Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.

(Historien foregår i 2016)

6Likes
4Kommentarer
3314Visninger
AA

9. 8. Tilbagekomst og hemmeligheder.

 

Rhys kom ikke tilbage. Everly koncentrerede sig ikke i hele engelsktimen. Hun ventede på at han kom tilbage. Men han kom ikke tilbage. Everly sad sammen med Alice til frokost, og deres andre undervisningstimer. Hun var en slukøret da hun endelig kunne tage hjem fra skole. Alice og Everly sagde farvel til hinanden, og Everly begyndte at gå hjem. Det blæste, og skyerne blev mørkere og mørkere. Hun nåede hjem inden det begyndte at regne. 

         Everly besluttede sig for endelig at pakke ud. Hun lagde sit tøj og sengetøj ind i skabet, tog sin toilettaske med alt sin make-up og stillede den ud på badeværelset. I stedet for at gå tilbage ind på sit værelse gik hun ned af gangen og bankede på en dør. 

”Kom ind,” lød en dyb stemme. Everly åbnede døren og så på sin far. Han sad bag et skrivebord, hans fingre kørte hen over computertastaturet. Hun ventede. Efter et øjeblik holdte han op med at trykke på tastaturet, og så op på sin datter. 

”Mija,” smilede han, og gjorde tegn til, at hun skulle komme nærmere. Everly trådte længere ind i rummet. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Mija?” spurgte han. 

”Jeg mangler nogle ting til mit værelse, papa,” svarede hun. Han nikkede, stadig smilende. 

”De ting må vi hellere få købt så.” Everly nikkede, og vendte sig om for at gå, men fortrød og vendte sig om igen, og så atter på sin far. 

”Papa,” sagde hun. Han så på hende med sine brune øjne fulde af kærlighed til sin datter. ”Må jeg spørge dig om noget?” Et drilsk blik krøb ind i de kærlighedsfulde øjne. 

”Det har du lige gjort, Mija. Men du må godt stille et til,” svarede han. Everly himlede med øjnene, men smilede. ”Kom og sid.” Hun gjorde som han sagde og satte sig en blød stol de stod ved den ene væg. Nicolás drejede kontorstolen en smule så han bedre kunne se hende. 

”Hvad plager dig?” spurgte han. Everly var ikke overrasket over at Nicolás godt vidste at noget var galt. Der var ikke nogen der kendte hende bedre end ham. 

”En af mine venner,” begyndte Everly, der hurtigt havde besluttet sig for, at det var bedst ikke at nævne at hendes ven var en dreng. ”Lovede mig noget, men holdte det ikke.” Nicolás nikkede forstående. 

”Og det gjorde dig ked af det?” sagde han. Det var mere en konstatering end et egentlig spørgsmål, men Everly nikkede alligevel. Han sukkede. ”Du har ikke kendt denne ven særlig længe, har jeg ret?” Everly nikkede igen. ”Så måske er det meget godt, at du allerede nu kan se hvilken type ven han eller hun er. Det gør altid mere ondt jo mere man holder af personen.” 

”Skal jeg holde mig fra min ven?” spurgte Everly. Hun vidste allerede hvad svaret ville være, men håbede alligevel på at Nicolás ville sige noget andet. 

”For nu er det nok bedst. Det kan være at din ven opdager at han eller hun har gjort noget forket, og så er det op til dem at gøre det godt igen, Mija. Det er ikke altid op til dig selv,” forklarede han. Everly sukkede, han havde svaret lige netop det hun havde frygtet. 

”Gracias, papa,” sagde Everly og rejste sig fra stolen, og gik mod døren. 

”Mija,” kaldte Nicolás inden hun nåede ud af rummet. Hun så tilbage på ham. ”Jeg ved godt at din mor og storebror har problemer, men jeg ved at han gerne vil tale med dig.” Hun slog blikket i jorden. ”Mija,” sagde Nicolás igen, så hun så op. ”Ring til ham. Han vil blive glad for at høre din stemme.” 

”Hvad med mor?” spurgte Everly. Hun havde ikke lyst til at såre sin mors følelser. De havde allerede været oppe og skændtes med hende på grund af sin bror. 

”Jeg skal nok tale med din mor,” svarede Nicolas. Hun smilede et sørgmodigt smil. 

”Jeg elsker dig, papa.” 

”Og jeg dig, Mija,” sagde han. Hun forlod rummet og lukkede døren efter sig. Hun havde egentlig ikke talt om sin bror, men om Rhys, men på trods af det var hun glad for at Nicolás havde bragt emnet op. 

         Hun satte sig på sengen inde på sit værelse med sin telefon i hånden. Hun så på den længe inden fandt sin brors nummer blandt sine kontaktpersoner, og ringende op.

