Vindstille

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 15 jan. 2018
  • Status: Igang
Da Michelle finder ud af, at hendes veninde, Lea, har droppet deres livs store rejse, må Michelle nu affinde sig med at skulle tilbringe sit sabbatår i den stinkende provinsby, hun er vokset op i.
Noget, der er lettere sagt end gjort, hvis det ikke er fordi, Lea flytter til København for at læse jura, og Michelle må indse, at hun snart skal finde ud af, hvad hun selv vil bruge sin fremtid på.
Og for at gøre alting værre, møder hun en fyr, der får nogle dybe følelser til at gnistre inde i hende - følelser, hun aldrig før har følt. Men han er off-limits. Af flere grunde.

Vindstille er bog nummer to i en triologi, hvor Regnskyl er den første. Dog kan de læses selvstændigt, og derfor er Regnskyl endnu ikke gjort færdig.

Vindstille er også et bidrag til Sindstequila-konkurrencen, valgmulighed 1: Skriv en movella om at være unge i Danmark i 2017

29Likes
35Kommentarer
1215Visninger
AA

1. Kapitel 1

I mit 20-årige liv har jeg erfaret to vigtige ting:

1) at de mennesker, du holder mest af, er dem, der sårer dig mest.

2) at ligegyldigt hvor meget, det er deres skyld, er det stadig dig selv, der skal få styr på lortet. Det lort, du troede, du havde styr på, men som gik fra hinanden i det sekund, din veninde – to dage efter jeres dimission – fortæller dig, at hun ikke tager et sabbatår alligevel. Hvilket betyder, at du ikke længere ved, hvad du skal bruge de næste 365 dage på.

Eller hvor mange dage, der nu går, inden du finder ud af, hvad du vil med dit liv. Et spørgsmål, der har jaget dig siden 9. klasse, hvor du første gang skulle vælge, hvad du ville i erhvervspraktik som. Siden har det kun gået én vej – og det er ned af bakke. Spørgsmålet er blevet hyppigere – hvad vil du efter gymnasiet? – og svarene er kun blevet færre. Faktisk eksisterer de ikke rigtigt længere.

For jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg ved ikke, hvad jeg vil studere. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg får det kommende år til at gå, når Lea først er taget til København, og jeg sidder tilbage i den her lorteby og flår hovedet af mig selv, fordi jeg ikke er en af dem, der bare ved, hvad jeg vil. Fordi jeg ikke er Lea, der åbenbart vil læse jura, og som glemte at fortælle mig det, da vi aftalte, at vi ville tage et sabbatår sammen, hvor vi skulle rejse.

Lea, der lige nu står og snaver med Emil.

Lea, der har styr på alt sit shit, inklusiv at score mit crush.

Lea, der er ligeglad med alle uskrevne regler indenfor venskaber.

Jeg stirrer på dem i et ekstra øjeblik. Deres læber og tunger er flettet sammen. Han presser hende mod køkkenbordet, løfter hende op at sidde på det. De er begge pissestive. Og jeg sagde, jeg ikke ville have noget med ham at gøre, så det bør retfærdiggøre det. Alligevel trækker min mave sig sammen. Jeg troede, jeg var ovre ham. Jeg troede, at det faktum, at han har været sammen med samtlige piger de sidste par måneder, var nok til, at min krop ikke vil reagere som den gør lige nu.

Han. Vil. Ikke. Have. Mig. Det ved jeg jo allerede. Alligevel spreder rastløsheden sig ud i fingerspidserne, og den knugende fornemmelse i min mave, trækker sig op mod mit bryst. Jeg tager en dyb indånding og bevæger mig udenfor. Den lune sommerbrise kærtegner mit ansigt, og jeg prøver at ryste alkoholen af mig. Den snurrer i mine fingerspidser, snurrer i mine fødder, og den sender vreden op igennem mig som et efterskælv.

