Vindstille

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 15 jan. 2018
  • Status: Igang
Da Michelle finder ud af, at hendes veninde, Lea, har droppet deres livs store rejse, må Michelle nu affinde sig med at skulle tilbringe sit sabbatår i den stinkende provinsby, hun er vokset op i.
Noget, der er lettere sagt end gjort, hvis det ikke er fordi, Lea flytter til København for at læse jura, og Michelle må indse, at hun snart skal finde ud af, hvad hun selv vil bruge sin fremtid på.
Og for at gøre alting værre, møder hun en fyr, der får nogle dybe følelser til at gnistre inde i hende - følelser, hun aldrig før har følt. Men han er off-limits. Af flere grunde.

Vindstille er bog nummer to i en triologi, hvor Regnskyl er den første. Dog kan de læses selvstændigt, og derfor er Regnskyl endnu ikke gjort færdig.

Vindstille er også et bidrag til Sindstequila-konkurrencen, valgmulighed 1: Skriv en movella om at være unge i Danmark i 2017

29Likes
35Kommentarer
1228Visninger
AA

2. Kapitel 2

 Der er helt stille, da jeg lukker døren til Leas værelse efter mig. Det føles underligt at være her, når hun ikke er, men det føles også underligt hjemvant. Gulvet føles en anelse koldt mod mine bare tæer, da jeg bevæger mig hen i mod sengen, men min opmærksomhed bliver fanget af huen på hylden. Hun har den stadig fremme. Min er gemt væk i kassen og under min seng, hvor jeg ikke behøver se på den, før jeg finder den engang om lang tid.

Jeg bevæger mig hen til den, mine fødder føles pludselig tunge. Den er helt sort. Fem A-fag. Jeg tager den forsigtigt ned fra hylden, vender den om for at se på alle hilsnerne. Jeg fik aldrig skrevet i den, og hun fik aldrig skrevet i min. Jeg stirrer på tallet i midten. 12-tallet. Et fucking 12-tal, hun ikke fortjener, for det var slet ikke dét, hun fik. På en eller anden måde har hun bildt alle ind, at hun fik 12. Bare så hun kunne fortælle sine forældre det. Bare så hun kunne løbe efter vognen. Bare så der nu kan stå et et-tal og et to-tal i hendes hue. Jeg fnyser svagt. Den pludselige boblen inde i mig, får mine hænder til at skælve en anelse. Jeg kan være ligeglad. Det rager mig en høstblomst. Jeg har ikke skrevet mit eget 4-tal i huen, mest af alt for at folk ikke skulle se det, men jeg har i det mindste ikke løget om min karakter. Selvom det i sidste ende kan være lige meget. Hvem går overhovedet op i andre folks karakterer?

Jeg læser nogle af hilsnerne. Dem, man rent faktisk kan læse. Studerer huen lidt i mellem mine fingre. Den er medtaget. Alle hakkerne og trekanterne og husene og firkanterne. Og bølgen. Vi gjorde det hele sammen. Studentertiden var sød. Fantastisk. Uforglemmelig.  Jeg vidste på ingen måder, at hun ville vende op og ned på alting meget snart. Og i virkeligheden er det ikke hendes skyld det hele. Jeg skulle ikke have været så naiv. Jeg skulle have haft en back-up plan. Jeg skulle have haft en plan generelt, for vi havde ikke engang en hel plan, da vi bestemte os for at rejse. Vi ville tage det, som det kom. Bestille billetterne, efter vi havde fået huerne. Jeg skulle have set det komme, men jeg lukkede øjnene og håbede på det bedste.

Jeg lægger huen tilbage og lægger mig ind i dobbeltsengen. Hun har en fucking dobbeltseng. Jeg lægger mig ind mod muren, så hun kan være der, når hun engang kommer hjem. For hun bliver nødt til at komme hjem. Der er søndagsbrunch. Jeg kan ikke lade være med at fryde en smule over det. Det betyder, hun ikke kan tage med Emil hjem. Og han kan ikke tage med hende hjem.

Jeg trækker dynen halvt over mig og vender mig mod væggen. Alkohollen er for længst kommet ud af min krop, og mit ædru jeg fortryder, at jeg er blevet her. Jeg orker ikke, at hun kommer brasende ind i morgen tidelig. Jeg orker ikke at have brunch med hendes ih-så-perfekte familie. Jeg orker ikke hende

Jeg vender mig igen, har ansigtet mod døren. Jeg aner ikke, hvem der rent faktisk er hjemme. Jeg tror hendes forældre er. Når man tænker på, hvor optaget de er omkring, at alt ud af til skal se perfekt ud, er det overraskende, hvor lidt de har i mod, at Lea holder en fest som den her. Far giver også mig lov, men man kan ikke holde en ligeså stor fest i lejligheden, og inderst inde tror jeg ikke, han er helt ligeglad med at vi trasher hans lejlighed. Han kan bare ikke komme med en ordentlig undskyldning.

