Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.


6Likes
4Kommentarer
3075Visninger
AA

17. 16. Jackson

 

Rhys tog ikke i skole den næste uge. I stedet satte han sig ind i sin bil og kørte til Leeds, for at mødes med kunde. De havde mødtes et par gange allerede, og Rhys havde egentlig gjort det arbejde han var blevet betalt for, men kunden blev ved med at give ham flere penge, og bede om flere tjenester. 

         Rhys mødtes med kunden ved en hjørnecafé. Han havde parkeret ved kantstenen, og et par minutter senere satte kunden sig ind i bilen. 

”Hej,” mumlede kunden. Rhys nikkede som hilsen og begyndte at køre. ”Han ligger og sover hjemme i min lejlighed, men jeg kan ikke få ham afvænnet,” forklare han. Rhys sukkede. Han havde fortrudt, at han havde sagt ja til at mødes. Han havde allerede givet op på det job kunden ville have han skulle udføre. 

”Han er en junkie,” konstaterede Rhys irriteret. ”Hvis han ikke vil hjælpes, er der ikke nogen der kan hjælpe ham. Desuden er det ikke normalt det arbejde jeg laver, James.” Rhys parkerede bilen på parkeringspladsen der tilhørte lejlighedskomplekset James boede i. 

”Det ved jeg godt, men jeg vil gerne hjælpe min far, og det kan jeg ikke selv. Jeg har et rygte jeg skal passe på,” forklarede James frustreret. Rhys steg ud af bilen og smækkede døren hårdt i. James steg også ud, men var en smule mere forsigtig med døren. 

”Jeg vil skide på dit ry, James,” snerrede han. ”Hvis han ikke vil hjælpes, er der ikke nogen der kan hjælpe ham,” sagde han igen. Sammen gik de to drenge ind i lejlighedsbygningen, og tre etager op, og ind i James’ lejlighed. 

         Rhys havde fået mere end rigeligt at vide om James og hans biologiske far, og han var ved at være træt af at lege far, mor og børn. James ringende til Rhys hver gang der var det mindste, og nu var han her igen, fordi James ikke formåede at passe på sin narkotikaafhængige far. 

”Hvor er han?” vrissede Rhys, og så sig om i den luksuriøse lejlighed. 

”Gæsteværelset.” Rhys flødede døren ind til værelset op, og fik næsten vand i øjnene af den stank der ramte ham som en mur. 

”Fy for helvede.” Han trak sit ene ærme ned over sin hånd og så løftede han den op for at dække sin næse. ”Hvor længe har han været alene?” Rhys gik over til vinduet, trak gardinerne fra og åbnede vinduet. James stillede sig i døråbningen, med sine arme foldede. 

”Et døgns tid,” svarede han. Rhys sendte ham et misbilligende blik og rystede på hovedet.

”Han er narkoman, for helvede. Han kan ikke finde ud af at være alene i din store dyre lejlighed, uden at svine den til.” Rhys så på manden der lå på gulvet, sveddryppende, og i en pøl af sit eget bræk, og formentlig også sit eget tis. ”Han kan ikke tage vare på sig selv, James. Hvis du vil hjælpe ham, så send ham til en afvænningsklinik, eller tilbage på gaden.” James var allerede begyndt at ryste på hovedet inden Rhys havde talt færdig. 

”Han vil ikke på en afvænningsklinik, og jeg kan ikke smide ham ud, Rapp, han er min far,” vrissede James. Rhys lukkede øjnene for at forhindre sig selv i at slå på noget eller nogen. Han trak vejret dybt og åbnede øjnene igen. 

”Du bliver nødt til at indse, at din far ikke vil have din hjælp, og du har en familie. Har du overvejet at bruge din tid på dem i stedet for den her idiot,” forklarede Rhys i så roligt et toneleje han kunne mostre i situationen. Rhys kunne se at James begyndte at spænde i sine muskler. James trådte helt ind i lokalet, Rhys skævede til manden der kom tættere og tættere på. 

