Les Misérables - De ulykkelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Det var nok en af de dårligste tider Europa gik igennem. Folket var sur, menneskerne var ikke menneskelige, og fattigdommen var i gang med at spise alle.
Cosette blev efterladt af hendes mor, hos en familie de ikke kendte. Det viste sig til at livet ikke længere ville være nemt. Nu må hun overleve flere mørke natte med pisk, hån og ingen håb. Men hvorfor bliver Cosette efterladt, og kan hendes mor vinde over de mennesker der længere ingen barmhjertighed har

0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

4. Afsked af moderen og hendes datter -4

Les Miserablés

Kapitel 1.- Afsked af moderen og hendes datter -4

De sad begge to og gyngede på samme gynge, uden for restauranten. De var to søskende, den ældste havde mørkt hår, og den yngste havde gyldent hår. Cosette så dem fra lang afstand. Hun gav hurtigt slip på hendes Mors hånd, og skyndte sig at løbe ned mod dem, imens hun råbte "Jeg har lyst til at lege". Pigerne hilste hurtigt på hinanden og begyndte med at lege sammen. Den ældste med det mørke hår sad ved siden af Cosette, imens hendes lillesøster blev holdt udenfor. De sad begge to på samme gynge, og gyngede sammen, imens smilet fyldte hele deres ansigter.  

Fantine råbte til Cosette om at hun skulle passe på, men hun blev hurtigt afbrudt af en dame. Hun havde gammelt tøj på, meget tyk, med sort hår. Fantine følte at der var noget underligt med hendes blik. Et blik der var fuld af grusomheder. "Lad dem lege videre, der sker ikke noget" sagde hun og fortsatte, "ville du spise aftensmad i vores restaurant"? "nej, jeg er faktisk efter et arbejde" blev Fantine nød til at forklare. Damen syntes det var underligt. "En rig dame, og med et barn efter et arbejde" sådan foregik det inde i hendes hoved. De rige folk plejede aldrig at arbejde. Og hun var sikker på at Fantine var en af de rige, det kunne hun nemt se fra det tøj Fantine havde på. Damen var virkelig forvirret hun kunne ikke få noget til at hænge sammen, men hun var nysgerrig hun skulle vide hvad der var galt. Lidt efter spurgte hun ind til hvor hendes mand så var. "Han døde fra lang tid siden". Måtte Fantine kort og hurtigt svare. Hun gad ikke huske hendes mands død, det gjorde ondt på hende. Derfor gad hun ikke at fordybe sig med svaret.  

Damen var fuldstændig ligeglad men alligevel sagde hun "Nå men alligevel kommer du aldrig til at finde et arbejde her i vores lille by, hvorfor leder du ikke efter et arbejde i Paris"? "Jeg er allerede kommet der fra". Damens mand Thénardier sad bagved, ved et bord der stod udenfor, han hørte rigtig godt efter, den samtale der foregik mellem hans kone og Fantine. Da Fantine forklarede om hvordan hun arbejdede i en tøjbutik i Paris. "jeg har solgt mit hus og alle møblerne, og derfor leder jeg efter et arbejde, i byerne her omkring" forklarede Fantine. Damen prøvede at få sig selv til at lyde ked af det, og virke som en der gerne ville kunne løse problemet hvis hun kunne. Fantine kunne ikke blive ved med at kigge på damens ansigt imens de snakkede sammen, hun kunne føle det hele var fuld af løgn, de triste udtryk hun gav, var ikke rigtige. Hun vidste ikke om man rigtigt kunne stole på damen. Hun følte sig i hvert fald ikke tryg ved hende. "Har du et barn, kan du aldrig finde et arbejde", prøvede Mme. Thénardier at forklare. Hun havde en stærk og dyb stemme. Fantine kunne forestille sig at hvis damen skulle råbe af nogen, ville hele byen blive skræmt. "Du skal rejse alene mademoiselle", det var Thénardier, der sad bag ved, og hørte godt efter. Hans stemme var skræmmende, og hans ansigt. Det hele ved han kunne ikke gøre en tryg. "Hvis du vil kunne du efterlade din datter, hos os, og så ville vi tage os af hende".  "Hvad er det du vrøvler om" sagde Mme. Thénardier, hun var i fuldstændig chok. Men Thénardiere forsatte, "du vil hurtigt finde et arbejde. Du skal ikke andet end at betale for at din datter så hun kan bo her, og ekstra penge så vi kan købe mad til hende. Tro mig mademoiselle det ville ikke koste meget". "Thénardier" Råbte Mme. Thénardier ind i hans ansigt. Han gav hende hurtigt et blik, der fik hende til at tie stille, som om hun forstod hvad han mente. Men Fantine lagde ikke mærke til noget, i stedet sagde hun  “tusind tak, men jeg kan ikke leve langt væk, fra min datter". Thénardier afbrudte hende hurtigt, og bad hende tænke godt om det han sagde til hende. Han prøvede at overtale hende om, hvis hun fandt et arbejde ville hun kunne spare nogle penge til at kunne leve sammen med sin datter. "I vil begge to ende med at sove på gaderne hvis du ikke finder et arbejde" det var det sidste, han kunne sige til Fantine.  

