Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.

(Historien foregår i 2016)

7Likes
4Kommentarer
3868Visninger
AA

6. 5. Omgivet af stjerner.

 

Alice bankede på døren et par minutter inden klokken slog fire. Everlys mor lukkede døren op, og smilede venligt til pigen der var stod på den anden side.

”Goddag,” sagde Olivia. Alice tog fat om sit flettede hår og smed det over skulderen. ”Hej, fru Salazar, jeg er her for at hente Everly,” smilede Alice. Olivia, der lidt tidligere på dagen havde fået at vide af sin datter, at hun skulle hjem til en veninde, smilede venligt til pigen foran sig.

”Kom indenfor.” Hun trådte til siden, så Alice kunne træde indenfor i huset. ”Jeg henter lige Everly,” fortalte hun, og med et sidste smil gik hun op af trappen for at hente sin datter. Everly havde lige lynet sin taske da der blev banket på døren. Olivia ventede ikke på, at Everly gav hende lov til at komme ind.

”Skat, din veninde er her,” sagde hun, og lænede sig op af dørkarmen. Everly så op fra sin taske, og vendte sig om mod sin mor. ”Okay,” sagde hun, og hev taskens skulderstrop over sin ene skulder, inden hun med et smil gik uden om sin mor og ned af trappen.

”Hej Alice,” hilste Everly, da hun så sin veninde stå i gangen. Everlys far der havde hørt dem tale, havde rejst sig fra sofaen og kom ud i gangen til dem alle. Olivia stillede sig ved siden af sin mand, da hun kom ned af trappen.

”Skal i have et lift, piger?” spurgte Nicolás, og lagde sin ene arm om sin kones skuldre. Everly så på sin rødhåret veninde, der allerede rystede på hovedet.

”Jeg kørte herhen, hr. Salazar,” svarede hun. ”Men tak.” Nicolás smilede et meget lille, men meget varmt smil.

”Du har gode manere,” sagde han med sin dybe, hjertelige stemme. Everly så kærligt på sin far, og mærkede en trang til at lægge armene om ham. Han var en stor, men følsom mand, og Everly blev overvældet af en følelse af lykke over, at hendes far var som han var.

”Tak, hr.” sagde Alice. Han lo en brummende latter. ”Du kan kalde mig Nico,” sagde han venligt.

”Sover du hos Alice?” spurgte Olivia. Everly så igen på Alice, men denne gang trak hun bare på skuldrene.

”Det bestemmer Everly,” svarede hun, og Everlys forældres opmærksomhed blev flyttet over på Everly selv.

”Det finder jeg ud af. Jeg skal nok skrive til jer,” svarede hun. Everly ville højst sandsynligt sove hjemme hos sig selv, fordi de skulle til fest et helt andet sted, men hvis hun fandt ud af at der var kortere hjem til Alice, hvorfor så ikke sove der?

”Okay, Mija, så du må have en god aften, men husk nu…”

”At passe på mig selv,” afsluttede Everly inden hendes far kunne gøre det. ”Det skal jeg nok papa.” Hun kyssede sin far på kinden og krammede sin mor, inden hun fulgte med Alice ud af huset.

          De to veninder brugte lang tid på at gøre sig klar. Både fordi Alice gerne ville tage sig tid til at lægge både Everlys og sin egen make-up, men også fordi de brugte den første time på at snakke.

”Der er noget jeg bliver nødt til at tale med dig om,” sagde Alice koncentreret, mens hun lagde eyeliner på Everlys øjenlåg. Everly sagde ikke noget, men lod Alice fortsætte.

”Da Rapp snakkede til dig i skolen, og jeg var lidt, hvad skal man sige…” Hun sukkede. ”Anspændt. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke er hans største fan, og jeg har mine grunde til ikke at kunne lide ham, men jeg er venner med Liam, og han er venner med Rapp, så jeg bliver nødt til at tolerer ham. Men jeg mener det, når jeg siger, at Rapp ikke er en særlig god fyr. Det er ikke fordi Liam er en helgen, men Rapp er virkelig, virkelig en skidt fyr, okay.” Alice flyttede sig fra Everly og så på hende med sammenknebne øjne. Hun nikkede tilfreds.

