Falling stars

18 årige Everly Salazar flytter med sin mor og far til Dover. Her starter hun på en ny skole, og møder en pige der hedder Alice. De to bliver hurtigt gode venner, og Alice introducere Everly til en masse nye mennesker. Men her skal hun vælge sine venner med omhu.
En dreng med blå øjne og mørkt hår fanger hendes opmærksomhed, men han bære på mørke hemmeligheder om sit liv. Alligevel bliver de to ved med at rende ind i hinanden, og Everlys nysgerrighed kan ende med at bringe hende i fare.

(Historien foregår i 2016)

6Likes
4Kommentarer
3314Visninger
AA

11. 10. Uventet aften besøg.

 

Rhys havde fortalt Everly, at han ikke ville komme i skole hele ugen, men hun kunne ikke lade være med at se efter ham. Det irriterede hende at hun blev skuffet hver gang hun så sig om efter ham, og ikke kunne se ham. 

         Hun havde brugt så meget tid på at tænke på Rhys, at hun havde glemt, at hun havde aftalt med Jackson, at hun skulle se ham spille fodbold. Jackson, der siden hun havde mødt, havde holdt sig på afstand af Everly, udnyttede at Rhys ikke var at se på skolen. Han fulgte Everly til hendes timer, og sad sammen med hende, når de skulle spise frokost. 

         Om onsdagen, da de sad og spise frokost, snakkede Jackson og Everly lyttede. Hun havde ikke lyst til at indrømme det, men hun var bekymret for Rhys, og tænkte ikke på andet. 

”Vi skal spille klokken fire, så jeg skal blive her efter skole,” fortalte Jackson. Everly forsøgte at skjule at hun havde glemt deres aftale, men det lykkedes hende ikke. 

”Du havde glemt det, havde du ikke?” spurgte Jackson, efter at have set Everlys ansigtsudtryk. Hun undskyldte, for det havde ikke været hendes mening. 

”Jeg lover at være her klokken fire,” sagde Everly, og undskyldte igen. 

”Hey, det er okay,” sagde Jackson trøstende. Han lagde en hånd om hendes, og gav den et blidt klem. Hun smilede, taknemmelig for at Jackson ikke var blevet sur. ”Skal vi aflyse middagen? Eller har du stadig tid?” spurgte han tøvende, som om han var bange for at skræmme hende væk. Hun smilede opmuntrende til ham. 

”Jeg har tid,” svarede hun. 

 

Alice havde fortalt Everly at hun også skulle se fodboldkampen, så de kunne sidde sammen. Caroline, Anna og Sofie sad allerede på tribunen da Alice og Everly dukkede op. 

”Hej piger,” smilede Sofie og vinkede dem hen. Alice og Everly satte sig ned ved siden af de andre piger. Everly havde ikke fortalt nogen af dem, at hun skulle spise middag med Jackson bagefter, så da kampen sluttede, sagde Everly farvel til pigerne og ventede på parkeringspladsen. Ingen af dem stillede spørgsmål, og det var Everly taknemlig for. 

         Jackson bar på en stor, sort sportstaske, da han kom gående hen mod Everly. Hans blonde hår var en smule vådt, men han var pænt klædt på. Hans bukser var mørke, og han havde en hvid kortærmet skjorte på, indenunder hans åbenstående sorte jakke. 

”Jeg holder lige herovre,” sagde han og nikkede med hovedet i retning af en hvid bil. Everly fulgte med ham over til den. Jackson lagde sin taske i bagagerummet og satte sig ind på førersædet og startede bilen. Everly, der sad på passagersædet, spændte sikkerhedsselen. 

         Restauranten Jackson kørte hen til var fin. Der var hvide duge på bordene, små stearinlys. Gæsterne var iklædt jakkesæt, kjoler og høje hæle. Everly kunne se, inden hun overhovedet satte fod inden døre, at hun ikke var klædt pænt nok på. Hun havde sorte jeans på, og en ganske almindelig blondetop. Hun var ikke iført høje hæle men vans, og hendes jakke var en ganske almindelig denim jakke. Hun så nervøst på Jackson, men han lod ikke til at bemærke det. Sammen gik de indenfor. Jackson havde bestil et bord til dem. Bordet de blev ført til var nede i den anden ende af restauranten, i et hjørne. Der var tændte stearinlys på bordet, og en enkelt rose stod i en lille, slank vase. Everly så på værtinden der havde ført dem hen til bordet, og gik det endnu dårlige med sin påklædning. Hun var iført en nederdel, og et par pæne ballerinaer. Hendes hår var sat op i en stram knold i nakken. Everly forsøgte at ignorere de nedværdigende blikke de omkring siddende gæster sendte hende. Hun ville ønske at Jackson havde fortalt hende hvilken slags restaurant han ville tage hende med hen til, så havde hun taget noget pænere tøj på. 

