Det nye Cyklus

Jorden er tabt, men der er håb. John Shepard er en ung betjent der søger et nyt til ham og hans yngre søskende. Han melder sig frivilligt som soldat og bliver sendt tilbage til Dinosaurtiden hvor han skal hjælpe med at beskytte befolkningen i en koloni. Han binder sig hurtigt til andre racer og former et tæt bånd med koloniens kommandokæden, men er venskab kun nok med den farer der lurer rundt om hjørnet? Og kan han give sit hjerte væk?

1Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

2. De første angreb

Solens stråler rammer kun lige over bjergkammen. Den kølige stråler rammer Terra Nova og vækker folk fra deres søvn. Folk begynder på dagens arbejde. Ashley Williams går gennem gaderne og tjekker alle hytter. En hård regn er faldet i løbet af natten. Hun stopper foran Shepard-familiens hus.

Jeg vågner til en banken. 'Hvor er jeg?' tænker jeg og ser mig noget forvirret omkring, men så slår gårdagens oplevelser mig. Jeg springer ud af sengen og trækker et par bukser på. "Jeg kommer." kalder jeg da banken bliver hårdere. Jeg går ud og ser Dereks søvnfyldte øjne kikke ud fra hans dør "Hvem er det?" mumler han og slutter sig til mig. Jeg trækker på skuldrene. "Det finder vi snart ud af." Jeg åbner døren og finder Andersons' Chief Gunner ude foran vores dør. Derek kikker mig over skulderen og rynker på næsen. "Morgen, frøken." siger jeg og læner mig op af dørkarmen. Hun ser misbilligende på mig. "Du ved godt hvad klokken er ikke?" spørger hun og folder armene over brystet. Jeg ser op på solen. "Jeg ville skyde på at klokken snart er seks." siger jeg og strækker. Musklerne popper på plads. "Vi skal have fundet noget arbejde til dig. Meld i dig Admiralens træhytte om en time." Hendes ordrer er hårde og jeg kan ikke lade være med at svarer igen. "Helt ok. Jeg skal alligevel også snakke med David om jeg kan få sendt mine venner hertil." Svaret er køligt og jeg lukker døren i hovedet på hende. Jeg vender mig mod Derek. "Væk de yngste. Vi skal til møde og så på opdagelse." siger jeg og går ind for at skifte tøj. Jeg tager uniformen på. Stramme armybukser. Soldie støvler. Trøjen har ærmerne knappet op og den sidder stramt om brystet. Farven på tøjet er to farver grå og sort. Jeg roder i lommerne og finder en pakke med et brev på.

 

Kære Shepard.

Alle kender dine bedrifter og beundrer dem. Vi vidste at du ville komme her. Vi giver dig en plads blandt mine soldater. Vi har brug for flere som dig. Specielt i tider som disse.

Velkommen hjem, John.

David Anderson

Steven Hackett.

 

Jeg ser på beskeden og så på de hundetegn der ligger i papiret. Jeg lader dem glide ned over mit hoved. Hurtigt går jeg ud og begynder at børste tænder. Mine søskende kommer ud. "Morgen John." gaber Jane og begynder også at børste sine tænder. Derek kommer med Cal på ryggen. Jeg tager min yngste bror og sætter ham på bordet ved siden af vasken. "Jeg ordener morgenmaden." siger jeg da jeg er færdig og har børstet Cals tænder. Jeg træder ud i køkkenet og finder frugter og grøntsager frem. Jane begynder på ren automatik at finde i det frem vi skal bruge. Hun er klædt i en fin kjole. Derek har en sort T-shirt på og lange shorts. Cal har noget lignede på som Derek. "John. Se. Der står en mand udenfor." siger Cal og peger, trods han er ikke helt vågen endnu. Jeg kikker ud og ser Steve Cortez udenfor. Jeg går hen og ud. "Morgen. Cortez." siger jeg og smiler. Han ser ned på en pose han har i armene. "Jeg øhm. Jeg ved at du kom igår, så jeg tænkte at I måske manglede noget brød." siger han og rækker posen frem. Jeg træder hen og tager posen. En herlig duft kommer fra den.  "Mange tak." siger jeg og rækker en hånd. Han lyser op og tager hånden.