”Eve, hej,” sagde en hæs stemme. Et lille smil krøb hen over Everlys læber. 

”Hej James,” svarede hun, og hørte han rumstere rundt. 

”Hvad så?” spurgte han. 

”Ikke så meget. Jeg havde bare lyst til at snakke med dig,” svarede Everly, en anelse nervøst. 

”Om noget bestemt eller savner du bare mig ligeså meget som jeg savner dig?” spurgte han muntert. Everly slappede mere af, lykkelig over, at James også savnede hende. 

”Jeg savner dig.” James sukkede. 

”Jeg savner også dig,” sagde han. ”Jeg vil gerne høre alt om din nye skole, Eve. Er de søde ved dig?” Everly trak på skuldrende. 

”Ja, de er okay,” svarede hun. 

”Kun okay, ikke bedre?” spurgte James med en overdrævet forfærdet tone i stemmen. 

”Altså der er en pige, Alice, som jeg er blevet gode venner med. Men James jeg har jo ikke været her i mere end én uge,” fortalte Everly. 

”Nej, det er også rigtigt,” mumlede James. 

”Hvordan har onkel Cedric det?” spurgte hun, for hun havde ikke lyst til at tale om sin skole mere. 

”Øh, fint tror jeg. Faktisk Everly, så har jeg ikke besøgt ham så meget på det sidste. Du ved godt, at jeg leder efter min far, og det har taget rigtig meget af min tid. Jeg ved også godt, at jeg burde have ringet til dig, og det er jeg ked af, at jeg ikke har gjort,” svarede James. 

”Det er okay, James,” sagde Everly. ”Har du fundet ham?” En lille del af hende håbede, at James ikke ville finde sin biologiske far. Hun havde svært ved at forestille sig, at hun skulle dele ham med andre end hendes egne forældre. 

”Øm, Everly, jeg bliver nødt til at lægge på nu, okay. Men jeg lover at ringe snart, okay?” sagde han og begyndte igen at rumstere med noget. 

”Okay,” sagde Everly, skuffet over at de ikke havde længere tid til at snakke. 

”Okay, jeg elsker dig.” 

”Jeg elsker også dig,” svarede hun slukøret, og inden hun nåede at sige mere, havde James lagt røret på. 

 

Rhys dukkede heller ikke op tirsdag, eller onsdag, og om torsdagen var Everly holdt op med at kigge efter ham hver gang hun trådte ind i et lokale. I stedet fulgtes hun med Alice til timerne, og spiste frokost sammen med hende i pauserne. 

         Det var begyndt at regne oftere og oftere, og fredag eftermiddag var bestemt ikke nogen undtagelse. Everly og Alice stod indenfor og så ud på det regnfulde vejr udenfor. Alice sukkede dramatisk. 

”Jeg har virkelig ikke lyst til at gå udenfor,” mumlede hun. Everly så på sin veninde med et forstående blik i sine øjne. 

”Jeg kommer til at være gennemblødt inden jeg når hjem,” sukkede Alice. De to veninder vekslede sigende blikke. Pludseligt greb Alice fat i Everlys arm, hendes øjne var store og et smil brød ud på hendes læber. 

”Det havde jeg nær glemt,” begyndte hun i et langt mere munteret tonefald. ”En fyr der hedder Jackson Cullen holder fest i morgen aften, skal du ikke med?” spurgte hun. Everly nikkede, glad for at Alice gerne ville have hende med. ”Vi kan…” mere noget hun ikke at sige, før hun afbrød sig selv. ”Er det Rhys?” Alices fortræk sit ansigt i ubehag, da hun så, at det var Rhys der kom gående ned af gange. Hun blev endnu mere vred, da Rhys satte kursen mod dem. Everly var forvirret. Forvirret over at se ham. Hun vidste ikke om hun var sur på ham eller lettet over, at der ikke var sket ham noget. Alice vendte demonstrativt ryggen til Rhys, og stillede sig ind foran Everly, så hun ikke længere kunne se ham. 

”Vi kan gøre os klar sammen, ligesom i sidste weekend. Og hvis du har brug for et sted at sove, kan vi sagtens sove hjemme hos mig, og…” Alice stoppede midt i en sætning endnu engang, men denne gang var der en anden der afbrød hende. 

”Everly.” Rhys’ stemme var udmattet, og hæs. Alice blev stående i Everlys synsvinkel, men uheldigvis for hende, ragede Rhys op over hovedet på hende. 

”Jeg snakker lige med Alice,” sagde Everly en smule mere bestemt end hun havde tilsigtet. Rhys hævede et øjenbryn, men nikkede. Han stillede sig hen til døren der førte ud af bygningen. Han lignede en sikkerhedsvagt, som han stod der, rank, og blikket rettet frem for sig. Alice så på ham, som om hun aldrig havde set Rhys før i sit liv. 

