Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.

(Historien foregår i 2016)

6Likes
4Kommentarer
3322Visninger
AA

8. 7. Aften besøg.

 

Everly vågnede ved lyden af noget der bankede. Hun satte sig en smule op i sengen, og gned sine øjne, og lyttede efter. Bank, bank, bank. I et kort øjeblik troede hun at det måske var en indbrudstyv, men kom så i tanke om at det træ der stod udenfor, havde grene der rakte næsten helt hen til hendes vindue. Hun tændte sin sengelampe, svang dynen af sig, og hen til vinduet for at se om nogle af grenene bankede mod hendes rude. Forskrækket sprang hun et stykke væk fra vinduet igen, og undertrykkede et skrig. Nogen sad på en gren, lænede hen mod hendes vindue, og bankede på ruden. Langsomt gik hun igen tættere på vinduet, og så ud. Et par blå øjne så tilbage på hende. 

”Rhys,” gispede hun, og skyndte sig at åbne vinduet. Rhys kravlede længere hen af grenen, til han kunne nå vindueskarmen, og hive sig selv indenfor. Everly trådte væk fra vinduet for at give ham mere plads. Da Rhys var kommet vel indenfor, lukkede Everly vinduet igen. 

”Har du en førstehjælpskasse?” spurgte Rhys forpustet. Hun nikkede, og tog hans hånd, for at få ham til at følge med hende. Førstehjælpskassen var ude på badeværelset, og fordi Everly stadig ikke havde fået sat en loftlampe op inde på sit værelse, tænkte hun at det var bedst at ordne, det de skulle ordne derude.

         Hun tændte lyset på badeværelset, og hev Rhys med ind, inden hun lukkede døren efter dem, og låste. Det var først nu hun kunne se ham ordentligt. Han var smurt ind i blod og mudder, hans T-shirt var gået i stykker og han havde skræmmer i ansigtet. 

”Rhys,” gispede hun, forfærdet over det syn der mødte hende. 

”Førstehjælpskassen, Everly,” brummede Rhys. Hun nikkede og begyndte at lede i skabene under vasken. Rhys tog gryntende sin jakke og T-shirt af, og tørrede sig i ansigtet med sidst nævnte. Han havde sat sig ned på kanten af badekaret. Everly satte sig på knæ foran ham, med førstehjælpskassen på jorden ved siden af sig. 

”Rhys,” sagde hun igen, fortvivlet. 

”Everly,” svarede Rhys, men sagde ikke mere, så Everly begyndte at rode rundt i kassen for at finde gazebind, forbindinger, og store plastre. Hun rejste sig for at finde en vaskeklud, så hun kunne tørre blodet af ham. Da hun havde gjort kluden våd, satte hun sig igen på knæ foran Rhys, og begyndte at tørre blodet væk. Blodet blev ved med at løbe ud af to flænger han havde lige over sin hofte, så hun pressede kluden med sårene. 

”Hold den,” sagde hun, og lod Rhys presse kluden mod sårene i stedet. Selv fandt en pakke med plastre, der var beregnet til operationssår, åbnede den, og tog to plastre ud. Med rystende hænder fik hun det første plaster ud af emballagen. 

”Okay, du kan flytte kluden nu,” sagde hun, og da Rhys flyttede sin hånd og kluden, satte hun plastret over det første sår. Rhys trykkede kluden mod sit andet sår, mens Everly åbnede plaster nummer to. 

”Sådan,” stønnede hun, da hun havde fået sat det andet plaster på. ”Er det okay?” Rhys nikkede, og lod hende tage kluden fra sig. Hun skyllede den, og satte sig ned foran ham igen. 

”Giv mig dine hænder,” sagde hun bestemt. Han rakte begge sine hænder frem mod hende, for træt til at sige hende imod. Hun begyndte at tørre hans hænder af for stærknet blod og mudder. 

”Er du sikker på, at det ikke skal sys?” spurgte hun efter et øjebliks stilhed. 

”Ja, jeg er ret sikker,” svarede Rhys. Han lød udmattet, og det gjorde Everly urolig. Da hun ikke længere kunne se mere mudder eller blod på Rhys’ hænder, lagde hun kluden fra sig. 

”Du er stadig beskidt,” smilede Everly, og så på Rhys’ mudder indsmurte ansigt. Rhys smilede skævt. 

”Jeg finder lige et par af min brors joggingbukser, og så kan vi vaske dit hår og ansigt bagefter, okay,” sagde hun, og rejste sig op. Rhys nikkede. 