"Det var så lidt." Han vender sig om går ned af gaden. Enten på arbejde eller hjem. Jeg går ind og straks samler mine søskende omkring. Duften er indbydende. "Brød?" "Jeps. Steve Cortez kom med det." Svarer jeg mens jeg skærer brød. Derek sætter pålæg og juice på bordet. Jeg kommer med brødet og vi samles omkring bordet. "Tror du vi muligheder for at finde kærlighed her?" spørger Jane og rødmer ved tanken. Jeg klukker. "Måske. Vi skal jo ud og møde andre folk idag." siger jeg og hælder noget juice op. Cal tygger på et æble og ser på mig. "Hvad med dig? Vil du også finde kærlighed her?" Jeg ser på ham. "Man ved aldrig." Vi nyder maden. Jane er først færdig og svinger med fødderne. "Rolig Jane. Vi har masser af tid." siger Derek og jeg kikker hen på uret. Jeg sluger hurtigt min mad.

"Niks. Vi skal af sted. Nu!" Jeg rejser mig op. Derek kikker på klokken og husker straks tiden. Vi får ryddet bordet og sat de beskidte ting hen til vasken. "Så går vi." kalder jeg og marcher ud af døren. Jane løber i forvejen sammen med Cal. Derek holder sig ved min side. Folk kikker på os og hilser. "Mor, Se. Det har betjenten fra i går der hjalp os." En af børnene jeg mødte i går ved Portalen kommer hen med sine forældre. Jeg standser og smiler. "Hej. Navnet er Anja Bee." siger moderen og rækker mig hånden. Jeg tager den og trykker. "Vi er dig evigt taknemlig, unge mand. Uden dig ville vi nok aldrig have set Sasha igen." siger faderen og lægger en hånd på deres datters hoved. "Jeg kender sig den følelse." siger jeg mildt. "Er det dine børn?"  "Nej da. Han er alt for ung. Jeg ville gætte på at det er hans søskende." svarer konen sin mand. Jeg griner og fortsætter fremad.

 

Kolonien er stor, men alligevel dejlig. Folk kender hinanden og hjælper hvor de kan. Der er allerede mange folk der har hilst på os. Mennesker, Turians, Krogans, Asari og Salarians. Jeg føler mig mig hjemme. Jeg ser på mine søskende. "Shepard." kalder en velkendt stemme. Som en drejer alle os Shepader hovedet mod stemmen. Tre blå og et sæt grønne øjne. Anderson står oppe sin træhytte, med udsigt over hele kolonien. "Går bare på opdagelse." siger jeg og begynder at gå op af gangbroen. Jeg genkender mange af soldaterne fra igår. Alenko, Vega og Williams står oppe ved hytten. Jeg nikker til hilsen og går ind. Anderson sidder bare sit skrivebord. En glasplade ovenpå et kranium af et stort rovdyr. "Sid ned." siger han og peger på en stol. Jeg sætter mig ned og læner mig tilbage. "Jeg kan se at du er allerede tilpas i din uniform." siger han og hviler hagen på sine foldede hænder. Jeg trækker på skuldrene. "Ja, men jeg tror ikke at Williams kan lide mig." siger jeg og ser ud af døråbningen hvor jeg kan skimte hendes skikkelse. Han følger mit blik. "Men Alenko og Vega kan lide dig. Plus mange af de yngre soldater har bedt om din undervisning." siger han og rynker brynene. Jeg hæver et øjenbryn. Hans latter er dyb og velkommen. "Hackett kontaktede mig i går. Han mener at vi har mere brug for dig herude. Med din erfaring har vi et stort es i ærmet."

"Jeg er kun lige så god som mit team." "Åh?" Spørgsmålet er forventet og han ved hvad jeg ville forlange "Jeg ville have Garrus, Jacob, Wrex, Wreav og Grunt hertil." siger jeg og folder armene over brystet. Anderson gnider sin hage tænkende. "Der går tre måneder til den næste flok af folk kommer, men det kan godt lade sig gøre. Både dem og deres familier." Jeg sukker lettet. "Men så skal du også arbejde her." siger han strengt. Jeg rejser mig op og rækker ham hånden. "Vi har en aftale." siger jeg og vi trykker hænder. "Kom med." siger han og fører os ud i solen. Vi går ned af broen og udenfor hegnet. Der står allerede en del unge soldater og vagter. Jeg kan se flere Hammerheads, store kørertøjer med stærkt panser og enkelte skydevåben på taget. og et par enkelte Mako'er. "Dette er en af jeres nye trænere. John Shepard har besluttet at blive her Terra Nova." siger Anderson højt. De vender sig alle mod os og gør honnør. Jeg ser på dem.