”Jeg kender ham ikke særlig godt,” var alt Everly sagde. Hun havde ikke lyst til at fortælle Alice om den nysgerrighed der pirrede hende hver gang hun var i nærheden af Rhys. Der var noget over hans væsen, der gjorde at Everly følte sig tiltrukket, og hun måtte nok indrømme, at det var fordi han formåede at opretholde en mystik omkring sig. Alice smilede til sin veninde.

”Nej, og jeg fortæller dig, at du ikke har lyst til at lære ham bedre at kende,” fortsatte Alice, men hendes blik var drilsk, så Everly trak på smilebåndet. Hun sukkede igen. ”Men vi bliver sgu nok nødt til at holde ham ud i aften.” Everly løftede sine øjenbryn. Alice havde sagt at hun vidste Rhys kom i aften, men nu var Everly ikke så sikker på, om Alice faktisk vidste det med sikkerhed.

”Alice,” begyndte Everly. ”Ved du overhovedet om Rhys kommer i aften?” Alice smil matchede hendes drilske blik.

”Måske er jeg ikke hundrede procent sikker, men Rapp plejer at være til de fester Liam holder i lejligheden, så jeg kan ikke se hvorfor han ikke skulle komme i aften,” svarede Alice, og holdte en top op foran sig, mens hun studerede sit eget spejlbillede.

”Men hvad skal du også med Rapp når du har mig,” grinede hun. Everly mødte Alices blik i spejlet, og hun blinkede til hende.

 

Iklædt en tætsiddende, sort blondetop, hvis armer sad om Everlys skuldre, et par højtaljede, flossede, sorte jeans, og med Alice ved sin side gik de hen til elevatoren i et dyrt lejlighedskompleks. Alice havde fortalt, at Liam var bosiddende i en lejlighed på ottende sal. Det havde overrasket Everly meget, at Alice var venner med Liam, men hun kendte selvfølgelig ikke selv Liam, så det var svært at sige hvorfor det havde overrasket hende. Måske mindede Liam og Alice mere om hinanden end Everly kunne forstille sig.

         Alice bankede ikke på døren til lejligheden, men tog i dørhåndtaget og trådte indenfor. Everly lukkede døren bag sig, og da hun så op, stod Liam lænet op af dørkarmen mellem gangen og et andet rum længere inde i lejligheden.

”De damer,” hilste Liam, og bøjede hovedet lidt, som hilsen. Til Everlys overraskelse gik Alice hen og rodede ham i håret, uden så meget som at sige ’hej’ til ham. Liam så kærligt efter hende, da hun forsvandt ind i rummet for enden af gangen.

”Vi har vist ikke hilst ordentligt på hinanden.” Everly lagde hovedet en smule på skrå. Sidste gang hun havde set ham, havde hun ikke fået et specielt godt indtryk af ham. Han rakte sin hånd frem mod hende. Hun så på dem et øjeblik, inden hun trykkede den.

”Mit navn er Liam,” smilede han.

”Everly.” Liam smilede bredere ved lyden af hendes navn. ”Ja, Alice sagde hun ville tage dig med. Men…” han så på hende med et advarende blik i sine øjne. ”Rhys ved ikke du er her, og jeg er ikke sikker på han bliver glad for at se dig.” Hun rynkede brynene. Alice havde fået det til at lyde som om, Rhys gerne ville se hende. Men der var ikke andet end sandhed at spore i Liams blik. Everly skulle til at gå ind i rummet bag Liam, men han tog fat i hendes arm.
”Hey,” sagde han. ”Du skal ikke tage det personligt. Alice har fortalt mig om dig, og du virker sød, men Rhys er kompliceret. Han er…” Liam sukkede. ”Han har problemer, og jeg vil råde dig til ikke at blive indblandet i dem, okay?” Hun så bare på ham i et langt øjeblik, inden hun nikkede. Hun havde glædet sig til denne aften, men hun var ikke længere sikker på, at hun havde lyst til at være her.