”Jeg vil gerne gøre mig klar sammen med dig i morgen. Hvad tid skal jeg komme hjem til dig?” spurgte Everly, men Alice der stadig stirrede på Rhys som om han var fra en anden planet, svarede ikke. 

”Sagde du noget?” spurgte hun, og lod endelig sit blik falde på Everly igen. 

”Hvad tid skal jeg komme hjem til dig i morgen?” gentog Everly. Alice så forvirret ud først, men så kom hun i tanke om hvad de havde snakket om inden Rhys dukkede op. 

”Hvad med efter aftensmad?” spurgte hun. Everly nikkede, og gik forbi Alice. ”Hvad skal du?” spurgte hun. Everly vendte sig om mod Alice. 

”Vi ses i morgen,” var alt Everly sagde, inden for fortsatte hen mod Rhys. Han havde ikke rørt en muskel, og flyttede sig ikke før Everly stod foran ham. Han havde mørke rander under øjnene, og et par skræmmer på sine hænder, både nye og gamle. Uro skyllede ind over Everly. Hun havde lyst til at spørge hvad der var sket, og om de sår han havde fået sidste weekend var helet. Hun lukkede øjnene og sagde i stedet. 

”Hvad så?” Forbløffelse skyllede ind over Rhys’ ansigt, men forsvandt sekundet efter igen. Han smed et skævt smil om sine læber, og lod sine hænder glide ned i sine sorte jeans. 

”Jeg kører dig hjem,” sagde han, og åbnede døren for hende. Hun hævede et øjenbryn af ham, men Rhys’ smil blev bare bredere, så hun trådte udenfor sammen med ham. Alice så irriteret efter dem. 

         Rhys sagde ikke noget mens han kørte og Everly vidste ikke hvilket spørgsmål hun skulle stille først, så hun forblev tavs. Det var ikke før Rhys havde parkeret bilen ved kantstenen overfor Everlys hus, at stilheden blev brudt. 

”Ingen spørgsmål i dag?” spurgte Rhys, med et drilsk smil om sine læber. Everly var ikke i humør til hans drillerier, og synes bestemt ikke, at han var sjov. Hendes nysgerrighed var ved at æde hende op indefra, men hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse det var, at stille ham en masse spørgsmål. 

”Nej,” svarede hun. ”Ingen spørgsmål i dag.” Hun åbnede bildøren og steg ud. Hun skulle til at smække døren i, da Rhys sagde: ”Vent!” Hun bøjede sig en smule ned, og så ind i bilen. 

”Hvad?” spurgte hun irriteret. Rhys der elleres havde haft et glimt i øjet, genfandt sit kedsommelige, arrogante ansigtsudtryk.

”Skal du med til fest hos Jackson i morgen?” spurgte han, i et ligegyldigt tonefald. 

”Ja,” vrissede hun og smækkede døren i inden Rhys kunne nå at sige mere. 

 

”Mija, der er mad,” råbte Nicolás senere den aften. Everly havde brugt dagen på at lave lektier, så hun ikke kom til at tænke på Rhys. 

         Hun traskede ned af trappen, og fortsatte ind i den lille spisestue. Hendes forældre sad allerede ved bordet. 

”Har du haft en god dag, min skat?” spurgte Olivia, mens hun øste mad op på sin tallerken. Everly tog imod en skål og øste op. 

”Den har været fin. Jeg er blevet inviteret til en fest,” svarede Everly. 

”Endnu en fest,” sagde Nicolás, og så på sin datter med rynkede bryn. 

”Ja, Alice har inviteret mig,” forklarede hun og sendte sin far et beroligende smil. Han nikkede. 

”Everly, skat.” Hun så på sin mor igen. ”Jeg ved du har talt med din bror fornylig.” Everly der var ved at føre gaflen op til sin mund, stoppede bevægelsen. ”Hvad talte i om?” spurgte Olivia og skar sin bøf over. Everly sukkede. 

”Vi snakkede om min skole og mine venner. Han havde travlt, så vi nåede ikke at snakke om så meget,” svarede hun, og lagde gaflen fra sig. Hun var overbevidst om at hendes mor ikke var færdig med at tale om James. 

”Har han fundet sin far?” spurgte Olivia. Everly himlede med øjnene, og trak på skuldrende. ”Everly, han må da have fortalt dig et eller andet,” brummede hun. Everly var stadig irriteret over Rhys’ opførsel, og denne diskussion med sin mor udviklede sig hurtigere end normalt. 

”Nej, vi snakkede ikke om noget. Hvad rager det egentlig også dig?!” udbrød Everly vredt. Olivia slog i bordet, så glas og bestik klirrede. 

”Han er min søn, Everly!” råbte hun. Everly rejste sig fra sin stol, hendes blod kogte. 