Emil er fortid. En flirt. Et engangsknald. Ikke andet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg virkelig kan lide ham. Måske er det hele tanken om, at Lea også vil have ham, der giver mig lyst til at holde fast. Eller måske er jeg bare vild med ham. Jeg ved det ikke. Jeg er for fuld. Eller måske er jeg ikke. Jeg vil ikke tænke på ham. Det er derfor, jeg er gået herud. Når alt kommer til alt, er han bare en latterlig fyr, jeg ikke har lyst til at knalde, når jeg er fuldkommen ædru. Alkohol er en roulette. Enten gemmer den dine følelser væk eller også får den dem til at vælde op i dig. Alt det, du har forsøgt at gemme på, vælder op i dig.

Jeg går rundt om Leas hus. Det er lysebrunt med sort tag. Lyset fra de høje vinduer forsøger at oplyse hele gaden. Jeg kan ikke huske, da vi selv boede sådan, men det har vi åbenbart. Dengang mor og far var sammen. Jeg husker ikke andet end lejligheden. Den vi stadig bor i. Far og jeg.

Og selvfølgelig lejligheden mor boede i, før hun fandt en kæreste og skred til fucking Århus.

”Hey, Michelle!” råber Kathrine og kommer snublende hen i mod mig med armen om Niklas. De to? Var det ikke i går, hun sagde, hun ikke kunne fordrage ham? Alkohol er en gamechanger. Den gør folk mere attraktive.

”Hvad så?” siger jeg, alkoholen hjælper på entusiasmen. Min indøvede falske begejstring, hjælper på entusiasmen.

”Ikke noget! Jeg ville bare sige hej,” fniser hun og gemmer sit ansigt i Niklas’ skulder. Jeg ryster på hovedet og sender hende et smil, undskylder med, at jeg skal finde Lea og maser mig forbi hende. Andre taler til mig. Ansigter, jeg kender. Jeg smiler og griner og krammer. Lader som om, jeg er ligeså fuld som dem, og ligeså hyped omkring den her lortefest som dem, når jeg i virkeligheden bare vil hjem og i seng. Hjem til den tomme lejlighed og kravle under dynen, mens en lille flig af mig håber på, at far for en gangs skyld alligevel er hjemme.

Men jeg har lovet Lea at overnatte her.

Jeg kommer om på siden af huset. Den side med affaldscontainere og døren til bryggerset, som de kun bruger, når de skal smide affald ud. Jeg synker ned på trappeafsatsen foran døren. Her er ikke stille. Musikken brager ud af huset, og jeg kan høre latter over det hele. Men her føles alligevel stille. Her er ingen. Lyset i vinduerne er slukket på den her side, men trappetrinnet bliver stadig oplyst af indgangslysene.

Jeg trækker min telefon frem fra min pung og går på Instagram. Poster et billede fra tidligere i aftes. Da der rent faktisk var noget at poste om. Jeg går alle filterne igennem, ændrer lidt på lyset, kontrasten og farvemætningen. Går tilbage og finder et nyt filter. Det skal være perfekt. Ikke fordi folk skal synes, det er perfekt, men fordi jeg gerne vil have det til at være perfekt.

Jeg scroller ned over min feed, liker tilfældige billeder. Mest billeder fra rigtige fotografer. Naturbilleder. Landskabsbilleder. Min tommelfinger stopper over Ellas billede. Hun render rundt i Europa. Lige nu er de i Budapest. Billedet er taget oppe på et bjerg, et selfie af hende og hendes kæreste, Daniel.

Jeg stirrer længe på billedet. Stirrer på ham. Stirrer på, hvor meget de passer sammen, hvor perfekte de er sammen. Stirrer på, at hun endnu engang har fået det, jeg allerhelst vil have.

Jeg aner ikke, hvorfor jeg overhovedet følger hendes Instagram. Min mave trækker sig sammen, hver gang jeg ser et nyt billede. Et nyt sted. Et nyt billede af hende, der er lykkelig med sin perfekte kæreste, der ikke er en eller anden idiot, der snaver med din bedste veninde. Ikke at Emil nogensinde har været min kæreste.

