Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
3034Visninger
AA

22. 21. En hemmelighed.

 

Rhys havde lagt en seddel til Liam i varehuset, hvor han forklarede hvad Liam skulle gøre med pengene og de resterende stoffer. Han havde sat sig ind i sin bil og var begyndt at køre mod den nærtliggende by, Folkestone. Der var én han havde lyst til at besøge, så han havde købt blomster og sat sig ind i sin bil og så var han begyndt at køre. 

         Regnen trommede mod bilens hårde ydreside. Blomsterne lå på passagersædet sammen med en cigaretpakke og en lighter. Rhys havde haft lyst til at ryge, men havde afholdt sig fra det, og nu var det lige meget for han kunne ikke ryge mens det regnede. Så pakken forblev uåbnet. 

         Køreturen tog ikke mere end et kvarter. Regnen var ikke holdt op, og det så heller ikke ud til, at der ville blive tørt lige foreløbigt. Skyerne hang tunge, og mørke i himlen, solen var ikke længere at se. 

         Parkeringspladsen Rhys kørte ind på var tom. Grudset under dækkene knagede og beklagede sig under bilens vægt. Rhys parkerede bilen hurtigt, uden at tænke over hvordan han holdte. Han samlede med rystede hænder buketten op, og steg ud af bilen. 

         Regnen var kold mod hans varme hud. Regndråberne var store, og han var gennemblødt næsten med det samme. Men han havde ikke noget imod regnen, for den skjulte tårerne han vidste ville komme. Kirken tårnede sig truende op til hans højre side. Han forstsatte forbi den store bygning, og snoede sig gennem stierne på kirkegården. Han havde gået ruten mange gange før, og kendte den ligeså godt som bagsiden af sin egen hånd.

         Gravstenen Rhys ledte efter lå længst væk fra indgangen til kirkegården. Et stort egetræ stod tæt på, og dens grene hag som et beskyttede, tag over gravstedet. Rhys knælede, og lagde forsigtigt blomsterne fra sig på jorden foran gravstenen. Han var en smule beskyttet af bladende på træet, men der var stadig store, tunge regndråber der fandt vej mellem bladende. 

         Regnen på hans kinder blandede sig med varme, saltede tåre. Han rejste sig ikke, men blev siddende på sine knæ, og stirrede på navnet der var majslet i stenen. Rowena Rapp, 1999-2012for evigt elsket.

”Chwaer,” sukkede han. Det var et stykke tid siden han havde brugt det walisiske sprog, på trods af kærligheden han havde for det. Chwaer, søster. 

”Chwaer,” sukkede Rhys igen. Han havde sjældent kaldt hende noget andet, for han elskede lyden, og han elskede hende. ”Jeg har mødt en pige,” begyndte han, løb en hånd gennem sit våde hår, for at fjerne det fra ansigtet. 

         ”Hun er anderledes, hun kan lide at se på stjerner, som vi plejede at gøre.” Han snøftede, og forsøgte at tørre tåre væk fra ansigtet. ”Jeg har været nødt til at skubbe hende væk, for der var nogle fyre der fik fat i hende og jeg…” han kunne ikke få resten af ordene over sine læber. Han sank klumpen i halsen, og lukkede øjnene. 

         Rhys rejste sig ikke før han var så kold, at han ikke længere kunne mærke sine fingre og tæer. Han forsøgte at tørre tårende væk, men hans fingre var våde, fordi regnen stadig silede ned over ham. 

”Undskyld Chwaer,” mumlede han, rejste sig, og vendte ryggen til gravstedet. 

         Han satte sig ind i bilen, og smækkede bildøren. Han greb hårdt om rettet, og holdte fast i det til hans knoer var helt hvide. Rhys besøgte ikke sin søsters grav særlig ofte, for han aldrig rigtig accepteret hendes død. Luftet føltes kvælende herude, og han havde svært ved at ændre sit dårlige humør, når han havde besøgt hende. Men i dag var hendes fødselsdag, og Rhys gav hendes altid blomster på hendes fødselsdag. Selv efter hendes død. 