"Jeg bliver kaldt Commander og det vil I også kalde mig. Er det forstået?" råber jeg. "Sir. Yes Sir." siger de som en. Jeg træder tættere på og kikker nøje på gruppen. "Admiral. Blandt træerne!" råber en af udkigposterne. Jeg snurrer rundt. Trækker en af vagternes pistoler og peger den od skovkanten der ligger 50 meter fra hegnet. Jeg kniber øjnene sammen og kikker ind i skyggerne. Anderson kommer hen. "Skyd ikke!" råber endnu en velkendt stemme. Jeg sænker våbnet. To Turians kommer ud. En ældre hvid med dybe blå øjne. Den anden er brun med hvide markeringer og grønne øjne. "Saren. Nihlus." siger jeg overrasket. De ser begge på mig med overrasket blikke. "John." Nihlus er den yngste af de to mænd. Han var min mentor i hæren. Saren var Nihlus' og fulgte med som en ekstra pakke. Saren trænede mig i at bruge mine Biotics da Nihlus ikke selv har nogen. "Damn. Det er godt at se dig igen." siger Nihlus og lægger en hånd på min skulder. Saren slutter sig til os. "Hvor er dine søskende?" spørger den ældre Turian og jeg trækker på skuldrene. "Et eller andet sted. Nok svært ved at holde sig ude af problemer." mumler jeg og kikker ind mod kolonien.

"Tja. De er jo Shepards." siger Nihlus. Alenko, Willimas og Vega kommer hen. "Kender du dem?" spørger Vega og ser på dem. Jeg nikker. "Mød mine Mentorer." Saren knurrer stille og ser hadefuldt på Williams. "Sar! Nih!" Cal kommer styrtende ud fra Kolonien og springer i armene på Nihlus. Jeg griner. Jane kommer også styrtenede og slår armene om Sarens ben. Derek kommer mere roligt ud" Wow hvor er du blevet stor." siger Nihlus og rufler op i Cals hår. Jeg står og ser tilfreds på dem. Saren er næsten som en far for mig. Hans hvide skikkelse er nem at finde og hans blå øjne er meget unikke. Han minder meget om Garrus i udseende, men hans ene underkæbe er erstattet med jern, da den var ikke til at redde. Hans ene arm er også en robotarm. Ligesom mig selv betvinger han Biotics, men ulig mig har han smerter en stor del af tiden. Han viser det bare aldrig. Hans personlighed er svær at tolke hvis man ikke kender ham. Han er kølig og alvorlig, men når det kommer til Nihlus og mig: Sårer man os har man underskrevet sin egen død. Nihlus er det stik modsatte af min ældre Mentor. Som en ældre bror jeg aldrig fik. Glad og åben. Han er ældre end Garrus, men meget yngre end Saren. Han har ikke Biotics, men han er meget hurtigt og stærkere end normale Turians. Han lytter altid, men når tingene bliver alvorlige forventer han, at man følger ordrerne til det sidste punkt. Hans brune hud og plader gør ham ideel til at spionere om natten eller i skove. Hans grønne øjne skinner af latter og humor. "Skal vi gå ind og få tjek på trænningprogrammet?" spørger Anderson mig. Jeg nikker og vender mig mod Nihlus og Saren.