Jeg scroller forbi billedet, selvom jeg ville have liket det, hvis det havde været andre end Ella. Jeg skulle ikke have givet slip på hende. Jeg skulle ikke have ditchet hende for Lea. Nu er jeg den, der er blevet droppet, og hun er den, der er ude på sit livs rejse, mens jeg sidder på trappeafsatsen til min bedstevenindes hus, fordi hun snaver med mit crush.

Det er vel livet, der synes, det skal være ironisk.

Jeg scroller åndsfraværende ned over Instagramfeeden, lukker appen ned og går på Facebook. Lyset omkring mig går ud, og mørket lægger sig over mig. Ikke fuldkommen, for lygtepælene ude ved vejen prøver stadig at holde mørket ude, og her bliver aldrig rigtig helt mørkt om sommeren.

Min Facebook lyser op med røde tal i hjørnet. Jeg ignorerer dem. Ved ikke engang, hvorfor jeg er gået herind i første omgang, for jeg ved, hvad min feed vil være fyldt med.

Der lyder et klik bag mig. Jeg farer sammen og stirrer op på dørhåndtaget, der går op. Alt omkring mig illumineres, da sensorerne fanger bevægelsen. Jeg ser pizzabakker, før jeg ser ansigtet. En fyr hæver øjenbrynene, da han ser mig, og jeg prøver at sende ham et fuck-af-blik, men i stedet rykker jeg mig til side, så han kan komme forbi. Han har strømpefødder, da han træder hen mod containerne og smider pizzabakkerne ud. Han virker bekendt, men Lea har inviteret så mange, og jeg kender kun halvdelen. Den anden halvdel har jeg hilst på uden rigtig at registrere, hvem de er. Jeg vender blikket mod min telefon, lader som om, jeg er mere optaget af den, selvom jeg ikke har meget mere at lave.

Måske skal jeg bare tage hjem. Lea opdager det nok ikke før i morgen. Jeg kan altid snige mig tilbage dér.

”Dét er også en måde at feste på.” Den ru stemme kommer bag på mig. Jeg ser op på det smilende ansigt. Lyset fanger øjnene, og han ser mere og mere bekendt ud. Han går ikke på skolen – det ved jeg med sikkerhed. Måske er det en af Leas folkeskolekammerater. Fra før tiende. Han ser bare ældre ud. Måske en kollega?

”Har du ikke prøvet det før? Det kan helt klart anbefales,” siger jeg og sender ham det bedste smil, jeg kan præstere. Det føles som om mit ansigt revner i kanterne.

”Jeg plejer at bruge toilettet, når jeg vil gemme mig,” siger han og sætter sig ved siden af mig. Jeg stirrer længe på hans fødder. Hans ene storetå stikker ud fra de stribede strømper. Hvorfor tage hullede sokker på, når man ved, man skal til fest?

”Det er bare ikke så praktisk, når der er nogen, der skal knække sig hvert kvarter, og der kun er to toiletter.” Jeg tvinger mit blik op mod hans ansigt. Et smilehul kommer til syne i hans kind, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at en lille sommerfugl slår med sine vinger i min mave. Kun i et kort øjeblik. Det er nok alkoholen.

”Det har du ret i. Det må jeg lige genoverveje,” siger han eftertænksomt, piller lidt ved hullet i sin sok, inden han ser på mig med let sammenknebne øjne. ”Så hvad flygter du fra?”

”Hvem siger, jeg flygter fra noget?”

”Du sidder på en trappeafsats ved en stinkende container,” påpeger han.

”Got it. Svaret må være… livet,” mumler jeg, fortryder i samme øjeblik som ordene har passeret mine læber. Hvorfor så melodramatisk, Michelle?

”Virkelig? Jeg troede, du flygtede fra en lyserød flodhest.” Det trækker i hans mundvig.