         Selvom Everlys storebror aldrig havde været i dette hus, havde hun alligevel noget af hans tøj. Hun havde altid elsket at gå rundt i hans joggingbukser, så til sidst havde han smidt et par af sine grå joggingbukser ned i en af hendes flyttekasser med ordende Du kommer til at savne mig for meget hvis du ikke får dem med; og så havde han forladt hendes værelse igen. Så nu rodede hun igennem en flyttekasse med tøj for at finde dem, så Rhys kunne få dem på. Da hun havde fundet dem skyndte hun sig ud på badeværelset igen. 

”Her,” sagde hun og rakte bukserne frem. 

”Tak,” sagde Rhys og tog imod dem. Everly vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, men hun var sikker på, at hun nok ikke burde være derinde mens han skiftede. 

”Øh,” mumlede hun, og fumlede efter dørhåndtaget. Rhys der var ved at knappe sine bukser op, så op på hende og smilede træt. 

”Hvad er der, Everly?” spandt Rhys, og lynede lynlåsen meget langsomt ned. 

”Skal jeg gå mens du skifter?” spurgte hun nervøst. Rhys hostede på en måde, der fik Everly til at tro, at han forsøgte at gemme et lille grin. 

”Kun hvis du ikke gider være herinde mens jeg skifter,” sagde Rhys med et smørret smil dansende om sine læber. Hun så ned i jorden, og håbede at han ikke kunne se hende rødme. 

”Okay,” mumlede hun. ”Jeg kan lægge din T-shirt og jakke ind på mit værelse mens du skifter,” foreslog hun. Han bøjede sig ned og samlede jakken og T-shirten op, for at række det til hende. 

”Hvis det er det du vil,” svarede Rhys. Hun tog imod tøjet, og skyndte sig ud rummet. Hun lagde tøjet på sin radiator, og hun tog sig lang tid om at gøre det, for at få tiden til at gå. Da hun trådte ud fra sit værelse igen, stod Rhys lænet op af dørkarmen iført de grå joggingbukser. I sin hånd holdte han sine sko. 

”Skal jeg sætte dem ind på mit værelse?” spurgte hun og rakte sin hånd frem for at tage imod skoene. Hun satte dem ved siden af sin dør, og så igen på Rhys. De stod ved hver deres dørkarm og betragtede hinanden. 

”Så,” stønnede Rhys træt. ”Ville du hjælpe med at vaske mudret ud af mit hår?” Everly var et kort øjeblik meget overrasket, men kom så i tanke om, at hun selv havde foreslået det. 

”Ja, selvfølgelig,” svarede hun og trådte et skridt nærmere Rhys. Han flyttede sig ikke, så hun gik helt hen til ham, lagde en hånd på hans brystkasse, og skubbede ham blidt ind på badeværelset igen. Hun lukkede døren bag dem, og låste. Rhys stod så tæt på hende at hun kunne dufte regnen, mudret og blodet på ham. Hun lagde sin hånd på hans brystkasse igen, og skubbede ham hen mod badekaret. 

”Læg dig på knæ her,” hviskede hun. De trak begge vejret tungt. ”Hovedet ind over badekaret,” instrueret hun. Han gjorde som hun sagde. Hun begyndte at fylde vand i badekaret. Mens vandet løb, fandt hun shampoo, og en badesvamp. Hun gjorde svampen våd, holdte den hen over Rhys’ hoved og klemte vandet ud af den. Dette blev hun ved med, til hans hår var helt vådt, så puttede hun shampoo i, og lod igen svampen agere vandhane. Da hun ikke længere kunne se mere shampoo i hans hår, lagde hun svampen fra sig, lukkede vandet ud af badekaret, og rakte et håndklæde til Rhys, som han tørrede sit hår med. 

”Er du okay?” spurgte hun, og følte sig en smule dum for ikke at have stillede det spørgsmål tidligere. Rhys hang håndklædet op, og så på hende med et sjovt udtryk i sine øjne. 

”Jeg er i live,” svarede han og lagde sit hoved en smule på skrå. Hun så på ham længe, og undrede sig over hvordan hun overhovedet var i stand til at trække vejret. Han var noget af det smukkeste hun havde set, så smuk at det tog pusten fra hende. Selv med småskræmmer i ansigtet, kunne Everly ikke komme i tanke om nogen der kunne måle sig med ham. 

