Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.

(Historien foregår i 2016)

6Likes
4Kommentarer
3314Visninger
AA

13. 12. Skoven om natten.

 

Everlys hjerte bankede stadig hårdt mod hendes bryst, timer efter Rhys havde kørt hende hjem. Hun kunne stadig mærke hans læber mod sine, hans fingre mod sin hud. Han havde ikke kysset hende farvel i bilen, selvom Everly havde håbet, han ville. Nu lå hun i sin seng og så op i loftet, tankerne snurrede rundt i hovedet på hende. Hun havde lovet Jackson at tage på date med ham i næste uge, men hun havde liget kysset Rhys. Hun blev nødt til at snakke med begge drenge. Spørge Rhys om hvor deres venskab var på vej hen. Spørge ham, om han overhovedet havde følelser for hende, om han var klar over hvad han gjorde ved hende. Hun blev nødt til at fortælle ham, at selv efter flere timer kunne hun ikke lade være med at tænke på ham. Fortælle ham, at hun bekymrede sig om ham, når han ikke var hos hende, når hun godt vidste han var ude og håndtere mennesker som ikke ville ham det godt. For hvis Rhys ikke ville finde ud af hvad de kunne blive sammen, kunne hun ikke se nogen grund til at aflyse daten med Jackson. 

         Everly blev revet ud af sine tanker da hendes telefon vibrerede. Hun satte sig op i sengen, og rakte ud efter mobilen. 

ALICE: 

’Fest i aften, hos Jackson. Skal du med?’ 

EVERLY: 

’Det tænker jeg lige over’ 

         Everly var træt, og havde ikke særlig meget lyst til at tage til fest, men på den anden side ville hun ikke gå glip af chancen for at se Rhys. Det bankede på døren, så Everly lagde sin telefon fra sig. 

”Kom ind,” sagde hun. Døren blev åbnet, og bag den stod Everlys far. Han havde et træt smil om læberne. 

”Må jeg sætte mig, Mija?” spurgte han, og nikkede i retningen af sengen. Everly nikkede, og Nicolás satte sig ned. Han tog en dyb indånding inden han begyndte at tale. 

”Din mor og jeg vil gerne besøge din onkel i Leeds i weekenden,” begyndte han. ”Så vi snakkede om at tage af sted i aften, og komme hjem søndag eftermiddag. Du må selv bestemme om du vil med, eller om du vil blive hjemme.” Everly var allerede begyndt at nikke, for hvis de skulle tilbage til Leeds, ville hun kunne se sin bror, men Nicolás kendte sin datter godt, så han skyndte sig at fortsætte inden Everly kunne nå at sige noget. 

”Vi har talt med din bror, og han opholder sig ikke i Leeds i weekenden, så vi kan ikke se ham når vi er der.” Everlys humør faldt hurtigt igen, så Nicolás lagde en arm om sin datters skuldre, og gav hende et blidt klem. Everly lagde sit hoved på sin fars skulder. ”Din mor og jeg tænkte, at du måske hellere ville blive her, så hvis du har lyst kan vi lægge nogle penge til mad, og så kan du invitere en veninde på besøg. Hvad siger du til det?” spurgte han. Everly, der var glad for sin onkel, havde ikke lyst til at tage til Leeds hvis ikke hun kunne se sin bror også. Hun kunne besøge sin onkel lige når hun havde lyst, og det var ikke i denne weekend. 

”Jeg bliver hjemme,” sukkede hun, og håbede at hendes far og mor ville nyde alene tid med onkel Cedric. Nicolás klappede sin datters skulder opmuntrende. 

 

Rhys sad i en alt for blød, slidt sofa i et gammelt varehus. Liam stod lænet op af den ene væg, Louis og Alvin havde korslagte arme, og alvorlige blikke. 

”Du ved mest om hvordan vi kan gøre det her bedst, Rapp,” sagde Liam for tiende gang den eftermiddag. Rhys himlede med øjnene. 

”Hvad er det du siger, Liam?” spurgte han, og rejste sig fra sofaen. ”At jeg skal rydde op efter dig, og det lort du har lavet?” Liam knyttede næverne, og snerrede af Rhys. 

