Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.

(Historien foregår i 2016)

7Likes
4Kommentarer
3802Visninger
AA

18. 17. Veninder og vin.

 

Everly havde endnu ikke svaret på det brev hendes bror havde sendt hende. Hun havde fået svar på det brev hun selv sendte midt på ugen, men hun anede ikke hvad hun skulle svare. Brevet lå foran hende på skrivebordet, der stod i hendes fars kontor. 

 

Kære elskede Everly. 

Hver aften sidder jeg på min altan og ser på himlen og stjernerne, og for en stund føles det som om du er tættere på. Jeg vil gerne vide mere om Jackson Cullen, for jeg tror at du tager fejl. Din papa vil ikke kunne lide ham, han synes ikke nogen mænd er gode nok til dig, og jeg er enig. 

Hende Alice du skriver om, vil jeg gerne vide ALT om. Jeg ved, at du også kan sige din mening, man skal bare lige lære dig bedre at kende først. Når du er tryg, ligger du heller ikke skjul på hvad du tænker og mener. Du giver ikke dig selv nok ros. 

Drengen du omtaler sidst i dit brev, er intet værd hvis ikke han vil være venner med dig. Men hans øjne lyder næsten perfekte. Hvor vidunderligt ville det ikke være at kunne se på én man elsker, og samtidig se stjernehimlen. 

 Jeg kan glæde sig med, at jeg kan fortælle dig en smule mere om hvad jeg går og laver. Det var ikke sandt da jeg sidst skrev til dig, at jeg endnu ikke havde talt med min far. Faktisk så bor han hos mig, fordi han ikke kan tage vare på sig selv. Han har brug for mig, og jeg vil rigtig gerne hjælpe ham, men det er ikke nemt, og jeg kan derfor heller ikke fortælle dig hvornår jeg har tid til at besøge dig. Jeg ved godt, at jeg burde have fundet tiden til at besøge dig noget før, og jeg undskylder mange gange, men jeg ved at du vil forstå. 

Jeg elsker dig Everly. 

Din storebror James Taylor. 

 

Everly havde genlæst brevet mange gange efterhånden, men hun havde stadig ikke fundet ud af hvad hun ville svare. Hun anede ikke hvad hun skulle fortælle James om Alice, og hun vidste heller ikke hvad hun skulle svare til det han havde fortalt i brevet. Måske forstod hun godt hvorfor han havde holdt det hemmeligt, og måske forstod hun godt hvorfor James gerne ville hjælpe sin far, men det var stadig svært for hende at finde de rigtige ord, det rigtige svar.

         Everly lod brevet ligge på skrivebordet. Det måtte vente til senere. James måtte være en smule tålmodig denne gang. 

         Everly havde inviteret Alice, Caroline og Anna hjem til sig. De fire piger havde aftalt at sove sammen, lærer hinanden bedre at kende. Everly følte at hun kendte pigerne godt, men ikke så godt, som hun godt kunne tænke sig. Og så havde hun brug for en pause fra Jackson, og tankerne om Rhys. Hun var blevet glad da Alice forslog, at de fire piger burde bruge en aften og nat sammen. Everly havde selv forslået, at de kunne være hjemme hos hende. 

         Hun havde lagt to madrasser på gulvet, og ovenpå havde hun lagt en masse puder og tæpper, så der var plads til dem alle. 

         Alice var den første der ringede på døren. Nicolás havde åbnet og inviteret hende indenfor. Det var Everlys indtryk at han godt kunne lide Alice. Han havde endnu ikke mødt de to andre piger endnu. Everlys mor var ikke hjemme, hun var taget på konference i en anden by, men Nicolás havde lovet, at han nok skulle købe pizzaer til dem, så de ikke selv behøvede at lave mad. 

         Everly og Alice var i gang med at hælde vin op i nogle vinglas, da det ringende på døren. ”Papa?” kaldte Everly, hvorefter hun kunne høre fodtrin, og en dør der blev åbnet. Hendes fars dybe stemme kunne hørers ude fra gangen. Caroline og Anna kom til syne i køkkenet et øjeblik senere.          ”Hej damer,” sang Alice, da hun fik øje på sine to veninder, og skyndte sig at give dem et glas vin hver. ”Hej piger,” grinede Caroline og tog ivrigt imod glasset med vin. 

”Kom,” sagde Everly, tog sit eget vinglas i den ene hånd og flasken med vin i den anden, og gik ud af køkkenet, og oven på. De tre piger fulgte efter hende, ind på hendes værelse, hvor de alle satte sig ned på madrasserne. 