"Vi kommer selvfølgelig. Vi har en del vi skal have snakket omkring." siger Nihlus. Saren brummer blot og sammen går den store flok ind. "Fandt I noget derude?" spørger Anderson og ser på Saren. Jeg ser nysgerrigt rundt på dem. "Nej. Ingen spor af Bloodpack, Blue Suns eller Eclipse." siger Nihlus og sukker skuffende. Jeg ser på Anderson. "Lejesoldaterne?" "Ja. Haft sådanne problemer?" "Jep. Tiburón Rojo, Talons, Grim Skulls, Grim Angels og CAT6. Alle fem en smerte i røven." siger jeg og fnyser. "Hvad kender du til om de tre her?" "De er de værste af de værste." Nihlus og Saren smiler stolte da jeg kan svarer på spørgsmålet nemt som ingenting. "Så kunne det være at vi skulle sætte dig på det næste hold der skal ud?" siger Anderson og vender sig mod mig. Hele gruppen standser. "Det kunne du vel godt." "Fint. Du ville gå ud med Kaidan Alenko, James Vega og Ashley Williams. I aften skal I afsted." Jeg nikker og ser rundt på gruppen. "Der ville komme en seddel op. Skriv jeres navne på den og jeg skal fastlægge et program." siger jeg. Saren og Nihlus får sig befriet fra mine søskende. Derek smiler og vender sig om og går. Gruppen af soldater og vagter opløses også.

"Hvor skal vi hen i aften?" spørger James Vega og Anderson ser på ham. "Følg med. Så skal I se det." siger han fører an op i sin træhytte igen. Jeg falder i skridt bag ham. Saren og Nihlus følger bag. Kaidan, James og Ashley kikker kort på hinanden og går så efter os. "I skal være i dette område." siger han og tegner en blå cirkel om et område der er dækket af skov og stor skov. Nihlus sætter sig til rette i sofaen der står ovre i et hjørne. Saren står lænet op af væggen ved hans side. De tre andre slutter sig til os ved kortet. "Hvordan skal vi kunne huske det?" spørger Ashley og krydser armene over brystet. Jeg kikker længe på kortet. "Jeg tror at jeg ville kunne huske det." siger jeg og kører en hånd over kortet. "Er du sikker?" spørger James og lægger hovedet på skrå i eftertanke. "John kan kopiere et kort udelukkende ud fra hans tanker." siger Nihlus og læner sig tilbage. "Han har ret. Shepard er meget talentfuld og smart." siger Anderson og James godtager det som et svar, ser det ud til. "I har stadig ni timer indtil I skal afsted." siger Saren og jeg kikker på dem. Så ville jeg gå ud fra at klokken er ni om morgen. Kaidan træder af. "Har du ikke et problem med dine søskende?" spørger Ashley. Hun håber vel at jeg ville sprænge fra. "Niks. Derek er gammel nok til at passe på Jane og Cal. Desuden havde jeg håbet at Saren og Nihlus ville kikke indtil dem med et par timers mellemrum." siger jeg.

"Selvfølgelig, John." siger Saren. "Nå. Hvis I ville have mig undskyldt. Saren og Nihlus har en rapport at aflægge." siger Anderson. Jeg giver ham vores velkendte honnør, to fingre til panden og et selvsikkert smil. Han griner og jeg skynder mig ud. Jeg får øje på Kaidan og standser for at kikke på ham. Hans mørke hår skinner i solen og hans cremefarvede hud kan få enhver pige til at dåne, men det er ikke kun udseendet jeg kikker på. Jeg kikker også på deres personlighed. Og lige nu er Kaidan noget for sig selv. Han må have mærket blikket på sig for han vender sig om og kikker rundt.

 

"Fået øje på Majoren?" spørger en kold stemme. Jeg vender mig og ser på Ashley. James står lidt bagved og ser utilpas ud. "Hvorfor?" spørger jeg. Forsvaret er straks oppe. "Han vælger dig nok ikke." "Hvad har jeg gjordt for at du hader mig så meget?" Hun ser overrasket på mig. Jeg krydser armene. "Alenko og Vega ser ikke ud til at have noget imod mig, men du." Jeg hører fodtrin. "Hvad sker der her?" Damn. Kaidan må have opdaget os. Jeg vender mig mod. "Intet." Jeg skridter ned fra træhytten og mod markedet.  "Ashley. Hvad sagde du til ham!?" Jeg kan Andersons stemme tværs over pladsen. Jeg smiler og fortsætter, men jeg burde nok snakke med Ashley.