”Hold kæft.” Rhys hævede et øjenbryn, og sendte Liam et blik der fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Liam var ikke som sådan bange for Rhys, men han vidste, at Rhys var i stand til meget mere end de fleste mennesker, så han havde ikke lyst til at presse sin ven yderligere. 

”Skal jeg rydde op efter dig, Liam?” spurgte Rhys i et skræmmende roligt tonefald. ”Eller rydder du op efter dig selv?” Liam lukkede sine øjne i et langt øjeblik inden han svarede. 

”Jeg har brug for din hjælp.” Rhys nikkede. 

”Det ved jeg,” svarede han arrogant. ”Jeg skal nok ordne det i aften.” Liam åndende lettet op. 

         Senere den dag gik Rhys gennem skoven. Mørket havde lagt sig som en tung dyne over byen og det var ikke nemt at navigere i skoven, med mindre, at man som Rhys kendte skoven godt. En lyddæmpet pistol sad i Rhys’ buksekant, og tre kasteknive lå i hans lomme. Han havde handsker på, så hans fingreaftryk ikke ville kunne findes noget sted på gerningsstedet. Det gerningssted der endnu ikke eksisterede. Det gerningssted Rhys var på vej hen til i dette øjeblik. 

         En flod løb gennem størstedelen af skoven. Rhys fulgte flodbredden til han kom til en lysning. Der stod en ung mand lænet, henslængt op af et træ. Drengen der hed Sam trådte længere ind i lysningen da han fik øje på Rhys. 

”Jeg forventede at se Liam,” hilste han. Rhys sagde ikke noget, men sørgede for at holde sine tanker klare, og sine følelser skærmede. ”Er du hans lejemorder, eller er du kommet for at give mig et bedre tilbud?” fortsatte Sam. Rhys forholdte sig stadig tavs, så Sam fortsatte. ”Jeg ved godt, at jeg er et nemt bytte. Ingen familie, ingen der har tænkt sig at melde mig savnet.” Rhys smilede på en måde der mindende Sam om en djævel. Han sank en klump i halsen. Han havde ikke mere at sige, for han vidste nu, at han ikke ville kunne overtale Rhys til skåne ham. Rhys lod sin hånd glide ned i sin lomme og trak en kastekniv op. Han kastede den, så den borede sig ind i det træ Sam lige havde stået lænet op af. 

”Nu skal du høre hvad vi gør,” sagde Rhys, der kunne se, at Sam var blevet meget bleg. ”Du får en pistol af mig,” fortsatte han, og holdte pistolen frem så Sam kunne se den. ”Jeg lover dig, at næste gang jeg kaster en kniv, så rammer jeg ikke træet. Så når jeg rækker dig den her pistol, så retter du den mod dig selv, og trykker på aftrækkeren.” Rhys stemme var rolig, næsten blid. Sam kunne ikke lade være med at holde øjenkontakten med Rhys. De trådte tættere på hinanden igen. 

”Så jeg kan vælge mellem at dø, og at dø?!” spurgte Sam fortvivlet. ”Der er ikke noget jeg kan gøre for at ændre det?” Ingen følelser, mindede Rhys sig selv om, og rakte pistolen ud mod Sam. Han tog i mod den. 

”Jeg kunne skyde dig med den her,” sagde Sam, med blikket rettet mod pistolen i sin hånd. Rhys var ikke bange. Rhys havde aldrig rigtig været bange for at dø, og det var han heller ikke i aften. 

”Du ville være død inden du nåede at trykke på aftrækkeren,” svarede han. En ny kastekniv lå i hånden på ham. Sam havde slet ikke set Rhys tage den på af lommen. Sam rettede pistolen mod sig selv, satte den for tindingen. Rhys løftede kniven, sigtede, men lod være med at kaste den. Han måtte ikke kaste den medmindre Sam blev en reel trussel. 