         Resten af lysten til overhovedet at være til festen i lejligheden forsvandt da Everly så Rhys’ blik, da hun gik ind i rummet. Det var en stor stue, med kæmpe vinduespartier, med udsigt udover byen. Rhys så ud som om han havde lyst til at myrde nogen, da han fik øje på Everly. Hans blik hvilede ikke længe på hende, men landede i stedet på Liam. Han kneb øjnene en smule sammen, og rystede langsomt på hovedet.

”Everly, kom, sid ved siden af mig.” Alice slog let på pladsen ved siden af sig, Everly satte sig, taknemmelig for at kunne fjerne sig fra Liam og Rhys’ stirre konkurrence.

”Liam,” knurrede Rhys. ”Rapp,” svarede Liam.

”Hold nu kæft hvor kan i to dræbe festhumøret,” udbrød en blondt, lidt spinkel dreng. En sorthåret dreng, der sad i en tilbagelænet i en lænestol der matchede hans hårfarve, grinede højt. Rhys så ikke på de to drenge, i stedet rejste han sig fra sin plads. Uden at veksle et ord fulgte Liam efter ham ind i et andet lokale. Rhys smækkede døren efter dem.

”Alice, din uhøflighed er en smule latterlig,” sagde den sorthåret dreng, og lod sine brune øjne lande på Alice. ”Fortæl os om din veninde.” Alice himlede overdrevent med øjnene.

”Ja fortæl os hvorfor hun gør Rhys så sur,” tilføjede den blonde dreng. Alice kastede et hurtigt blik på Everly, og så så på drengene igen.

”Det her er Everly, hun flyttede her til for en uge siden,” fortalte Alice. ”Men,” fortsatte hun, og smilede skævt til Everly. ”Jeg aner ikke hvorfor hun gør ham så vred, men det er vidunderligt at være vidne til det.” Den sorthåret dreng lod nu sin opmærksomhed falde på Everly.

”Hvad siger du Everly?” spurgte han. ”Hvad er det ved dig, der gør Rhys så arrig?”

”Hun har en tendens til at dukke op steder, hun ikke burde være,” brummede en dyb stemme bag Everly. Hun lod være med at se på ham, selvom hun havde lyst til at vende sig om, og se hans ansigtsudtryk. I stedet fokuserede hun på sofabordet foran hende.

”Rhys,” sagde den blonde dreng, og smilede skævt. ”Vær’ sød ved den nye pige. Vi vil ikke have du skræmmer hende væk.” Everly kunne høre fodtrin, men fjernede ikke sit blik fra sofabordet. En varm krop satte sig ned ved siden af Everly, og hun løsrev sit blik sofabordet og så på Rhys. Hans blå øjne så allerede på hende. Hun svor hun kunne se stjernerne i hans natteblå øjne, og hun så ind i dem med ligeså stor betagelse som når hun så på himlen udenfor.

”Hva’ så Rhys, er vi enige om, at Everly er velkommen?” Liam satte sig ned i sofaen overfor den Rhys, Everly og Alice sad i. Rhys så ikke på Liam. Han smilede skævt og sagde; ”Hun er velkommen i aften.”

            Liam serverede alkohol af alle mulige slags. Vodka, Tequila, Likør, øl, cider og sodavand og juice til at blande med. Rhys sad med en øl i hånden, og Everly havde fået et glas med vodka og juice. Everly havde endnu ikke vænnet sig til at se Liam og Alice sammen. De grinede, og pjattede, himlede med øjne og lavede sjov med hinanden. Det var en meget anderledes Liam, Everly havde mødt her til aften, i forhold til ham hun havde set i det store hus hans forældre boede i. Her i lejligheden virkede Liam mere afslappet. Mere hjemme. Everly så på de to, og ønskede et øjeblik at hun selv havde sådan et venskab med nogen. Hun håbede, at det var den slags venskab hende og Alice ville få en dag.