"John." Jeg når lige at gribe Cal der springer ind i armene på mig. Flere af sælgerne smiler og jeg går rundt for at se hvad vi mangler. Standser foran en bod der har Shampoo og andre ting til badeværelset. "Noget der frister dig?" Sælgeren sidder i rullestol. "Tja, men vi må nok vente." "Hvorfor?" "Vi har ingen penge." En alarmklokke lyder. Jeg pisker mit hoved i retningen af lyden. Jeg sætter Cal ned. "Find Derek!" Jeg sætter i løb mod hegnet. Porten glider åben og jeg slutter mig til gruppen der spurter mod skoven. Jeg opdager Ashley. "Tag hjem. Du hører ikke til her." snerrer hun og jeg blotter tænder. Jeg overhaler hende og forsvinder ind i skoven. "Damn. Han kan løbe." "Han er Sentinel!"

Jeg kan mærke andrelinen pumpe gennem mine årere. En skikkelse ud af øjenkrogen. Et skarpt drej mod venstre jeg halere langsomt ind på den ukendte. "John!" Jeg ser mig over skulderen og opdager at Kaidan er lige bag mig. "Han er en Turian. Vi indhenter ham aldrig." siger han og vi bremser brat op. De andre når frem og standser også. "Der stikker noget under her. Hvorfor angribe hvis der kun er en?" spørger en af de yngre soldater. Jeg rynker brynene da en plan langsomt trænger igennem. "Er der nogen vagter eller soldater hjemme?" spørger jeg. James kommer frem. "Hvorfor?" "Kolonien er sårbar uden os?" Det går op for dem og der lyder et brag. "Crap!" "Sidste mand skal forklare det her til Hackett." "Fint!" Jeg sætter af igen og springer over sten og træstammer. Kaidan indhenter mig hurtigt. Vi ser på hinanden. Det her skal fjenden ikke slippe godt fra.

"Vis dem ingen nåde!" brøler en kvindelig stemme. En Asari står med hænderne på hofterne. Jeg bremser op og kaster en energibølge mod hende. Hun vælter. "Aria." Tre mænd, Et menneske, en Krogan, men jeg ved ikke hvad det sidste er, kommer hen og hjælper hende op. Resten af soldaterne fra Terra Nova dukker op. "Det er Terras Novas lille hær." knurrer en af soldaterne. "Alle sammen. Form linje." brøler Ashley. De stiller sig alle sammen skulder ved skulder. Forreste linje dannes af Ashley, James Kaidan og mig, samt 16 andre soldater. "Aria?" "Glem Terra Nova. Tag Andersons tre små soldater!" "I hørte hende. På dem!" Alle fjendens mænd kaster sig over os. Vi går straks i forsvarsstilling. Vi ramler sammen og jeg bliver hevet væk fra de andre og lagt på jorden. En Krogan står over mig. "Du er en død mand, fjols." Jeg sparker ham hårdt i brystet. "Navnet er Shepard!" Jeg ruller væk og ser over mod de andre. Mange ser ud til at være overvældet, men klarer sig godt indtil videre. Jeg ser mod min modstander der ligger på jorden og ømmer sig. "Bliv blot liggende." siger jeg og peger på ham. Jeg vender mig om og kaster mig over den nærmeste. Fjenden hyler overrasket. Presser ned på et punkt i nakken og han vælter også om. "Slip mig så!" Jeg drejer hovedet om mod skriget. Ashley bliver hevet afsted ved hendes hår af en Asari "Ash!" Kaidan prøver at nå hende, men bliver overmandet af to Turians. Det er begynder at kede mig. Jeg tager en pistol og skyder hendes bortfører. "Hvad i.." Alle ser på mig. "Har jeg alles opmærksomhed? Jeg syntes at I skal smutte. Før de andre også fat i våben." siger jeg og peger den mod en ung Salarian. Han stivner og ser på sin leder. Ashley kommer hen og stiller sig ved min side.

 

"Og du er?" Kvinden Aria kommer frem. "John Shepard. Søn af Hannah og Matthew Shepard." Hun nikker og gør et tegn. "Vi kæmper ikke i dag drenge." De går væk, men ikke uden knurren og snappen. Ashley vakler. "Hey er du okay?" spørger jeg og tager blidt fat i hendes arm. Hun ser op på mig med tågede øjne og mister så bevidstheden. Jeg griber hende fuldt og ser rundt.  "En eller anden, få fat på lægerne!" råber jeg og lægger Ashley fladt ned. "Ash." Kaidan falder på knæ ved siden af mig, James stiller sig bag os. Man lægger slet ikke mærke til naturen omkring eller de andre der holder vagt og prøver at få samlet tankerne. Endelig ankommer lægerne. "Hvad er der sket her?" spørger en kvinde menneskelæge. "Et hårdt slag i hovedet." svarer jeg og trækker mig lidt væk. Ashley bliver undersøgt og båret væk. Jeg står og kikker efter dem.