Sengen knirker en anelse, da jeg igen vender ansigtet mod væggen. Jeg lukker øjnene, og på et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, for da jeg åbner øjnene igen, trykker det mod min blære, og min hals snører sig sammen. Jeg tænder for skærmen på min telefon og misser med øjnene, da den lyser hele værelset op. Den er 4. De tog af sted omkring midnat, så jeg har alligevel sovet nogle timer. Jeg vender mig i sengen og prøver at falde i søvn, men min blærer bliver ved med at klage, og på et tidspunkt trykker det så meget, at jeg ikke længere kan ignorere det. Jeg tager en dyb indånding og sætter mig op i sengen. Planter fødderne på gulvet og får slæbt min tunge krop ud på badeværelset. Da jeg er færdig med at tisse stikker jeg hovedet under vandhanen og slubrer vandet i mig. Det er ikke særlig effektivt, og jeg bliver nødt til at have et glas med mig ind på værelset, hvis jeg vågner igen og er tørstig, så jeg sætter kursen mod køkkenet.

Der er lys derude. Det larmer også lidt. Lyden af noget, der steger, når mine ører. Da jeg når ud i døråbningen, opdager jeg fyren med den hullede sok stå og vende noget, der ligner en sandwich på panden. Han har den samme hvide undertrøje på, håret ser bare mere uglet ud.

Jeg når ikke at stoppe mig selv, før et af de mange spørgsmål, der flyver igennem hovedet på mig, ryger ud: ”Hvad laver du?” Her. Jeg skulle have spurgt, hvad han laver her.

Hans øjne bevæger sig hen i mod mig. Ikke overrasket, som om han hele tiden har vidst, at jeg stod i døråbningen. Hvilket han nok også har.

”Grilled cheese.” Et skævt smil når hans læber.

”På det her tidspunkt?” Jeg skræver til uret, der hænger bag ham, før jeg ser på ham igen. Hans smil bliver bredere.

”Der er ikke noget tidspunkt, der er for upassende til grilled cheese.” Han vender sandwichen på panden.

Duften af smeltet ost får min mave til at røre på sig. Lad nu være med at rumle.

”Hvis jeg havde smagt grilled cheese før, ville jeg måske tro på dig.” Jeg bevæger mig forbi ham, tager et glas ned fra skabet og fylder det med koldt vand. Jeg kan fornemme hans blik på mig, mens jeg står med ryggen til, og det er først nu, jeg bliver bevidst om, at jeg ikke har en bh på under min T-shirt. Ikke at det normalt gør noget. Det føles bare af en eller anden grund underligt, når han ser på mig.

”Du har aldrig prøvet det?”

Da jeg vender mig om, stirrer han skeptisk på mig. En lille rynke har formet sig mellem hans øjenbryn, og jeg bider mig let i læben, før jeg ryster på hovedet.

”Du får ikke lov til at gå glip af det på min vagt. Plant din røv i sædet, så skal du se løjer,” siger han og peger på en barstol bag køkkenbordet, der vender mod stuen, med sin paletkniv. Jeg kan ikke lade være med at grine, da jeg går hen mod barstolene. Mit blik bliver fanget at portrætterne på de hvide vægge i stuen. Lea stirrer tilbage på mig, men jeg ænser hende knap nok. Mit blik er låst fast på fyren ved siden af. De mørkeblonde krøller og de blå øjne. Jeg skæver hen over køkkenet, stirrer på de selv samme krøller.

Fuck. Det var ikke fordi, jeg rent faktisk havde mødt ham, at jeg syntes, han var velkendt. Det er fordi han og Lea ligner hinanden, og nu føler jeg mig pissedum, fordi jeg ikke har fundet ud af det noget før. Men hvordan skulle jeg også vide det, når jeg aldrig har set ham før, og når han i virkeligheden skulle rende rundt ovre i København og lave jurating? Ja, de har sommerferie, men Lea har ikke nævnt, at han er på besøg. Hun nævner det altid, når han er på besøg.

Jeg synker ned på barstolen og betragter i et langt øjeblik hans ryg. Hans overarme ser stærke ud. Han ligner overhovedet ikke den bror, hun har beskrevet. Jeg tror bare, jeg automatisk gik ud fra, at han lignede en eller anden snobbet type i jakkesæt. Måske går han også rent faktisk i jakkesæt på andre tidspunkter. Jeg har bare fanget ham i sine hjemlige omgivelser.

”Så, er du hjemme på sommerferie?” spørger jeg. Han stivner i et kort øjeblik, tager så en tallerken frem og skubber en sandwich over på den, før han vender sig om mod mig.