”Må jeg sove hos dig i nat?” Everly der havde betragtet ham, uden at lægge mærke til noget som helst andet, blev en smule forskrækket da hun hørte hans stemme. Hun måtte have set forvirret ud for at gentog spørgsmålet. Hun nikkede. 

”Ja, men hvis du ikke vil sove på gulvet bliver du nødt til at dele seng med mig,” sagde hun og kunne ikke holde et smil fra sine læber. 

”Jeg kan komme på meget værre ting end at dele seng med dig,” svarede han med en ukarakteristisk blid tone. 

         Everly krøb ned under sin varme dyne sammen med Rhys. Han lagde sig ned i sengen, et stykke fra hende. Hun slukkede lyset, og lagde sin ned på siden, så hun lå med ryggen til Rhys. Hun lå lidt uden at kunne falde i søvn. Hun frøs en smule, og var stadig en smule chokeret over nattens hændelser. 

”Everly,” brummede Rhys. 

”Ja,” hviskede hun og mærkede ham trække en smule i dynen. 

”Du bruger så meget af dynen, at der ikke er noget tilbage til mig,” sagde han hæst. Hun havde trukket dynen helt op under hagen fordi hun frøs, men hun var ikke vant til at skulle dele med nogen. Hun løsnede sin greb om dynen. 

”Jeg fryser,” forklarede hun. Rhys sukkede, og Everly var sikker på, at han allerede fortrød, at han havde spurgt om han måtte sove hos hende. 

”Jeg kan ikke ligge på siden,” begyndte Rhys. ”Så du bliver nødt til at komme herhen.” Everly satte sig brat op i sengen, og så på Rhys i mørket. Hun kunne ikke se andet end hans silhuet. 

”Hvad?” spurgte hun. Han sukkede igen. 

”Vi skal deles om dynen, korrekt?” 

”Ja,” svarede Everly. 

”Du fryser uden dynen, og jeg kan ikke ligge mig hen til dig, så vi kan dele kropsvarme, så du bliver nødt til at komme hen til mig,” forklarede han. 

”Rhys,” begyndte Everly tøvende, men han afbrød hende. 

”Det er enten det, eller også må du affinde dig med at fryse resten af natten,” brummede han. Det lød ikke som om, at der var så meget at diskutere. Hun rykkede sig tættere på ham, så de nu lå skulder mod skulder. Hun hørte Rhys sukkede endnu engang, og blev bange for at hun for alvor var ved at gå ham på nerverne. Rhys løftede sin arm, og skubbede den ind mellem puden og hendes nakke. Hun lagde sit hoved på hans skulder, så han havde nemmere ved at holde om hende. 

”Gør det ondt?” spurgte hun, urolig for at hun påførte ham mere smerte end det han tydeligs allerede følte. 

”Jeg er okay, Everly,” svarede han og strammede grebet om hende. Forsigtigt lod hun sin arm glide hen over hans brystkasse, så hun også holdte om ham. 

 

Everly vågnede næste morgen ved lyden af alarmen på hendes telefon. Hun åbnede irriteret sine øjne, og først der gik det op for hende at hun stadig lå med sit hoved hvilende på Rhys’ skulder, og sin arm slynget over hans brystkasse. Hun satte sig op i sengen, og begyndte at famle efter sin telefon i mørket, for at slå alarmen fra. Da det endelig lykkedes hende, var Rhys også vågnet. 

”Hvad er klokken?” mumlede han hæst. 

”Syv,” svarede Everly, og lagde sig ned ved siden af Rhys igen, hovedet på hans skulder. ”Vi skal i skole i dag.” Rhys begyndte at ae Everlys arm. 

”Skal?” spurgte han. 

”Ja vi skal,” svarede hun, og satte sig op igen. ”Jeg er stadig ny på skolen, jeg kan ikke misse timer allerede nu.” Hun rejste sig fra sengen, gik hen til vinduet og trak gardinerne fra. 

”Er dine forældre vågne?” spurgte Rhys der havde sat sig halvt op i sengen. 

”Højest sandsynligt,” svarede Everly. Hun havde ikke hørt dem rumstere rundt, men de plejede begge at stå op før Everly. Rhys gik hen og tog sine sko på, og gik så hen til radiatoren, samlede sin T-shirt op, og trak den over hovedet. Bukserne han havde haft på dagen i forvejen, foldede ham sammen, og jakken tog han på. 