”Sådan skal du ikke tale om min familie.” Han hævede sine øjenbryn, og trådte helt ind foran Rhys. James var en lille smule lavere end Rhys, men det lod ikke til at genere ham. ”Du har ingen idé om hvad jeg kan,” snerrede han. Den måde Rhys smilede på, fik det til at løbe James koldt ned ad ryggen, og han fortrød med det samme hvad han lige havde sagt. 

”Nej, James. Det er dig der ikke har nogen idé om hvad jegkan.” Rhys trådte et skridt tættere på James. ”Du ved ikke en skid, og du gør klogt i ikke at gøre mig vred, James. Jeg kan blive et rigtig dårligt bekendtskab, hvis du ikke passer på.” James trådte hurtigt et skridt tilbage, væk fra Rhys.

         James trådte meget varsomt omkring Rhys resten af dagen. Faktisk holdte han sig helt ude af lejligheden mens Rhys gennemroede hele værelset for at finde de stoffer James’ far havde taget. Rhys foretrak at være i fred mens han ledte. 

         James kom tilbage til lejligheden flere timer senere. Rhys havde smidt stofferne på et bord i stuen. Han var blevet overrasket over hvor meget han havde fundet, og var ikke i tvivl om, at James’ far bestemt ikke blev hos sin søn fordi han holdte af ham. Han havde nogle helt andre, økonomiske grunde til at blive hos sin søn. Rhys sad i en lænestol og stirrede på de mange forskellige stoffer der lå på sofabordet, da James trådte ind i stuen. 

”Hvor fanden kommer det fra?” røg det ud af James, hvis øjenbryn sad næsten helt oppe ved hans hårgrænse. Rhys tog en dyb indånding for at køle sig selv ned. Det var utroligt at James ikke kunne se hvad der foregik lige foran øjnene af ham. 

”Det er det lager din far har mæsket sig i mens vi har forsøgt at afvænne ham,” svarede Rhys i et kedsommeligt tonefald. 

”Du tager dig af det, ikke?” spurgte James. Hans stemme knækkede nervøst. Rhys rejste sig fra stolen i én elegant bevægelse. Han var ikke meget større end James, men der var noget over ham, der fik ham til at virke større, mere skræmmende. James fortrød et øjeblik, at han nogensinde havde kontaktet Rhys. 

”Jeg skal nok tage mig af stofferne, men du må selv tage dig af din far,” svarede Rhys stadig i det kedsommelige tonefald. ”Hvor meget ved du om stoffer, James?” spurgte han så. James rynkede sine bryn, undrende. 

”Ikke specielt meget,” svarede han forvirret. Rhys stak sine hænder i bukselommerne. 

”Her ligger,” han nikkede mod bordet, ”for mindst ti tusinde kroner. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvor han har alle de penge fra.” Rhys vidste ikke om James selv havde givet sin far pengene, eller om han havde stjålet dem fra sin egen søn, uanset hvad vidste Rhys, at han ikke kunne gøre mere for dem.

”Jeg har ikke givet ham penge til stoffer hvis det er det du hentyder,” udbrød James arrigt. Rhys var for længe siden blevet træt af at hjælpe James og faren, så hans tålmodighed var ved at løbe op. 

”Jeg siger, at hvis du ikke har givet ham penge, så har han stjålet dem, og hvis det ikke er fra dig, så kan du godt regne med at få politiet på besøg snart. Han er så skæv, at han med sikkerhed har efterladt en million spor efter sig,” forklarede Rhys roligt. James lagde armene overkors. Rhys var ikke sikker på hvad James tænkte på, men det var første gang, at han havde en følelse af, at James virkelig lyttede til hvad han sagde. Der var stille mellem dem i et par minutter, inden James svarede. ”Er du sikker?” Rhys nikkede stift. 