         ”Fortæl mig om jeres fredag aften,” beordrede Alice og tog en stor slurk af sin vin. Caroline og Anna vekslede et blik og begyndte at fnise. Alice hævede sine øjenbryn, og pegede på de to piger. ”Okay, nu bliver jeg virkelig nødt til at vide hvad der skete i går,” sagde Alice bestemt. 

”Anna havde en laaaaaaang samtale med søde, dejlige Niall,” grinede Caroline, og Annas kinder blussede røde. Everly havde ikke hørt om en dreng der hed Niall før, men det lød som om, at de tre andre piger kendte ham ret godt. 

”Niall!?” udbrød Alice der næsten fik sin vin galt i halsen. ”Var han rent faktisk til fest med de andre i går?” Både Caroline og Anna nikkede ivrigt. 

”Vi havde ikke regnet med, at han ville komme, for han dukker aldrig op hvis Rapp ikke er der, men det gjorde han altså i går,” forklarede Anna, hvis kinder var holdt op med at se rødglødende ud. ”Undskyld,” begyndte Everly, og så rundt på de tre piger. ”Men hvem er Niall?” Anna og Caroline så overrasket ud, over at Everly ikke vidste hvem han var, men Alice rystede på opgivende på hovedet. 

”Altså hvad laver dig og Rapp når i er sammen?” spurgte hun og tømte sit vinglas i en lang slurk. ”Det er ikke din skyld, at du ikke ved det, søde. Niall er et år yngre end os, han er en sød, rar, ung mand. Han er desværre også venner med Rhys Rapp,” forklarede Alice. ”Han kommer ikke til særlig mange fester fordi han stadig er under atten, men af og til tager Rhys ham med, men som Anna lige sagde, så er det lidt underligt, at han tog til fest udenRhys.” Everly nikkede. Hun havde ikke talt med Rhys i et stykke tid, og hun vidste, at han ikke var interesseret i at se hende, men det havde hun ikke fortalt de tre piger. 

         ”Rapp har slet ikke været i skole hele ugen, har han?” spurgte Caroline, og rettede sit blik mod Everly. 

”Nej,” mumlede Everly. Hun havde godt lagt mærke til at han ikke var dukket op. 

         Der blev banket på døren, og snakken mellem pigerne forstummede. 

”Kom ind,” sagde Everly. Nicolás åbnede døren. Han stod med to store pizzaer i favnen, og et kærligt smil om sine læber. 

”Så er der mad Chicas,” sagde han og satte pizzaerne ned på gulvet mellem pigerne. Everly smilede taknemmeligt til sin far. 

”Gracias papa,” sagde hun. Han smilede til pigerne og forlod så rummet igen. 

         ”Jeg håber ikke du bliver fornærmet,” begyndte Caroline, og åbnede den ene pizzabakke. ”Men din far er altså en virkelig flot mand.” Det var ikke første gang, at der var nogen der pointerede det for Everly, så hun var hverken fornærmet eller overrasket. I stedet trak hun bare på skuldrende. 

”Tak tror jeg,” svarede hun og tog et stykke pizza. ”Det er du ikke den første der siger.” Hun blinkede kækt til Caroline, der begyndte at grine fjalet. 

         ”Tilbage til Niall,” udbrød Alice, da de alle havde spist det meste af pizzaen. ”Hvad talte i om?” Annas kinder blev en smule røde igen, men hendes stemme var rolig da hun svarede. 

”Altså, først gik jeg hen til ham, og så spurgte jeg om Rapp havde gemt sig, og så svarede han, at han for en gangs skyld var til fest uden Rapp. Han fortalte også at Rapp havde været udenbys hele ugen, så de havde ikke rigtig set så meget til ham. Så jeg spurgte ham selvfølgelig hvad Rapp dog kunne synes var så skide spændende i en anden by, men I ved hvordan det er med de drenge, de holder tæt om hinandens hemmeligheder,” forklarede Anna, og trak på skuldrene. ”Andet nåede jeg ikke at sige, for så kom Louis gående.” Igen så Everly uforstående på de andre piger. Anna havde sagt noget, og de to andre piger havde implicit forstået hvad hun mente, men Everly, der ikke 

kendte Niall, anede ikke hvad det var. 

         ”Øh,” mumlede Everly. Alice nikkede forstående. 

