Feministklubben

16-årige Freya Rosenquist er med egne ord pissetræt af, at hun som pige er født med en klods om benene. Hun vil gøre noget ved al den ulighed, der er i verden - og på hendes gymnasium. Derfor starter hun Feministklubben, som skal være et frit forum for piger såvel som drenge, der føler sig undertrykt, oversete eller bare lidt hverdagsirriterede på samfundet. Men er det overhovedet muligt at samle så mange forskellige mennesker om ét fælles mål - nemlig retfærdighed? Og er de overhovedet enige om, hvad retfærdighed er?

5Likes
14Kommentarer
365Visninger
AA

1. Women stand together

Emilia

På mange måder ligner jeg vel alle andre gymnasieelever. Jeg går i skole fra 8 til 15 de fleste af ugens dage. Jeg går til fester i weekenderne, eller er sammen med mine veninder.  Jeg skriver afleveringsopgaver, fysikrapporter og essays. Jeg følger med i mine klassekammeraters liv på de sociale medier. Jeg ser Stranger Things og Gossip Girl på Netflix, bare for at være totalt uoriginal. Måske får jeg ikke de bedste karakterer, og jeg er muligvis heller ikke på top 10 over de mest populære piger fra min årgang - men det er ikke fordi at jeg stikker fuldstændig udenfor normen. Hvis man ser mig på gaden, vil man ikke stoppe op og tænke over mit udseende. Jeg er hverken særlig smuk eller særlig grim.  Kort sagt: Jeg er ikke speciel. Jeg er ikke en first-mover, og jeg har ikke klare holdninger eller stålfaste principper. Hvis du havde fortalt mig for bare et halvt år siden, at jeg ville ende med at melde mig ind i noget så ekstremt som en feminist-klub, så havde jeg nok ikke troet på dig. 

Men det skete altså en fredag formiddag. Klokken var vel omkring halv elleve, og jeg havde en kort pause inden jeg skulle have biologi. Jeg havde vel tænkt, at jeg bare skulle slappe af, snakke med mine veninder, diskutere det seneste afsnit af Robinson eller få styr på nogle af de åndssvage lektier, vi havde for. Intet af det blev til noget, for da jeg kom ud på gangen, blev jeg stoppet af en høj pige med et stort, krøllet hår. Hun smilede energisk til mig, og jeg stoppede forvirret op.

"Hej!" hilste hun, og smilede om muligt endnu bredere.

"Hej, øhh, kender jeg dig?" spurgte jeg genert. Jeg mindedes ikke at have set hende før, så jeg gættede på at hun gik i 2. eller 3.g. 

"Ikke endnu," svarede hun kækt. Jeg smilede bare akavet, for jeg er ikke særlig god til at smalltalke med mennesker, jeg lige har mødt. Mit blik faldt på en slags flyer, hun havde i hånden. På forsiden stod der WOMEN STAND TOGETHER! med røde blokbogstaver. 

"Jeg vil spørge dig, om du vil være med til at støtte op om en idé, jeg har fået mig..." begyndte hun. Hendes negle var også røde, omtrent samme nuance som skriften på flyeren. Hun var iført en hvid T-shirt med en knaldgul solsikke på, samt et par løse jeans og en armygrøn jakke. Hendes fremtoning var meget selvsikker, og hun virkede som én, der havde styr på sit shit

"Hvad drejer det sig om?" spurgte jeg interesseret. 

Hun rømmede sig, og gjorde tilsyneladende klar til at give mig et foredrag, hun havde øvet sig på længe. 

"Jo altså, det er jo efterhånden over hundrede år siden, at vi kvinder fik stemmeret..."

Jeg nikkede. Det vidste jeg godt, selvom jeg ikke fik topkarakterer i historie.

"...men selvom vi er i det 21. århundrede, så har vi som piger og kvinder altså stadig mange klodser om benene, som vi skal kæmpe for at komme af med."

Hun holdt en lille kunstpause.

"Hvad for nogle klodser om benene, for eksempel?" spurgte jeg. Jeg tror, at jeg lød lidt mere forvirret end jeg egentlig var.

"Hmmm, hvor skal jeg starte..." sagde hun med et glimt i øjet. Der var et eller andet over hende, som gjorde det svært at lade være med at synes om hende, allerede ved første øjekast. 

"Altså, jeg hører tit nogle af mine veninder blive kaldt for luder eller kælling af nogle af drengene."

Jeg nikkede. Det skete hele tiden, men det var aldrig noget, jeg havde tænkt over.

"Og har du ikke også fået at vide, at du slår som en pige, eller at du er god af en pige at være?" fortsatte hun. 

Endnu en gang nikkede jeg. Normalt var jeg fuldstændig ligeglad med den slags ting, men nu gik det pludselig op for mig, at der var noget utrolig uretfærdigt over det. 

Hun lavede en lille håndbevægelse, som for at indikere at hun kunne komme på mange flere eksempler.

"Det her er jo bare småting, men vi må gøre, hvad vi kan for at gøre verden til et mere lige sted - eller, i hvert fald gøre skolen til et mere lige sted. Det er derfor, at jeg har startet Feministkluben."

Hun rakte mig en af sine flyers. Jeg tog nysgerrig imod. 

"Hvis du er interesseret i at være med, så er du 100% velkommen!" sagde hun energisk. "Du må også meget gerne tage nogle af dine venner med, hvis de kunne have lyst."

"Det lyder spændende," sagde jeg genert. 

"Det var godt at høre." Hele hendes ansigt så venligt og imødekommende ud. 

"Du kan skrive til mig på Facebook, hvis det er. Jeg hedder Freya Rosenquist."

I det samme ringede klokken, og jeg blev mindet om, at jeg skulle nå helt hen til biologilokalet inden timen begyndte. Freya skulle vist også til time, for hun drejede om på hælen og fortsatte ned ad gangen. Hun vinkede til mig, og jeg vinkede kejtet tilbage. Jeg begyndte at gå hen mod faglokalerne, mens jeg kastede et blik på den flyer, jeg havde fået. WOMEN STAND TOGETHER!. Ordene gav mig en sær, kildrende fornemmelse i maven. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...