         Med følelsesløse fingre, satte han nøglen i tindingen, og startede bilen. Det var på tide at komme hjem, han vidste at i dag også ville være en specielt hård dag for Ella. Hun havde ikke særlig mange gode dage, men Rhys vidste, at hvis han var væk for længe, ville hun begynde at smadre ting derhjemme. Så selvom han ville ønske han kunne være blevet længere, var han nu på vej hjem til sin mor igen. 

 

Everly sad på sin seng. Hendes mobil lå foran hende, skærmen oplyst. Olivias kontaktinformationer var at se på skærmen. Sorte, tydelige bogstaver mod den hvide baggrund. Everly ville gerne ringe til sin mor, i håb om at kunne få afkræftet hendes bange anelser. Men der var noget der holdte hende tilbage. Hvad skulle hun gøre hvis hun havde gættet rigtigt? Hun kunne ikke fortælle det til sin far, hun havde ikke lyst til at bebyrde ham, men på den anden side vidste hun selvfølgelig ikke om hendes far allerede var kommet frem til samme antagelse. 

         I en hurtig bevægelse samlede hun telefonen op, og trykkede på ikonet der lignede en ældre fastnettelefon, og så holdte hun mobilen op til øret. Den monotone, bippende tone blev ved længe inden en dyb mandestemme afbrød den. 

”Hallo?” sagde han spørgende. 

”Jeg skal tale med Olivia Salazar,” svarede Everly i det høfligste, og mest formelle tonefald hun kunne mønstre. 

”Hun er lige i bad,” brummede han en smule irriteret. ”Skal jeg sige du har ringet?” Everlys øjne var begyndt at sive fra tilbageholdte tårer. Hun rømmede sig. 

”Nej, jeg ringer bare på et andet tidspunkt,” svarede hun venligt, og skyndte sig at lægge på inden manden kunne nå at sige mere. Hvad skulle hun nu sige til far? 

         Everly lagde telefonen fra sig igen og begyndte at gå frem og tilbage i rummet. Hvis hun sagde noget til far, ville der ske én af tre ting. Ét; han ville slå det hen. To; han ville indrømme at han allerede vidste det. Tre; det ville være hendes skyld at han blev ked af det, fordi hun overbragte ham nyhederne. Den sidste mulighed var den hun frygtede mest. 

         Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun forlod værelset, gik hen af gangen og bankede på døren ind til kontoret. Hun ville beslutte sig når hun så ham, ja, det virkede som den bedste løsning. 

”Kom ind,” sagde Nicolás. Everly åbnede forsigtigt døren. Nicolás så træt ud. Han sad og masserede sine tindinger, og han sad nærmest sammensunken i stolen. Han rettede sig en smule op da han så hende. ”Mija,” smilede han. Everly sank en klump der havde sat sig fast i halsen. 

”Er det okay, at jeg tager hjem til Alice?” spurgte hun, uden rigtigt at vide hvorfor. 

”Ja selvfølgelig. Sover du hos hende, eller skal jeg komme og hente dig senere?” spurgte han. Everly trak på skuldrene. 

”Det ved jeg ikke endnu. Jeg skriver til dig?” Nicolás nikkede samtykkende. 

”Hyg dig,” sagde han, inden Everly lukkede døren, hentede sig mobil og gik nedenunder for at tage sit overtøj på. Hun var slet ikke sikker på om hun havde tænkt sig at tage hjem til Alice, hun havde egentlig bare brug for luft. 

 

Gaderne var stort set tomme. De fleste havde valgt at blive indenfor denne søndag. Det havde regnet voldsomt tidligere på dagen, og jorden var stadig våd. Everly elskede duften der hang i luften efter det havde regnet. Duften var forfriskende, og hun kunne mærke at kroppen begyndte at slappe af igen. 

         Uden rigtigt at vide hvor hun var på vej hen, begyndte hun at vandre rundt i gaderne. Hun havde i et kort øjeblik overvejet at gå i retningen af skoven hun havde besøgt en af de første dage hun havde været i byen, men havde ombestemt sig, for hun havde ikke lyst til at støde på nogle af de drenge Rhys tit hang ud med. Så hun holdte sig til de åbne gader. 