”Drengene, Rapp og de andre, opfører sig som Nialls storebrødre. De er ret beskyttende,” fortalte Alice. Hun rakte sit vinglas til Everly, som skænkede mere vin. ”Altså, har Rhys ikke fortalt dig noget som helst?” spurgte hun bebrejdende. Everly trak bare på skuldrende. Hende og Rhys havde talt om mange ting, men det var først i dette øjeblik, at det gik op for hende hvor lidt hun egentlig vidste om ham. 

”Apropos Rhys,” fortsatte Alice. ”Du kunne lide ham engang, er det ikke rigtigt?” Anna himlede drillende med øjnene, men nikkede. Everly mærkede hende hjerte banke hurtigere, og en svimlende fornemmelse satte sig i kroppen på hende. 

”Har du set ham?” grinede Anna fjantet. Alice rystede grinende på hovedet. 

”Anna, skat, jeg er til piger og selv jeg kan se, at han er lækker, men det var ikke helt det jeg mente,” svarede Alice, med et kækt smil om sine læber. Anna himlede igen drillende med øjnene. 

”Okay, så måske synes jeg, at det der bad boy image er ret lækkert, men altså han gider jo ikke snakke med nogen af os,” sagde Anna med et skuldertræk. 

”Hvad siger du, Salazar?” spurgte Alice. ”Rhys gider ikke tale med os andre, men han vil gerne tale med dig. Fortæl os hvad han siger.” 

         Everly anede ikke hvad hun skulle svare. Hun havde fået en fornemmelse af, at Caroline, Alice og Anna kendte én side af Rhys, og Everly kendte en anden, lidt mere kompliceret side af ham. Hun var også sikker på, at de ting Rhys havde fortalt hende, ikke var noget hun kunne fortælle videre uden at komme i problemer. 

”Han siger, at jeg stiller for mange spørgsmål,” mumlede Everly generet. Det var ikke løgn. Han havde fortalt hende, mere end én gang, at hun stillede for mange spørgsmål, men hun havde også formået at lokke nogle svar ud af ham. Svar hun ikke turde gentage, selvom hun var sikker på, at pigerne var til at stole på. 

         Alice lo. ”Du skal være imponeret over to ting, Everly,” grinede hun. ”Ét; at han ikke har sørget for, at du aldrig snakker til ham igen. To; at han faktisk gider at svare på nogle af dem.” Everly måtte have set meget overrasket ud, for Alice forklarede. ”Liam har fortalt mig en lille smule – det han selv har formået at lokke ud af Rhys, i hvert fald.” Det overraskede hende, at Rhys overhovedet havde fortalt Liam om hvad han havde fortalt til hende selv. 

         ”Du er virkelig gode venner med Liam, ikke Alice?” spurgte Everly. Alice og Liam var et underligt par. Everly vidste ikke meget om deres venskab, men Alice lod til at mene, at Liam var en bedre fyr end Rhys. 

”Han er én af mine bedste venner,” svarede Alice med et skuldertræk, som om det gav sig selv. Everly nikkede, men hendes nysgerrighed var ikke tilfredsstillet. ”Hvorfor kan du ikke lide Rhys?” spurgte hun. Alice hævede sine øjenbryn, og Everly skyndte sig at forklare. 

         ”Jeg mener bare, Rhys og Liam er venner, men du kan tydeligvis ikke lide Rhys overhovedet, så jeg undrede mig bare over hvad der gør Liam anderledes. Jeg kender ham jo ikke så godt.” 

         Alice lod til at tænke sig om i et stykke tid inden hun satte sit vinglas fra sig på gulvet, og vendte sig helt om, så hun sad med fronten mod Everly. 

         ”Caroline og Anna er to virkelig gode veninder. Hvis det ikke var for dem, var jeg ikke blevet på den her skole, eller i den her by, for den sags skyld,” begyndte hun. ”Jeg er, som sagt, til piger, og det ved folk godt, og de fleste har ikke noget problem med det. Men for to år siden var jeg ikke sprunget ud endnu, men til en fest mødte jeg en sød pige, som jeg endte at kysse, og det var desværre noget Rhys så – jeg bad Rapp om at holde sig kæft, men han fortalte det til Liam alligevel. Jeg havde tænkt mig at fortælle det til Liam, men først når jeg var klar til det, og det tog Rapp fra mig. Jeg ville gerne have haft friheden til selv at vælge hvornår han fik det at vide.” Alice tog en dyb indånding. Hendes øjne var blanke, men hendes stemme havde været rolig. 

         Everly smilede generet til Alice. ”Det er jeg ked af,” sagde hun, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. 

”Det er ikke din skyld. Rhys er Rhys og det er der ikke så meget at gøre ved,” beroligede Alice hende. 