”Jeg kører hjem og skifter, og så kommer jeg tilbage?” sagde han. Everly var ikke sikker på om det var et spørgsmål, men hun nikkede alligevel. 

”Vi ses om lidt,” sagde han, åbnede vinduet og kravlede ud. Everly så ud af vinduet for at sikre sig at han ikke kom noget til på vejen ned. Hun lukkede først vinduet i, da hun så Rhys sætte sig ind i sin bil. 

         Everly tog kortere tid om at tage tøj på og lægge make-up end hun normalt gjorde, for hun ville ikke have at Rhys skulle vente for længe på hende. Hun nærmest slugte sin morgenmad, og små løb ovenpå for at børste sine tænder. Da hun kom nedenunder igen stod Olivia og ventede på hende, skoletasken rakt frem. Everly tog en jakke på, og tog så imod skoletasken. 

”Hvorfor har du så travlt i dag, skat?” spurgte hun, og så til mens Everly tog sko på. 

”En af mine venner kommer og henter mig om lidt,” svarede Everly, og så på sin mor. Hun var som sædvaneligt iført en tætsiddende kjole, og et par høje hæle. Hun så beundrende på sin mor. Everly selv var iført sorte, stramme jeans, og en hvid bluse. 

”Hvem er denne ven?” spurgte Olivia og satte hænderne i sidderene. Hun blokerede døren for Everly. Hun var sikker på at hendes mor ikke ville lade hende gå før hun havde fået de svar hun gerne ville høre. 

”Han hedder Rhys,” svarede Everly langsomt. Olivia hævede et øjenbryn. 

”Og han er kun din ven?” spurgte hun. Everly kunne mærke varme suse ud i sine kinder, og hun følte sig pludselig angrebet af sin mor. Hun havde ikke kendt Rhys særlig længe, faktisk vidste hun slet ikke om det overhovedet var rigtigt at kalde ham en ven. Han havde kysset hende, ganske vist var han fuld, men han havde kysset hende. Og i går var han kommet til hende for at få hjælp, det måtte da betyde noget. Everly rystede på hovedet af sin mor. 

”Han er bare en ven,” svarede hun. Nogen dyttede udenfor. Olivia vendte sig om og så på døren ligesom et bilhorn atter kunne høres. Hun så på sin datter igen. 

”Er det dit lift?” spurgte hun. Everly trak på skuldrende. 

”Det tror jeg,” svarede hun og skubbede sig forbi sin mor. Hun åbnede døren og skyndte sig udenfor, væk fra sin mors mange spørgsmål. 

”Ha’ en god dag,” råbte Olivia efter sin datter. Everly vinkede, og satte sig ind i bilen, og smilede til Rhys.

         De kørte i stilhed til Everly ikke længere kunne holde et brændende spørgsmål tilbage. 

”Bløder det stadig?” spurgte hun. Rhys kørte ind på skolens parkeringsplads og parkerede bilen. Han tog sin sikkersele af, og vendte sig halv om i sædet for bedre at kunne se på Everly. 

”Ja, men du skal ikke være bekymret,” svarede han. De blå øjne borede sig ind i Everlys egne, troværdige, kølige, ubarmhjertige blå øjne. Hun kunne ikke ryste uroen af sig. 

”Men,” begyndte hun, men Rhys rystede bare på hovedet og steg ud af bilen. Everly fulgte uroligt efter, bange for at hun endnu engang havde irriteret ham. 

         Rhys stoppede op foran engelsklokalet, og ventede på at Everly indhentede ham. 

”Der er noget jeg skal ordne,” fortalte han lavmælt, så de andre elever på gangen ikke kunne høre ham. ”Hold pladsen ved siden af dig, så er jeg tilbage inden timen slutter, okay?” Everly nikkede, og tvang sig selv til ikke at spørge ham, hvad det var han skulle ’ordne’. 

         Alice havde fået selvskab af en mørkblond dreng, hun var ved at smide væk da Everly trådte ind i lokalet. 

”Smut,” sagde hun og viftede sin hånd mod drengen. Everly skyndte sig hen til dem, hovedrystende. 

”Nej, Alice, det er okay,” sagde hun. ”Jeg sætter mig nede bagved.” Alice sendte hende et meget overrasket blik. Everly forsøgte at smile beroligende, men Alice blev på ingen måde gladere for situationen. 

”Nej, han har ikke noget imod at gå, vel,” sagde hun og nedstirrede drengen, der efterhånden så meget nervøs ud. Everly lagde en hånd på sin rødhåret venindes arm. 

