Feministklubben

16-årige Freya Rosenquist er med egne ord pissetræt af, at hun som pige er født med en klods om benene. Hun vil gøre noget ved al den ulighed, der er i verden - og på hendes gymnasium. Derfor starter hun Feministklubben, som skal være et frit forum for piger såvel som drenge, der føler sig undertrykt, oversete eller bare lidt hverdagsirriterede på samfundet. Men er det overhovedet muligt at samle så mange forskellige mennesker om ét fælles mål - nemlig retfærdighed? Og er de overhovedet enige om, hvad retfærdighed er?

5Likes
14Kommentarer
365Visninger
AA

5. Lederevne

Freya

Jeg kiggede på uret på min mobil for 117. gang. Klokken var 15:34. Jeg havde da skrevet 15:30, havde jeg ikke? Før var jeg fuldstændig sikker på, at det var det rigtige klokkeslet, men nu blev jeg pludselig i tvivl. Hurtigt åbnede jeg Facebook og gik ind på den nyligt oprettede gruppe for at se, om det nu også passede. Det gjorde det selvfølgelig; Jeg har fået lov til at låne skolens mødelokale (det lille, der ligger for enden af fysikgangen) onsdag den 24. oktober :) Vi kan mødes klokken 15:30 - der tænker jeg, at alle har fri? Knus Freya.

Både klokkeslet, dato og sted passede. Den spirende tvivl var blevet kvalt inden den nåede at slå rødder. Hvad var der galt med mig? Jeg vidste jo godt, at jeg sagtens kunne holde styr på aftaler og tidspunkter. Godt nok var jeg ikke verdens mest strukturerede menneske, men jeg var da trods alt ikke så stort et rod, at jeg tog fejl af en aftale, jeg selv havde sat i værk. Det var i hvert fald det, som jeg prøvede at overbevise min paranoide venstre hjernehalvdel om, for nu var klokken 15:37, og de var stadig ikke kommet. 

Jeg havde selv været helt høj over idéen så snart jeg fik den. Det var lige sådan noget, der manglede på denne her skole. Nogen gange kunne jeg blive helt udmattet af at være vidne de åndssvage ting, pigerne skulle stå model til. Så sent som i går skrev Kira fra 3.g til mig, at hun nærmest var blevet overfaldet til en fest, fordi en eller anden åndssvag, halvfuld dreng ikke kunne holde sig væk. Bare tanken gjorde mig vred, jeg knyttede mine hænder så neglene borede sig ind i mine håndflader. Men hver gang jeg fik en besked, hver gang der var nogen, som fortalte mig deres historie, blev jeg også glad for, at de i det mindste kunne finde ud af at råbe op. Det var derfor, det her var så skide vigtigt. 

Endelig bankede det på døren til det lille lokale. Det snurrede af spænding i hele min krop da jeg sagde "kom ind!". Mødets første deltager var en høj, spinkel, asiatisk udseende pige med sort, glat pagehår.  Jeg skimmede lynhurtigt de seks navne, jeg havde skrevet ned på mit papir. Det var dem, som havde meldt sig til, og selvom det ikke var så mange, som jeg kunne have ønsket, så var det da en start. 

"Hej og velkommen," sagde jeg, måske lidt for formelt. "Du er den første, der er kommet, bare sæt dig et eller andet sted,"

Pigen smilede genert. "Tak," sagde hun og satte sig skråt over for mig. "Du må jo så være Freya?"

Jeg nikkede energisk, og kunne høre at mine store, runde øreringe klirrede. "Jeps, det er jeg. Og du er vel så, øhm, Olivia?" Jeg har aldrig været god til navne, men pigen, som så ganske rigtigt hed Olivia, nikkede bekræftende. 

"Ja, jeg går på HTX," fortalte hun. "Det er nok derfor, at vi aldrig rigtig har mødt hinanden før,"

Jeg nåede ikke at svare hende, for i det samme trådte en lyshåret pige ind i rummet uden at banke på. Hun var iført en grå hoodie og et par hullede jeans, og der var noget i hendes ansigt, som gav et indtryk af, at hun hele tiden var på vagt. 

"Hej..?" sagde hun spørgende. "Feministmøde-tingeling, er det her?" 

Jeg nikkede bekræftende. "Ja, hej, det er Kira, ikke også?" 

Kira smilede, nikkede og satte sig ned. "Øh, min veninde, eller, en fra min klasse, hun kommer også lige om lidt," oplyste Kira. "Hun hedder Nasrin,"

Jeg smilede stort og blændende til både Kira og Olivia, og satte et lille flueben ud for deres navne. Jeg kunne mærke, hvordan mit åndedræt lige så stille blev normalt igen. Det her skulle nok gå godt. 

