Det var ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jan. 2018
  • Status: Igang
Gabriella er en 17 årig pige, som skal skifte til et helt nyt gymnasium. Hun møder sin drømmefyr, men det er for godt til at være sandt. Er han virkelig den som hun virkelig tror han er? Eller gør han det bare for at kunne sige han har scoret den nye pige?

1Likes
2Kommentarer
117Visninger

1. Ny start

Jeg vågner op og har en dårlig smag i munden. Jeg er nervøs. Jeg starter på et nyt gymnasium, og håber på en ny start hvor det endelig vil gå godt for mig. Jeg har egentlig ikke lyst til at stå ud af min seng, for hvad nu hvis det hele ender som før? Hvad hvis jeg bliver udstødt igen? Jeg vil ikke lade det ske. Men en usikkerhed strømmede stadig igennem mit hovede, og det føltes som om jeg skulle kaste op. Hvad skulle jeg egentlig kunne kaste op over? De tarteletter min mor serverede for mig i går? Det tror jeg næppe.

Jeg beslutter mig endelig for at gå ud af min seng og tage tøj på, men nu kommer alle pigers maridt. Tøj krise. Jeg synes ikke rigtigt der er noget at tage på. Synes intet ville give et godt førstehåndsindtryk. Jeg kigger længe i mit skab, og beslutter mig for at tage sorte jeans på og en striktrøje. Jeg ved godt det er kedeligt, men det er det eneste jeg har lige nu. Jeg vælger at tage sorte vans på, for at gøre looket mere kedeligt.

Jeg går ud i køkkenet og kan dufte min mor er igang med at lave æg og bacon, men det har jeg ikke lyst til. Jeg plejer at elske det og spise det hver morgen. I dag har jeg lyst til at kaste op over det. Jeg kan mærke en klump i halsen, i tanke om jeg skal spise det, så jeg vil prøve at springe morgenmaden over og tage i skole. Inden jeg når ud af døren, kan jeg høre min mor sige “godmorgen Gabriella. Skal du ikke have en bid mad med på vejen?”. Jeg står og overvejer om det ikke er en god i dag lige at spise noget mad, men jeg ender med at takke nej. Bare tanken om jeg overvejede det, fik mig til at få det mere dårligt.

 

Jeg kigger på mit ur, og ser at det er tid til at tage afsted. Jeg siger farvel til min mor og går ud af døre. Da jeg trådte ud, kunne jeg mærke at det var ret koldt, så jeg havde fortrudt den jakke jeg har taget på. Det er for sent at gå ind og skifte jakke, så jeg går bare videre. Jeg sætter mig ind i bussen, som kører til mit nye gymnasium.

Jeg sidder og kigger ud af vinduet og er i mine egne tanker. Noget tid efter sætter der sig en dreng ved siden af mig. Mon det er en jeg skal gå i klasse med? Det håber jeg, for han er ret lækker. Jeg opdager mig selv i at kigge for meget på ham, og det kan jeg også se på ham, for han kigger mærkeligt på mig og sætter sig længere væk fra mig. Jeg begyndte at rødme, det er alt for flovt. Men noget i mig kunne ikke lade være med at kigge på ham, men jeg måtte nok hellere lade være, da det virker på ham at han ikke nyder det særlig meget.

Jeg sidder virkelig uroligt, for jeg synes det er en pinlig situation jeg er havnet i. Han vender sig om imod mig, og siger “hej, jeg hedder Frederik”. Jeg blev helt overrasket over han overhovedet gad at snakke med mig. Jeg sidder og stirrer lidt på ham inden jeg svarer “Gabriella”. Jeg svarede virkelig kort, og jeg fortrød det med det samme. Nu er min chance hos ham spildt. Bussen er ved skolen, og han spurgte mig om vi skulle følges, så det kunne være jeg alligevel havde en chance. Vi snakker løs og jeg har det super hyggeligt. Han fik at vide jeg er ny, så han ville gerne hjælpe mig op i min klasse. Da vi havde gået op af en masse trapper, bliver jeg vist mit klasselokale og jeg takker Frederik. Han ønsker mig en god skoledag og en god skolestart.

Jeg går ind af nervøsitet for om jeg ville blive accepteret af de andre, for det blev jeg ikke på mit gamle gymnasium. Frygten sidder i mig. Jeg træder ind af døren og alle smiler til mig og byder mig velkommen. Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg sætter mig ned ved siden af en pige, som vidst ikke har en stop knap. Nøj hvor hun snakker.

 

Jeg starter med at have engelsk, som er det fag jeg er bedst til, hvor jeg efter skal have biologi og dansk, også er det bare hjem. Jeg er blevet taget rigtig godt imod af alle, og alle ville snakke med mig, så dagen er gået vildt stærkt. Jeg har allerede fri. Jeg kan slet ikke forstå det kan gå så stærkt, for på mit gamle gymnasium, så føltes det som om det tog 100 år, før jeg havde fri.

Da jeg er på vej ned møder jeg Frederik igen, og han smiler til mig. Han sagde til mig “du har vidst ikke en andet valg en at følges med mig igen”. Jeg fniste og gav ham ret. Tænk han gad at følges med mig. Vi sidder og snakker om en masse, hvor han på et tidspunkt giver mig hans nummer. Jeg blev helt målløs. Sådan en lækker dreng som ham, ville have mit nummer. Det kunne slet ikke passe! Han fortalte mig hvor han boede, og det var faktisk ret tæt på mig. Han valgte at stå af på samme stop som mig, for det ville alligevel ikke tage langt tid før han ville være hjemme. Vi steg ud af bussen sammen, og han valgte at følge mig til mit hus. Vi kiggede lidt på hinanden inden vi sagde farvel.

 

Han havde det lækreste og mest charmerende glimt i hans blå øjne. Han smilede til mig og jeg opdagede det sødeste. Han havde togskinner, og det klædte ham faktisk. Han sagde at han ville skrives ved og at han henter mig imorgen klokken 07:30, så vi kunne følges igen. Han krammer mig farvel og holder i lidt tid om mig. Selvom det lyder klamt, så dufter han ret godt og det gav mig en sitren i maven.

Jeg kommer lykkelig ind i huset til min mor og fortæller hvor en god dag jeg har haft. Jeg stormer op på mit værelse af glæde, og venter på en besked fra Frederik. Jeg bliver ved med at vente, men han skriver bare ikke, men jeg skal heller ikke forvente det store. Ligepludselig brummer min mobil, men der er en der ringer til mig. Jeg tager telefonen og jeg kan genkende stemmen “Gabriella?”. Hvor jeg så svarer “Magnus?”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...