Siden jeg var 7.

Jeg tænkte tit på at begå selvmord, men de ville nå at stoppe mig, der var altid en der holdte øje med mig.

2Likes
4Kommentarer
243Visninger
AA

1. Siden jeg var 7.

“Møgunge” Råbte min far og slog ud efter mig. Han ramte min kind. hårdt. Mine tåre begyndte at trille langsomt, men han så det ikke. Jeg løb ned af brandtrappen, som der var på siden af vores lejlighed. Jeg satte mig nede for enden af trappen og tog mine hænder op af lommen. De var fulde af blå mærker. Det gjorde stadig ondt, men ikke kun på kinden, i hjertet. Dybt inde i mit hjerte gjorde det ondt, meget ondt, men det var en følelse jeg var vant til. Min mor sagde altid at jeg ikke måtte sige til nogen hvad der skete derhjemme. I 7 år var jeg behandlet som et offer derhjemme, men jeg sagde det aldrig, det havde jeg jo fået besked på.

 

Jeg tænkte tit på at begå selvmord, men de ville nå at stoppe mig, der var altid en der holdte   øje med mig.

 

Det var koldt udenfor og jeg havde siddet på trappen mindst en time, mine hænder var kolde af frostvejret. Et snefnug ramte min øjenvip og smeltede langsomt. Mor var kommet hjem. “Dumme so, du duer ikke til noget!” Råbte min far efter hende, men hun kunne ikke gøre noget ved det, hvis hun prøvede at sige ham imod ville han slå hende. Man kunne høre det helt ned på det nederste trin af trappen.

 

Det hele startede da jeg var 7 år gammel, min far kom hjem fra arbejde med en øl i hånden. Han var lige blevet fyret. Mor sad inde i stuen. Hun var bange og vidste godt hvad der ville ske. Jeg stod og lyttede op af døren og kunne høre hvad de sagde. Jeg kunne høre det hele.

 

Min far startede langsomt med at kalde mig navne, de første gjorde ondt, men jeg begyndte at ignorere dem, mens at jeg blev ældre. Da jeg var omkring 10 slog han mig for første gang, jeg husker at jeg kiggede min mor lige i øjnene. Hun var bange. Bange for at det ville ske for hende, men det skete stort set aldrig fordi at hun ikke kunne sige ham imod. En dag tog hun fat i hans hånd og råbte stop, men det kom der ikke noget godt ud af, for nogen af os, min mor går i dag rundt med et ar på sin kind og mig, ja jeg blev sat ud på trappen. Brandtrappen.

 

Jeg kom tit i skole med blå mærker på mine ben eller arme. Min lærer spurgte tit ind til hvad der var sket, men jeg kom altid med en undskyldning som, “Det er okay jeg væltede bare på cykel, igen.”

 

Jeg rejste mig fra trappen og gik op i lejligheden igen. Mor sad inde i sofaen og far ved siden af i hans stol. Min mor havde grædt, men hun ville nok ikke have at jeg kommenterede på det, hvis jeg havde gjort det ville det nok bare blive værre. Telefonen ringede, jeg gik hen for at tage den, men min mor stoppede mig og sagde, at hun nok skulle tage den. Hun snakkede med personen i næsten to timer. Hun sagde meget “Det går fint” og “Hun er okay!” Jeg vidste at hun snakkede om mig og jeg vidste at hun løj, en helt del.

 

Da de var færdige med at snakke gik hun hen mod mig og spurgte om jeg havde snakket med nogen, jeg sagde nej, men hun troede ikke på mig. Det havde hun også god grund til, fordi jeg løj. Jeg havde sagt det til en, men jeg kunne ikke gøre for det, ordene fløj bare ud af min mund og nu var der en der vidste det. Vidste at jeg ikke blev behandlet godt, men jeg var kun et lille barn. Personen havde sikkert glemt det, men jeg havde ikke. Det var det eneste jeg tænkte på, det vandrede frem og tilbage i mit hovede. Min far kom gående fra stuen og min mor nikkede hen mod mig mens hun kiggede på min far. Han gik hen til mig og tog fat i ryggen på min trøje og kastede mig ind på mit værelse. Jeg kiggede ud af vinduet, der var en lås på fordi at jeg ikke måtte gå. Jeg havde en sten på mit skrivebord, det var en jeg havde fået af min farmor et par uger før at hun døde. Den var grå med et ansigt og på bunden stod der, hvor meget hun elskede mig. Jeg samlede stenen op. Den var kold. Jeg kastede den hårdt mod vinduet. Der var glas over alt. Min mor åbnede døren og rakte ud efter min arm, men jeg var hoppet, jeg ventede bare på at ramme bunden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...