         Everly lagde ikke rigtig mærke til sine omgivelser mens hun gik, det var ikke før hun ramte ind i noget hårdt og meget levende, at hun så op fra jorden og lagde mærke til hvor hun var henne. Hun kunne ikke huske at have været her før, men hun kunne genkende de natteblå øjne alle steder. 

”Hold nu kæft,” stønnede Rhys irriteret, da deres øjne mødtes. ”Du er kræftedeme alle steder,” mumlede han, som om han havde forsøgt at undgå hende. Det havde han højest sandsynligt også, for han havde gjort det rimelig klart for Everly, at han ikke ville se hende igen – ikke privat i hvert fald. Og her var hun så, i vejen for ham, helt uden selv at ville det. 

”Jeg vidste ikke du ville være her,” vrissede hun ad ham. Hun synes ikke rigtig han kunne tillade sig at blive sur over, at hun gik på gaden i den by hun boede i. 

”Jeg bor her,” svarede Rhys irriteret og pegede mod et lille, blågråt hus. De havde stødt ind i hinanden ligesom Rhys gik ud ad indkørslen og Everly var gået hen ad fortovet. Ingen af dem havde set sig for, men Rhys lod alligevel til at ville give Everly skylden. 

         Everly trak bare på skuldrene. Hvor skulle hun vide fra, at det var her Rhys boede. Hun havde trods alt aldrig været hjemme hos ham. 

”Hvorfor er du her?” spurgte han. Hans hår så en smule fugtigt ud, mon han havde været ude i regnvejret, tænkte Everly. Hun så ned i jorden, for hun havde ikke lyst til at se Rhys i øjnene, og hun havde egentlig heller ikke lyst til at forklare ham hvorfor hun var her. ”Everly!” halv-råbte han, tydeligt endnu mere irriteret end før, fordi hun ikke gad svare ham. Hun kunne mærke tårer prikke i øjnene, og halsen snørede sig sammen. 

”Fordi Rhys,” snerrede hun af ham, og lod sit blik lande på ham, mens hun kæmpede med at holde tårerene tilbage. ”Jeg bor i byen og jeg gad ikke være derhjemme. Jeg vidste ikke du ville være her, hvis jeg havde så var jeg gået den anden vej.” Hun blev mere og mere arrig for hvert ord hun sagde. Hun var sikker på at hendes øjne var helt blande af tårer nu. Hun blev sur på sig selv over ikke at kunne holde sine følelser tilbage bedre. Rhys’ øjne blødte op, og han så nu på hende som om han var bange for, at hun ville gå i stykker hvis han sagde noget forkert. 

”Hvorfor gad du ikke være derhjemme?” spurgte han blidt. Everly rystede på hovedet, og mærkede den første tåre falde. 

”Jeg troede det var meningen at vi ikke skulle tale med hinanden igen,” sagde Everly monotont, og hævede øjenbrynene af ham. Skyggen af et smil var pludselig at se på Rhys’ læber. En varm følelse blandede sig med følelsen af ubehag. Hun kunne godt lide at Rhys smilede over noget hun havde sagt, men det kunne ikke overdøve følelsen af vrede, og svigt. 

”Everly, fortæl mig hvad der er galt,” pressede han, men hun rystede på hovedet. Everly kunne godt lide Rhys, hun kunne rigtig godt lide Rhys, men han kunne ikke være der halvt for hende. Hun kunne ikke lade ham bestemme hvor, hvornår og hvordan de skulle ses, eller om de skulle ses overhovedet. 

”Nej,” sagde hun, og så krydsede hun gaden og gik i retningen af Jacksons hus. 

 

Everly havde aldrig set nogen se så overrasket ud, som Jackson gjorde da han åbnede døren og så hende stå ude foran. 

”Everly,” smilede han. ”Hej.” 

”Hej,” sagde hun og gengældte smilet. ”Undskyld jeg kommer uanmeldt,” begyndte hun. Jackson flyttede sig en smule og gjorde tegn til, at hun gerne måtte komme indenfor. ”Jeg havde ikke lyst til at være derhjemme, så jeg tænkte måske du havde lyst til at se mig,” fortsatte hun, men lød en smule mere usikker nu. Jackson smilede et smil, der fik hende til at føle at hun altid var velkommen. 

