Sådan er livet skat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2018
  • Opdateret: 25 apr. 2018
  • Status: Igang
Cira Martinez er 17 år. Hun er senior i highschool.
Hun er fars lille prinsesse, så hun får alt hvad hun peger på. Man skulle tro alt var perfekt, det troede hun også, men en dag bliver det hele vendt op og ned.

1Likes
3Kommentarer
173Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vågner og er helt øm i hele kroppen, jeg kigger mig forvirret omkring. Jeg er faldet i søvn på sofaen. Flot Cira du har heller ikke sat en alarm, du kommer for sent nu.

 

Jeg overvejer at bliver hjemme, men det er kun anden dag så jeg bliver nød til at tage af sted. Jeg slentre ind i klassen, og finder hurtigt Josh som jeg kan sidde ved siden af. Josh kom ind i vores gruppe da han flyttede hertil i 6 klasse. Dengang var han virkelig ikke specielt køn, han var lille og en smule tyk. Men det er vildt sådan som puberteten bare har slået ham i hovedet med magi. Han har en lækker veltrænet krop og et ekstremt flot ansigt. Det er lidt svært at forklare, men han ser rigtig godt ud og alle pigerne savler over ham.

 

”Hej Joshy. Savnet mig.” Siger jeg da jeg sætter mig ned ved siden af ham. Han kigger forvirret op og smiler da han ser det er mig.

 

”Sunny babe, du ser fantastisk ud som altid. Skal vi tage hjem til dig efter skole? Altså os alle sammen?” Han kiggede lettere bedende på mig.

 

”Det kan vi sagtens, jeg har huset selv resten af ugen. Fars møder trak ud.” Da jeg har sagt det ligner han en der kunne eksplodere af glæde. Nogen har vidst lavet lidt ballade derhjemme.

 

”Frøken Martinez! Ikke nok med at du kommer 30 minutter for sent, så sidder du også og taler med Josh i stedet for at følge med.” lyder der oppe fra tavlen. Jeg kigger hurtigt derop og giver ham et undskyldende blik. Hr. Jensen fortsætter med undervisningen igen. Der kommer et halvkvalt grin ovre fra Josh, som er helt rød i ansigtet af grin.

 

”Det var de 2 værste timer jeg har haft længe.” griner jeg da vi endelig er færdige og har pause. Josh nikker, men lytter vidst ikke helt. Han har set en lækker freshman pige. Hmm, hun har en ret god røv og meget blond hår.

 

”Scor hende Josh. Vis hvad du kan.” fniser jeg og skubber ham hen mod hende. Han går hen til hende og man kan med det samme se at hun er nem at score. Han læner sig op af hendes skab og siger sikkert en ekstremt dårlig scorereplik. Jeps, hun griner og rører ved hendes hår. Han læner ind og hvisker noget i hendes øre der får hende til at rødme. Nemt!

 

”Det er bare så nemt med de tøsebørn.” sukker Josh dramatisk. ”Hun så ikke engang så godt ud tæt på. Du ved alt for meget makeup og desperat udtryk. Kunne hende godt, ingen tvivl der Sunny, men der er så mange piger her jo.” Jeg griner og ryster på hovedet.

 

”Du er umulig. Der skal meget til at tilfredsstille dig. Enten er hun for nem eller så er hun alt for kostbar. Kan du beslutte dig.” Vi træder ind i klassen igen og sætter os sammen.

 

Skolen er endelig færdig for i dag, lærerne er lige så spændene som sidste år. Det vil sige slet ikke. Josh og jeg møder de andre ude ved bilerne, vi holder altid i de samme pladser ved siden af hinanden.

 

”Hvor er din bil Josh?” Dina kigger forvirret på ham, og han kigger ned i jorden.

 

”Jo ser i, den er fuldstændig smadret. Og jeg må ikke få en ny en før næste måned. Det er så unfair.” hans stemme er irriteret. ”Må jeg køre med en af jer.”

 

”Ja selvfølgelig. Du kører bare med mig.” jeg viser vej hen til min gule Lamborghini. Han styrter hurtigt derhen og sætter sig på passagersædet. ”Vi ses hjemme hos mig.”

 

Jeg parkerer bilen og kigger mig undrende rundt i indkørslen. Her er spor fra en bil, og det er i hvert fald ikke min eller de andres. Jeg kigger ind bag huset og ser en lille picanto holde der.