 

Det var sværere for Everly at koncentrer sig i skolen når Rhys ikke dukkede op, men da Rhys ikke havde vist sit ansigt i skolen hele ugen, var hun blevet lettet. Hun havde tidligere været meget bekymret når Rhys ikke kom i skole, men efter at Rhys havde gjort det klart, at de ikke længere skulle se hinanden, havde hun været bange for at møde ham på gangene eller i klasselokalerne. Hun havde nydt at spise frokost med Alice, for ingen af dem havde lyst til at tale om Rhys. I stedet talte de om hvordan Alice og Liam havde mødt hinanden, hvorfor de var venner, og så talte de om Ezra Cowden. Alle der blev undervist af Ezra skulle til vejledning hos ham i løbet af november måned. Alice og Everly var glade for at deres vejleder var Ezra. Det var ingen hemmelighed at samtlige piger på skolen synes Ezra Cowden var lækker. Alice var den første af pigerne der havde en aftale med Ezra, og hende og Everly kunne ikke holde op med at tale om det. 

         Da ugen lakkede mod enden, aftalte Everly og Jackson, at de skulle på date fredag aften. Hun var ikke sikker på om hun glædede sig, men hun havde heller ikke fortrudt. Det var med manglende entusiasme, at Everly gjorde sig klar til daten med Jackson fredag eftermiddag. Hun havde iført sig en sort, tætsiddende kjole med knapper hele vejen ned af midten af kjolen. Stoffet var elastisk. Det var egentlig en hverdags kjole, men parret med et par høje hæle, synes hun den blev mere elegant at se på. Hun kastede et blik på sig selv i spejlet. Hun var ikke sikker på om hun syntes, at hun så godt ud, men hun gad heller ikke tage noget andet tøj på. 

”MIJA!” kaldte Nicolás. Det lød som om han stod ende i entréen, så Everly skyndte sig at finde sin pung og sin mobil inden hun forlod sit værelse. Hun var næsten sikker på, at Jackson var kommet for at hente hende. 

”Der er du Mija,” sagde hendes far, da hun trådte ud i entréen. Hun smilede genert til Jackson, og stillede sig ved sin fars side. ”Det er en høflig ung mand ham der,” fortsatte han og pegede på Jackson. Everly vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, så hun smilede undskyldende til Jackson, og rettede så sin opmærksomhed mod sin far. 

”Jeg er ikke så sent hjemme, Papa,” sagde Everly beroligende. Nicolás stod med fremskudt bryst, og et fast greb om håndtaget, som om han var klar til at smække døren i hovedet på Jackson. 

”Jeg venter oppe,” brummede han, og kyssede sin datter på kinden. Everly nikkede, rakte ud efter Jackson og skyndte sig udenfor. Døren lukkede med et klik bag dem. De satte sig ind i bilen, og Jackson bakkede forsigtigt ud ad indkørslen. 

”Du ser dejlig ud,” sagde han og smilede generet. Everly kunne mærken varme stige i sine kinder. 

”Tak, du ser også godt ud,” svarede hun, selvom hun egentlig ikke rigtig havde set ordentligt på ham. Hun kastede et blik på ham. Han havde cowboybukser og en hvid skjorte på. Hun var ikke synderligt imponeret over Jacksons påklædning, men hun havde heller ikke selv gjort sig specielt umage.

         De talte lidt om fodbold og Jacksons venner, og Jackson var høflig og spurgte ind til Alice og Liam. Everly var næsten sikker på, at Jackson meget gerne ville spørge ind til Rhys, men ikke kunne få sig selv til at stille spørgsmålet. 

         Restauranten Jackson havde bestil bor hos, var ikke den samme de havde været ved før, men den så mindst lige så dyr ud. Jackson holdte døren for Everly, og trak stolen ud for hende, da de var blevet ført til det lille, intime bord. Everly kunne ikke rigtig vænne sig til den galante måde Jackson altid opførte sig på. 

”Jeg er ked af, at vi ikke har talt så meget i løbet af ugen,” begyndte Jackson, da deres mad var blevet stillet foran dem. Everly tog en bid. Hun havde ikke tænkt særlig meget på Jackson i løbet af ugen. 

”Så jeg er virkelig glad for, at vi kan være sammen i dag,” fortsatte han ufortrødent, uden at vente på svar fra Everly. ”Jeg vil også gerne tale om hvad der skal ske efter i dag.” 

