Sådan er livet skat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2018
  • Opdateret: 25 apr. 2018
  • Status: Igang
Cira Martinez er 17 år. Hun er senior i highschool.
Hun er fars lille prinsesse, så hun får alt hvad hun peger på. Man skulle tro alt var perfekt, det troede hun også, men en dag bliver det hele vendt op og ned.

1Likes
3Kommentarer
168Visninger
AA

3. Kapitel 3

Min far ringede og råbte af mig fordi jeg havde været på hans kontor. Han forklarede mig at jeg aldrig måtte tale med LT igen. Noget med at han var en utilfreds kunde. Ja som om jeg tror på det. Der er et eller andet galt. Først fortalte min mor at de blev væk længere end normalt, så kom Enrique og Antonio for at se om jeg var okay og opkaldet fra ham LT fyren. 

 

Min mor har lige skrevet at mødet trækker endnu mere ud. Der er helt sikkert noget galt, men jeg kan ikke helt regne ud hvad det er. Nej glem det, det er sikkert bare en stressende forretningsrejse. 

 

Jeg vikler mig ind i mit håndklæde og går ind i mit walk-in-closet. Jeg får fat i min cropped sweater i rød og mine jeans, der bare sidder præcis som de skal. Jeg får mine støvler på og tager min taske med mig inden jeg går nedenunder. 

 

Jeg træder ind i klassen. Her er masser af larm og folk der kaster med papir, kan i opfører jer mere barnligt tak. Ja, som jeg troede det ikke kunne blive værre er der en eller anden der smasker en sammenkrøllet seddel lige i mit fjæs. Jeg kigger straks i sedlens retning og ser en ny fyr smile undskyldene. 

 

"Hey du. Det må du altså undskylde der tidligere." siger han og køre en hånd igennem hans hår. Han har blå øjne, og lyst hår. Han ser skide sød ud. 

 

"Det går nok, det var jo bare et stykke papir. Jeg hedder forresten Cira Martinez." jeg rækker ham hånden. 

 

"Mikkel." svare han og tager min hånd. "Jeg kender ikke nogen i byen, så jeg håbede lidt at jeg måske kunne hænge ud med dig og dine venner?" Jeg nikker bare og beder ham følge med mig. 

 

"Hvem har vi der Sunny?" lyder det fra Victor, der sidder over vedet bord sammen med de andre. Da han siger det kigger de alle sammen op med nysgerrige blikke. Jeg introducerer ham hurtigt inden jeg sætter mig ned.

 

Skolen er ovre og vi går over mod vores biler, Mikkel er stadig sammen med os. Det passer os fint, han virker stille og rolig. Meget nede på jorden heldigvis. Hans reaktion da han ser vores biler er priceless, men hvad havde vi regnet med. Vi har jo ikke fortalt ham om vores penge situation, da det jo virker som om han ikke kun tænker på penge. 

 

Vi køre alle hjem til mig, vi parkere bilerne foran huset. Karoline skynder sig indenfor, da hendes ene hæl er knækket og skal ordnes. Lige da hun træder ind af døren lyder der et skingert skrig af den anden verden. Vi løber derind så hurtigt vi kan. Billeder er smadret, puder er skåret op. Dem der har været her har virkelig gennem rodet alt. Jeg står bare og kigger på det, jeg er helt i chok. 

 

"Mor!" råber jeg næsten ind i mobilen.

"Ja min skat?" hun lyder helt rolig, forhelvede kan hun ikke høre der er noget galt.

"Hele huset er smadret. ALT er rodet igennem." jeg går panisk rundt i stuen, imens de andre ser uroligt på mig. 

"Slap nu af skat, det er vel bare et vindue der er smadret ikke?" hvad fanden er der galt med hende.

"Nej forhelvede mor! Lyt nu til hvad det er jeg siger. HELE HUSET ER SMADRET! Der er nogen der har rodet igennem alt. Også fars kontor." jeg sparker frustreret ind i muren, hvad er det hun ikke forstå.

 

Jeg hører hende mumle et eller andet, inden hun pludselig lagde på. "Hvad fuck? Hun lagde på!" jeg kigger forvirret på min mobil og prøver igen. Hun lægger på igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...