Det nye Cyklus

Jorden er tabt, men der er håb. John Shepard er en ung betjent der søger et nyt til ham og hans yngre søskende. Han melder sig frivilligt som soldat og bliver sendt tilbage til Dinosaurtiden hvor han skal hjælpe med at beskytte befolkningen i en koloni. Han binder sig hurtigt til andre racer og former et tæt bånd med koloniens kommandokæden, men er venskab kun nok med den farer der lurer rundt om hjørnet? Og kan han give sit hjerte væk?

1Likes
0Kommentarer
410Visninger
AA

8. En høst med et problem

Turen hjem er anstrengt. Vi kan se Terra Nova i det fjerne og jeg er oppe på taget nu. Det er blevet temmelig klemt efter vi har flere med hjem. Jeg ligger på ryggen og nyder vejret. Et dump får mig til at dreje mit hoved. Kaidan kommer op og sætter sig overfor mig. ”Næsten hjemme.” siger han og jeg griner skævt. Idet vi kører gennem portene strømmer folk rundt om de to køretøjer. Mit hold bliver budt velkommen og jeg går på jagt i flokken efter et par velkendte skikkelser. Jeg opdager dem idet de kommer løbende mod mig. Cal, Derek og Jane er alle glade for at se mig. Hver især bliver de knuget ind til mig og tjekket for skrammer. Med dem efter mig går jeg på jagt efter den sidste. Anderson står og snakker med Ashley. ”Admiral.” Anderson vender sig om og et smil kan ses på hans ansigt.

Jeg vågner til solskin og fuglesang, i min egen seng. Jeg bliver liggende og lytter til livet udenfor. Mine søskende er allerede oppe og sikkert ude og lege eller læser deres lektier. Strækker mine ben under dynen og nusser hovedet dybere ned i puden. Vi har alle en fridag, men skal vi hjælpe med høsten. Jeg drejer hovedet væk fra puden og smiler. Det er skønt at være hjemme i kolonien. Jeg sætter mig op og svinger benene ud over sengen. Fødderne rammer gulvet og jeg går hen for at åbne vinduet. Går ud i stuen og ser mig om. Alle mine søskende er ude og mine mentorer er her hellere ikke. Jeg går hen i køkkenet og sætter kaffe over. Jeg husker stadig den samtale jeg havde med Anderson i går. Han var ikke ung mere. Der kunne ske meget, men han har officielt giver mig rollen som hans 2iC. En ære, men der ville blive dage og nætter med papirarbejde og endnu flere kamp i fremtiden. Et suk kommer fra mine læber mens jeg går ud på badeværelset. Smider tøjet og træder under bruserens varme vand. Hovedet tipper bagover og øjnene glider i. Det er intet bedre end hjem.

”John?” Jeg står og tørre mig da jeg hører en velkendt stemme kalde. Jeg binder det lange håndklæde om livet og træder ud. Hele min gruppe, i rustning, står i stuen. Pigerne rødmer og ser væk, men jeg er ret sikker på at de stadig ser på min krop. ”Oh my.” Jeg sender et skævt smil til dem og går ind på mit værelse. ”Nu forstår jeg hvorfor Kaidan ville have ham.” siger Cortez. Jeg trækker et par bukser på og går ud igen. ”Høsten er rykket. De begynder i dag.” siger Ashley og krydser armene. ”Og vi er vagterne.” siger James mens vi bevæger os ud. Udenfor hænger min rustning som jeg hurtigt kommer i. James rækker mig en Avenger II og sammen går vi ud mod markerne. ”Og vi er lige kommet hjem.” mumler Jack idet vi deler os op. ”Vi er de bedste.” svarer Miranda Lawson. ”Jah, men behøver det at være os?” ”De bad om John, ikke os.” ”Tsk.” Jeg ryster på hovedet med et smil.

Markerne er store og der er fem. De er 100 meter lange og 250 meter bredde. Heldigvis ligger de opad hinanden. Gør det nemmere at holde øje med hinanden. Joker, Cortez drengene, Karin og Legion står vagt ved hegnet. Thane, Zaeed og Tali går på den ene side mens Jack, Miranda og Liara går på den modsatte side. Jeg har selv James og Ashley med mig. Kaidan står ved porten som vagt. Jeg står og ser mod skoven. ”Prøv at tænk på den fest som vi ville holde bagefter.” siger Ashley og flytter på sig. Jeg ser mig over skulderen på de folk som arbejder. Der er latter og snak. Børn løber om kap med neg på ryggen. Jeg kan se mine søskende imellem dem. ”Det er kun dejligt at vi har chancen for at se endnu en høst.” siger James og jeg skæver mod dem. ”Mens vi har haft travlt i Citadellet har Aria T’loak og hendes bander hærget området.” Jeg hæver begge øjenbryn. ”Det nævnt Anderson ikke.” siger jeg og drejer mig halvt mod dem. ”Tror du virkelig at han ville fortælle dig det?” spørger Ashley og jeg knurre. ”Easy tiger.” Hun holder hænderne op i overgivelse. ”Du er en farlig modstander, Shepard, men du kan ikke løbe ud mens høsten er i gang. Vi har oplevet nok problemer de sidste mange høste.” ”How come?” spørger jeg og hviler en hånd på hoften. ”De kommer hvert år og terroriser os. Og altid ved høsttid.” Jeg mumler under et åndedræt og skæver mod skoven.