”Hvad kunne du tænke dig?” spurgte han og bladrede i menukortet. Everly samlede sit eget menukort op og begyndte at kigge på de forskellige retter. Dette var ikke bare en fin restaurant, det var også en dyr restaurant. Everly blev mere og mere nervøs for om deres date ville gå godt. Hun følte sig som et rumvæsen på en fremmed planet. Hendes far havde et præstigefyldt job og hendes mor var en god, respekteret og værdifuld ejendomsmægler, så hun havde spist på pæne, dyre restauranter før, men det her føltes anderledes. 

”Jeg tror jeg skal have en steak med bagte kartofler,” fortsatte Jackson, der ikke lod sig bemærke med, at Everly ikke havde svaret på hans spørgsmål. Han lagde det store, læderindbundne menukort fra sig på bordet. 

”Jeg vil gerne have en kyllingesalat,” mumlede Everly, og lagde også sit menukort fra sig. Jackson smilede stort til hende, fuldstændig ubevidst om hvor meget Everly følte sig malplaceret, i restauranten og i situationen. Hun var ikke længere sikker på hvorfor hun egentlig havde sagt ja til at spise middag med ham til at starte med. Når alt kom til alt kendte hun ham knap nok. 

         Jackson bestilte deres mad hos en tjener, og sørgede også for noget at drikke til dem begge. Everly sagde ikke noget, mens Jackson bestilte. 

”Kunne du lide kampen?” spurgte Jackson, og tog en tår af en cola, tjeneren havde placeret på bordet foran ham. Everly, der egentlig ikke brød sig om at se fodbold, havde snakket med sine veninder under det meste af kampen. Hun havde ikke rigtig fulgt med. 

”Du spillede godt,” sagde hun og håbede at det var det rigtige at svare. Det fik Jackson til at smile endnu mere end før. 

”Synes du?” spurgte han, næsten ude af stand til at tøjle sin begejstring. Hun nikkede og håbede at han ikke ville stille flere spørgsmål om fodboldkampen. 

”Det er jeg glad for du synes,” sagde han og blinkede til hende. Everly så ind i Jacksons lyseblå øjne. De var varme, venlige og åbne. Hun kunne se hans oprigtige glæde i dem, de var ikke tomme og kolde ligesom Rhys’ ofte var. 

         Da maden kom, og de begyndte at spise, begyndte Jackson også at fortælle om sig selv. 

”Vi har snakket lidt om os selv,” begyndte han, og tog en ny bid mad. ”Men jeg synes det er vigtigt at vide en masse om de mennesker man omgås,” fortsatte han. Everly der var enig nikkede. Så Jackson fortalte om sit liv. Han havde altid spillet fodbold, det var en sport hans far gik meget op i, og det var vigtigt for ham, at Jackson også elskede sporten. Han fortalte om sin søster, Ashley, der altid fik gode karaktere og elskede at bruge tid sammen med ham. Og han fortalte om sine forældre der arbejde meget, men elskede deres børn højere end noget andet. Everly lyttede, betaget af hvor åben Jackson fortalte om sit liv. Den eneste dreng fra skolen Everly havde brugt sin fritid med, var Rhys, og han var et helt andet menneske end Jackson. De to drenge kunne ikke være mere forskellige, men Everly kunne lide dem begge to. 

”Jeg bliver nødt til at spørge dig om noget,” sagde Jackson, og tog den sidste bid af sin mad. Everly var næsten sikker på, at Jackson ville vide mere om Everlys egen familie. 

”Hvor godt kender du Rhys?” spurgte han. Hun så overrasket på ham. De havde talt om Rhys før, og det var for længst gået op for Everly, at de to drenge hadede hinanden. 

”Jeg kender ham mindst ligeså godt som jeg kender dig,” svarede Everly, en smule mere koldt end hun havde påtænkt. 

”Det er virkelig ikke for at være uhøflig,” begyndte Jackson, der begyndte at lyde mere og mere nervøs. ”Men hvorfor bruger du din tid på Rhys? Jeg mener, han forsvinder i flere dage, og så kommer han tilbage og ligner én der har været i krig. Alligevel ser jeg dig sammen med ham,” fortsatte Jackson, der talte så hurtigt, at han var ved at snuble over sine egne ord. Han tog en dyb indånding. ”Det forstår jeg ikke.” Everly vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun havde ikke selv besluttet at blive venner med Rhys, hvis man overhovedet kunne kalde dem venner. Rhys ville ikke fortælle hende noget, men de endte altid med at finde hinanden alligevel. Men det kunne hun ikke fortælle Jackson, så hun trak bare på skuldrende. 