”Nah. Jeg er flyttet hjem igen,” siger han tøvende og stiller tallerkenen foran mig. Min mave giver sig til at rumle, da duften af stegt smør og ost når mine næsebor. Nu hvor jeg tænker over det, har jeg ikke spist noget siden aftensmad, og jeg spiste kun en enkel slice dér.

”Nårh. Det har Lea vist glemt at fortælle,” siger jeg eftertænksomt, indtil det går op for mig, hvad han rent faktisk siger. ”Så du læser ikke jura længere?”

Han skærer en grimmasse, skynder sig så at skjule den. Så ryster han på hovedet.

”Nope.”

”Hvad laver du så?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg spørger. Jeg ved især ikke, hvorfor jeg spørger om hans uddannelse, når jeg selv hader det spørgsmål.

Eller jeg ved det egentlig godt. Jeg kan godt lide tanken om, at Leas perfekte verden slet ikke er så perfekt, som hun selv går og siger.

Han trækker på skulderne.

”Arbejder om dagen, laver grilled cheese om natten.” Hans smil får det til at rynke omkring hans øjne, og for første gang i dag, tager han – eller nogen anden fyr – pusten fra mig.

”Hvorfor droppe jura?” Jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig en smule ekstatisk over, at han af alle mennesker, er droppet ud af sit studie. Leas perfekte bror.

Han trækker på skulderne.

”Det var bare ikke mig.” Han ser lidt ned i gulvet, før han vender den anden sandwich på panden. ”Spis, mens den er varm,” tilføjer han og peger mod min tallerken.

”Tak,” siger jeg, men jeg kan ikke ignorere det lille stik af dårlig samvittighed, der rammer min krop. I virkeligheden er han samme sted som mig. En krydsvej. I det mindste forsøgte han med et studie og fandt ud af, at det ikke var ham. Jeg sidder bare og tuder over hvor forfærdeligt mit liv er, uden at gøre noget ved det.

Jeg tager en bid af sandwichen og lukker øjnene i et øjeblik, da osten rammer min tunge. Jeg ved ikke, om jeg bare er fucking sulten, eller om grilled cheese er blevet min nye yndlingsting, men den her bid føles som et stykke af himlen. Hvis den var lavet af ost. Måske et stykke af månen.

”Fuck, det er godt,” siger jeg med munden fyldt. Holder en hånd for munden, da varmen prøver at trænge igennem min tunge. Jeg vinker lidt med hånden, prøver at køle stykket ned og tager så en slurk af mit glas vand. Han er ét stort smil. Rynkerne er tilbage og stolthed glimter i hans øjne.

”Så hvad siger du. Er 4 om morgenen stadig et upassende tidspunkt for en lækker grilled cheese som den her?” Han hæver øjenbrynene og ser indgående på mig. Jeg bider mig let i læben og griner.

”Nej, du vinder. Er det her, hvad man få ud af at flytte hjemmefra?” Nu er det min tur til at se indgående på ham, og hans læber breder sig i et større smil.

”Når du bliver træt af pasta med ketchup, er du meget villig til at finde på alternativer.”

”Det er virkelig godt,” gentager jeg og tager en bid mere. Han sætter sig overfor mig med sin egen grilled cheese.

”Det ved jeg,” blinker han, og jeg skal til at daffe ud efter ham, da jeg husker mig selv på, hvem han er.

Leas bror. Leas ikke-længere-jurastuderende perfekte bror.

”Har du selv overvejet jura, nu hvor du lød så interesseret?” spørger han pludselig, og jeg er ved at få brød galt i halsen. Jeg hoster i et langt øjeblik. Tager en slurk vand og ryster så let på hovedet.

”Nope. Men det har Lea åbenbart,” siger jeg og ruller øjne af min sandwich. Hans blik brænder mod min hud. I et flygtigt øjeblik har jeg lyst til, at hans blik skal brænde overalt på min hud. At han skal afklæde mig med øjnene, men jeg ryster det ud af hovedet i samme øjeblik.

Leas. Bror. Michelle.

For Helvede.

”Så det kom også bag på dig?”

Jeg ser op med et ryk. Hans øjenbryn er hævet, overvejende.

”Det var meningen, at vi skulle ud at rejse, men så ombestemte hun sig. To dage efter dimissionen.” Jeg prøver at holde min stemme neutral. Prøver på ikke at vise, hvor såret jeg er. Prøver at vise, at jeg er helt okay med det. Men det er som om, han ser lige igennem mig.

”Jeg tror ikke, hun rent faktisk har lyst til at læse jura, men tror du hun gider lytte til sin dumme bror, der pludselig bor hjemme hos sine forældre i en alder af 23?”

”Hun synes ikke, du er dum. Du aner ikke, hvor meget hun taler om dig.” Jeg tager en bid af min sandwich, lader som om jeg er optaget af den, og at jeg lige har nævnt, at der er godt vejr i dag.