Som dagen skrider frem dukker der ingen problemer op.  Jeg står i skyggen og deler en flaske vand med Kaidan, som læner sig op ad hegnet ved siden af mig. ”Natteholdene kommer om lidt.” siger han og ser ud på markerne. Vi er halvvejs med høsten. 300 om dagen og 600 om natten. Og klokken er lidt i seks om aftenen. Jeg drejer hovedet da det næste hold kommer ud. Det består af unge folk og ældre, men ingen børn. ”Så har vi vist fri.” siger jeg og ser på de andre på dagholdet. Anderson kommer ud og ser hen på os. Man kan skimte et smil om hans læber. ”Okay folkens. Natholdet tager over. Dagholdet har fri” kalder han ud og jeg skubber mig væk fra hegnet og begynder at gå ind. Kaidans arm hviler om min talje. ”Alenko, Shepard. Vent lige.” Jeg standser og Anderson kommer hen. ”David.” ”Jeg kunne godt tænke mig at have jer to på nødopkald.” Jeg ser ham et udmattet blik. ”David. Vi er lige kommet hjem.” ”Jeg ved, men I to er de bedste vi har.” Med det går vi videre og hjem. Indenfor er mine søskende hjemme og læser op på deres opgaver. Jeg smider rustningen og sukker af lettelse da den kølige luft rammer min hud. Flere timer i en rustning kan være ret så ubehagelig. Jeg hører fodtrin som er på vej ud. ”Kaidan.” Jeg vender mig om og hans standser. ”Vil du ikke blive og overnatte?” spørger jeg og tipper hovedet let. Han rynker brynene og virker til at tænke over det. Jeg går hen og tager hans hånd. Et let smil glider over mine læber og jeg trækker ham længere ind i huset. ”Derek. Kunne du gå hjem og hente mine ting.” spørger Kaidan idet han får øje på min bror. Derek ser skiftevis mellem os, men nikker så. ”Selvfølgelig.” Han er ude af døren. Jeg tager min rustning og går ind på mit værelse. Tager et håndklæde fra mit skab, går ud og giver det til Kaidan. ”Der skulle stadig være noget varmt vand.” siger jeg og han nikker til tak. Jeg kaster et blik rundt i huset.

 

Dette liv kunne blive et af dem som mine søskende havde fortjent. Mine ben bærer mig ud i køkkenet hvor jeg hælder det kolde morgenkaffe ud og sætter en ny kande over. Fodtrin på verandaen fortæller mig at Derek er tilbage med tingene. ”Vi har spist.” siger han og lægger Kaidans ting ind på mit værelse. ”Og lektier?” spørger jeg og tager et stykke frugt. ”Vi arbejder på det.” siger han og sætter sig ved siden af vores søskende. Jeg går ud på verandaen og ser ned af gaden. Hviler min vægt mod den ene stolpe. ”John?” Derek kommer ud og han ser nervøs ned på sine fødder. ”Hm?” ”Er jeg gammel nok til at flytte ind hos nogle venner?” ”Kommer an på..” ”Please. De fire unge i et hus. De har et værelse ledigt.” Jeg tager en bid af æblet og hviler hagen på håndryggen. Jeg nøje på han og han møder mit blik. ”Efter jul. Så ville vi snakke om det.” siger jeg. Cikaderne begynder på deres sang og Derek ser op i træerne.

 

Jeg sidder med Kaidan ude på verandaen. Jeg sidder lænet tilbage mod ham mellem hans ben. Vi ser op på stjernerne og lytter bare til lydene omkring os. Vi kan hører natholdet arbejde med høsten. Vores aftensmad bestod af brød og frugt som spiste herude. Et brøl an høre i det fjerne og jeg drejer hovedet i den retning. ”Carnevor.” mumler Kaidan og vi kommer begge på benene. ”Vi har 350 folk ude i marken.” siger jeg og ser på ham. ”John.” Derek kommer ud og gnider sine øjne. ”I seng. Derek. Vi går i marken.” siger jeg og går ind. Rustningen kommer på for anden gang i dag. Denne gang tager jeg alle seks våben med mig. Kaidan følger trop og lidt senere løber vi mod porten. Andre fra dagholdet er der allerede og på vej ud. Markarbejderne er alle stoppet og ser mod den fjerne side af skoven. ”Fordel jer!” brøler Anderson og ser på mig. Jeg tager førerstilling og hæver mit shotgun. Vi ved at det er her, da jorden under os vibrer. Der opstår mumlen. Resten af vagterne og soldaterne kommer ud og vi danner en mur mellem skoven og markerne. Den store dinosaur dukker op og hæver hovedet for så at brøle. ”Steady!” kalder Anderson. Jeg tager en dyb indånding og aktiver mine Biotics. Vores mur lyser op med Biotics. Den kommer langsomt mod os. ”Den stopper ikke.” mumler en ung soldat. En ide dukker op og jeg begynder at bevæge mig fremad. ”Shepard!” Carnevoren løber og jeg gør det samme. ”Følg ham.” Muren af vagter og soldater lyder til at følge med. Vores råb og skud får dinosauren til at stoppe op. Et sidste brøl og et blik på os, og den forsvinder ind i skoven.

 

Ingen af os får sovet den nat, men før daggry er høsten i hus. Mange af os sidder udmattet ude på verandaerne. Jeg sidder og er ved at falde i søvn op ad Kaidan. ”Hvad med at vi finder en rigtig seng?” spørger han og giver selv et gab. ”Enig.” mumler Ashley og kommer svajende på benene. Kaidan skubber mig op og følger selv med. Vi kommer ud af rustningerne og falder omkuld på min seng. ”Jeg håber ikke at vi skal noget i dag.” mumler jeg og hviler mit hoved mod hans skulder. Hans latter er træt, men han finder mig sjov. ”Jeg mener det.” siger jeg og han trækker mig ind til sig. ”Sikkert.” ”Jeg skyder den første som vækker mig.” siger jeg og lukker øjnene. Hans læber rører min tinding før han giver et suk fra sig. Jeg ved ikke hvem af os der falder først i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...