         Pigerne hældte mere vin i deres glas, og talte om de andre elever på skolen. Everly lærte, at de alle sammen var single, men at Caroline sjældent var det. Hun havde oftest en kæreste, men lige nu flirtede hun med en fyr, Everly aldrig havde hørt om. Anna havde svært ved at tale om andet end Rhys, og Alice fortalte at hende og Liam havde været venner siden de gik i børnehave sammen. 

         ”Altså Anna, hvis du ikke snart holder op med at tale om Rhys, så stikker jeg dig en flad,” grinede Alice. Anna rystede grinende på hovedet. 

”Jeg kan ikke lade være. Han har ikke været i skole hele ugen, jeg er afhængig og jeg har ikke fået mit fix,” lo Anna. 

”Afhængig er en underdrivelse,” fastslog Caroline. Everly kunne ikke lade være med at grine, og det kunne de andre piger heller ikke. Anna opførte sig lidt som om hun var fan af Rhys, og det var ret morsomt. 

”Skal jeg hente noget mere vin?” spurgte Everly, og samlede den nu tomme vinflaske op. 

”Hent så meget du kan bære,” svarede Alice. Hendes smil var fjantet, og Everly var sikker på, at de alle ville være en smule fulde inden aftenen var omme. 

         Everly fandt tre flasker vin mere og tog dem med ind på værelset. 

”YES!” udbrød Caroline da hun så vinflaskerne i Everlys favn. 

”Tag for jer, damer,” sagde Everly og satte flaskerne fra sig på gulvet. De begyndte at fylde glassene igen. 

         ”Ved du hvor Rapp har været hele ugen, Everly?” spurgte Anna efter et stykke tid. Everly tog en slurk af sin vin, og rystede på hovedet. 

”Nej, jeg har ikke rigtig talt med ham,” svarede hun. Annas øjne lyste op, som om hun havde fået en idé. 

”Har du Rapps nummer?” spurgte hun og tømte sit vinglas i én mundfuld. Everly rystede på hovedet. De gange hun havde skrevet med Rhys, havde været på Facebooks Messenger App. Anna så meget slukøret ud. 

”Den mand giver ikke sit nummer til hvem som helst,” sukkede hun, og lagde sig halvt ned på madrassen hun sad på. 

”Skriv til ham,” gispede Caroline, og lagde sig ned, så hendes hoved lå på Annas mave.

”Jeg ved ikke om det er en god idé,” tøvede Everly. De vidste ikke hvad Rhys havde sagt til hende, og hun havde ikke lyst til at fortælle dem det, men hun havde heller ikke lyst til at skrive til ham. 

”Hvad er det værste der kan ske?” spurgte Anna. ”Hvis han ikke gider snakke, så kan han vel bare lade være med at svare, ikke?” Everly måtte indrømme, at Anna havde en pointe, men hun var stadig ikke sikker på, at det var en god idé at kontakte ham. 

         Everly så hen på Alice, men hun trak bare på skuldrende. ”Gør hvad du vil, søde, men jeg må indrømme, at hvis vi skal have Anna til at holde kæft, så er det nok den eneste måde at gøre det på.” Alices smil smittede af på Everly. 

”Okay,” sagde hun og rejste sig for at finde sin telefon, der lå på sengebordet. Hun satte sig ned på sengen, trykkede på Messenger ikonet, og fandt Rhys’ navn. 

’Rhys?’– lige under Rhys’ navn stor der Aktiv nu, og det fik Everlys hjerte til at banke hurtigere. Hun regnede ikke med at han ville svare, men hun kunne ikke lade være med at håbe. 

         Hendes telefon vibrerede. 

’Everly.’ Hun stirrede på beskeden. Der var blevet helt stille i værelset, alle pigerne så på hende. 

”Vi har hans opmærksomhed,” bekendtgjorde Everly og viftede med mobilen. Anna hvinede og satte sig op så hurtigt, at Caroline ikke kunne nå at følge med, så hendes hoved ramte madrassen. 

”Anna!” udbrød hun, og satte sig op igen. 

”Hvad skal jeg skrive til ham?” spurgte hun, men så begyndte hendes mobil at vibrere igen. Hun så på skærmen. 

’Er der sket noget?’ – Var han bekymret? Hun så på skærmen med rynkede bryn, men læste den ikke op for de andre piger. 

”Spørg om du må få hans nummer, så du kan ringe til ham,” sukkede Anna drømmende. Everly sukkede, men alkoholen havde fik hende til at føle sig modigere. 