Asger. Han hedder Asger. I forhold til, hvor mange gange, hun har nævnt ham, er det vildt, hvor hurtigt, jeg har glemt hans navn.

”Du mener, hvor meget hun taler om sin ’perfekte’ bror.”

Jeg hoster. Shit. Forsigtigt ser jeg ham i øjnene. Jeg kan ikke aflæse ham. Det er som om, at han næsten synes, det er sjovt. Der er et lille smil om hans mundvig. Men jeg er bange for, at det er fordi, jeg lige har bekræftet ham i noget, han har overvejet.

”Hun nævnte bare, at du læste jura og har en fed lejlighed.”

”Men hun nævnte ikke, at jeg ikke længere læser jura, at jeg faktisk arbejder som en tjener på en burgerbar, og at jeg ikke længere har en fed lejlighed, men er flyttet ind hos mor og far igen – som i øvrigt købte den fede lejlighed til mig,” konstaterer han. Hans læber er presset en smule sammen, men hans stemme er rolig. Han er slet ikke så sur over det, som jeg føler mig på hans vegne lige nu. Faktisk tager han det pænt. Men han har nok vidst det længe.

”Det må hun have glemt.” Jeg aner ikke, hvorfor jeg forsvarer hende. Jeg burde bare zoome ud af den her samtale og lade som om den aldrig har eksisteret.

”Hvad er det nu, du hedder? Du må være en af dem, hun hele tiden taler om. Kathrine? Emma?”

”… Michelle.”

”Michelle? Ah, ja, Michelle. Jeg ved godt, min søster kan være lidt… Hun er ret glad for, at tingene skal se perfekt ud udadtil, men det er ikke hendes skyld. Det er vores forældres. Hun har brug for sine veninder, så vær sød ikke at vende ryggen til hende. Selv, når hun ikke opfører sig særlig eksemplarisk.”

Jeg har lyst til at spørge ham, om jeg også skal lade være med at vende ryggen til hende, når hun stjæler mit crush for næsen af mig? Men han har nok ikke lyst til at vide, hvem hans søster stikker tungen i halsen på. Jeg føler mig splittet. Splittet over, hvordan jeg skal have det med det her.

På den ene side er jeg stadig pissesur på Lea. Over flere ting. Men jeg forstår også godt Asger. Jeg forstår hans bekymring for sin søster – også selvom jeg ikke selv har søskende. For selvom det ikke er det samme, har jeg da også været bekymret for Ellas bror. Elias er ikke helt som en bror for mig, men det er tæt på. Jeg har kendt ham siden, jeg gik i 0. klasse, og jeg var der altid, når Ella holdt øje med ham i skolegården, eller når han manglede nogen at lege med, og Ella derfor lod ham være med i vores leg, for for Ella kom familie altid først. Og det var en af de ting, jeg misundte og stadig misunder ved hende. Hendes familie.

Hvordan det hos hende altid er familien, der kommer først. Hos os er det arbejdet, der kommer først. Eller mors nye kæreste, der kommer først. Hun var endda ved at komme for sent, da jeg kom ud fra min sidste eksamen. Far kom en halv time efter. Nåede at få lidt kransekage, og så var han af sted igen. Hos Ella var begge hendes forældre der. Selv Elias, Daniel og en eller anden kusine.

Jeg havde ikke lyst til at se det, men hun kom ud en halv time efter mig, så jeg så det. Desværre.

”Jeg skal nok prøve. Men hun får nye venner på studiet, og det bliver svært for mig at holde kontakten med hende, når hun først er flyttet.” Og jeg er ved at rådne op i den her lorteby.

Han nikker langsomt.

”Hun har brug for veninder, der har kendt hende længe, og hun har brug for dem, hvis hun finder ud af, at jura ikke er hende. Hun har altid villet være dyrelæge.”

Jeg tager det sidste af min sandwich i munden og nikker til ham. Det er også, hvad hun hele tiden har fortalt mig. Dyrelæge. Hvis jura altid havde været i hendes tanker, havde hun nok valgt STX.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor underligt det er at have så dybe samtaler med Leas bror. Om Lea. Uden at hun ved det. Uden at jeg kender ham. Uden at jeg nogensinde har mødt ham før. Det må være tidspunktet. Vi er begge trætte, begge ude i et stadie, hvor dybe samtaler er ligeså normale som grilled cheese klokken 4 om morgenen.

For jeg har ikke dybe samtaler. Og slet ikke om den ”veninde”, jeg i hemmelighed frastøder halvdelen af tiden. Og slet ikke med hendes bror, der bliver mere og mere interessant, jo længere tid, jeg er i nærheden af ham.

”Tak for mad,” siger jeg, for jeg bør ikke tilbringe mere tid med ham. Han er Leas bror. Han er off-limits. På mange måder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...