Everly holdte op med at spise, og så lidt usikkert på Jackson. Hun var ikke sikker på om der var noget hun var gået glip af. Det lod til at Jackson kunne se forvirringen i Everlys blik, for han skyndte sig at afklare hvad han mente. 

”Jeg kan rigtig godt lide dig, Everly. Du er nem at snakke med og du har sådan en fantastisk evne til at gøre folk omkring dig glade. Jeg vil gerne være mere end venner, og jeg siger ikke, at vi skal springe ud i at være kærester med det samme, men jeg vil gerne blive ved med at se dig. Jeg vil gerne holde din hånd i skolen, og kysse dig farvel efter dates som denne. Jeg vil have at det er mig du følges med til fester, og så hvis alt går godt, vil jeg gerne være din, og kundin.” Hans stemme var fast, bestemt. Det lød som om han havde forberedt sig på hvad han ville sige. Som om han havde indøvet det. Everly blev ved med bare at se på Jackson uden at sige noget. 

”Hvad siger du til det?” afsluttede han. Jacksons stemme lød en anelse mere usikker nu, mere panisk. 

”Øh,” mumlede Everly, og så ned på sin mad. Hun havde spist af den, så den var ikke længere fint anrettet. Hun så op på Jackson igen. Han så nervøs ud, der lå små svedperler i hårgrænsen. 

”Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige, Jackson,” begyndte Everly tøvende. ”Lad os sige, at du godt må kysse mig farvel i aften, og så tager vi resten derfra. Hvad siger du til det?” spurgte hun med et lille smil om sine læber. Jackson åndende lettet op, og begyndte også at smile. 

”Det lyder som en god idé,” svarede han. ”Der er dog én lille ting, jeg gerne vil tale med dig om, eller det er måske nærmere noget jeg vil bede dig om,” fortsatte Jackson. Han så igen en smule nervøs ud, som om han havde lidt svært ved at få det sagt. 

”Jeg ved godt, at jeg slet ikke burde bede om det, men jeg vil sætte pris på hvis du kunne lade være med at kysse Rhys hver gang du er fuld.” Det føltes som om Everlys hjerte var gået i stå. Hun havde lært hvordan hun kunne spille uforstående på en overbevisende måde, af sin storebror. Så hun lagde ansigtet i de rigtige folder. Let rynkede øjenbryn, ikke for overdrevet, og så så hun på Jackson igen. 

”Kysse?” spurgte hun, som om hun ikke helt havde forstået hvad Jackson havde sagt. Han sendte hende et undskyldende blik. 

”Ja, altså jeg har jo hørt rygter, og jeg kan godt nok ikke huske at have set jer kysse, men Rapp har næsten altid været i nærheden, når du var til fest. Men kunne jo tro, at det var fordi i tog til festerne sammen?” fortsatte Jackson, mindre selvsikkert end før. Everly blev ved med at se uforstående ud, mens hans talte. 

”Jeg er ked af, at du hellere vil tro på rygter end at tjekke om det er rigtigt,” sagde Everly koldt. Hun havde ikke engang dårlig samvittighed over at lyve, for selvom hun havde kysset Rhys, brød hun sig bestemt ikke om, at Jackson ikke talte med hende om rygterne han havde hørt. Jackson så med det samme ud som om han havde fortrudt, at han overhovedet havde bragt emnet på banen. 

”Everly, undskyld, jeg tænkte mig ikke om,” udbrød Jackson fortvivlet. ”Det er bare, jeg bryder mig virkelig ikke om Rapp, altså jeg hader ham virkelig, og det skal selvfølgelig ikke gå ud over dig, men jeg kan jo godt se, at pigerne på skolen er vilde med ham. Jeg tænkte, at det måske ikke var så mærkelig hvis du også var det,” afsluttede han tøvende. 

”Du har ikke noget at være urolig for Jackson. Rhys er slet ikke interesseret,” svarede Everly køligt, med mindet om de ord Rhys havde brugt sidste weekend: Så det her er sidste gang vi sover sammen, og, øm, det er bedst hvis vi ikke taler med hinanden igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...