"John?" En tung hånd lander på min skulder. Jeg ser på James. "Jeg er ok." mumler jeg og gør mig fri. Jeg går med tunge skridt tilbage mod kolonien. Jeg ser op mod træhytten. Den har taget enkelte skud. Fra et par Snipere ville jeg tro. "Vi klarer den nok." Jeg ser en mor med sine børn. Børn? Søskende! Jeg sætter af og løber ned mod vores hus og braser ind. "Derek! Cal! Jane!" Jeg råber og kikker rundt i huset. "John?" En spinkel og bange stemme lyder fra badeværelset. Jeg går hurtigt derhen og åbner døren. To små kroppe braser ind i mig. Jeg omfavner dem begge. "Tak gud. I er okay." mumler jeg og rækker en arm ud mod Derek der slutter sig til krammet. "Hvad skete der?" "Nogen slemme folk angreb kolonien og sårede Ashley Williams." siger jeg. Jeg hører en banken.

"Shepard." Jeg vender mig om og ser Anderson stå med Kaidan og James bag sig. Han ser bekymret på Cal og Jane. "Er alt som det skal være?" spørger han og sætter sig ved bordet. Jane og Cal går ind og leger på Cals værelse. Derek følger med ind. "Så godt som nu kan være. De blev opskræmt af angrebet." "Du ville stadig med på missionen ikke? Vi kunne godt bruge dig der mere end nogensinde." siger Anderson. James og Kaidan kommer ind da jeg vinker dem ind. "Jo. Hvis Saren og Nihlus ville blive her. Jeg tør ikke lade dem være alene, og de vil nok hellere ikke være alene." siger jeg og piller ved mine hundetegn. "I ville snart tage afsted. Vi ville holde øje med jeres retning. Det tager ikke lang tid at nå frem til jeres mål. Ashley ville ikke tage med så det er kun jer tre mænd." siger Anderson. ”Ville I ikke blive hængende?" spørger jeg Kaidan og James. De ser på hinanden og så på mig. "Jeg takker ja." siger James og læner sig tilbage. Kaidan nikker. Jeg rejser mig og følger Anderson ud. "Jeg ville sende Saren og Nihlus over når I er gået." lover han og trykker min hånd. Jeg nikker og går ind på Cals værelse. "Unger?" Jeg banker på og kikker ind. Cal og Jane sidder på gulvet og legede med nogle plastikdyr. En løve, en puma, en ko og en hest. Derek sidder ved skrivebordet på stolen. Hans opmærksomhed er halvt på vores søskende og halvt på lydene udenfor. De ser op på mig. "Jeg er nød til at tage på arbejde i aften. Saren og Nihlus ville komme over og passe jer." De ser op på mig med hundehvalpe øjne. Jeg er ved at give efter, men jeg lovede at hjælpe. "Kom med ud og mød Alenko og Vega." Jeg går ud i det store rum. Derek følger efter og ser på dem med sine gennemtrængende øjne. Cal og Jane er mere forsigtige. "Arh. El Nínos." James ser på dem med et smil. Jane smiler stille igen og gemmer sig bag mit ene ben. Cal har gemt sig bag det andet. Jeg smiler skævt til Kaidan. "De plejer aldrig at være så generte." siger jeg og Kaidan klukker. "Børn vil være børn." svarer han. Jeg gør mig fri og sætter mig ned igen. Cal og Jane begynder at fjolle rundt. Derek går ind på sit værelse og lukker døren. Solen er på vej ned og vi tre soldater rejser os op.

