Water Under The Bridge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 17 maj 2018
  • Status: Igang
Dette er 10 sætninger der beskriver mit sidste år. De betyder ikke noget. De giver ikke nogen mening. Men alligevel er de alle sande. De lyver ikke. De bedrager ikke. De siger kun sandheden. - Mirabell Winter

6Likes
8Kommentarer
850Visninger
AA

2. 1 // once upon a time there was this girls

 

Mirabell Winter

a day in february 2018

 

1 // once upon a time there was this girl - that was going to die

Mine fingre trommer utålmodigt mod rettet, da det røde lys venter lidt for længe på sig. De trommer hurtigere da det skifter til gult, og endelig kan jeg træde speederen i bund da den grønne farve lyser lyskrydset op. Med et skarpt sving drejer ned af en sidegade, en bil dytter og den største del af mig har lyst til at give ham fingeren, men jeg bider tænderne sammen og koncentrere mig om positive tanker. 

Enhjørninger, regnbuer, søde små piger med fletninger. 

Ad, kvalmende. 

Med den skæveste parallelparkering et menneske længe har set, trækker jeg jakken tættere omkring mig og stiger ud.

Det er mig stadig en gåde hvordan jeg bestod køreprøven dengang. 

Efter kun et par skridt er jeg ved døren ind til den store bygning, med de hvide mursten og store vinduer. Jeg synker en klump der har dannet sig i halsen, og går med rystende ben ind af den store hoveddør. Der er helt stille, og kun lyden af fingre der klikker mod tastaturet på en computer ovre ved skranken kan høres. Mine sko lyder højlydt på linoleumsgulvet da jeg går henimod skranken, og kvinden der står bag den med det glatte kommunefarvet hår. Hun kigger op på mig med iskolde øjne, da hun granskende udforsker mit ansigt.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" hun rejser sig op, og jeg kan ikke få øjnene væk fra den hvide skjorte der slasket hænger på hendes krop. Jeg havde altså håbet på en eller anden sygt lækker sygeplejerske. Og i stedet for man en kvinde som hende her. Mit hoved kunne ellers forestille sig det. Sådan en rigtig lækker dreng i midt tyverne, med stram hvid skjorte og et par blå øjne med lange vipper, der redder mennesker. 

Uha. 

"Jeg... Skal besøge Grace Winter," mumler jeg, og kigger usikkert på den seddel jeg har fået. "Hun ligger vidst på stue 47," siger jeg med et prøvende smil.

"Ja, du skal bare tage elevatoren op til 5 sal, og så lige ud til højre," hun sætter sig ned igen efter at have givet mig den ikke særlig gode beskrivelse af vejen. "Jamen okay," hvisker jeg, og går hen imod elevatoren. Hvad nu hvis jeg heller ville tage trapperne? Nej det er ønsketænkning. Mine tungespids fugter mine læber, da jeg trykker på knappen til 5 sal. En lige så stille gang møder mig da jeg træder ud. Kun to personer sidder der, på de ellers utallige sæder. Mine øjne følger værelsesnumrene indtil det når 47. Okay Mirabell. Træk vejret. Hun er din søster, og hun elsker dig.

Langsomt banker jeg på, og træder ind.

En pige med en unaturlig bleg farve, og store fremtrædende brune øjne i det lille indsunket ansigt, kigger på mig. Hendes matte lyse hår er strøget tilbage på puden. Det skinner slet ikke som det før har gjort. Hendes hofteben stikker frem bag det tynde lagen, og små sveddråber har dannet sig på hendes pande. Armene er lange og tynde, med slanke fingre. Langsomt går jeg hen imod hende. Hun smiler da jeg tager hendes hånd. En slange sidder fast op til hendes næse. Hvad den gør har jeg ingen anelse om. 

Men denne pige her (mig) bestod stadig high school. 

You go girl!

"Hej Miramus," hendes hånd er kold og svedig. "Hej Grace. Hvordan går det?" jeg stryger noget hår væk fra hendes pande.

"Jeg har haft det bedre," sukker hun, og sætter sig med besvær. "Vil du ikke nok række mig flasken med vand derovre?" mine øjne glider rundt i rummet, og lander på en gennemsigtig flaske vand. Mine hænder strejfer den, og jeg kigger forfærdet på Grace. "Jamen den er jo hel varm? Får du aldrig nyt vand?" mit store temperament skylder igennem kroppen. "Jo selvfølgelig. Det er fordi... at der er medicin i," jeg ruller øjne. "Det passer jo ikke, nu henter jeg en anden," siger jeg beslutsomt og går ud af døren. 

Den smækker blidt i bag mig, og mine øjne glider ned af den forladte gang. Er der andre der også tænker seriemordere, bandeforbrydere, og småkriminelle?

Kære gud, lad mig dø hurtigt.

