Plasticsprutte

Plasticsprutter der er kvinder, fordi de hjælper med vasketøjet

2Likes
3Kommentarer
147Visninger

1. -

 

 

Vi havde en blæksprutte hjemme ved os. Altså ikke en rigtig en, den var jo lavet af plastic, og på dens lange tentakelarme havde den de dersens ting der nippede tøjet fast på de der tentakler og så var den forøvrigt også rød. Jeg vidste ikke om en blæksprutte kunne være rød, det kunne den vist nok, der måtte jo være en grund til at min plasticsprutte var rød. Men den havde også en mund lige midt på dens krop, lige under dens øjne, og det havde jeg altså hørt at levende blæksprutter ikke havde. Så jeg havde altså besluttet at jeg ikke kunne lide denne hersens falske røde plasticsprutte med mund, jeg ville have en ny en. En der var rigtig.

På et tidspunkt spurgte jeg min far om han ville nipse mine strømper fast på plasticsprutten. For gu om jeg vil røre ved den klamme langarmede sprutte.

 

- Asta, det er kvindens job, du skal lære at gøre det selv.

 

Ja det kan jeg huske at han sagde. Og så tænkte jeg over hvad mandens job var, og om det var min fars job at hænge underbukserne på vores blå plasticsprutte. Den var gammel, mor havde sagt at vi fik den før Alfred blev født. Den var også helt afbleget, den var mere en turkis-agtig farve nu. Men i det mindste havde den ikke en mund. Jeg kunne leve med den blå plasticsprutte. For det var en ordentlig plasticsprutte. Nu hvor jeg tænkte over det, var det også en af de sidste gange jeg hørte mor sige Alfreds navn. Han flyttede lige efter det, og så var det som om han bare ikke eksisterede længere. Det eneste jeg havde fået at vide var, at han var flyttet ind hos en af sine ældre venner, hans navn var vidst Sune, i hvert fald noget med S, men Alfred kaldte ham altid for skat. Måske havde han fundet ham på en skattejagt.

 

Jeg kan huske da jeg sagde farvel til ham. Jeg tror aldrig jeg har fået et hårdere kram, men jeg sagde ikke noget til det, for jeg havde også lyst til at kramme ham så hårdt. Så hårdt at vi bare smeltede sammen til én og jeg kunne gå hvorhen han gik, være sammen med ham for evigt. Men det skete ikke, og min far rømmede sig, og så slap Alfred mig og gik væk sammen med Sune. Så gik jeg hen til døren hvor mor og far stod, og vendte mig om for at se dem gå væk. Jeg kan ikke huske om jeg græd eller ej, det gjorde jeg sikkert. Men så vendte Sune sit hoved og kiggede hen på mig og smilede et kæmpe smil. Og så smilede jeg tilbage, og jeg kan huske at jeg tænkte at han havde et rigtig stort smil, og så tænkte jeg at jeg godt kunne forstå hvorfor Alfred kunne lide ham, men så smækkede far døren i, og råbte nogle bandeord, imens mor fulgte mig ind på mit værelse, så hun kunne berolige far lidt.

 

Jeg var blevet vant til at hænge sokker op på plasticsprutterne nu. Og hver eneste gang jeg gjorde, tænkte jeg tilbage på hvad min far havde sagt til mig, og hvad hans job egentlig var, nu hvor han var en mand. Et helt andet køn end mig, der bare skulle nappe sokker på tentakler. Jeg lavede den fejl at jeg engang spurgte. Jeg kom bare hen til ham mens han sad i lædersofaen inde i stuen, på den samme slidte del som han altid gjorde, der var kommet et farmærke på sofaen, og jeg måtte ikke sidde på farmærket.

 

- Jamen jeg fikser da bilen, jeg fikser også møblerne, kan du ikke huske da jeg byggede din kommode?

 

Så sagde jeg joh, at det kunne jeg vel godt, men det var altså da vi lige flyttede ind, og det var også tre år siden nu, og bilen brød da heller ikke sammen så tit, men vasketøjet skulle jo gøres hver uge. Efter det bad han mig om at holde kæft, luk skuffen som han godt kunne lide at sige, og så gik jeg ind på mit værelse for at hente en tusch og gik ud og tegnede øjenvipper og en stor mund på begge sprutter, for de var jo kvinder, de hjalp til med vasketøjet.

Min mor blev sur da hun så det, og så fik jeg en lussing og skulle gå ind på mit værelse. Så slap jeg i det mindste for det forbandede vasketøj.

Jeg var blevet træt af vasketøj. Så jeg prøvede at gå en hel måned uden at vaske noget af mit tøj, men efter den måned opdagede min mor det, og så skulle jeg tage det hele selv og det tog hele dagen, så jeg lod vær med at gøre det igen. Jeg accepterede bare at det var sådan det var.

 

Men nu var både mig og mor blevet syge. Det var åbenbart noget med kødet vi havde fået for et par dage siden. Det sagde min far i hvert fald, og så spurgte han hvorfor min mor ikke havde stegt det ordentligt, selvom han ikke var blevet syg, for han var en mand. Han kom nemt over sådan noget, som han selv sagde. Han sagde så bare ikke, at det var fordi han havde fået et gennemstegt stykke. Men nu holdt han i hvert fald en del afstand fra os, han ville jo næppe blive syg. Det var jeg lettet over, og det tror jeg også mor var, nu kunne hun endelig have en pause fra ham. Men det betød også at far skulle hænge vasketøjet op. Han ville jo ikke have at vores syge kvindehænder skulle røre hans tøj. Han skulle endda også nipse sokkerne og undertøjet. Så det kunne jeg høre at han var igang med. En gang imellem kom der skramlen fra IKEA-posen med tøj i og så kunne jeg høre ham sukke. - Mere tøj. Tænke han sikkert. - Meget mere tøj tilbage.

Men efter et stykke tid, kunne jeg slet ikke høre ham længere. Ingen skramlen, ingen sukken, ingen nipselyde når han satte sokker på sprutten og ingen lyde fra tv’et, som han helt sikkert ville sætte sig og se, mens han nød en kold bajer, for det havde han fortjent, som han altid sagde. Altid efter at han hjalp mor med at nå fadet på øverste hylde eller når han havde hjulpet mig med et matematikstykke, så satte han sig ind på farmærket og tændte for tv’et med en øl i hånden.

 

Jeg bevægede mig langsomt ud af sengen, hostende, ja, far skulle bare være taknemlig for at jeg havde rejst mig for ham mens jeg var syg.

Jeg vidste faktisk ikke rigtig hvorfor jeg rejste mig, måske var jeg bare bekymret. Bekymret for far, det måtte være første gang.

 

Jeg trådte ud på altanen, hvor vi hang vores vasketøj.

Far lå på gulvet, han bevægede sig ikke rigtig. Ved siden af ham lå den røde blæksprutte.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...