 

"Giv mig lige to sec." siger jeg og skynder mig ind på mit værelse. På rekordtid kommer jeg i min rustning. Let som ingenting går jeg ud til de andre. "Klar til at gå?" spørger James. Jeg nikker og går forbi Kaidan og efter James. Kolonien er ved at falde til ro. Børn leger stadig rundt omkring og enkelte familier sidder ude på deres terrasse og spiser. "Her er så roligt." mumler jeg. "Ja. Man får næsten lyst til at slå sig ned og starte en familie." siger Kaidan og James ser på os over skulderen. "Faktisk har jeg noget jeg gerne ville fortælle jer." mumler han. Kaidan og mig ser hinanden sigende. Vi går videre et stykke tid. Turen gennem skoven er stille og langtrukket. "Jeg øhm." Det ser ud til at James har svært ved at få det sagt. "Ud med det Løjtant." siger Kaidan og de standser. Jeg fortsætter lidt længere og tjekker området. "Jeg har en date." Får han frem. "Se det var slet ikke så slemt." "Med Ashley." Jeg snurrer rundt og stirrer måbne på ham. Han ser ned. "James. Det kan du ikke mene." siger Kaidan lægger en hånd på den yngre mands skulder. Jeg hører en lyd og vender mig om. Jeg er et lys længere ind i skoven. "Vær stille. Der er nogen." hvisler jeg og dukker ned bag en træstamme. De dykker ned bag ved siden af mig. "Og? Du har længe søgt efter en partner, men aldrig fundet en. Oww." Jeg sparker James over skinnebenet. Han ser på mig med et blik der siger: 'Hvad har jeg nu gjort?". "Jeg syntes at jeg hørte noget?" En soldat fra Blue Suns kommer hen imod os. Jeg ser på ham fra mit skjul.

 "Hørte du noget?" En anden soldat kommer frem. "Jeg er ikke sikker, men hvis John Shepard er kommet til denne tid, har vi problemer." "Har du hørt om ham?" "Ja. Min elsker arbejder for Talons." "Talons? Du mener Lejesoldaterne fra Palaven?" "Jeps." Jeg ser på Kaidan og James. Vi ser alle bekymret hinanden. "Men hvordan kom han hertil? Jeg troede at Aria havde en aftale med Cerberus." Stemmen er vred. "Ja, men Cerberus' ninja, Kai Leng, kunne ikke lade være med at smide de yngre Sheparder gennem Portalen." "Fjols. Alle ved at John Shepard ville følge efter sine søskende overalt, for at beskytte dem." "Hvad laver I to her?" "Ikke noget sir. Vi troede kun at vi hørte stemmer, men det var ikke noget alligevel." Jeg hører fodtrin igen og kryber længere ind mod stammen. "Jeg kan lugte mennesker. Nej ikke kun mennesker. Biotics." Stemmen er hæs og man kan hører sniffen. Jeg ser på Kaidan. Fedt vi lugter af Eezon. Fodtrinene standser og jeg kikker op.

"Neej. Se hvem vi har her." Jeg bliver hevet op og holdt i nakken. Jeg bliver drejet rundt og et grimt ansigt viser sig. Jeg blotter tænder. "Det er Commander John Shepard." Jeg siger køligt og giver ham et spark i maven. Han giver slip på mig og jeg lander oven på mine venner. "Vi er smuttet." siger jeg og kommer skramlende på benene. "Enig." siger James og Kaidan. Vi flygter afsted gennem skoven. "Fang dem!" brøler en kvindelig stemme. Det sætte gang i vores ben endnu mere. "Kom nu! Kom nu!" siger James og hiver afsted med os andre.  "Der er de!" Vi når skovkanten og jeg vrider mig fri. "John!" Kaidan standser også. "Fortsæt. Få fat på forstærkninger." siger jeg og hiver min M8 Avenger frem. Kaidan og James ser på hinanden og så på mig. "Vi er snart tilbage." siger James alvorligt. De skynder sig mod kolonien. Ligeså snart jeg kan se fjenden skyder jeg mod dem. "Pas på. Han har et våben." Jeg bakker langsomt tilbage mod kolonien. "Skyd ham!" Jeg springer fra side til side for at undgå skudene.