”Og hvis skyld er det, at han ikke gider snakke med dig længere!” råbte Everly tilbage. Hun trak vejret hurtigt, som om hun havde været ude og løbe. Hun rystede på hovedet og forlod stuen. Det var bedre, at hun gik op på sit værelse for at køle ned end at hun blev ved med at diskutere med sin mor. Hun kunne høre sin mor og far diskutere lavmælt, så hun smed sig på sengen og begyndte at trække vejret dybt og langsomt. 

         Everly blundede da nogen bankede på døren. Langsomt satte hun sig op i sengen, et kort øjeblik forvirret over hvorfor hun lå der. Hun tog sig til hovedet, hun kunne stadig høre sin mors stemme for sig. 

”Kom ind,” halvråbte hun, træt. Der var mørkt inde på værelset, solen var gået ned, og månen skinnede, omgivet af stjerner. Døren åbnede og i døråbningen stod nogen Everly gættede var sin far. Hun kunne ikke se andet end omridset af ham, men hun var ikke i tvivl. 

”Skal vi ikke sætte en loftlampe op herinde?” spurgte han, og lænede sig op af dørkarmen. ”Lad mig lige se hvad jeg kan finde,” fortsatte han, og lukkede døren efter sig. Everly sad i mørket, en smule groggy efter at have sovet. 

         Nicolás kom tilbage med en lyspære, en værktøjskasse og nogle ledninger. Han satte det hele, fra sig, på gulvet. 

”Jeg henter lige en arbejdslampe, så jeg kan se hvad jeg laver,” sagde han og forlod igen rummet, og da han kom tilbage havde han en arbejdslampe i hånden. Han satte den til. Everly skimmede med øjnene i det meget stærke lys. Nicolás begyndte at arbejde. Everly betragtede sin far mens han satte lampen op. Han havde altid været god til at lave ting, og han var den første til at hjælpe Everly med hvad end hun havde brug for. Nicolás brød stilheden mellem dem, efter et stykke tid med koncentreret arbejde. 

”Jeg troede jeg havde talt din mor til fornuft, Mija. Jeg vidste ikke hun ville blive sur på dig.” Han stillede sig op på Everlys seng for at kunne nå loftet. Everly svarede ikke, så Nicolás fortsatte.

”Jeg troede faktisk at hun ville blive glad for at høre, at du havde talt med din bror, men jeg tog fejl. Jeg er ked af at det gik ud over dig.” Everly nikkede selvom hendes far stod med ryggen til, og ikke kunne se hende. 

”Din mor er bare ked af det skænderi hun havde med James,” fortsatte Nicolás uanfægtet af, at Everly ikke deltog i samtalen. ”Jeg kan godt forstå, at James gerne vil finde sin rigtige far, men jeg forstår også hvorfor din mor ikke synes det er en god idé. Men manden er jo otteogtyve, han kan gøre hvad han vil.” 

”Papa,” sagde Everly. ”Hvad sker der hvis James finder sin far?” spurgte hun nervøst. Nicolás vendte sig om, og så ned på sin datter. Han smilede et bedrøvet smil. 

”Så bliver vi nok nødt til at finde os i at James har mere end én familie,” svarede han, vendte sig om og fortsatte opsætningen af lampen. 

         Da Nicolás var færdig med at sætte lampen op, og havde testet om den virkede, satte han værktøjskassen, overskydende ledninger og arbejdslampen på plads. Han stillede sig op af dørkarmen og så på sin datter. Nicolás havde ikke andre børn end Everly, men han holdte af James som var han sin egen. Men James var en voksen mand, og Everly var stadig ung, hun havde stadig brug for vejledning. 

”Må jeg komme ind og sidde hos dig?” spurgte han. Everly nikkede. Nicolás satte sig i Everlys seng, og lagde en arm om hende. ”Du og jeg Mija, vi ligner hinanden, din mor og James ligner ikke hinanden,” begyndte han. Everly var ikke sikker på hvorfor han fortalte hende det, men blev nysgerrig. ”Jeg har ikke kendt James’ far, men jeg kender din mor rigtig godt, og jeg tror at James ligner sin far rigtig meget, og jeg tror det er én af grundende til at de skændes så ofte,” fortsatte han. Everly rykkede sig tættere på sin far, og han strammede grebet om hende. 

”Men jeg ved at James elsker dig, og han ville aldrig lade noget som helst komme i mellem jer. Absolut intet.” Everly sukkede og puttede sig ind til sin far. 

”Han ville ikke fortælle mig om han havde fundet sin far, da jeg snakkede med ham,” fortalte Everly. Hun havde egentlig ikke tænkt sig at sige det, for hun vidste at begge sine forældre ville bekymre sig, men James lød så underlig da hun talte med ham, at hun blev nødt til at dele det sin far. 