 

”Bliv lige der.” hvisker jeg til de andre, og lister hen mod hoveddøren. Jeg tager i døren, den er allerede låst op. Jeg skubber den langsomt op og kigger rundt, her er ingen endnu.

 

”Hallo!” råber jeg så højt jeg kan ind af døren. Og går længere ind.

 

”Cira?” hører jeg Enrique råbe tilbage. ”Vi er i stuen hvis de altså er dig.”

 

Jeg vinker mine venner hen til mig, hvad tænkte jeg overhovedet på. Hvem skulle ellers have nøglen til vores hus? Jeg går ind i stuen og ser mine to ældre brødre Enrique og Antonio, de er tvillinger og er begge flyttet hjemmefra.

 

”Hvad laver i her?” spørger jeg og kigger skeptisk på dem. Jeg kan hører at de andre er kommet herind nu.

 

”Har mor ikke fortalt dig at vi kom?” de ser lige så forvirrede ud som jeg nu gør.

 

”Øh nej, hun sagde bare at fars møder var udskudt så de blev væk lidt længere. Hun nævnte jeg slet ikke.” jeg griner lidt nervøst. De rejser sig hurtigt op og går hen til mig.

 

”Kom da ind til et kram lille Cira.” griner de og trækker mig ind i et gruppe kram. ”Mor bad os bare lige tjekke op på om alt var okay, og at du ikke havde lavet ballade.” Jeg ryster på hovedet og ruller med øjnene.

 

”I andre kan godt komme ind i det her kram. I er lige så meget familie som hende her.” de kigger over på mine venner, så nu står vi alle i et lille familie gruppekram, med mig i midten. De har jo kendt mine venner lige så længe som jeg har.

 

Mine brødre tog hjem igen, de har fået besked fra min mor om at tjekke op på mig engang imellem, men lovede at de nok skulle lade mig være og bare sige alt var fint. Vi andre sidder nu og venter på at vores pizzaer kommer.

 

”Virkede de ikke lidt underlige?” spørger Matt så endelig. Endelig en der nævner det.

 

”Jo det synes jeg virkelig også, jeg forstår bare ikke hvorfor. Men man ved aldrig hvad de kan finde på så det kan være alt muligt.” jeg kigger op på Matt da han har spurgt. ”Det kan også være lige meget, det var den fest vi skulle finde ud af om vi gad til.”

 

”Ja altså, jeg stemmer for.” Laura kigger rundt på os andre. ”Hvad siger i?”

 

”Vent lige lidt, jeg ved ikke engang hvad slags fest det er.” udbryder Victor. ”Det skal vi have fundet ud af først. Og du vil bare med fordi ham det Alex kommer.”

 

”Okay så. Det er Brandon og Chad der holder en fest, det fede er at de holder rigtig gode fester og det er de rigtige der kommer. Det dårlige er at det er i southhampton omkring 2 timer herfra. Endnu et plus er at vi ikke kender alle dem der kommer, det har de lovet så vi har lidt nye folk.” forklare Karoline hurtigt. Vi endte med at blive enige om at vi nok blev nød til at tage af sted, det kunne skade omdømmet en smule hvis vi ikke tog af sted.

 

De andre er igen taget hjem, jeg sidder alene i stuen. Pludselig lyder telefonen inde fra min fars kontor. Jeg må ikke gå derind så jeg lader den ringe ud, men den bliver ringet op igen. Jeg går ind og tager den.

 

”Martinez. Hvem taler jeg med.” skynder jeg at sige.

 

”Er Carlos der?” stemmen i telefonen lyder ikke specielt rar.

 

”Nej Hr. Martinez er ikke til at træffe lige nu, han er på forretningsrejse. Hvis jeg kan få dit navn og nummer giver jeg det videre til ham hr.” jeg tager en blok og en kuglepen fra hans skrivebord.

 

”Forretningsrejse min bare! Hvem taler jeg overhovedet med! Hvis du taler med Carlos så sig LT har ringet.” han lagde på lige da han havde sagt det. Han lød ekstremt sur. Jeg skynder mig at skrive til min far at han havde haft ringet og at han var ret sur. Jeg går op på mit værelse, den telefonsamtale var virkelig alt for underlig. Godt det er fredag i morgen så jeg kan komme til fest, og få alt det her ud af hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...