”Hvad har Alice fortalt dig om hende og Liam?” brummede Rhys. Everly havde været så opslugt af at kigge på de to venner, at det gibbede i hende ved lyden af Rhys’ stemme. Det fik Rhys til at smile skævt. Hun skævede til ham, og blev glædeligt overrasket over, at han allerede så på hende.

”At de er venner,” svarede hun. Rhys lagde sin ene arm på ryglænet bag Everly. Så kastede et flygtigt blik på hans arm, og forsøgte at skubbe skuffelsen væk. Hun havde lidt håbet på at han ville lægge armen om hende i stedet.

”Ikke andet?” spurgte Rhys, og drejede sig en anelse i sofaen. Hans blå øjne lyste af overraskelse, men tonen i hans stemme var flad, og tom for følelser.

”Nej,” svarede Everly, hovedrystende. ”Ikke andet.” Rhys løftede et enkelt øjenbryn, som om han ikke kunne tro sine egne ører.

         Som aftenen skred frem blev alle til festen mere og mere fulde. Den eneste der virkede til ikke rigtig at drikke så meget, var Rhys. Han havde også skævet til Everly flere gange, som om han havde lyst til at bede hende om, ikke at drikke mere. Og da Everly tog den sidste slurk af sin drink, tog Rhys glasset ud af hendes hånd og satte det på bordet.

”Kom med,” sagde han og rejste sig. Everly så skeptisk på ham, uden at rejse sig op. Rhys sukkede, og rakte sig hånd frem mod hende. ”Jeg skal vise dig noget. Kom med,” pressede ham. Fuld, og ude af stand til at diskutere med ham, tog Everly Rhys’ hånd og fulgte med ham. Rhys gik ud i entreen og ud af døren til lejligheden. Everly der følte sig mere og mere utryg og forvirret vidste ikke om hun skulle slippe Rhys’ hånd, eller om hun skulle knuge den hårdere. Rhys ledte dem hen af en gang, og op af en masse trapper indtil de nåede en grå metaldør. Bag metaldøren var en stor tagterrasse. Det var ikke en glamourøs tagterrasse, som dem man ser i film. Den var stort set tom, med undtagelse af nogle træstole der stod næsten i midten af terrassen.

”Kom,” sagde Rhys igen, og hev Everly med hen til kanten. Hun hev sin hånd ud af hans og stoppede op. Rhys vendte sig rundt og så på hende.

”Hvad skal vi?” spurgte hun, usikker på om hun overhovedet ville høre svaret. Rhys der godt kunne mærke hendes usikkerhed, smilede beroligende, og tog igen fat i hendes hånd.

”Nyde udsigten,” svarede han. Tonen i hans stemme var beroligende, troværdig, og selvsikker. Han vidste hun ville kunne lide, det hun skulle se om lidt. Everly fulgte lydigt med ham hen til kanten. Forsigtigt satte Rhys sig ned, og svang benene udover kanten på bygningen. Han holdte fast i Everlys hånd mens hun satte sig, og i stedet for at bede hende rykke tættere på, valgte han selv at flytte sig tættere på hende.

”Se,” sagde han og pegede ud over byen. Meget af byen lå i mærke, men her og der var der lys tændt, og Everly kunne ikke lade være med at tænke på nattehimlen over hende.

”Kig op.” Lydigt så Everly op på stjernerne, og blev bekræftet i sin følelse af, at hun var omgivet at stjerne, både over og under hende.

”Rhys,” sagde Everly en smule hæst, og lod sit blik falde på ham. ”Her er smukt.” Rhys nikkede, og tog igen Everlys hånd.

