Nu eller aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2018
  • Opdateret: 25 feb. 2018
  • Status: Igang
Cora er helt på bare bund, når det kommer til hendes fremtid, faktisk når det kommer til hendes liv. Hendes eneste håbe er at blive katte dame, men det er lidt svært når hele ens familie er veluddannet, og forventer det samme af hende. Det hele ændre sig, når hun ved et tilfælde får stukket et billet til Kina i hånden. En bilet til et andet liv, sammen med en flot sød fremmede drenge.

Deltager i valentin konkurrencen. Som mulighed 3 og 4

9Likes
21Kommentarer
664Visninger
AA

2. Fuck Nej Eller....

Kapitel 2
Den ringede for anden gang, mens jeg ihærdigt prøvede at spytte et stykke afbidt negl ud af munden. Jeg havde øvet alt, hvad jeg skulle sige 10 gange inde i mit hoved, hvert ord var planlagt. Det lille stykke negl landede på gulvet og deltog i at gør min bunke afbidte negl større. Hvad kunne gå galt? Jeg havde intet at være bange for. Alligevel, gentog jeg, den lille tale, der havde holdt mig oppe hele natten.
”Hey. Ja det er mig pigen fra festen. Jeg ville bare lige undskyld for i går. Jeg var en smule forvirret, du ved alt den larm og alle de mennesker. Jeg havde vist også drukket en smule for meget. (Et sødt, og stille grin) Så derfor husker jeg ikke lige hvad der sket, ville du forklar mig det?”
(En høj latter men ikke for voldsom) ”Sagde jeg virkelig det, typiske mig. Det må du virkelig undskyld. God tur til Kina”
At jeg havde en tvilling, havde været min plan b. Men efter at havde søgt lidt på Google, fandt jeg ud af at den stod under Top 10 dårligst løgn. Så jeg gik med at fuldhed, godt han ikke kendt mig. For ellers ville han vide, at det var mere sandsynligt, at jeg havde en tvilling, end at se mig med en flaske vodka i hånden.  
”Hallo.” Hans stemme var hæs og mørk. Jeg havde vækket ham, hvilket ikke var så sært, da klokken var 5 om morgen. En ting jeg havde glemt at tænke på.
”Hej, det er mig. Pigen for festen.” Min stemme var tynd som papir. Så slog det mig, at jeg nok ikke var den eneste pige, han havde mødt til festen, nok heller ikke den eneste han havde givet sit nummer til.
”Mig fra badeværelset.” I baggrunden kunne jeg hører, at han satte sig op. Der var en stilhed, hvor han tydeligvis ventede på, at jeg skulle snakke, hvilket også kun var fair, da det var mig, der havde ringet klokken 5 om morgen. Mit stemmebånd nægtede at lystre.
”Jeg gætter, på at du ringer for at aflyse? Det er også helt…… fint. Kina er et stort land, Og vi kender ikke hinanden.” Han slog en sød mørk latter op. Jeg var vist ikke en eneste, der kunne se hvor vanvittigt det lød.  
Han havde regnet med, at jeg ville aflyse, han vidste, at jeg ikke kunne klare det. Han vidste, at jeg om et par år ville sidde og drikke hjerne ud. Min skæbne var allerede lagt. Jeg var ikke den eneste, der kunne se det. Jeg var magtesløst.
”Så… du ved, det er helt fint…… Har du tænkte dig at deltag i samtalen?” Han lød træt og ikke skuffet.
”Hvad tid flyver vi?” Jeg slog forskrækket hænder foran munden. Hvad havde jeg lige gjort? Svar; ændre min fortabt fremtid.
Han var åbenbart også chokket, for det var helt stille i den anden.
”Men vi kender jo ikke hinanden, hvem ved, om jeg er en eller anden klam voldtægtsmand, der tit spørger piger, om de ville med til Kina?” Han lød straks frisk.
”Antyder du, at du er en klam voldtægtsmand, der tit invitere piger til Kina?” Stemningen var straks lettere. Jeg træk langsomt vejret ind og fodre min lunger, der pludselig skreg efter det.
”Nej, den ting behøver du ikke at bekymre dig om. Er du sikker? Jeg skal være der i 2 måneder. Hvad ville du sige til dine forældre?”  Han lød til at forstå, at jeg mente det, selvom jeg stadig var i tvivl.
”Det ved jeg ikke. Men jeg tror, at jeg burde undlade at fortælle den del, hvor du er en total fremmede, og at jeg mødte dig til en fest, hvor du gemt dig på toilet”
Med tanken om min forældre og søster, blev jeg pludselig stensikker. Min søster havde haft sit liv planlagt siden 5. klasse. Min mor, der i alt hemmelighed, sneg brocher med uddannelsesmuligheder ind under min dør, når jeg sov. Og til sidst min far. Min far, der kun sagde noget, når det handlede om hvor dårligt politikeren styrer landet. Han var næsten den værste, selvom han ikke deltog i at presse mig eller i at ligge brocher mærkelige steder. Men det blik han sendte mig, når jeg kom traskende ned af trappen klokken 11 en tirsdag, fortalte mig, hvor skuffet han var, det var næsten det værste. Det her var min mulighed for at gør dem glade. Og et skridt tættere på at komme væk, fra den har lorte by.
”Er du sikker på, at du ville gøre det her?” Hans stemme var tvivlsom. Men det var jeg ikke.
”Ja.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...