Feministklubben

16-årige Freya Rosenquist er med egne ord pissetræt af, at hun som pige er født med en klods om benene. Hun vil gøre noget ved al den ulighed, der er i verden - og på hendes gymnasium. Derfor starter hun Feministklubben, som skal være et frit forum for piger såvel som drenge, der føler sig undertrykt, oversete eller bare lidt hverdagsirriterede på samfundet. Men er det overhovedet muligt at samle så mange forskellige mennesker om ét fælles mål - nemlig retfærdighed? Og er de overhovedet enige om, hvad retfærdighed er?

5Likes
14Kommentarer
376Visninger
AA

3. Fuckboys og for korte kjoler

Kira

Jeg tog en dyb indånding inden jeg trådte ind ad døren. Larmen fra festen væltede mig nærmest bagover. Entreen lugtede skarpt af røg og alkohol, og der var mennesker over alt. Der var både nogen fra 1. og 2.g, men også en hel del fra min egen årgang. Jeg fulgte lyden af musikken, som bragede ud af højtalerne inde fra stuen. Jeg har altid haft det bedst blandt mange mennesker. Det er først når man er alene, at skyggerne kan nå én. En god fest kan altid få mig til at kvikke op hvis jeg har været nede. Drikke nogle øl, høre noget musik. Snakke lidt med nogle lækre drenge. Det hjælper altid. 

Min mobil ringede fra min lille skuldertaske. Jeg tog den op, og så på skærmen at det var min mor, der ringede. Hvis jeg tog den, ville hun kunne høre larmen i baggrunden. Jeg afviste opkaldet og lagde mobilen tilbage i tasken med et fnys. Min mor ringede kun for sin egen samvittigheds skyld. Hun troede naivt nok, at jeg sov hos Mille. Eller også havde hun regnet ud at jeg var taget til fest, men var bare ligeglad. Sådan er min mor. Hun var garanteret bare glad for at have mig ude af huset, så hun havde mere tid til sin nye kæreste, Anders. Tanken om de to sammen giver mig kvalme. Han har sådan et klamt fuldskæg, hvor der altid sidder madrester. Og så vil han gerne have mig til at kalde ham for Far. Det bliver fandeme over mit lig. Jeg har jo en far. Han lever ganske vist ikke mere, men han vil altid være tusind gange mere min far end Anders nogensinde bliver. 

"Kira!"

Jeg drejede forvirret hovedet, men kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra. Det var en drengestemme, men jeg kunne ikke helt placere, hvem den tilhørte. Kunne det være...?

"Kira!"

Denne gang tættere på. Jeg snurrede rundt, og så lige op i et par små, stikkende øjne og et fjoget smil. 

"Hej Casper," sagde jeg, og havde svært ved at skjule min skuffelse. 

"Hvasså, hygger du dig?" nærmest råbte han. Han stank af øl, og han havde spildt et eller andet ned af sin hvide T-shirt.

"Altså, jeg er først lige kommet," sagde jeg undvigende. "Jeg leder faktisk efter Jonathan, har du mon set ham?"

Casper sukkede opgivende.

"For helvede Kira, du er da ikke stadig vild med ham, er du?" Han lød skuffet. 

Jeg svarede ikke, men lagde bare afventende armene over kors. Jeg kunne mærke, at Casper betragtede mig indgående. Det gav mig kuldegysninger. Hans hår var fedtet af en blanding af sved og billig hårvoks, og hans mund stod åben, så man kunne se hans skæve, gule tænder. Casper er en bonderøvs-idiot, præcis som alle de andre drenge på skolen. Alle med undtagelse af Jonathan. Han er anderledes. Han er følsom på den rigtige måde, og han er sjov uden at være dum. Og så er han helt forfærdelig pæn, med sine mystiske, brune øjne og sit halvlange, mørke hår. Hvis bare han var her, så kunne jeg måske vise ham, at jeg ikke var som alle de andre piger.

Jeg blev træt af at vente på Caspers svar.

"Har du set ham eller ej, for jeg smutter altså snart." sagde jeg spydigt. Han skulle ikke begynde at tro noget. 

"Jeg har ikke set Jonathan," snøvlede Casper. "Men jeg har set dig, og hold kæft, hvor er du lækker."

Den måde, han betragtede mig på, gjorde mig utilpas. Jeg ville vende om og gå, men han trak mig ind til sig i et kejtet kram. Jeg kunne ikke få luft, og hans store arme holdt mig fast, så det var umuligt at komme fri.

"Slip mig, din nar," råbte jeg vredt. Han blev ved. Holdt mig endnu hårdere.

"Du er så lækker, Kira, du er alt for god til ham," blev han ved. "Din kjole er også fucking lækker, at du ved det, du er den lækreste pige jeg har mødt..." 

Han blev ved med at tale usammenhængende og grødet. Jeg fik det værre og værre, gåsehuden bredte sig på hele min krop. Ingen af de andre lagde mærke til noget. Musikken spillede. Glas blev fyldt og tømt. En blussende vrede begyndte  at kunne mærkes i mit brystFør jeg nåede at tænke over det, jog jeg en knyttet hånd direkte ind i hans mellemgulv. Forskrækket faldt han tilbage. Jeg kunne se, at han kæmpede for at få luft. Et lille publikum havde pludselig samlet sig omkring os. Nogle af Caspers drengevenner hjalp ham op. Han var stadig chokeret, men jeg kunne se på ham, at jeg havde gjort ham vred. En del af mig havde lyst til at stikke halen mellem benene og skynde mig væk, inden det udviklede sig til at blive endnu værre. Men jeg havde samtidig en lille stemme i mit hoved, som befalede mig at blive og kæmpe færdig. 

"Hvad fanden?!" råbte Casper forarget til mig. "Hvad fanden har du gang i, Kira?"

Jeg så ham direkte i øjnene. Ikke så meget som den mindste antydning af skam. Han gav mig kvalme. 

"Jeg skubbede dig væk," sagde jeg køligt. 

"Hvorfor, vi havde det lige så hyggeligt," sagde han, og grinede smørret til sine venner. Vreden i mig voksede. 

"Nej, du var klam. Lad mig være, dit svin." Min stemme var stadig rolig og afmålt. 

Der lød udfordrende råb fra nogle af drengene. Ingen var vant til, at Casper blev sat på plads. Alle pigerne var vilde med ham, og han blev nærmest behandlet som en gud af de andre drenge. Jeg knejsede med nakken og ventede på hans svar. Han kunne bare komme an. 

"Er det nu også klamt at lægge an på en pige, eller hvad?" spurgte han og løftede øjenbrynene. 

"Ja, når man gør det på din måde." svarede jeg tørt.

Jeg gad ikke at bruge mere tid på det her. De var nogle latterlige bonderøvs-psykopater alle sammen, og nu måtte de sejle deres egen sø. Jeg drejede om på hælen, og prøvede at ignorere de mange øjne, der havde brændt sig fast i min nakke. Én ting kunne jeg dog ikke lukke ude. Caspers stemme rungede gennem den propfyldte stue. 

"Hvis du ikke vil have folk til at lægge an på dig, så lad være med at tage sådan en fucking kort kjole på næste gang!" 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...