De resterende mødedeltagere strømmede ind, en efter en. Sia fra 3.g. Høj og bredskuldret pige med langt, sort hår og en slidt læderjakke. Løftede hånden til hilsen, sagde ellers ikke et ord. Satte sig på en stol så langt væk fra de andre som muligt. Flueben.

Emilia fra 1.g. Hun var tynd og blond og virkede genert, men venlig. I gråt tøj fra top til tå, grå jeans, grå sweater, grå-hvide sneakers. Hun mindede mig lidt om en lille gråspruv, flaksede lidt rundt, usikker på om vingerne kunne bære hende. Hun præsenterede sig selv før hun satte sig, høfligt, både for- og efternavn. Flueben. 

Mikkel fra 2.g, min egen årgang. Jeg kendte ham ikke supergodt, men i bund og grund var det nok for hans skyld, at jeg havde skrevet piger så vel som drenge i Facebook-beskrivelsen. Han var flyttet hertil fra Stockholm, og drengene fra vores årgang havde hakket på ham helt fra start. Han havde (eller havde i hvert fald haft) en drengekæreste da han boede i Sverige, og til hverdag brugte han både eyeliner og mascara. Jeg syntes, at han var ultrasej, og mit hjerte jublede, da han trådte ind ad døren. Flueben.

Til sidst kom Nasrin fra 3.g, som var den af personerne, jeg kendte mindst til. Vi havde ikke snakket sammen i virkeligheden, kun skrevet sammen på Facebook omkring tid og sted for mødet. Hun virkede en smule indadvendt, men cool. Hun var i løse, sorte bukser med bindebånd og en langærmet Tommy Hilfiger-trøje, og hun bar hijab, hvilket sammen med hendes stolte og kvikke fremtoning fik hende til at ligne en dronning. Flueben. 

Jeg rømmede mig. 

"Nu tror jeg vist, at vi alle sammen er her," 

Seks par øjne var rettet mod mig. Nogle nysgerrige, andre udfordrende. Jeg sank en gang. Husk nu, hvem du er. 

"Jeg tænker, at vi lige starter med en hurtig runde, hvor alle fortæller hinanden hvad de hedder, hvilken klasse de går i, og hvorfor de har meldt sig til det her, okay?" 

Der blev nikket rundt omkring. 

"Vil du starte?," sagde jeg henvendt til Sia, som allerede sad utålmodigt med armene over kors.

"Okay," sagde hun med en dyb, kraftig stemme. "Jeg hedder Sia, jeg går i 3.g. Jeg er her fordi jeg er pissetræt af drenge og mænd, og at de tror, at de bare kan gøre hvad fuck det passer dem, fordi de af en eller anden åndssvag grund er hævet over os."

Mens hun snakkede, var hendes iskolde, brune øjne rettet mod Mikkel, som så rimelig utilpas ud. Der var helt stille, indtil Sia rømmede sig igen.

"Og for at være helt ærlig, så kan jeg ikke se hvad ham der laver her." Med en sortlakeret negl pegede hun på Mikkel, som lignede en skræmt lille mus. Han havde tydeligvis mistet mælet, så jeg vidste, at jeg var nødt til at forsvare ham. 

"Mikkel har lige så meget ret til at være her som alle os andre." Han smilede taknemmeligt til mig. 

Sia rullede med øjnene. "Nå ja, han har jo ikke rettigheder nok i forvejen. Lad os give ham nogle flere!"

Jeg kunne mærke, at mine håndflader blev helt klamme og svedige. Sia nidstirrede skiftevis mig og Mikkel. Alle de andre havde slået blikket ned. Husk nu, hvem du er, Freya. Du kan klare alt, det ved jeg, at du kan!

Jeg knejsede med nakken, og mødte Sias gennemborende blik. 

"Prøv og hør her," sagde jeg bestemt. "Feminisme handler om at være åben. Det handler om at holde sammen. Det handler om retfærdighed, okay?" Bekræftende nik fra alle, undtagen Sia. 

"Ja, det kan da godt være, at du mener, at Mikkel ikke har ret til at være feminist, men ved du nu hvad, søde ven, hvis ikke han har ret til det, så er det jo for helvede ikke feminisme. Så Sia, du kan vælge at acceptere os alle sammen, eller du kan vælge at smutte igen."

Sia så ikke længere så triumferende ud. Jeg smilede for mig selv. Jeg havde altid fået at vide, at jeg var en god taler. Og en god leder. De to ting var en ret fantastisk kombination. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fået hende overbevist, eller i hvert fald overtalt, men så rejste hun sig pludselig op. 

"Så må jeg sige pænt nej tak," sagde hun spydigt, og stavrede ud af døren i sine tunge, sorte støvler. Hun smækkede døren efter sig med et dramatisk brag. 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...