”Bare mellem dig og mig,” sagde Sam med rystende stemme. ”Jeg ved godt, at jeg langt fra er et godt menneske, men du er et monster.” Og så trykkede Sam på aftrækkeren. Det havde været nemt at overtale Sam til at slå sig selv ihjel, men det var ikke noget der foruroligede Rhys. Han kendte sine venner godt, men han kendte sine fjender bedre. Han vidste at Sam længe ikke havde haft det godt. Sam var ensom, og de venner han havde var ikke venner der var loyale nok til at ville hjælpe ham. Det havde været en nem opgave at overtale Sam til at gøre det Rhys egentlig selv skulle have gjort, for det var noget Sam formodentlig ville have gjort helt af sig selv inden for den nærmeste fremtid. 

         Rhys havde med rystende hænder sørget for, at stien var dækket for spor af hans sko. Der var næsten ingen fordi jorden var tør. Han havde også trukket sin kniv ud af træet, og puttet den tilbage i sin lomme. Han blev nødt til at få sig selv under kontrol, inden han gik tilbage til varehuset. Han gik helt ud af skoven, så han kunne kigge op og se stjernerne. En ro faldt over ham, og han holdte op med at ryste. Rhys trak vejret dybt, roligt og meget langsomt. Han begav sig mod varehuset, med rettet ryg, og kolde øjne. 

         Liam, Alvin og Louis småsnakkede da Rhys trådte indenfor i varehuset. Deres snak forstummede da de fik øje på ham. Rhys tog sine handsker af og kastede dem hen til Liam, som greb dem. 

”Dem brænder du,” sagde Rhys. Hans stemme rolig, og upåvirket af aftenens tidligere hændelser. Liam nikkede. Louis nærmede sig Rhys forsigtigt, klar over, at Rhys’ tålmodighed var blevet alvorligt testet i løbet af i dag. 

”Vi har lige fået at vide, at Jackson holder fest i aften og der kommer en masse vi kan sælge til,” sagde Louis, og løftede sin hånd som om han ville lægge den på Rhys’ skulder, men fortrød og lod den falde ned langs siden igen. Louis kunne godt se på Rhys, at han ikke havde brug for opmuntring eller berøring lige nu, så han holdte sig en lille smule på afstand. 

”Jeg har andre ting jeg skal ordne,” brummede Rhys, selvom det var løgn. Han havde ikke noget andet han skulle ordne, men han havde ikke lyst til at tage hjem til Jackson, for han vidste det ville ende galt. Hans tålmodighed var ved at slippe op, og han havde fået at vide af Everly, at Jacksons venner ledte efter ham. Rhys vidste han ikke ville kun ignorere Jacksons dumme venner i dag, så det var bedre at blive væk. 

”Okay,” sagde Louis og rettede sin opmærksomhed mod de andre drenge. ”Skal vi hente nogle poser og komme afsted?” Drengene nikkede og sammen lod de Rhys være alene i det store varehus.

         Rhys blev stående helt stille i et helt kvarter, for at sikre sig at de andre var så langt væk, at de ikke ville kunne høre ham. Han gik hen til væggen, og skreg mens han bankede sin næve ind i væggen igen, og igen, og igen. Hans knoer blev blodige, og hans fingre ømme, men resten af ham begyndte at slappe helt af. Han lod hånden bløde, og forlod varehuset. Han satte sig ind i sin bil, og kørte hjem. 

         Ella sad med en øl i hånden, i den stol hun altid sad i. Rhys ignorerede hende, gik i stedet op af trappen, og ud på badeværelset for at vaske sin hånd. Blodet var næsten helt størknet, men det var nemt at vaske af. Da han var færdig og alt det størknede blod var vasket af, forlod Rhys badeværelset og gik ind på sit værelse og satte sig på sengen. Han havde svært ved at få billedet af Sams livløse krop ud af hovedet. 

         Rhys’ dag havde været turbulent, selv inden Liam havde fortalt om sit lille problem. Rhys havde været væk næsten hele ugen, for at tage sig af vigtige ting et andet sted i landet, men han var blevet ringet op af en panisk Liam, så han blev nødt til at tilbage til Dover. Liam havde ikke været til meget hjælp da Rhys mødte op i varehuset, så de havde været oppe og skændes, og Rhys havde forladt varehuset i vrede. Han var heldigvis stød på Everly, der havde gjort hans humør en smule bedre, men det dykkede igen da han var kørt tilbage til varehuset. Liam havde besluttet at den bedste mulighed var at slå Sam ihjel, selvom Rhys ikke var enig. Liam havde også været hurtig til at bede Rhys om at gøre det beskidte arbejde. Så nu sad i på sin seng, og kunne ikke lade være med at tænke på Sams død. 