”Vil du fortælle mig, hvad i talte om?” spurgte han. Han aede hende betryggede, kærligt, beroligende. Everly fortalte sin far om telefonsamtalen med James. Hun forsøgte at huske hvad James havde sagt helt præcist, og hvilke spørgsmål hun selv havde stillet ham. Nicolás lyttede, og blev ved med at ae hende. 

”Han har ikke ringet siden i mandags,” mumlede Everly. 

”Din bror skal vænne sig til at vi ikke bor i nærheden, ligesom vi skal vænne os til at han ikke bor lige rundt om hjørnet.” Han gav sin datters skulder et lille klem. ”Men jeg lover dig, at når vi har fundet vores nye rytme, så finder vi også mere tid til at tale ordentlig med hinanden. Alle sammen.” 

”Papa,” hviskede Everly. ”Vil du blive her til jeg er faldet i søvn?” spurgte hun udmattet. Ked af ikke at have talt med sin mor, træt af ikke at have talt ordentlig med James. Sur over at Rhys havde været væk næsten hele ugen. 

”Selvfølgelig, Mija. Læg dig ned.” Hun krøb ned under dynen, og lukkede øjnene. Nicolás blev siddende til Everly var faldet i søvn, først der rejste han sig, trak gardinerne for, kyssede hendes kind, slukkede lyset og forlod hendes værelse. 

 

Rhys havde været vågen hele natten. Han havde talt med nogle af de drenge han handlede med, og to af dem havde givet ham problemer. Han stod ude på badeværelset og betragtede sine blå mærker. Hele hans ene side var blå, fra hoften og op til hans skulder, og hans knoer var blodige. Han vaskede blodet af sine hænder, og tog noget smertestillende. Gryntende humpede han ind på sit værelse og lagde sig ned i sin seng. Han sov næsten med det samme. 

         Rhys vågnede sent om eftermiddagen, øm over hele kroppen. Han havde kun fået få timers søvn. Han satte sig langsomt op i sengen, og forsøgte ikke at jamre for meget. Han var næsten sikker på at han havde et par trykkede ribben. Han rejste sig fra sengen, fandt noget tøj frem, og gik ud på badeværelset. Han håbede at et bad ville kunne vække ham en smule. 

         Efter et langt bad, gik Rhys tilbage ind på sit værelse. Han satte sig på kanten af sin seng, og fandt sin telefon frem. 

’Mig og Alvin tager med til Jackson Cullens fest i aften – Liam kommer ikke! Hvad med dig?’ – Rhys var ikke sikker på om det ville være bedre at blive hjemme. Han havde ondt, og han vidste der ville blive ballade hvis han dukkede op. 

’Måske’ skrev han til Louis, og åbnede Facebook Messenger-appen. Han trykkede på rubrikken hvor der stod: Everly Salazar. 

’Tager du hjem til Jackson?’ Han ventede. 

’Jeg skal derhen med Alice’ Han stirrede på ordne, og himlede med øjnene. Han lukkede appen, og fandt sine beskeder til Louis frem igen. 

’Jeg kommer i aften!’ 

’Skal vi lave ballade i aften, Rhys?’ 

’Cullen bliver ikke glad for at se mig!’ skrev Rhys og smed telefonen fra sig på sengen. Han vidste, at det ikke ville være en god idé at dukke op i aften, men Rhys havde altid haft svært ved at holde sig væk fra folk der ville give ham problemer. Specielt når den person hed Jackson Cullen. 

         Rhys bar sin mor i seng inden han forlod huset for at tage til fest hos Jackson. Han valgte at gå derhen. Der var ikke særligt langt, og han havde tænkt sig at drikke sig fuld, så det var ikke en god idé at køre. Han havde kørt fuld før, men han forsøgte at undgå det hvis han kunne. 

         Det var holdt op med at regne, men skyerne så stadig faretruende mørke ud, og de dækkede for månen og stjernerne. Rhys der altid havde nyt at se på stjerner, så skuffet ned i jorden og kom til at tænke på noget Everly havde sagt: ”Dine øjne, dine øjne minder mig om himlen”– han smilede ved tanken. Han havde syntes at det var en lidt underlig ting at sige, men han havde haft svært ved at glemme det. Han havde tilmed stået og betragtet sine øjne i spejlet for at se om han kunne se hvad hun mente, men forgæves. Det lignede ham heller ikke at tænke så meget over noget en pige havde sagt. Han rystede på hovedet af sig selv, og drejede ned af den gade Jackson Cullen boede på. 