’Kan vi snakke?’ 

’Jeg er ikke hjemme – skriv dit nummer, så ringer jeg.’– Everly tastede sit nummer og trykkede send, hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. 

”Han ringer om lidt,” sagde hun, og rejste sig fra sengen, og satte sig på madrasserne hos de andre piger igen. 

”Hvad fanden, Everly,” sagde Alice, nærmest imponeret. ”Jeg tror aldrig jeg bliver klog på Rhys, specielt ikke når det vedkommer dig.” Everly skulle til at svare, men hendes mobil lyste op, nummer stod på skærmen. Everly trykkede på svarog løftede telefonen op til sit øre. 

”Hallo?” sagde hun. 

”Hej,” sagde Rhys’ rolige, kølige stemme. Det lød som om en bildør smækkede, og baggrundsstøjen forsvandt. ”Du svarede ikke på mit spørgsmål.” Hun sukkede. 

”Jeg har det fint.” En brummende lyd begyndte. ”Hvor er du?” spurgte hun, næsten sikker på, at lyden hun havde hørt, var en bilmotor der blev tændt. 

”Jeg er på vej hjem,” svarede han. Han lød en smule mere anstrengt nu, og Everly vidste, at det var fordi Rhys ikke gad tale om det. 

”Everly,” sukkede Rhys. ”Fuck.” Everly så rundt på pigerne, der alle så på hende. ’Højtaler’ mimede Anna, men Everly rystede på hovedet og holdte en finger op, som for at signalere ’vent’. 

         ”Hvornår er du tilbage?” spurgte hun. 

”Fire timer, forhåbentlig mindre,” svarede han ligegyldigt. 

”Jeg ved ikke hvad klokken er,” sagde Everly. ”Hvad tid er du i Dover igen?” Hun var ikke selv klar over hvorfor hun ville vide det, men hun havde en knugende følelse i maven, et behov for at vide hvornår han ville være i nærheden igen. 

         Hun hørte ham sukke dybt igen. ”Klokken er halv ti, så jeg er i Dover omkring klokken halv 2,” svarede han. 

”Bed ham om at komme forbi,” hviskede Anna. Everly så på hende, og rystede febrilsk på hovedet. 

”Har du lyst til,” hun tøvede, ude af stand til at finde de rigtige ord. 

”Everly, jeg kan ikke. Du ved godt, at jeg ikke kan.” Everly himlede med øjnene selvom hun godt vidste, at Rhys ikke kunne se det. Anna sendte Everly et sigende blik, og Everly flyttede telefonen fra øret, og trykkede på højtalerikonet. 

”Du irriterer mig nogle gange, Rapp,” sagde hun, i et forsøg på at efterligne det kølige tonefald Rhys altid brugte. 

”Rapp!” udbrød han. Hans stemme var lattermild. ”Siden hvornår er vi begyndt at bruge efternavne, Salazar?” 

”Siden hvornår er du begyndt at sige nej til mig, Rapp?” spurgte hun. Rhys havde aldrig rigtig givet indtryk for, at han ikke kunne sige nej til hende, men han havde været meget vedholdende når han ville se hende. 

         ”Hvad vil du have, Everly?” spurgte han, en anelse mere alvorligt. 

”Halv to er ikke særlig sent, synes du?” Hun var næsten sikker på, at han smilede. 

”Hvis du siger det, Everly.” Annas øjne var blevet store, og det lignede hun var ved at briste af begejstring. ”Hvis du kan holde dig vågen, så skal jeg nok komme forbi, okay?” Everly smilede stort. 

”Eh, lydt nu,” fortsatte han hidsigt. ”Jeg kan ikke blive længe, okay. Jeg har noget andet jeg skal se til.” 

”Fint,” svarede Everly, i så ligegyldigt et tonefald hun kunne mønstre. 

”Vi ses senere,” sagde Rhys opgivende. 

”Okay,” svarede Everly. 

”Okay.” Opkaldet sluttede. Rhys havde lagt på. 

         Anna hældte vin op i sit glas, og drak det hele. 

”Rhys kommer forbi klokken halv to om natten, fordi Everly ber’ ham om det, wow,” sagde hun, som om hun ikke kunne fatte det hun lige havde hørt. 

”Men han ved ikke, at vi er her,” begyndte Alice tøvende. ”Jeg tror ikke han bliver glad når han opdager det.” 

 

__________________________________________________________

Jeg har haft mega skriveblokering, og det er derfor jeg ikke har opdateret i et stykke tid. Sorry xx.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...