”I wish.” Jeg skæver til uret på min telefon. Klokken runder snart tolv. Lea havde en plan om at tage i byen, men jeg håber, hun har ombestemt sig.

”Det lyder slemt,” siger han og skærer en let grimasse.

”Jeg tror, jeg til enhver tid hellere vil flygte fra en lyserød flodhest end dét her.” Hvis han bare vidste halvdelen af det, jeg flygter fra lige nu. På en måde har jeg lyst til at fortælle ham det hele. Udelukkende fordi vi er inde på det, og fordi jeg ikke har andre at fortælle det til. At fortælle det til en fremmed, jeg forhåbentlig aldrig møder igen, virker mere fristende end noget andet.

”Hvad er dét her præcist?” han hæver et øjenbryn, og han gør det perfekt. Jeg kan fortælle ham det nu. Han spørger selv. Så er det okay. Alligevel ender jeg ned at sige:

”Vil du ikke med ind og have noget at drikke?” hvis jeg skal have modet til at sige noget, skal jeg have noget mere at drikke. Og det er gået op for mig, at han virker pisseædru. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle noget til nogen, der ikke er bare en smule tipsy. Og jeg kan nok ikke engang få mig selv til at fortælle noget til nogen uden selv at være tipsy.

”Ellers tak. Jeg leger den ansvarlige voksne chauffør.” Hans mundvig bevæger sig lidt op af. Det irriterer mig, at jeg ikke kan huske, hvor jeg har set ham fra. Jo mere, jeg ser på ham, jo mere er jeg overbevist om, at han ikke bare er en eller anden jeg har mødt i dag.

”Ansvarlig? Hvad er det? Kan det spises?”  Jeg bider mig lidt i læben og sender ham så et smil. Noget ved ham, får mig til at slappe mere af. Og hvor kliché det så end lyder, vil jeg vove at påstå, at han ikke er som andre fyre, jeg har mødt. Langt fra som Emil. Langt fra som nogen af de fyre, jeg har taget med hjem til den tomme lejlighed, og det virker forkert at konkludere det allerede nu, for jeg har ikke snakket med ham i mere end fem minutter, men der er bare noget. Noget ved hans udstråling. Noget ved hele ham. Det faktum, at han er ædru til en fest, hvor alle andre er pissestive. Det faktum, at han ikke har forsøgt at kysse mig, men stadig taler med mig. At han rent faktisk viser interesse for andet end at knalde. Og det faktum, at jeg ikke har forsøgt at kysse ham. At jeg ikke har lyst til at tage ham med hjem. At jeg bare vil nyde øjeblikket som det er. Nyde, at der er nogen, der lytter. At jeg kan tale med den her person, og at vi aldrig vil se hinanden igen.

”Du har ikke lyst til at spise det. Det er faktisk ret farligt, det dér ansvarlighed.” Han ser alvorligt på mig i et øjeblik, så flækker hans mund i et smil. Det er øjnene. Jeg har set dem før. Tror jeg. Eller måske er det smilet. Eller næsen. Det kan være det hele. Og det kan være intet af det.

”Jeg tror på dig.” Ansvarlighed. Ordet kryber sig op omkring min krop og griber panisk fat i mig. Ansvarlighed er lig med at være voksen. Jeg er 20. Jeg er voksen. Jeg er rent faktisk en voksen, men jeg har ikke styr på noget. I hvert fald ikke længere. Jeg skal tage ansvar for mit eget liv, men lige nu virker det bare som Titanic. Jeg kan se isbjerget. Jeg ved, jeg støder ind i det. Men jeg er for tæt på til at kunne gøre noget ved det.

Jeg var dum nok til ikke at have en plan B. Jeg havde ikke brug for en plan B. Fordi jeg var dum nok til at stole på Lea. Selv når jeg inderst inde godt ved, jeg ikke kan stole på hende. Hun har altid haft sit eget show kørende.