         Husene her var store, og bilerne dyre. Græsplænerne var nyslåede, og blomsterbedende var pæne og luret for ukrudt. Rhys havde engang boet i sådan et hus. Dyrt og stort. Han havde haft alt han havde brug for og mere til, men sådan var det ikke længere. Men han var heller ikke misundelig på dem der boede i disse nabolag. Han vidste at selvom alting var perfekt udadtil, var det ikke ensbetydende med at det også var sådan indenfor. Der stod en masse mennesker på en af de mange græsplæner, og røg. Rhys kendte mange af dem, men sagde ikke hej til en eneste, da han gik forbi dem og indenfor i huset. Herinde var musikken høj, og lyset dæmpet. Der stod folk langs væggene, i kø til toiletterne, og inde i den store stue. De fleste havde enten en flaske eller et plastikkrus i hånden. Rhys der havde været her før, satte kursen mod køkkenet. Her fandt han Louis og Alvin, der var i færd med at hælde op i nogle krus. Rhys lod sine hænder glide ned i sine bukselommer, og lænede sig mod dørkarmen. 

”Drenge,” sagde han, med et skævt smil om sine læber. De to drenge så op, og smilede da de fik øje på Rhys. 

”Rhys, min ven. Hvad skal du have at drikke?” spurgte Louis, og begyndte igen at hælde op i de to glas der stod foran ham. Rhys gik hen til bordet, tog en øl, åbnede den, og tog en slurk. Louis der var holdt op med at hælde, rakte det ene glas til Alvin og tog selv det andet. 

”Er du stødt ind i værten?” spurgte Louis, og tog en slurk af indholdet i glasset han holdte. 

”Nej,” svarede Rhys, der var taknemlig over ikke at have set Jackson endnu. ”Har i fået solgt noget endnu?” Louis smilede, og klappede sin bukselomme. 

”Mere end forventet,” svarede han. Louis gik hen til Rhys og lagde en arm om hans skuldre. Han havde et drilsk glimt i øjne.

”Jeg har set Everly tale lidt med værten. Og hun så ud til at nyde det.” Rhys hævede sine øjenbryn, som om han var ligeglad, selvom det bestemt ikke var tilfældet. 

”Det er flot observeret, Louis,” drævede Rhys. ”Men jeg kan ikke se hvad det rager mig.” 

 

 

Everly og Alice stod ved et stort vinduesparti, begge med plastikkrus i hænderne. Musikken var høj, og det var svært at høre hvad den anden sagde. 

”De damer,” sagde en nonalang stemme, og Everly mærkede en arm blive lagt om sine skuldre. ”Hygger i jer?” Jackson smilede til Alice, og strammede sit greb en smule om Everlys skuldre. 

”Ja,” svarede Alice, og sendte Everly et sigende blik. ”Jeg tror jeg vil finde en at danse med,” fortsatte hun og forsvandt ind i menneskemængden. Jackson lod sin arm falde fra Everlys skuldre, og stillede sig i stedet ind foran hende. 

”Kan du huske mig?” spurgte han en anelse nervøst. Hun smilede, og nikkede. Hun havde ikke tænkt meget på ham i den foregående uge, men var glad for at han gerne ville tale med hende nu. 

”Vi fik aldrig danset sidste gang,” sagde Jackson og blinkede kækt til hende. ”Så hvad med at vi danser med hinanden nu?” Everly holdte sit glas op, for at indikere at hun stadig havde noget i. Jackson så på kruset og nikkede forstående. Han holdte sin hånd frem mod hende, og nikkede med hovedet i retningen af en stor glasdør. Hun tog hans hånd og fulgte med ham ud i noget der lignede en udestue. Herude var musikken dæmpet, og der hang en tændt lyskæde langs alle væggene. De satte sig sammen i nogle bløde havestole. 

”Jeg tænkte at vi kunne snakke i stedet. I hvert fald til du er færdig med din drink,” sagde Jackson. 

”Det lyder som en god idé,” svarede Everly, der pludselig følte sig meget bevidst om sig selv. Hun flyttede en smule på sig i stolen, men blev ved med at føle sig en smule akavet. Hun smilede genert til Jackson og håbede at han ville begynde samtalen. 

”Fortæl mig om dig selv,” sagde Jackson, og satte sig ordentlig tilrette i stolen. Everly der egentlig allerede havde fortalt Jackson om sig selv – det hun følte var relevant – vidste ikke hvad hun skulle svare. 

”Jeg ved ikke rigtig hvad der er at fortælle,” tøvede hun. ”Mine forældre er lykkeligt gift, jeg har en lille smule familie i Spanien, jeg ikke ser så tit. Så har jeg en storebror,” fortalte Everly, der følte at hun burde fortælle ham noget mere interessant, men ikke anede hvad det skulle være. 

”Din storebror går ikke i skole her i byen, gør han?” spurgte Jackson. Everly rystede på hovedet, nervøs for hvor samtalen var på vej hen. 

