bevidst om, min tankeløshed.

 ”Du…” jeg tog en skælvende indånding ”skal ikke røre mig.” Så drejede jeg om på hælen og gik op på mit værelse. Lukkede døren og lænede mig op af den som jeg havde gjort hundredevis af gange dengang jeg var barn og havde haft et skænderi med mine forældre. Lukkede øjnene. Tog en række dybe indåndinger. I takt med, at min puls faldt, fik jeg styr på mine følelser og da jeg var helt sikker på, at jeg havde skubbet gråden væk, åbnede jeg langsomt øjnene.

Intet havde ændret sig i mit gamle barndomsværelse. Alting stod hvor det havde stået da jeg forlod det. Væggene var plastret til med Twilight-plakater og fodboldmedaljer, Kelimtæppet var ikke blevet skiftet ud, trods den store plet hvor jeg havde spildt rødvin da jeg var femten, og den ene af væggene var stadig malet en usmagelig mørkerød farve. Jeg gik hen til en af de skumle plakater og lod hånden glide hen over Edwards ansigt. Der kom lidt blod på hans mundvig. Jeg kunne ikke lade være med, at smile for mig selv over ironien. Jeg havde været så forelsket i ham, da jeg var yngre. Det føltes som en menneskealder siden.

 ”Har du planer om, at smøre blod ud over hele værelset?”

Jeg vendte mig om. Anna stod lænet op af dørkammen med armene krydset og et stille smil spillende i mundvigen. Kinderne lyste svagt lyserødt. Jeg smilede halvhjertet til hende. Rystede træt på hovedet.

 ”Du må undskylde... det hele” mumlede jeg flovt. Hun rystede bare på hovedet og tilbagelagde afstanden mellem os.

 ”Det er ret dybt.” hun rynkede brynene.

 ”Her,” fermt hev hun et lille stykke stof frem og viklede det stramt rundt om min finger, for at standse blødningen.

 ”Hvor har du det fra?”

Hun svarede ikke. Smilede bare ned mod min finger, og sikrede sig, at knuden holdt.

”Er det her dit værelse?”

Jeg nikkede.

Annas spinkle hænder fulgte langsomt kanten på kommoden, funderede ved et maleri jeg havde malet da jeg var yngre, bevægede sig videre mod vinduet hvor min Build-A-Bear bamse sad mageligt, iført et Spiderman-kostume og faldt så til ro ved mit sengetøj med en stor bregne på.

 ”Ved du hvad, hvis jeg skulle have gættet på hvad du havde på dit sengetøj, så havde jeg gættet på en gigantisk bregne.”

 ”Som om.”

 ”Det havde jeg.”

 ”Der er også to babybregner på puderne.” sagde jeg og nikkede mod dem. Anna grinede hjerteligt. Hun kastede sig op på sengen og foldede hænderne bag hovedet.

 ”Hvor gammel er det du er?” tonefaldet var ikke nedladende, blot spøgefuldt.

 ”Nitten.”

 ”Ah. Kan man stadig godt være Twilight-fan når man er nitten?”

 ”Jeg er ikke Twilight-fan mere. Og hvor gammel er du måske?”

 ”Treogtyve.”  

 ”Kan man godt ligge med sko på i andre menneskers senge når man er treogtyve.” spurgte jeg og hev hendes hvide Converse af. Hun protesterede ikke. Klappede i stedet på den tomme plads ved siden af sig. Jeg tøvede i et splitsekund, så gav jeg efter, smed mine egne sko og kravlede op ved siden af hende. Loftet over os rummede også en krøllet Edward-plakat fra SE OG HØR, som jeg havde glemt alt om. Anna rakte en hånd op og indrammede hans ansigt mellem tommel og pegefinger.

 ”Synes du han er lækker?”

Jeg mødte plakatens gyldne blik og tænkte over hendes spørgsmål.

 ”Jeg tror ikke det har så meget med hans udseende at gøre. Jeg blev bare vild med ham da jeg læste bøgerne i syvende klasse.”

 ”Han er jo mega kontrollerende.”

 ”Ja, det kan jeg godt se nu. Men dengang kunne jeg bare godt lide tanken om at han beskyttede Bella. Han valgte hende selvom hun så sig selv som værende dybt uimponerede.”

 ”Ser du dig selv som værende uimponerede?”

Samtalens drejning fik blodet til at blusse op i mine kinder. Jeg rejste mig op i sengen og vrikkede med tæerne. Mumlede et eller andet med at vi nok burde gå ned og hjælpe min mor med maden, og så rejste jeg mig. Anna lå et øjeblik og kiggede op på loftet og så fulgte hun trop.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...