Jeg har jo godt vidst, at de i hendes familie tager uddannelse utrolig seriøst, og at det dér med sabbatår normalt ikke kan komme på tale. Så jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte, at hun ikke ville springe fra. Og slet ikke, når hun hele tiden har talt om sin perfekte bror, der læser jura i København , og hvordan hun hele tiden nævner, at hun vil være lige præcis som ham. Jeg var nok bare blind. Håbede, at jeg havde fundet en ny veninde, nu hvor Ella og jeg gled fra hinanden. For vi gled rent faktisk fra hinanden. Jeg ved, at jeg for Ella er den sygeste idiot i verden, men jeg ved også, at tingene aldrig ville blive som de var engang. Vi vokser. Vi ændrer os. Vi vokser fra hinanden, og det var det, der skete med Ella og mig. Eller i hvert fald voksede jeg fra hende. Og hun voksede også fra mig, men uden at indse det. Jeg ved, jeg har såret hende. Jeg er ikke blind på dét punkt. Jeg ved også bare, at dét ikke er noget, jeg skal være ked af. At jeg ikke ligefrem opførte mig eksemplarisk til min fødselsdag omkring Max er noget andet. Jeg prøvede at beskytte hende. Det fejlede.

”Nå, jeg må hellere finde nogle sko, så jeg kan køre ind til byen.” Jeg bliver i et øjeblik hyllet ud af hans stemme. Så blinker jeg lidt og presser læberne sammen. ”Tager du med?” tilføjer han. Jeg overvejer det i et øjeblik. I et meget lille øjeblik, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre der. Det sus, der normalt plejer at være i min krop, den underliggende trang til at drikke mig pissestiv sammen med andre, er der ikke. Hvis jeg skulle gøre noget, ville det være at drikke mig pissestiv alene. Jeg har ikke brug for at se Lea gnubbe sig op af Emil resten af aftenen. Jeg har ikke brug for at blive mindet om, at jeg ikke kan score ham. Og en begyndende hovedpine har også været i gang med at sprede sig under min pande.

Jeg ryster let på hovedet.

”Jeg springer over for denne gang.”

Han nikker kort og kommer på fødderne igen. Og jeg giver ham et point for ikke at presse mig.

Jeg bliver overvældet af hans krop, der tårner sig over mig. Den virker så høj, når jeg sidder på trappeafsatsen. Jeg kan ikke lade være med at studere ham lidt. Studere den lettere muskuløse krop, der gemmer sig under den hvide undertrøje. Det mørkeblonde hår, der krøller og pjusker. Han har nok ikke engang forsøgt at sætte sit hår. Jeg er ikke sikker på, hvad farve hans øjne har. Lige nu virker de mørke. Mest brune. Men jeg tror, de har en anden farve, når jeg først ser rigtigt ind i dem.

”Vi ses måske lige pludselig,” siger han og vinker kort til mig i et slags honnør. Jeg nikker, selvom jeg ikke tror det. Alting bliver vendt op og ned, når Lea flytter. Sandsynligheden for at møde hendes venner, der ikke er mine venner, er lille. Medmindre jeg støder på ham i byen. Hvilket jeg ikke helt er sikker på, jeg gør.

Da døren lukker sig efter ham, går det op for mig, at jeg aldrig fik hans navn. Chancen for, at jeg nogensinde møder ham igen, er blevet endnu mindre. Ingen Facebook til at finde ham på – medmindre jeg selvfølgelig går alle Leas venner igennem for at finde ham, og jeg ved ikke, om jeg er desperat efter at se ham. Han er trods alt bare endnu en random fyr til en fest. En random fyr, jeg havde lettere dybe samtaler med ved siden af stinkende containere. En random fyr, der er ligeglad med huller i sokkerne, og som gerne holder en aften ædru for at køre folk.

Et eller andet ved det, virker fristende.