”Nej, han går slet ikke i skole længere,” svarede hun, og håbede at Jackson ville tale om noget andet. 

”Så han arbejder?” spurgte Jackson. Everly nikkede, men uddybede ikke i håbet om at Jackson ville ændre samtaleemnet. ”Hvad arbejder han med?” spurgte han. Everly tog en dybindånding, og sagde i stedet. ”Fortæl mig om dig.” Han så undrende på hende et øjeblik, men smilede så. 

”Jeg har en lillesøster, hun er et par år yngre end os. Jeg ved ikke om jeg vil sige at mine forældre er lykkeligt gift, men de er sammen og for det meste glade for hinanden. Jeg spiller fodbold for skolen, jeg her holdkaptajn, faktisk. Det kan være du skal komme og se mig spille en dag?” spurgte han. Glad for endelig at tale om noget andet end hende selv, begyndte Everly at slappe en smule mere af i Jacksons selvskab. 

”Jeg vil rigtig gerne se dig spille,” svarede Everly. Hun interesserede sig ikke specielt for fodbold, men ville egentlig gerne se Jackson spille. Om ikke andet kunne hun nøjes med en enkelt kamp, og holde sig væk fra resten. 

”Så kan vi måske tage ud og spise bagefter?” Han lød nervøs da han stillede spørgsmålet, men forsøgte med al magt at se selvsikker ud. 

”Okay,” svarede Everly der ikke var sikker på, hvad hun var i færd med at rode sig selv ud i. Hun tog den sidste slurk af sin drink, og satte kruset fra sig på et lille sofabord. 

”Er det nu vi skal danse?” spurgte Jackson og rejste sig op. Hun nikkede og rejste sig også op. Sammen gik de indenfor, og ind blandt de mange dansende unge mennesker. Jackson lagde sine hænder på Everly hofter, og hun lagde sine ved Jacksons nakke. Der var ikke specielt meget dans over de bevægelser Everly og Jackson lavede, men han fik hende til at grine ved at lave skøre ansigtsudtryk. Hun lænede sig op mod Jackson, så hendes læber næsten rørte hans øre. 

”Hvornår skal du spille fodbold?” halvråbte hun. Jackson hev hende en smule tættere på, og snoede sine arme om hendes talje. 

”På onsdag, har du tid der?” spurgte han, og så ned på hende med et genert smil. 

”Ja,” smilede Everly. ”Der har jeg tid.” 

 

Rhys, Alvin og Louis sad i nogle sofaer der var skubbet hen i et hjørne. På sofabordet foran dem stod der en masse flasker. Vodka, juice og øl. Drengene havde taget nogle af flaskerne fra køkkenet, så de ikke behøvede at gå derud hver gang de skulle have mere at drikke. Louis havde en pige på skødet, og Alvin sad og fortalte to andre piger jokes. Rhys sad tilbagelænet og så ud på de dansende. Han havde tidligere set Everly følge med Jackson ud i en udestue, og senere set den komme tilbage. Nu stod de og dansede inde mellem alle de andre. Rhys havde haft lyst til at rejse sig, og flå Jackson væk fra hende, men han var blevet siddende i sofaen mellem sine to venner, og drak sin øl. 

”Gå ovenpå og vent på mig,” mumlede Louis forførende i pigen på hans skøds øre. Hun rejste sig, og Louis lod sin opmærksomhed falde på Rhys. ”Så gå dog hen og stik ham én, for helvende.” Rhys sendte Louis et kedsommeligt blik, men Louis himlede med øjnene. ”Gør hvad du vil,” sagde han, og rejste sig fra sofaen. Rhys så efter Louis, mens han overvejede hans ord. Rhys havde lyst til at slå Jackson, men han vidste at det ikke ville være til nogen nytte for ham. Det ville kun skabe problemer, og dem havde Rhys nok af i øjeblikket, så han blev siddende. 

         Det var ført da Rhys havde drukket flere øl, og Everly og Jackson var holdt op med at danse, at Rhys flyttede sig. Han så Everly sige noget til Jackson, som nikkede, og så forlod hun stuen. Rhys ventede til Jackson stod med ryggen til sofaen Rhys sad i, før han rejste sig og forlod stuen ligesom Everly. Hun var ikke at finde nedenunder, så han gik ovenpå for at lede efter hende. Han drejede ned af en gang der ikke var belyst, lige som nogen åbnede døren og trådte ud i gangen. Det var tydeligt at hun blev forskrækket, men Rhys trådte ind i lyset der strømmede ud fra rummet bag pigen. 

