Englemagersken - Justin bieber fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 27 feb. 2018
  • Status: Igang
Året er 1924. Elisabeth Madsen må efter pres fra omverden give afkald på sit uægte barn. Elisabeth finder en annonce i avisen, skrevet af en kvinde, som tilbyder uønsket børn et hjem for penge. På trods af at det er ulovligt at indgå sådan en aftale, overlader Elisabeth sit barn til hende.
Dog længes Elisabeth efter sit barn, men at få det tilbage er ikke så let.
Justin Bieber, en canadisk tilflytter, som nu arbejder for det københavnske politi, prøver at hjælpe Elisabeth, da han opdager at der er mere på spil end de almindelige, ulovlige adoptionssager.
Men kan Justin nå at hjælpe Elisabeth før, hans egen mørke fortid dukker op fra Canada?

( Bygget på en sand historie)

10Likes
13Kommentarer
1357Visninger
AA

5. Kapitel 3. Løftet

 

Det var som om at hele min verden korte i slowmotion. Jeg så, hvordan Dagmar Frederiksens ansigt stivede af forundring ved mine ord.

"Dette barn er ikke mit!" Jeg gentog mine ord.

Nok var barnet jeg holdte i min favn omkring samme alder, som min datter. Men jeg kunne tydelig se at barnet ikke hende. Jeg følte mig pludselig svimmel, som om nogen havde udskiftet trappen jeg stod på med en drejeskive.

Den ældre kvinde stirrede usikkert på mig et kort øjeblik, så var det at ansigtet igen blev roligt og øjnene ulæselige. 

"Jamen, Frøken Madsen? Hvad taler De dog om? Naturligvis er dette barn Deres. De afleverede det jo selv os mig" Der var noget med den måde hun omtalte barnet på. Tones i hendes stemme virkede kold og mekanisk.

Jeg rettet mig opad dørkarmen for at finde støtte. Det hjalp en smule på svimmelheden.

"Det kan godt være at jeg afleverede hende hos Dem, men jeg kan alligevel genkende mit eget barn. Dette er ikke min datter. "

"Men nu på De tænke på at I har været adskilte længe. Tiden har det med at ændre ens minder..." Svarede hun sødt og smilede. Smilet nåede ikke op til hendes kolde øjne.

"Ikke flere undskyldninger. Sig hvor hun er!" Jeg rejste mig helt op, selvom svimmelheden ikke havde lagt sig endnu. Jeg valkede lidt, hvilket medførte et hånlig fnøs fra Dagmar Frederiksen. Hun tog barnet ud af mine arme.

"Hvis De ikke vil høre på hvad jeg siger, må jeg jo beholde barnet." Hun lukkede døren hårdt i, og efterlod mig alene ude i mørket.  Jeg bankede på døren, men der kom ingen reaktion.

"Jeg finder dig Joanna, det lover jeg." Efter et sidste slag på døren, begav jeg mig væk fra huset. Natten var ved at gå på hæld, og den mørke himmel var ved at få en gylden kulør. Jeg var træt og svimmel, men jeg havde ikke tænkt mig at tage hjem. Men faste skridt gik jeg hen ad de lange gader imod politistationen.

Politistation var et af byens nyeste opførte bygninger, med hvide mursten og grå tagrender, skillet den sig ud fra de andre mørke huse, og virkede næsten guddommelig i sammenligning.  

Da jeg var nået derhen, var morgensolen allerede godt på vej op for at indtage sit plads på himmelen. Og byen var så småt vågnet. Bagerne havde stillet deres brød og delikateres fristende i vinduerne til deres forretninger. En avisdreng råbte op om morgendagens nyheder, og de første arbejdere traskede af sted til byens fabrikker. Med en lille knude i maven gik jeg indenfor.

Stationens forhal var enorm. Gulvet var flisebelagt med skiftevis sorte og hvide fliser. Vinduerne strakte sig næsten helt op til loftet og buede øverste. Ude til begge sider af rummet var der lange bænke, hvor der sad folk og ventede - nogen mere tålmodig end andre.  I den anden ende af hallen stod der i midten en skranke, hvor der sad en betjent, som  tog imod folks anmeldelser og klager. Bagved skranken var der tre døre.

Jeg styrtede hen til skranken i høj protest fra de øvrige borgere, som sad og ventet.

"Frue. De bliver nødt til at vente på Deres tu-..." Men jeg afbrød betjenten, inden han havde fuldført sin sætning.

"Jeg har ikke tid, det gælder mit barn!" Jeg slog min næve ned på skrankens overflade.