"Her kommer hjælpen." James kommer med en stor deling soldater. Fjenden bakker væk. Jeg vender kort ryggen til dem. En flammende smerte breder sig i min højre læn. Jeg falder på knæ. "Shepard!" Jeg hører kun stemmen, men ser intet. Jeg bliver hevet op på en skuldre og båret ind. Kroppen er stærk, men duften. Jeg kan blive fortabt i den. "Er han okay?" Jeg bliver lagt ned på jorden og hvilet op af en anden person. "Shepard. Hey, tid til at vågne." Hænder klasker mine kinder og jeg glibber med øjnene. James sidder på hug ved siden af mine fødder. Han har min højre ankel hvilende på sine knæ. Anderson sidder på knæ ved min venstre side. Og doktor Chackwas, den bedste doktor, læner sig indover mig fra min højre side. Et hurtigt kik op. "Hey Shepard." Jeg hviler mig op af Kaidan. Jeg rødmer og lukker øjnene. "Er han okay." "Ja. Kuglen giver kun et kødsår, men han skulle være okay snart." "Det her er ikke en god start på dit nye job, John." siger Anderson. Jeg smiler og prøver at rejse mig. "Du skal ikke engang tænke på det." siger Doktor Chackwas og presser mig ned igen. "Jeg har søskende hjemme." siger jeg og krydser armene. Hun sukker og gnubber sin pande. "Fint, men du får ikke lov til at gå hjem. Kan du bærer ham Kaidan." "Selvfølgelig. Han vejer ikke så meget igen.” Jeg bliver atter svunget op over hans skuldre. Vi går afsted.

"Har du nogensinde haft en partner?" spørger jeg Kaidan forsigtigt. "Nej." Han sukker dybt. "Ingen har rigtigt faldet i min smag." "Hvorfor ikke? Du må da have en del kvinder der er vilde med at fingrene i dig." Han stivner og jeg fryser. "Jeg er ikke til kvinder." mumler han. Jeg bliver tavs og stiller ikke flere spørgsmål. Vi når frem til vores hytte og han banker på. Saren åbner døren. "Hvad er der sket?" spørger han og jeg ender ovre i hans arme. Jeg smiler fjoget, men det lysner ikke hans humør. Jeg kan se mine søskende stående inde i stuen sammen med Nihlus. "Han blev skudt, men det er ikke noget alvorligt. Kun et kødsår." Saren sukker. "Tak skal du have, Alenko." "Sov godt, Arterius." Saren lukker døren mens Kaidan går. Jeg bliver båret ind på mit værelse og med lidt hjælp fra Derek og Nihlus får de rustningen af mig. Såret på lænnen er ikke det pæneste at kikke på. Nihlus lægger en stram forbinding.

"Du burde virkelig passe bedre på dig selv." knurrer Saren og krydser armene. Jeg sukker og lader mit hoved falde tilbage i puderne. "Saren. Han er nød til at hvile sig." siger Nihlus. "Pas på hvor du træder. Kaidan har allerede fået knust sit hjerte en gang. Ashley Williams ville slå dig ihjel hvis du gør det." siger Saren og jeg stirrer forvirret på ham. "Hvad?" Saren og Nihlus ser på hinanden. "Kaidan har spurgt omkring dig og hvad du var til. Hans hjerte tilhører vist allerede dig." Jeg stirrer på dem og ryster på hovedet. "Det kan ikke passe. Han ved intet om mig." "Nej, men han følte at der var noget specielt omkring dig. "Jeg er nød til at tænke over det." "Han begynder at gøre kur til dig i morgen." Jeg lukker øjnene og trækker tæppet over mig. Nihlus går ud og hjælper mine søskende i seng. "John. Jeg var din Mentor og ligeså var Nihlus. Da dine forældre er døde bad hans os om lov. Du har brug for en partner. Kaidan er sød, venlig og kan sagtens forsørge en familie." sagde Saren. "Ved han at jeg kan bærer børn?" spørger jeg koldt. "Nej. Det er dit valg om du ville fortælle ham det og hvornår." Jeg ser op på min ældste Mentor. "Nihlus og jeg ville altid være der for dig, men du er nød til at starte på en frisk. Vær det bevis på at selv soldater og vagter kan have en ny start her. Vær et bevis for Garrus, Wrex, Wreav, Grunt og Jacob." Saren rejser sig op. "Prøv at få lidt søvn, John. Nihlus og mig ville overnatte ude på sofaerne." siger han og går ud, men stander i døråbningen. "John. Når Kaidan gør kur, er det på den gammeldags maner." Jeg lukker øjnene og sukker. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." "Bare vær dig. Du er noget specielt og efter dine første kampe her. Jeg kan allerede fortælle dig at han ser langt efter dig." Jeg vender mig om på siden og forsøger at sove. Den kommer ikke let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...