”Rhys,” sagde Everly og smilede lettet. Rhys gik hurtigt helt hen til hende, trak hende ind til sig, og pressede sine læber mod hende. Hun stivnede af overraskelse, med lagde så sine hænder om hans nakke. Rhys skubbede hende ind på badeværelset, og formåede at lukke døren, uden at bryde kysset. Han vendte dem begge rundt, skubbede Everly op af døren og pressede sin krop mod hendes. Langsomt, brød Rhys kysset, men han blev stående tæt op af hende. 

”Rhys,” hviskede Everly. Han kunne mærke hendes varme ånde mod sine egne læber, og blev nødt til at lægge bånd på sig selv for ikke at kysse hende igen. 

”Fortæl mig hvad du talte med Jackson om,” spandt han, og lod et fjerlet kys ramme hendes kind. ”Hvorfor,” sagde hun, hendes stemme fyldt med latter. Han kyssede hendes kæbe. 

”Fordi.” Han kyssede huden lige under hendes øre. ”Hvis du fortæller mig det, så lover jeg at svare ærligt på et af dine spørgsmål.” Han var sikker på at han ville fortryde forslaget, men han var desperat efter at vide hvorfor hun havde brugt det meste af sin aften sammen med Jackson. 

”Okay,” svarede Everly. ”Vi talte lidt om mig, og så talte vi lidt om ham, og så aftalte vi, at jeg skal se ham spille fodbold, og så dansede vi.” Rhys skulle til at sige noget, men så fortsatte Everly. ”Og, det havde jeg næsten glemt,” grinede hun. ”Så skal vi spise middag sammen.” Rhys trådte et skridt væk fra hende, og så på hende med rynkede bryn. 

”Hvorfor helvede har du sagt ja til det,” spurgte han næsten ude af stand til at tro sine egne ører. Hun lo. 

”Hold op, Rhys,” grinede hun, og rakte ud efter ham, men han trådte ud af hendes rækkevidde. ”Det er bare en fodboldkamp.” Rhys lagde armene over kors, og rystede på hovedet af hende. Han var selv beruset, men han kunne se at hun havde fået mere at drikke end ham selv. 

”Og middag,” mindende han hende om. Everly himlede med øjne og tog et skridt hen mod ham. Denne gang flyttede han sig ikke. 

”Rhys,” sagde hun i en lav, forførende stemme. Han var ikke sikker på, at hun selv var klar over hvor sexet hun lød. Han lagde hovedet på skrå, og så på hende med løftede øjenbryn. ”Kys mig.” Rhys knyttede sine næver, og tog en dyb indånding, for afholde sig selv fra at gøre, som hun bad ham om. 

”Fortæl mig hvorfor du har sagt ja,” sagde Rhys, og på trods af, at han vidste det ikke var en god idé, trådte han tættere på hende. Everly rystede på hovedet. 

”Du lovede at svare på et af mine spørgsmål,” pointerede hun, og stillede sig op af døren. Han var ikke færdig med at stille spørgsmål om Jackson, så han sagde: ”Du får svar på to spørgsmål, hvis du kan vente til i morgen.” Hun himlede med sine grønne øjne. Hendes pupiller var store, og Rhys var bange for at hun ikke ville kunne huske denne samtale i morgen og samtidig håbede han at hun ville glemme den. Han havde allerede lovet hende mere end han kunne holde. 

”Det er søndag i morgen, Rhys. Vi ser først hinanden på mandag,” sagde hun irriteret. Han gik tættere på hende. Så tæt at han kunne mærke hendes ånde mod sin hud, han kunne røre ved hende hvis han ville. 

”Så sover jeg bare hjemme hos dig,” hviskede han, og lænede sine hænder mod døren, på hver side af hendes skuldre. Hun lagde sine hænder mod hans brystkasse. På trods af varmen inde på badeværelset var hendes hænder kolde. Han så ned på dem. Hendes fingre var tynde, og hendes hænder var smalle. Han huskede da de havde ligget på mod hans bare brystkasse, kolde ligesom nu. 

”Mine forældre er hjemme,” advarede Everly ham, men Rhys trak bare på skuldrene. Det var svært for ham at stå så tæt på hende, uden faktisk at røre ved hende. ”Hvornår skal vi hjem?” spurgte hun. Langsomt, meget langsomt gled hendes hænder op af hans brystkasse, op til hans kraveben, og stoppede ved hans nakke. Rhys’ vejrtrækning blev dybere, tungere, mindre kontrolleret og hans hjerte bankede hurtigere. 

”Nu?” forslog han, selvom han ikke havde lyst til at flytte sig fra hende. Men tanken om at kunne holde om hende hele natten, opvejede tanken om at skulle give slip på hende nu. 

”Okay.” Hun slap ham. ”Men jeg skal finde Alice først.” Rhys nikkede og trådte væk fra hende, så de begge kunne træde ud fra badeværelset.

 

_______________________________________________________________________

Kapitel 9 udkommer på torsdag x.                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...