Da lyset går ud omkring mig igen, kommer jeg på benene og går ind igennem bryggerset. Sally, deres sorte labradorer, hilser mig velkommen, som om hun ikke har set mig i flere år, når hun så mig for under en time siden sidst. Jeg kløer hende bag øret, kysser hende på hovedet og lader hende slikke mig i ansigtet, før jeg går ud i køkkenet, hvor der er mennesketomt, men bestemt ikke flasketomt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Jeg kan være ligeglad, men jeg går automatisk i gang med at sortere dåserne fra hinanden.

Der er du!” Jeg hører Leas stemme, før jeg ser hende. Hun tumler ind i køkkenet, stirrer på rodet, jeg er ved at ordne med store øjne, før hun skubber dåsen, jeg holder, ud af hånden på mig. ”Hvad har du gang i?”

”Jeg er bare ved at rydde lidt op,” svarer jeg, ved godt, at det ikke er helt det svar, hun ledte efter. Hun rynker brynene lidt. Det næsten hvide hår fanges af lamperne og laver en glorie rundt om hende, så hun til en forveksling kunne ligne en fucking engel.

”Det kan vi ordne i morgen, vi tager af sted nu,” siger hun og trækker i min arm. I morgen? De har søndagsbrunch i morgen. Hun får fanme ikke tid til at rydde op efter det her rod, hvis hun også skal i byen nu. Emil dukker op bag hende, tager fat om hendes talje, og jeg har lyst til at smide alt og bare gå. Hvorfor skal han også lige være her? Og hvorfor skal han også lige stå så tæt og befamle hende?

”Taxaen venter,” mumler han mod hendes hals. Jeg ser væk, ser på rodet. Ser mit liv falde lidt mere fra hinanden.

”Jaja. Vi skal lige have Michelle med,” fniser hun og skubber lidt til ham.

”Jeg tror faktisk, jeg tager hjem,” skynder jeg mig at sige. Hell no, om jeg gider sidde i en tætpakket taxi med de to. Min fest er ovre. Det har den været længe. Jeg vil bare i seng.

”Hvaaad? Jamen festen er jo lige startet!”

”Jeg har det ikke så godt,” siger jeg. Føler ikke engang, at det er en løgn. Jeg vil også skide på, om det er en løgn.

”Men hvad med brunch i morgen?” Lea stikker underlæben ud som en baby. Jeg bekæmper trangen til at rulle øjne af hende.

”Jeg kommer bare i morgen tidelig.”

”Kan du ikke bare sove her? Alle dine ting er jo her allerede,” foreslår hun. Jeg overvejer det i et øjeblik. Tanken om at tage hele vejen hjem igen, virker ikke særlig fristende, må jeg indrømme. Jeg trækker på skulderne.

”Okay så.”

”Er du sikker på, du ikke vil med? ”

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den aften, jeg mødte Emil første gang. Der var det mig, der var Lea, og Ella var mig. Det er sjovt, hvordan tingene bare kan vende sig 180 grader på så kort tid.

”Jeg tror bare, jeg vil fortryde det. En anden gang,” lover jeg. En anden gang, hvor Emil ikke suger sig til hende som en igle, og hvor jeg har haft bedre held med fyrene. En anden gang, hvor det er mig, der runder rundt med en fyr, og hun må se på.

Hun ser længe på mig. Som om hun prøver at komme ind igennem mine lag, men jeg ved, at tågen af alkohol sætter en mur op. Så trækker hun på skulderne.

”Du ringer bare, hvis du ombestemmer dig,” siger hun og giver mig et kys på kinden, før hun daffer ud af køkkenet med Emil i hælene. Jeg ser længe efter dem. Ser hvordan det blonde hår tager lyset med sig. Så stirrer jeg på dåserne igen. Mine fingre brænder, min krop er allerede rastløs. Jeg ved, jeg vil fortryde, at jeg ikke tager med, men jeg kan ikke få mig selv til det.

For når alt kommer til alt, vil jeg have styringen, og det kan jeg ikke, hvis jeg er tredjehjul. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...