”Det føles,” sagde Rhys langsomt. ”Som at være omringet af stjerner.” Everly drejede sit hoved så hurtigt mod ham, at hun blev svimmel. Hun indså at det nok havde mere med alkoholen at gøre, så hun lukkede sine øjne i et øjeblik. Da hun åbnede dem blev hun mødt af endnu en stjernehimmel.

”Dine øjne,” begyndte Everly med et suk. ”Dine øjne minder mig om himlen.” Rhys så på hende i et meget langt øjeblik, inden han rystede på hovedet.

”Jeg tænkte egentlig bare at du nok havde brug for lidt luft.” Everly der var fuld nok til ikke rigtig at kunne følge med i situationen, rynkede brynene. ”Hvad?” Rhys gestikulerede mod udsigten.

”Du har fået rigeligt at drikke,” forklarede han, i en klar, tydelig og lidt nedladende tone. ”Så jeg tænkte at du nok havde brug for lidt frisk luft. Det var derfor jeg tog dig med her op.” Det begyndte langsomt at gå op for Everly hvad Rhys havde sagt, og at han havde valgt at skifte emne. Hun blev ved med at se på ham med rynkede bryn, og forsøgte febrilsk at finde ud af hvad hun havde sagt forkert, men hans øjne var kolde, og hun kunne ikke læse hans blik.

”Tak.” Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, men hun vidste at hvis Rhys gerne ville skifte emne var det nok bedst at lade ham skifte det.

         De sad i stilhed i hvad der føltes som en evighed, og da Everly ikke længere kunne klare den trykkede stemning mellem dem, sagde hun: ”Er Alice vild med Liam?” Rhys skævede til hende, hans blik var stadig svært at læse, men der var noget nyt i dem nu. Overraskelse?

”Nej,” svarede han kort. Koldt. Irriteret over hans tone, lagde Everly sine arme over kors. ”Hvorfor er du så sikker på det?” spurgte hun fornærmet. Hun havde betragtet dem næsten hele aftenen, og hun synes de så ud til at kunne lide hinanden. Det var måden Alice lagde sin hånd på Liam arm, når hun grinte af hans jokes. Og Liam der så på Alice når hun ikke kiggede.

”Hvor godt kender du Alice?” spurgte Rhys, og svag sit ene ben over kanten af taget, så han sad med et ben på tagterrassen og et ud over taget. Everly gjorde det samme, så de sad med fronten mod hinanden. ”Altså jeg har kendt Alice ligeså længe som jeg har kendt dig,” bed hun ad ham, selvom der egentlig ikke var nogen grund til at denne oplysning var åbenlys.

”Alice er til piger.” Et skævt smil gled over Rhys’ ellers kolde ansigtsudtryk. Everly sad lidt uden at sige noget, men så bare på Rhys, der havde sit kedsommelige blik i øjne igen. Hun rømmede sig.

”Kan Liam godt lide Alice?” Rhys himlede med sine blå øjne.

”Du stiller for mange spørgsmål,” svarede han. Denne gang var det Everly der himlede med øjne.

”Vil du have vi bare skal sidde her i stilhed så?” vrissede hun, men turde ikke rykke sig væk fra Rhys, for hun var bange for at falde ned fra den kant hun sad på.

”Faktisk har jeg forklaret dig hvorfor vi gik herop til at starte med.” Rhys rynkede sine øjenbryn på en måde der fik ham til at se urolig ud. Uden helt at vide hvorfor, rakte Everly ud efter ham, og aede huden mellem hans øjenbryn med sin ene tommelfinger. I et kort øjeblik var så Rhys overrasket på hende, og holdte med det samme op med at rynke sine bryn.

”Hvad?” spurgte han, hæst og åndeløst. Everlys hjerte begyndte at banke hurtigere, og hun lod sin hånd falde igen. Hun gned sin tommelfinger mod sin pege- og langefinger, langsomt, som om hun stadig kunne mærke varmen fra hans hud, følelsen af den mod hendes finger. Hun lagde hovedet på skrå og så på ham.