Fantine var i tvivl, hun kiggede på hendes datter og så, hvor glad hun var. Hun vidste også at noget af det Thénardier sagde til hende var rigtigt. Thénardier hviskede hurtigt noget til hans kone, og pludselige var de begge glade hvis de vil kunne få lov til at passe på Cosette.   

“Haha lad være med at bekymre dig om din datter madam, vi ville give hende alt det hun for brug til. Du kan stole på os, kan du ikke se hvor glad hun er sammen med mine to piger, de ligner tre søskende når de leger sammen”, og pegede på pigerne. Mme. Thénardier, virkede rigtig glad, for at få et nyt barn i deres familie, hvilket fik Fantine til at undre sig, og få hende til at tænke en ekstra gang. Hun kunne ikke forstå hvorfor familien Thénardier ville være så glade for at opdrage et barn, når de allerede havde svært ved at kunne forsørge deres selv. Ja de kunne ikke forsøge sig selv, det var hun helt sikker på. Det kunne hun nemt se på familiens gammelt tøj, og restauranten der var så gammel at det lignede et uhyre.. Fantine prøvede mange gange at forklare dem at hun ikke kunne efterlade Cosette, og så gå et andet sted. Men Thénardier og Mme. Thénardier blev ved med at overtale hende.

Fantine måtte give op til den sure sandhed, og aflever hendes eneste datter til nogen hun ikke kendte. Hun var ked af det, og i kæmpe tvivl. Mellem hendes hjerte og hjerne foregik der to foreskellige ting. Hjertet sagde “du kan ikke efterlade din datter på fem år, hun kan ikke leve uden en mor”. Men hjernen sagde det modsatte, “du bliver nød til at rejse væk, og finde dig et arbejde, eller så ville i ende begge på gaderne. Du vil ende med ikke at kunne forsørge dig selv eller din datter”. Fantine tog hurtigt sin beslutning og måtte efterlade Cosette, til de to hun ikke rigtigt kunne stole på.“Ville i ikke være søde, og passe godt på min datter, imens jeg er væk”. Det var det eneste Fantine  måtte sige, for at sikre sig det hele skulle blive godt. Og Thénardier lovede hende, om at, han nok skulle passe godt på Cosette, som det var hans egen datter. “ Må jeg spørger om jeres navn, så jeg kan skrive til jer”. Både Thénardier og hans kone begyndte med at kigge på hinanden, men de måtte give et svar. “Jo, selvfølgelig, vi er familien Thénardier, og hvad hedder De”? “Jeg hedder Fantine.”. “Godt Fantine, du kan bare rejse uden at være bekymret, din datter ville være i gode hænder”. Hun takket dem hurtigt, men pludselig bad Thénardier om nogle penge, så Cosette kunne få noget mad, imens hun er hos dem. “Okay, du kan betale 10 franc nu, eller ved du hvad du kan betale 7 franc nu hver måned i seks måneder. Sagde du ikke at du havde solgt dit hus, så har du også sikkert masser penge”. Thénardier virkede rigtig glad imens han snakkede om pengene, og Fantine vidste ikke om det var fordi han snart fik et nyt familie medlem, eller fordi han snart skulle til at få nogle penge. “Og dette giver 42 franc i alt” afbrød Mme. Thénardier hurtigt. “Okay” sagde Fantine. “Og 10 franc hvis der sker noget alvorligt” tilføjede Thénardier. Mme. Thénardier hoppede pludselig og så virkelig glad ud, og sagde “ det bliver i alt til 57 franc”.

Fantine tog pengene ud af hendes lomme og gav dem til Thénardier. De aftalte begge at dette ville være til de næste seks måneder, og så skal hun betale igen hver måned. De aftalte også at lade Cosette’s tøj og sko blive hos familien. Og Fantine havde ikke andet end at accepter det de sagde til hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...