”Vi sidder sammen næste time, ikke?” Alice begyndte at ryste på hovedet, men Everly forlod deres bord, og skyndte sig hen til et tomt et, nede i det ene hjørne af lokalet. Alice så forvirret efter hende, men gjorde tegn til drengen om, at han kunne blive siddende. 

 

Rhys gik tilbage til sin bil efter at have fulgt Everly til time. Han havde ikke meget tid hvis man skulle nå tilbage inden den første undervisningstime var omme. Rhys var ikke helt sikker på, hvorfor han havde fortalt Everly, at han ville komme tilbage. Han havde for mange ting han burde ordne, og slet ikke nok tid, og nu havde han lovet at gøre endnu en ting. 

         Rhys parkerede bilen i indkørslen og steg ud. Huset lugtede stadig indelukket, og alle gardinerne var stadig trukket for. Rhys så ikke ind i stuen, men gik direkte ovenpå og ind på sit værelse. Det var lige så ryddeligt som da han forlod det tidligere på morgenen. Han tog et fast greb om fodenden af sin seng og hev den ud fra væggen. Bagved sengen var der en låge. Man ville ikke lægge mærke til den, hvis ikke man vidste at den var der. Rhys satte sig på hug foran lågen, og trykkede den dens højre hjørne. Lågen gik op. Han så ind i det lille skabslignende rum. Selv her var der ryddeligt. Mapper der stod i alfabetisk rækkefølge, kasser der var nydeligt stablet. Rhys tog den øverste kasse og åbnede låget. De to sorte pistoler, og tre sorte kasteknive. Han lagde låget på igen, og åndende lettet op. Da han var kommet hjem i morges, havde hans seng været uredt. Han vidste at han ikke havde glemt at rede den, men han havde ikke haft tid til at undersøge det nærmere, ikke før nu. Rhys lukkede lågen og skubbede sin seng tilbage på plads. 

”MOR!” råbte han og stormede ned af trappen og ind i stuen. Hans alt for tynde mor sad i lænestolen og så fjernsyn med en ølflaske i hånden. Raseriet var ved at æde ham op indefra, så han blev nødt til at knytte sine næver og trække vejret dybt og langsomt inden han fortsatte. 

”Hvem har været her i nat?” snerrede han. Hun så forfærdet op på ham, hendes øjne havde svært ved at fokusere. 

”Find en anden tone frem,” vrissede hun og tog en stor slurk af sin øl. Rhys lænede sig ned mod sin mor, hans øjne mørke og fulde af kold vrede. 

”Hvem har været her i nat, Ella?” spurgte han igen, skræmmende roligt. Tårer vældede op i Ellas øjne, men hun så ikke væk fra ham. 

”Ikke nogen du kender,” svarede hun bævende. Rhys lagde sine hænder på armlænene, alle muskler i hans krop spændte. Hun sukkede. ”Seamus Palmer.” Rhys rettede sig op og lagde armene over kors. 

”Hvad lavede Seamus Palmer i vores hus?” snerrede han. Ella sank en klump i halsen, og stillede øllen fra sig. 

”Det rager ikke dig, Rhys,” svarede hun. Rhys lukkede sine øjne og forsøgte at berolige sig selv. 

”Jeg ved at Seamus har været inde på mit værelse,” forklarede Rhys køligt. ”Så nu spørger jeg dig igen: Hvad lavede Seamus Palmer i vores hus?” Skælvende af frygt for hvad der ville ske når hun fortalte Rhys hvorfor Seamus havde været der, rakte hun ud efter ølflasken hun havde sat fra sig på gulvet. Rhys sparkede den ind i væggen. Flasken klirrede da den ramte den hårde overflade, og øl løb ned af væggen. 

”Hvis det er så vigtigt for dig, Rhys Rapp.” Hun spyttede hans navn som om hun var ved at få det galt i halsen. ”Vi havde sex. Meget af det, i alle rum.” Rhys var sekunder fra at gå amok. 

”Hvor meget fik du for det?” knurrede han. 

”FORSVIND,” skreg Ella og rejste sig fra lænestolen. ”FORSVIND UD AF MIT HUS.” Rhys rystede på hovedet, men forlod alligevel huset. Han vidste at han burde tage tilbage til skolen, han havde lovet Everly at komme tilbage, men da han sad i bilen vidste han at det ikke var der han var på vej hen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...