Betjenten, som var en midaldrende herrer, masserede sine tindinger. "Gælder det endnu en adoptionssag, Frue?" Det lød som om at han kedet sig. " Vi har desværre massere af lignende sager liggende for tiden, så derfor..-"

"Men det her er anderledes" Betjenten så irriteret ud, efter at jeg endnu en gang havde afbrudt ham.    

"Hør nu her, Frue." Han holdte en finger op imellem os for at signalere at jeg skulle lade ham tale færdigt. "Vi er i forvejen underbemandet for tiden, og med alle disse sager, kan Vi desværre ikke tage os af Deres sag i øjeblikket, De bliver nødt til at vente."

"Men I må da kunne gøre et eller andet for at hjælpe mig. Det her er ikke ligesom de andre. Da jeg ville have mit barn tilbage, prøvede fruen som jeg havde givet mit barn til, at bilde mig at et andet barn var mit. Jeg ved ikke hvad, hun har gjort ved mit!" Min stemme dødede langsomt hen, efter at jeg havde hørt mine egne ord. Det lød fuldstændigt absurd.

Betjentens ansigt lyste af overraskelse. "Hun  prøvede at give dig et andet barn, der ikke tilhørte Dem?"

Jeg nikkede svagt. Jeg kunne mærke at alles blikke i rummet var rettet imod os.

Han rejste sig fra sin plads og gik hen imod døren yderste til venstre. "Frue...Dette vil Vi gerne se nærmere på. Hvis De venligst vil følge med mig." Han åbnede døren og lavede en gestus rettet mod mig.

Døren førte ud til en lang gang, som var dårligt oplyst. Efter at have passeret et par døre, stoppede betjenten og bankede på en dør, hvor der hang et messingskilt

"Kriminalbetjent Bieber."  

Jeg studsede lidt over efternavnet. Det var bestemt ikke et navn jeg havde hørt før. Det lød udenlandsk.

Der blev banket på døren, og lidt efter kaldte en stemme tilbage indefra, og vi gik ind.

Af et kontor at være, var rummet ret stort. Ligesom ude i hallen var vinduerne høje og buede øverste. I den ene side var væggen dækket til med bogreoler, af hvad jeg kunne se, var alle titlerne på bøgerne engelske. I den modsatte side var der en globus og et stort skrivebord lavet af egetræ. Ved skrivebordet sad der en ung mand, han havde vendt sig imod os. Selvom han sad ned, kunne jeg se at han var høj. Han havde et smukt, symmetrisk ansigt og dybe, brune øjne. Det eneste ved han der ikke passede til ham var hans hårfarve, den var unaturlig lys.

"Bieber, vi har en haste adoptionssag. Fru..?" Betjenten kiggede spørgende på mig.

"Elisabeth  Madsen. Men det er bare frøken"   

"Frøken Madsen vil fortælle Dem alt om sagen." Han vendte sig endnu en gang mod mig. "Frøken Madsen, dette er er Kriminalbetjent, Justin Bieber, han vil stå for Deres sag."

Efter præsentationen gav de to herrer et lille nik til hinanden. Betjenten, som havde ført mig hertil gik ud igen.

Kriminalbetjent, Bieber rejste sig og trykkede min hånd. "Goddag, Miss." Han havde en særlig accent, som jeg ikke kunne placere. Dog var jeg sikker på at den ikke var britisk.

Bagefter tog han en stol hen til skrivebordet, og lavede en gestus mod mig. Jeg satte mig ned, hvorefter at han gjorde det samme. Selvom vi sad ved hver sin ene af bordet, følte jeg alligevel at jeg sad tæt på ham.

Han tog sin skrivemaskine tættere på sig, og puttede et nyt stykke papir i. Bevægelserne som han lavede var hurtige, men også elegante.

"Fortæl når De er klar, Miss." Han kiggede tålmodigt på mig.

Jeg mærkede svimmelheden langsomt kom igen. "Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte..."

"Begyndelsen er altid et godt sted at starte" Han smilede kort.

Min mave trak sig sammen, og jeg knugede ubevidst mine hænder. "Jeg er ikke sikker på at jeg kan fortælle om det..." Hviskede jeg.

Bieber rejste sig op, og gik over og lagde en hånd på min skulder. "De er i trygge hænder her, Miss. Fortæl blot"

Vores øjne mødtes, da jeg kiggede op og lidt af min frygt aftog.

"Hvis De kan love mig det, så skal jeg nok fortælle det hele fra starten."   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...