I will always love you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2018
  • Opdateret: 17 jan. 2018
  • Status: Igang
”Der er en stjerne der lyser i det fjerne. Så i morgen, vil du glemme sorgen.”
Sille og Katrine er slyngveninder. De er som pot og pande. Uadskillelige. Den eneste forskel der er på dem, er at Katrine elsker heste. Det gør Theodora ikke rigtig. Men en dag sker en forfærdelig ulykke. Katrine bliver taget fra Sille. Sorgen præger Sille.
Men i mens alt ser mest sort ud, finder hun et lyspunkt. Mathias, en dreng fra parallelklassen viser sig fra sin kærlige side. De finder hurtigt sammen. Men kærligheden viser sig at være kort, og Sille må endnu engang starte forfra. Kæmpe forfra mod den store smerte. Kampen mod den smerte, der truer med at æde hende op indefra. De store spørgsmål er bare: Hvad sker der nu, og hvor er Katrine nu? Og hvad sker der med Mathias?


Til sindsteqiula konkurrence ud fra mulighed 1

0Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

4. 4. Katrine

Der er stille på hospitals værelset. Jeg ligger i sengen, og venter på, at der kommer en læge.Line og min mor sidder der også.

“Ved I noget om, hvad der er sket med Katrine?” spørger jeg sammenbidt. De ryster begge på hovedet. Jeg bliver lidt nervøs. Tænk hvis Katrine er kommet alvorlig til skade. Selv har jeg brækket min højre ankel og højre arm. Ellers ikke rigtig andet..Ikke andet end sår på arme og i hovedet. Lægerne har kaldt mig heldig. Men hvis Katrine er kommet alvorligt til skade, så er jeg ikke ligefrem heldig.

“Er du okay, Sille?” spørger Line. Hendes stemme er ret lys. Den giver næsten ekko i det tomme rum. Jeg svarer hende ikke. Lidt efter går døren op, og der kommer 2 læger ind. De ser alvorlige ud. Det er skidt tegn.

“Hvad sker der?” spørger min mor.Lægerne præsenterer sig først. De hedder Karsten og Mikkel. Efter det ser de alvorlige ud igen. Min mor tager min hånd, og aer den.

“Det har noget med Katrine, ikke?” spørger jeg, lidt nervøst. Mikkel nikker.

“Sille, Katrine pådrog sig et alvorligt hovedtraume under ulykken. Jeg beklager, men hun stod ikke til at rede. Hun er desværre død”; fortæller Karsten. Død? Katrine er død? Nej nej nej. Det kan ikke passe…

Lidt tid, ligger jeg bare, og er tavs. Lægerne er gået igen. Lige pludselig banker det på døren til værelset.
“Kom ind”, siger jeg svagt. Min stemme er helt væk. Døren går op, og ind kommer Katrines mor, Susanne, Tobias, og Katrines lillesøster Thea. De virker lige så triste, som jeg er. Tobias kommer hen til mig. Han har et fjernt udtryk i øjnene.

“Er du okay? Det var da en voldsom oplevelse”, siger han med et suk. Jeg nikker. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare. Men Tobias har ret. Det var en voldsom oplevelse.Tårerne begynder at presse på. For første gang, græder jeg over ulykken. Selvom det mest kommer over tabet af Katrine. Med blikket ned, mærker jeg, at Tobias holder om mig. Mest fordi han trækker i den iltslange, jeg har i næsen

“Det skal nok gå. Bare tænk, hvor heldig du selv har været”, hvisker han i mine øre. Jeg vrider mig fri af Tobias’ greb. Han ser rimelig forskrækket ud.

“Det bliver aldrig det samme. Uden Katrine er jeg alligevel død indvendig”, snøfter jeg. Min mor kommer hen til sengen. Hende og Susanne har åbenbart snakket sammen.

“Susanne har spurgt, om vi vil med ned, og sige farvel til Katrine, når hun er kommet i kisten. Så kan du få sagt et sidste farvel, inden hun bliver kørt væk”, siger min mor. Jeg tænker lige et øjeblik, inden jeg svarer.

“Det vil jeg gerne”, siger jeg så til sidst. Susanne og min mor nikker. De går ud, for at hente en læge. Kort tid efter kommer de tilbage med en læge. Lægen har en kørestol med.

“Jeg hedder Sandra, og jeg skal hjælpe dig over i denne kørestol. Også følger jeg med ned, hvor I skal sige farvel til Katrine”, fortæller hun. Kort tid efter sidder jeg i kørestolen. Nu skal vi bare der ned…

På vejen derned, hvor vi skal være, sidder jeg bare og tænker. Tænker over, hvordan jeg skal sige farvel på en ordentligt måde. Det er Tobias, der skubber kørestolen. Sandra går ved siden af, og fortæller om, hvad der skal ske. Egentligt hører jeg ikke efter. Sidder bare i min egen verden.

“Så er vi her”, siger Sandra, og åbner en dør.Da vi kommer ind i rummet, er det et ret stort rum. Midt i rummet, står et bord. På bordet er der en kiste.

“Er det der, hun er?” spørger jeg Sandra. Hun nikker med et skævt smil. Jeg sukker, da Tobias skubber mig hen til kisten. Jeg ser ned i kisten. Synet er forfærdeligt. Katrines livløse krop ser forfærdelig ud. Hun er helt ligbleg. Også er hendes ansigt dækket af sår. Jeg trækker mig forskrækket tilbage.Tårerne presser på. Hele min krop sitrer.

“Jeg kan ikke klare det”, græder jeg. Smerten indeni er for stor. Tobias trækker mig væk fra kisten igen.

“Kom, Sille. Vi venter udenfor, mens de andre siger farvel”#, siger min mor så. Hun tager Tobias’ plads, og skubber mig ud af rummet. Line følger med.

“Det skal nok gå, Sille”, siger Line, og giver mig et knus. Jeg tager den ráske hånd op, og tørrer tårerne væk. Med et suk venter jeg bare på de andre. Nu er det farvel for evigt. Til verdens bedste veninde.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...