         Han sad længe på kanten af sin seng, for at få sit temperament under kontrol igen, men det var svært. Det blev ikke nemmere af, at han kunne høre sin mor vælte nogle flasker, og bande højlydt. Han tvang sig selv til at blive siddende, så han ikke ville komme op og skændes med Ella. Rhys flyttede sig ikke før hans telefon begyndte at vibrere. 

LOUIS: 

’Kommer du ikke og fester?’ 

RHYS: 

’Nej.’ 

LOUIS: 

’Everly Salazar er her ;-)’ 

RHYS: 

’Og?’ 

LOUIS: 

’Hold nu op Rhys.’ 

RHYS: 

’Hvorfor vil du gerne have jeg kommer?’ 

LOUIS: 

’Fordi jeg kan faktisk godt lide Everly, og hun bruger lidt for meget tid sammen med Jackson.’ 

Rhys stirrede på sin telefon, velvidende om, at han ikke ville kunne holde sig væk fra Jackson Cullens fest. 

 

Everly og Alice havde drukket meget. Rigtig meget. De sad i nogle sofaer og grinede over noget der egentlig ikke var sjovt.

”Ej men seriøst,” grinede Alice og så på Everly med tårer i øjnene fordi hun havde grinet så meget. ”Jeg er virkelig glad for at du kom med i aften. Her ville være sindssygt kedeligt uden dig.” Everly blev varm om hjertet, det betød meget for hende at Alice godt kunne lide hendes selvskab, for Everly havde det på samme måde med Alice. 

”Jeg er glad for, du inviterede mig med,” svarede Everly, og de to piger skålede med hinanden. Everly der havde kigget meget efter Rhys da han ikke var i skole denne uge, havde slet ikke ledt efter ham til festen, og det havde hun Alive at takke for. Hun havde fået Everlys tanker væk fra Rhys, og det var ikke før Everly fik øje på Jackson og hans venner, at hun begyndte at kigge rundt i rummet. Hun var urolig for om Rhys ville løbe ind i problemer hvis han var her.

         Everly holdte øje med Jackson og hans venner, samtidig med, at hun så efter Rhys i menneskemængden, men uden held. Hun åndede lettet op, da ikke kunne få øje på Rhys, måske var han her ikke i aften. Hun håbede, for hans egen skyld, at han ikke ville dukke op i aften. 

”Hvem kigger du efter?” spurgte Alice, hendes tone var en smule anderledes fra før. Den var ikke længere lattermild, men en smule fjern, som om hun ikke havde lyst at høre svaret. 

”Ikke nogen,” svarede Everly og fremtvang et smil. Alice så på hende med hævede øjenbryn, og så sukkede hun dybt. 

”Liam fortalte mig, at Rhys havde travlt i aften, så han er her ikke,” fortalte Alice småirriteret. Everly forsøgte at se ligeglad ud, men var ikke sikker på at det lykkedes, for hun var meget lettet over, at Rhys havde andre ting at lave end at være her. Alice himlede med øjnene. 

”Han er en stor dreng, Everly, han kan godt klare sig selv.” Everly nikkede og mumlede, at hun lige ville gå på toilettet. 

”Så henter jeg noget mere at drikke imens,” mumlede Alice tilbage og så gik de to piger hver deres vej. 

         Everly trådte ud fra badeværelset efter at have tisset, og vasket fingre. Hun trådte ud i entréen som var helt tom og lænede sig op ad væggen. Hun kunne mærke alkohollen i blodet, og det føltes som om rummet snurrede rundt, så hun lukkede øjnene i håb om, at det ville holde op. Hun åbnede dem først igen da hun hørte hoveddøren gå op. Hendes hjerte begyndte at galoppere, både fordi hun var glad for at se personen der var trådt indenfor, men også fordi hun havde håbet han ikke ville dukke op i dag. 

”Rhys!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...