Presset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jan. 2018
  • Status: Igang
Caroline er en ganske almindelig pige på 16 år, med en rimelig striks mor. Hun elsker sin mor over alt på jorden, og har aldrig været tættere med en anden person. Deres far forlod dem, da hun blev født, og siden har det bare været de to. Caroline kommer ud for et uheld, da hun er til en fest. Pludselig dukker hendes far op og konsekvenserne efter uheldet, er afgørende for om hun nogensinde ser sin bedste veninde igen.

0Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

2. Uheldet

Jeg er kun nået lidt ned af vejen, da jeg hører en bil dytte. Jeg begynder at gå lidt hurtigere, men den kommer op på siden af mig. Hvad havde jeg regnet med? At den bare ville forsvinde? Jeg vender mig mod bilen og hører mit navn bliver råbt. Jeg ser hurtigt, at det er min bedste veninde, Simone. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg har holdt vejret og puster stille ud. Jeg går over til døren, som hurtigt bliver skubbet op, og de rykker sammen, så der er plads til mig.

 

Vi kører i, hvad jeg vil kalde alt for høj fart, men vi er da ved festen hurtigt. Vi skubber de tunge svingdøre op og mærker straks alle blikke på os. Jeg rødmer lidt, da jeg ikke er vant til så stor en opmærksomhed, men Simone ser derimod meget sikker ud og trækker mig hurtigt hen til baren. Simone ved, jeg ikke må drikke, men skubber stadig en drink i hånden på mig, og før jeg ved af det, kommer den næste og den næste og den næste. Der går 1000 tanker igennem mit hoved, da jeg tumler rundt mellem alle menneskene. Jeg danser lidt med nogle drenge, kysser da vist også lidt med dem, men jeg kan simpelthen ikke styre, hvad jeg gør. Jeg tænker på min mor. Hvad var det nu, hun sagde? Hvor er Simone? Og hvor er jeg egentlig?

 

Jeg får revet mig løs fra en dreng og får slæbt mig selv udenfor. Mit hoved dunker, og kvalmen kommer langsomt længere op i halsen. Jeg hører nogle lyde fra en busk og går derover imod. Jeg ser Simone på jorden, med en dreng over sig. En dreng, jeg har set flere gange. Det er Kasper fra hendes klasse på gymnasiet. Hun har altid haft en ting for ham, også i folkeskolen, og det ser vidst ud som om hun fik sin drøm opfyldt. 

Jeg løber hurtigt over til en anden busk, da jeg kan mærke, at det hele kommer op. Simone er lige i hælene på mig og begynder at undskylde. For hvad ved jeg ikke. Alt, jeg ved, er, at jeg har det virkelig dårligt og bare skal have det hele op. Jeg står længe med hovedet i hænderne og kan mærke Simones hånd køre op og ned af min ryg.

 

Vi går ind til festen igen, og hurtigt bliver der smidt en ny drink i hånden på mig. Jeg tøver lidt, men da alle kigger på mig og råber ’’bund’’, tager jeg glasset op til munden. Jeg vil jo ikke være partykiller, så jeg bunder den hurtigt. Jeg har aldrig været fuld før, så det rammer mig rigtig hurtigt. Pludselig snurrer det hele og jeg har det underligt godt. Jeg danser lidt rundt omkring folk og ved ikke rigtig hvad jeg laver. Jeg danser videre, men det begynder at sortne lidt for mine øjne og jeg bliver vildt svimmel. Jeg finder en sofa, og sætter mig ned. Bare for et øjeblik tænker jeg. Jeg lukker kort øjnene. Jeg har det som om jeg sidder i en karrusel og jeg falder stille hen.

 

Jeg vågner stille og kigger rundt, jeg ligger på en sofa, midt i festen, og der er stadig nogle, der drikker rundt omkring. Jeg mærker stille kvalmen stige længere op i min hals, men jeg holder det nede.

Jeg finder Simone og siger, at jeg vil ringe hjem, men hun stopper mig hurtigt. ’’Nej, nej, Kasper skal køre hjem alligevel’’ Efter lidt overtalelse siger jeg ja, og hopper ud i bilen.

Vi kører på motorvejen, og jeg blunder lidt, da jeg er virkelig træt. Jeg kan høre Simones blide stemme, mens hun snakker med Kasper og jeg er lige ved at falde i søvn, da jeg hører et skrig. Jeg hører en hvinende lyd, da bilen bremser. Der lyder en kæmpe lyd, og jeg mærker en uudholdelig smerte. Jeg skriger, og det hele bliver sort. 

 

Jeg kan høre alt. Min mor der græder, en læge der snakker. Jeg kan mærke alt. Min mors hånd i min, de mange nåle, der sidder i mine arme, lægen der piller ved nålene. Hvorfor kan jeg ikke åbne mine øjne? Jeg prøver med alle de kræfter, jeg har, men intet virker. Jeg ville ønske, jeg bare kunne åbne øjnene og sige ’’jeg er okay’’. Først der mærker jeg smerten over alt i min krop.

Jeg prøver igen at bevæge mig. Jeg opdager, at det er ret alvorligt. Jeg skal ikke dø! Jeg kan da ikke efterlade min mor. Jeg har et godt liv? Jeg skal videre med min uddannelse. Hvorfor lyttede jeg dog ikke til hende.

 

Jeg ligger og vrisser af mig selv inde i hovedet og det giver mig en slags styrke, og med en pludselig ny form for energi, trykker jeg stille min mors hånd, og jeg hører, hun skriger op. Jeg åbner mine øjne, men lukker dem igen, da jeg bliver forskrækket af alle de ansigter der står rundt om mig. Jeg prøver igen, lidt langsommere, og denne gang virker det. Jeg prøver at sætte mig op, men bliver blidt skubbet ned i sengen igen. ’’Du skal hvile dig, min skat’’ lyder min mors stemme. Jeg lægger mig ned igen og tænker over tingene. Jeg ville aldrig kunne forlade min mor. Jeg dumper hen igen, til lyden af lægens stemme.

Jeg slår mine øjne op igen, for at lukke dem igen med det samme, da jeg bliver blændet af det skarpe lys, fra lamperne i det rum jeg er i. Det er da anderledes end det sidste?

 

Jeg vender mit hoved, ligeså stille, da smerterne styrter igennem min krop igen. Jeg ser min mor sidde i stolen ved siden af mig, holde min hånd og sove. Jeg smiler med tårer i øjnene, og de triller stille ned af min kind. Jeg nyder øjeblikket, og er faktisk ved at dumpe hen, af alle de piller og medicin jeg har fået af sygehuset, da døren smækker op. Det giver et ryk i min mor, og hun rejser sig hurtigt op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...