”Vi har mange timer sammen,” begyndte Everly tøvende. ”Så vi taler vel sammen af den grund,” fortsatte hun. Everly vidste godt at det ikke var en særlig god forklaring, men hun havde heller ikke lyst til at snakke om Rhys. 

”Men du kender ikke Rhys,” sagde Jackson, en smule mere lavmælt, som om han var bange for at nogen skulle høre hvem de talte om. ”Han er virkelig et forfærdeligt menneske. Det er han virkelig, Everly. Han har ikke lyst til at være sammen med nogen, okay. Han er en enespænder og…” Everly begyndte at ryste på hovedet, og Jackson tav. 

”Hvorfor taler vi om Rhys?” spurgte hun en anelse irriteret, både fordi hun ikke kunne svare på de spørgsmål Jackson stillede, men også fordi hun ikke brød som om måden Jackson talte om Rhys på. 

”Undskyld,” mumlede Jackson. Han så oprigtigt ked ud af det. ”Du har ret. Vi burde slet ikke tale om Rhys. Vi er trods alt på en date.” Everly så på Jackson længe uden at sige noget. Hun havde ikke betragtet deres middagsaftale som en date, og havde sågar fortalt Rhys at det ikke var en date, men bare venskabelig middag. Jackson hævede sit glas. 

”Skål,” sagde han og holdte sit glas hen mod hende. Hun tog sit glas og slog det meget blidt mod hans. ”Skål,” svarede hun, og smilede nervøst. 

         Jackson betalte for middagen, og kørte Everly hjem. Han var høflig, og fulgte hende helt hen til døren. Hun kunne dufte hans cologne, og shampooen han havde brugt, til at vaske sit hår med, efter fodboldkampen. Han var højere end Everly, og muskuløs. Hans skjorte sad tæt ind til hans krop, og hun kunne se hans blodåre gennem huden. Han var blegere end Rhys. 

”Tak for i aften,” smilede Jackson. Han fjernede meget forsigtigt en tot hår der var faldet ned foran Everlys ansigt. Han førte håret om bag hendes øre. 

”Selv tak,” sagde Everly, der mest af alt havde lyst til at gå indenfor. Hun havde været glad for at tale med Jackson, og kunne godt lide hans selvskab, men hun havde misforstået hans intentioner om aftenen. For hende var det ikke en date, men Jackson troede at det var, og hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham det. Everly havde ikke lyst til at såre hans følelser. Han lænede sig ned mod hende og hun stivnede, men hans læber ramte hendes kind i et flygtigt kys. Hun havde været nervøs for at han ville kysse hendes læber og var glad for at han ikke havde gjort det. 

”Vi ses i morgen,” hviskede han hæst i hendes øre. 

”Vi ses.” Hendes stemme var lille, og spinkel, men Jackson lod ikke til at bemærke hendes utilpashed. Jackson vendte sig om og gik ned mod sin bil, Everly skyndte sig indenfor. 

         Nicolás stod indenfor i gangen, hans arme var lagt overkors, og hans blik var strengt. 

”Mija,” sagde han, og så forbi hende og ud gennem det slørede vindue i døren. ”Hvem var det?” spurgte han, og så igen på sin datter. Everly stod som fastfrosset til gulvet. Hun havde ikke vidst at Jackson ville kysse hendes kind, og hun havde bestemt ikke ønsket at hendes far skulle se det. 

”En ven fra skolen,” tøvede Everly, der ikke rigtig vidste hvad hun egentlig skulle kalde Jackson. Hun kendte ham ikke godt nok til at kalde ham en ven, og det lod til, at Jackson gerne ville være mere end blot venner. Hendes far så bestemt også skeptisk ud. 

”Bare en ven?” spurgte han. 

”Papa!” udbrød Everly træt. Det havde været en lang dag, og hun ville egentlig bare gerne være inde på sit værelse resten af aftenen. Nicolás så undskyldende på sin datter. 

”Tilgiv mig, mija,” sagde han. ”Men grunden til jeg spørger, er fordi der er en dreng på dit værelse.” Everly så på sin far, overbevidst om at det var en joke. Men så gik det op for hende, at hendes storebror måske var kommet for at besøge hende. Det var ikke usandsynligt. 

”Er James her?!” udbrød hun glad, og tog sit overtøj af hurtigere end hun nogensinde havde gjort før, og løb hen mod trappen. Hendes far stoppede hende. 

”Nej, mija. Han er en dreng fra skolen. Han kan ikke blive for længe, okay? Han sagde i bare skulle tale om lektier.” Glæden forsvandt fra hende som luften fra en punkteret ballon. Hun sagde ikke noget, men gik langsomt op af trappen. 