Det er et hospital Mirabell din klovn, du dør nok ikke vel?

"Hallo?" jeg går ned af gangen. Der lyder spredte host, som jeg bevæger mig mod stedet hvor der står kontor. Jeg banker hårdt på og træder ind. "Undskyld mig?" en middelaldrende kvinde og en ældre mand sidder bag en computer, og med en kuglepind i hånden. "Ja?" mandens pande er rynket sammen, og hans mave buler ud i den hvide kittel. 

"Min søster, Grace, ligger alene på sin stue. Er der ingen sygeplejerske til at tage sig af hende?" den middelaldrende kvinde rejser sig op. Hendes lyse korte hår stritter ud til siden, og hun smiler venligt. "Jo min ven, men det er søndag i dag, og da vi er ramt af sygdom er det kun mig og Poul der er her,"

Mine øjenbryn kryber sammen mod hinanden. "På et hospital er der da ikke noget der hedder fridag, fordi det er søndag," jeg lægger armene over kors, og kigger strengt på dem. "Ved du da ikke hvad det her er for et sted? Det er altså ikke noget almindeligt hospital," mit hjerte sætter farten op. "Hvad mener du?" jeg kigger på manden, der før sagde lige den sætning der fik min adrenalin til at kappe over. 

"Søde ven, det her er afdelingen for folk der ikke kan redes. For mennesker der skal dø," 

Det sortner for mig. Jeg rækker ud efter væggen, og læner min pande ind imod den. "Er du okay?" en kølig hånd lægger sig på min pande. "Jeg... jeg troede man kunne redde hende," gisper jeg, og mærker hvordan tårerne stiger til vejrs i mine øjne. "Din søster Grace, har meningitis. Du ved hun har været syg længe, og vi har gjort alt. Men hun blev sendt ind for sent. Vi kan ikke redde hende," "- Det Poul prøver at sige er, at hun opdagede symptomerne for sent. Hun vil ikke modtage antibiotikaen som vi ønsker, og hun kan knap nok stå selv på grund af den høje feber. Alt vi kan gøre, er at sikre hende en smertefri død," siger hun fornuftigt.

Men det er som om at min hjerne ikke kan kapere det. Min søster skal dø. "Ved mine forældre det?" bare navnet 'forældre' giver mig kvalme. De har sgu aldrig været en skid forældre for os. "Ja, men vi ser desværre ikke særlig meget til dem," de giver hinanden et kort blik, og jeg forstår at Grace har betroet sig til dem. Fint nok, så er vi fri for akavede øjeblikke. "Vi havde håbet, at deres søster selv ville fortælle dig det," jeg ryster på hovedet. "Jeg vil have hende med hjem!" min stemme er fast. Hun skal ikke dø her. Hun skal hjem til sig selv, hjem til mig. "Jamen, der er allerede en dreng der har ønsket hende hjem til ham," jeg rynker på næsen. 

"Hvem?"

* * *

"Hvorfor har du ikke fortalt du har en kæreste!? Du har ikke engang fortalt at du fucking skal ?!" rystelser går gennem min krop, mens jeg med faste skridt går frem og tilbage på værelset. Jeg aner jo ikke hvordan jeg skal takle det her? Hendes øjne fanger mine. De er matte og triste. Så sætter jeg mig ned. Midt på gulvet. Og så egoistisk som jeg er; græder jeg. Jeg græder for min søster, for hendes dumme kæreste der sikkert er et meget bedre menneske end mig, og for alt. Mit fly går i morgen. Det ville tage mig langt væk. 

Langt væk fra alt.

Men nu skal jeg blive her. Og vente på at jeg skal lægge min egen søster i graven. Min trøje bliver gennemvædet af min hulken. En spinkel hånd lægger sig på min skulder. Sådan sidder vi, skulder mod skulder, kind mod kind. 

"Jeg elsker dig Grace. Du er den eneste der nogensinde har været der for mig," snøfter jeg. "Jeg ved det," hendes stemme er trøstende, og det er hende der skal dø. "Men sådan er livet. Vi skal herfra på et tidspunkt. Jeg elsker også dig, min uvidende mini," hendes kælenavn til mig, får mit hjerte til at synke til bunds.

Hun har kaldt mig mini altid. Ikke mindst fordi jeg er mindre end hende, men så er jeg heller ikke god til at se verden som den er. Hvis det stod til mig, så gik alt efter mit hoved. En forfærdelig egenskab. 

Den ender med at ødelægge mig. 

Ruinere mig. 

Simpelthen.

Efter vi har siddet sådan lidt, tørrer jeg mine kinder, og hjælper en tynd og afkraftet pige op i min seng. En pige jeg slet ikke længere kan kende. Kun på hendes stemme. "Du skulle ikke have rejst dig," mumler jeg, og putter dynen omkring hende. Jeg sætter mig på kanten af sengen.