”Jeg har altid lyst til at se dig, hvis jeg skal være helt ærlig,” svarede Jackson og kløede sig generet i nakken. ”Så tag endelig overtøjet af, og kom med ovenpå. Jeg lavede alligevel bare lektier.” Hans selvtillidsfulde glød var tilbage og han så allerede en smule mere afslappet ud. 

”Er det et dårligt tidspunkt?” spurgte Everly og tog tøvende sine sko og jakke af. 

”Nej overhovedet ikke. Du er altid velkommen til at afbryde mig midt i lektielæsningen,” grinede Jackson. Han havde et par grå joggingbukser på, og en sort T-shirt. Joggingbukserne sad tæt ind til hans ben. Everly tog synet af ham ind, og blev enig med sig selv om, at hun faktisk bedre kunne lide ham i afslapningstøj end det han havde på til hverdag. Han så af en eller anden grund mere selvsikker ud nu. 

 

Jacksons værelse lignede et typisk drengeværelse, et nyligt opryddet drengeværelse. Sengen var ikke redt, men der lå ikke noget på gulvet. Der lå opslåede bøger på hans skrivebord, og et hæfte han havde skrevet i. 

”Hvilke lektier laver du?” spurgte Everly og kastede et blik mod bøgerne. 

”Matematik,” sukkede Jackson træt. Han satte sig på sin kontorstol og gjorde tegn til at Everly måtte sætte sig på sengen, så det gjorde hun. Sengen var blød, madrassen var dækket af et mørkeblåt lagen, dynebetrækket var gråt og blødt. 

”Er du god til det?” spurgte hun, mest fordi hun ikke rigtig vidste hvad hun ellers skulle sige. Jackson trak på skuldrene. 

”Altså jeg har altid fået at vide, at det ikke er pænt at prale,” begyndte han med et smil om sine læber. Everly kluklo og fortsatte for ham; ”Men du er ret god, hvis du selv skal sige det.” Jacksons grin blandede sig Everlys. 

”Hvad, øm, hvor gik du hen til festen, efter, øm, du ved…” tøvede han spørgende. Everly havde ventet spørgsmålet, og hun var klar til at fortælle noget af sandheden. 

”Jeg tog hjem,” sagde hun og trak på skuldrene. 

”Alene?” spurgte han, og forsøgte at se ud som om, han var ligeglad med svaret. 

”Ja, alene,” svarede hun. Det var heller ikke helt løgn. Det havde været hendes hensigt at tage hjem selv, men det var ikke helt sådan det var endt. 

”Rapp tog afsted ikke særlig lang tid efter vi talte i køkkenet,” fortsatte Jackson, og Everly fik en idé om, at han måske ikke helt troede på hende. Hun trak på skuldrene og så på Jackson. 

”Jeg så ham ikke.” Hun vidste ikke om det var hvad hun havde sagt, eller blikket i hendes øjne, men han lod til at godtage hendes forklaring. 

         Everly der gerne ville skifte emne begyndte at spørge ind til Jacksons matematik. De to havde ikke nogen timer sammen. Jackson fortalte gladelig om at han havde matematik på et rimeligt højt niveau, og at han godt kunne lide sin lære. Han viste hende nogle af de regnestykker han havde været i gang med inden hun var kommet på besøg. Hun var ærlig og fortalte ham, at hun ikke forstod meget af det. Det fik Jackson til at smile, og så forsøgte han at forklare hende det. 

”Men det giver jo slet ikke mening,” grinede Everly, og så på udregningerne i Jacksons notesbog. Jackson havde taget bøgerne og notesbogen med over i sengen, så de nu sad op af alle puderne i sengen og grinede af at Jackson var rigtig dårlig til at forklare hvad regnestykket gik ud på. 

”Det giver da vildt god mening,” grinede Jackson og lukkede notesbogen. ”Ikke mere matematik nu.” Han så på hende i et langt øjeblik. Everly studerede hans øjne. De var venlige, og en smule lysere end Rhys’ øjne. 

”Du er meget smuk,” sagde Jackson lavmælt, og aede hendes kind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...