         Lyset inde på Everlys værelse var tændt, og døren stod på klem. Hun skubbede døren helt op, og så ind på sit værelse. Overrasket over hvem der sad på sengen, blev Everly stående i døråbningen og stirrede. Han så hen på hende. Hans blå øjne var mørke, trætte. Hun vidste ikke helt hvorfor, eller hvordan, men hun havde savnet ham. Hun havde været bekymret for ham, hadet, at hun ikke vidste hvor han var eller om han passede på sig selv. Han rejste sig fra sengen, og først der opdagede hun den blodige plet på hans trøje, og hans forslåede knoer. Hun trådte ind i rummet og lukkede døren. 

”Rhys,” sukkede hun, skræmt. 

”Jeg er okay,” skyndte han sig at forsikre hende om. Hun så fortvivlet på blodplettet på hans trøje. Den sad ikke langt fra hans hjerte. 

”Jamen,” begyndte hun uden rigtig at vide hvad hun ville sige. Han gik hen til hende, og lagde sin hånd mod hendes kind. Den var ligeså varm som hun huskede den. 

”Everly.” Han sagde hendes navn så blidt, at hun var bange for hendes hjerte ville briste. Hun havde aldrig hørt ham tale sådan før, aldrig hørt sådan ømhed i hans stemme før. ”Jeg er okay. Jeg er her, og jeg er okay.” Han trak hende helt ind til sig, lagde armene om hende, og knugede hende ind til sin krop. Hun lagde også sine arme om ham, og sit hoved mod hans bryst. Mærkede hans hjertes hamre mod hendes eget. 

”Hvorfor er du her, Rhys?” spurgte hun, hendes ord var dæmpet, fordi hun talte ind i hans skulder. 

”Det ved jeg ikke,” svarede han. Hun knugede noget af hans T-shirt i hendes hånd, bange for at han ville give slip på hende.

”Hvorfor kyssede Jackson dig?” spurgte han, men gav ikke slip på hende. Hun rystede på hovedet, mærkede det bløde stof fra hans T-shirt mod hendes kind og læber. 

”Jeg kyssede ham ikke,” mumlede hun. ”Han kyssede mig på kinden.” Hans greb om hende løsnedes, og han så ned på hende. Hun havde ikke lyst til at give slip, end ikke løsne sit greb, så hun blev ved med at lytte til hans hjerte. 

”Se på mig,” hviskede Rhys, og aede hendes kind i langsomme, blide strøg. Hun så op på ham, stadig med sine arme om hans talje, næsten ude af stand til at tro, at han var her. 

”Du sagde du ville være væk hele ugen,” sagde hun uforstående. ”Hvad er der sket med dig Rhys? Hvorfor er du her ho…” hun tog en dyb indånding. ”Hos mig?” 

”Det er en lidt lang historie,” grinede Rhys glædesløst. ”Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på i dag.” 

”På i dag?” spurgte hun, en smule irriteret over, at han ikke gav hende nogle svar. Han svarede ikke, men så bare på hende, men løsrev hurtigt blikket igen, som om han var bange for at se på hende for længe. Han kyssede hendes pande, og knugede hende hårdt ind til sig igen. 

”Jeg bliver nødt til at tage af sted igen, Everly,” mumlede han mod hendes hår. Hun begyndte at ryste voldsomt på hovedet.

”Rhys, fortæl mig hvad du laver? Fortæl mig hvor du tager hen?” bad hun fortvivlet, og trådte ud af hans omfavnelse. ”Hvorfor er der blod på din trøje?” spurgte hun grådkvalt. Hun var både bange for at han stadig havde ondt, men var også irriteret over at Rhys ikke fortalte hende noget. 

”Jeg blev bare uenig med en gammel ven,” sukkede han og rakte ud efter hende, men hun trådte længere tilbage, hovedrystende. 

”Jeg har brug for, at du fortæller mig mere end det, Rhys,” jamrede hun, frustreret. Han rystede på hovedet og opgav at række ud efter hende. 

”Jeg bliver nødt til at gå, Everly,” sukkede han. ”Hold dig væk fra Jackson mens jeg er væk.” Det var ikke en forespørgsel, men en ordre og det gjorde hende rasende. Rhys var ikke hendes kæreste, han var knap nok hendes ven, han havde ingen ret til at bede hende om at holde sig væk fra Jackson. 

”Okay,” mumlede hun, velvidende om, at hun havde tænkt sig at gøre det stik modsatte. Rhys nikkede tilfreds, og gik hen til døren. 

”Vi ses i næste uge,” sagde han og forlod Everlys værelse. Hun så på den lukkede dør, hun kunne stadig se ham for sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...