"Og du skal lade være med at pylre om mig, mini," jeg smiler et blegt smil. "Hvem er han?" jeg piller lidt ved hendes dyne. "Hvor lang tid har i været sammen?" tro mig, jeg har mange spørgsmål. "I to måneder," hendes stemme er lykkelig, og jeg kan mærke et stik af jalousi. Hendes liv har altid været så perfekt. Men bare tanken om at hun skal væk herfra, giver mig dårlig samvittighed. 

Man kan jo ikke være jaloux på en der skal dø. Kan man vel?

"Han hedder Harry, og han er rigtig sød," bare navnet får hendes ansigt til at lyse op. "Må jeg se et billede af ham?" hun nikker, og rækker mig hendes mobil. "Hvis du låser den op, er der et billede," siger hun fnisende, og det er som om lidt af Grace er tilbage igen. Hun har altid været sådan rigtig kæreste-agtig når hun først har en. Så skal de jo fandme være hendes baggrund på alt. 

Jeg vil ti gange hellere have et billede af en gul gummi-and, end af min - som jeg ikke har - kæreste.

Mine øjne farer op da jeg ser billedet af Grace, der kysser en dreng på kinden. En meget bekendt dreng. "For helvede Grace, det her er jo Harry Styles!" min stemme er tør, og jeg blinker overrasket med øjnene. "Ja! Åh han er bare den bedste Mira! Jeg elsker ham," jeg kigger med løftede øjenbryn på hende. "Og hvor i alverden er din overlækre cute kæreste så nu?" hun griner, men bryder ud i et hosteanfald.

Panisk giver jeg hende noget vand. Hendes pande er svedig. "Tak," hvisker hun. "Han er taget hjem for at gøre plads på et værelse i hans lejlighed, så jeg kan komme hjem til ham," siger hun med et forelsket blik. Et blik der før i tiden havde givet mig kvalme. Man kan jo fandme ikke andet end elske den pige. 

"Jamen jeg troede... at du skulle bo hos mig?" hun nusser blidt min hånd. "Det regnede jeg også med du ville sige, men jeg kan ikke tvinge dig til at blive hos mig indtil... indtil det er slut," hun synker. Der er stille i lang tid. Mine tanker kører rundt i hovedet.

"Jeg er bange Mira," en rystelse går gennem min krop. Jeg har hørt så mange mennesker sige det, men aldrig et eneste øjeblik havde jeg troet at jeg skulle sørge for dem. Passe på dem. Give dem en god slutning. "Det skal du ikke være, jeg bliver her. Hos dig," mine stemme er sikker, selvom tårerne triller ned af mine kinder. 

"Også hos Harry?" hendes stemme er usikker. "Også hos Harry," bekræfter jeg smilende. "Tak," snøfter hun, og begraver udmattet hovedet ned i hovedpuden. "Det er ingenting, du ville have gjort det samme for mig," hun åbner øjnene, men svare ikke på mit spørgsmål.

Lige nu tror jeg bare hun er temmelig begravet i sine egne tanker. Ligesom jeg er. Hvad skal jeg gøre med det her menneske, min egen søster, når jeg ikke aner en skid om sygepleje? Ej vi får vel en sygeplejerske ud. Men hvad så når hun... når hun dør? Bare tanken er så urealistisk at jeg kan mærke mit og hendes liv passerer i revy for mig. 

Den måde vi kunne hade og elske hinanden på, har altid været en underlig ting. Især fordi vi er så forskellige. Men jeg tror hun elsker sin ufornuftige, positive, og impulsive - og hvis jeg selv skulle sige det rimelig lækre - lillesøster. Ikke mindst fordi jeg elsker min fornuftige, pessimistiske, og smukke storesøster.

Vi har altid haft lidt af en kamp omkring drenge. Jeg elskede som mindre at bryde ind i nattøj på min søsters værelse, når hun havde drenge på besøg. Kun for at gøre hende jaloux. Nu virker det dumt og barnligt. Men jeg var altså ikke klogere end det. Denne gang ser det dog ud til hun har overgået os alle. Harry Styles. Hold nu kæft. Hvor fanden hun har fundet ham henne, og endnu mere hvordan hun har fanget ham i sit fiskenet aner jeg ikke. 

Men det er sgu godt gået.

Jeg kender en mini her, der kunne tænke sig at se lidt nærmere på ham. Diskret selvfølgelig. Jeg har aldrig stjålet min søsters kærester, aldrig. Det er simpelthen for groft, det gør man bare ikke. Hun har jo heller aldrig taget mine. Det er en søsterpagt. Man holder fingrene væk fra hinandens fyre. Det gælder også veninder for den sags skyld, men de er mere bitchede. De kan bare skride fra en. Det kan en søster ikke lige.

Selvom det var det jeg var ved at gøre i dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...