”Du så så urolig ud,” forklarede hun. Rhys’ ansigtsudtryk afslørede intet. Hans blik var stadig kedsommeligt, men der var noget anderledes i måden han sad på nu. Hans skuldre slappede af, han rettede ryggen og spændte sine muskler i kæben. Hans øjne blev en smule mørkere, og Everly var bange for, at hun måske havde gjort ham bevidst om at han havde slappet af i hendes selvskab, for det gjorde han ikke længere. Han virkede mere anspændt, og det gjorde Everly urolig.

”Lad os gå ned igen.” Everly rystede langsomt på hovedet. Hun kunne ikke regne ud, hvorfor han reagerede som han gjorde på hendes berøring, og det hun havde sagt.

”Vil du blive heroppe?” spurgte han. Everly nikkede, ude af stand til at sige noget. Desperat efter at finde tilbage til den stemning der var mellem dem lige da de havde sat sig ned på taget.

”Hvorfor?” spurgte han, men hendes mund føltes tør, og hun var begyndt at fryse, så hun så bare på ham uden at svare ham.

”Everly,” spandt han, og lagde sin hånd på hendes kolde lår. ”Hvorfor vil du blive heroppe?” Hans stemmeleje var lavt, og hans stemme lød mere hæs nu end før. Han flyttede sin hånd en smule længere ned af hendes lår, og tog fat i låret lige over knæet, han gjordet samme med den anden hånd. Everly gispede af forskrækkelse, for Rhys hev hende hen mod sig, i et hårdt ryk. I sin forskrækkelse havde hun grebet fat om Rhys’ nakke med sin ene hånd. Rhys lod Everlys ben hvile på hans egne lår, og snoede sin ene arm om hendes talje.

”Hvorfor,” gentog han. ”vil du gerne blive heroppe?” Everlys hjerte begyndte igen at banke hurtigt, og hun havde en fornemmelse af ikke at kunne trække vejret.

”Fordi,” svarede hun åndeløst. ”Jeg kan bedre lide stjernerne end dine venner.” Rhys smilede et smil, der gav Everly lyst til at kysse ham. I stedet begyndte hun at ae hans nakke, og lod sine fingre glide gennem hans nakkehår.

”Mine venner.” Rhys rystede på hovedet. ”De er højtrøstede, og irriterende og uhøflige, men de er loyale,” fortsatte han. ”Men nogle gange har jeg også brug for ikke at være sammen med dem.” Han blinkede og smilede gævt.

”Jeg er beæret,” grinede Everly. ”At du gider sidde her sammen med mig i stedet for.” Rhys strammede grebet om hendes talje, og Everly rykkede en anelse tættere på ham. De sad så tæt at deres næser næsten rørte hinanden. Everly var meget bevidst om Rhys’ arm om hendes talje. Den var varm, og muskuløs. Hans hånd lå fladt mod midten af hendes ryg, hans tommelfinger kun millimeter fra hendes bh-lukning.

”Jah,” tøvede Rhys drillende. ”Der er et eller andet ved dig.” Et flirtende blik erstattede det kedsommelige udtryk, og han smilede skævt.

”Du kender mig slet ikke,” sagde hun, men lod alligevel sin fingre glide længere op i hans hår. Rhys rykkede sig ikke, men løsrev sit blik fra Everlys og lod sit blik falde på udsigten i stedet for.

”Det ændrer ikke ved…” Han så på Everly igen, med et hævet øjenbryn. ”At jeg har lyst til at kysse dig.” Everlys hjerte bankede allerede hurtigt, men hun var sikker på, at det satte farten op nu. Hun oplevede endnu engang, at hun ikke kunne finde ord, i stedet lod hun sit blik falde på Rhys’ læber, i håbet om, at han ville forstå hentydningen. Everly nåede ikke at flytte sit blik fra Rhys’ læber, inden han havde lænet sig helt ind mod hende, og presset sine læber mod hendes.                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...